I fredags var jeg ude at gå en tur på Assistens Kirkegård. Det er min yndlingskirkegård, hvis det overhovedet er etisk forsvarligt at have sådan en. Der er smukt, der er et væld af historie, der er masser af kendte menneskers gravsteder, og ingen anden kirkegård, som jeg umiddelbart kender, giver så godt og anskueligt overbillede af den altid skiftende mode omkring, hvordan man gerne vil have sit eftermæle stående til forhåbentlig evig tid. Her er alt fra svulmende basunengle, der vogter over afdøde grossererfamilier i flere generationer, over Niels Bohrs massive, uskønne Bauhausstøtte, udviskede navnetræk på lettere sammenfaldne vægge og nyere grave med fyrfadslys, fotografier og endda de obligatoriske sprutflasker hos Turell og Strunge.
Men så er her også noget nyt. En ny trend indenfor afdødhed, måske? Jeg så nemlig op til flere grave, hvor flotte, særdeles kreative stenformationer ikke blot havde 1 navn sat med kunstneriske bogstaver. Der var 2 navne. Hvilket der selvfølgelig ikke er det mindste besynderligt ved, hvis det ikke var fordi, det nederste navn på disse sten kun havde fødselsdato indgraveret. Altså navn og fødsels- og dødsdato på første afdøde samt navn og fødselsdato på forventede næste afdøde. Det kan man da i sandhed kalde forventet efterbevilling. Næsten som en spådom, der uvægerligt vil gå i opfyldelse. Hvilket, igen, den så helt sikkert også gør. Måske endda hurtigere, fordi man har hjulpet den på vej?
Jeg ved godt, at det sikkert er billigere at anskaffe sig familieudgaven indenfor gravsten. At få hugget så mange navne som overhovedet muligt i et snuptag, fordi stenhuggeren nok alligevel giver en slags bogstavelig mængderabat. Men ligefrem at få sit eget navn og fødselsdato på en gravsten, før man overhovedet har konkrete og aktuelle indikationer på, at man snarligt skal herfra? Eller, hvilket jeg klart foretrækker, rent faktisk er død? Alt andet lige må det da være en smule fremmedgørende, for slet ikke at sige dødskræmmende, at se sit eget navn på en gravsten, når man er på kirkegården. Lagde man en blomst, kunne man jo næsten føle, man lagde den på sin egen grav. Omvendt er det selvfølgelig en oplagt chance for at danse på SIN EGEN permanente parkeringsplads. For the sake of it.
Jeg bryder mig overhovedet ikke om denne sparetrend–eller måske udtryk for overjordisk (Undskyld: underjordisk!) hengivenhed ( dig og mig forever!). Den er makaber og ildevarslende i min optik. Netop som en grim spådom, der bare emsigt venter på at gå i opfyldelse. Eller som et ret råbende udtryk for en udgiftsskyhed, der rækker langt ud over døden. Jeg er ret sikker på, at den generelle holdning blandt almindelige levende personer er, at de såmænd tids nok kan få deres navn på en gravsten. I alt fald kan jeg for mit eget vedkommende klart fastslå, at det ingen hast har. Overhovedet.
Når nu sådan en trend popper op på den nok mest trendy kirkegård i riget, så er der nok ingen tvivl om, at den vil brede sig. Måske vil det om få år anses for en naturlig ting at sætte navn og fødselsdato på en sten samtidig med, at man modtager en fødsels- eller dåbsattest. Så er det sådan ligesom gjort! Og livet kan blive en utålmodig venten på at få den sten færdiggjort, få sat et datomæssigt punktum. Der ligger næsten sådan en gammelmissionsk holdning i det: at dette liv kun er en miserabel skyggedal, der må overstås i ren henslæbning, inden man kan komme frem ( ned!) til det, der virkelig betyder noget. Jeg troede, vi var kommet længere…..
Det bliver ikke mig og mine data, der kommer nogen som helst kirkegårdslige steder hen, før det ikke længere er mig, der bestemmer, om de gør det. Jeg skal ikke stå og stritte, umådeligt ufærdiggjort, på en sten på en kirkegård. Endda selv om det givetvis er billigere, så bliver det ikke over min grav….