juli 2019 – Guldsøstre

Om en ubehagelig trend.

28. juli 2019 Ingen kommentarer

I fredags var jeg ude at gå en tur på Assistens Kirkegård. Det er min yndlingskirkegård, hvis det overhovedet er etisk forsvarligt at have sådan en. Der er smukt, der er et væld af historie, der er masser af kendte menneskers gravsteder, og ingen anden kirkegård, som jeg umiddelbart kender, giver så godt og anskueligt overbillede af den altid skiftende mode omkring, hvordan man gerne vil have sit eftermæle stående til forhåbentlig evig tid. Her er alt fra svulmende basunengle, der vogter over afdøde grossererfamilier i flere generationer, over Niels Bohrs massive, uskønne Bauhausstøtte, udviskede navnetræk på lettere sammenfaldne vægge og nyere grave med fyrfadslys, fotografier og endda de obligatoriske sprutflasker hos Turell og Strunge.

Men så er her også noget nyt. En ny trend indenfor afdødhed, måske? Jeg så nemlig op til flere grave, hvor flotte, særdeles kreative stenformationer ikke blot havde 1 navn sat med kunstneriske bogstaver. Der var 2 navne. Hvilket der selvfølgelig ikke er det mindste besynderligt ved, hvis det ikke var fordi, det nederste navn på disse sten kun havde fødselsdato indgraveret. Altså navn og fødsels- og dødsdato på første afdøde samt navn og fødselsdato på forventede næste afdøde. Det kan man da i sandhed kalde forventet efterbevilling. Næsten som en spådom, der uvægerligt vil gå i opfyldelse. Hvilket, igen, den så helt sikkert også gør. Måske endda hurtigere, fordi man har hjulpet den på vej?

Jeg ved godt, at det sikkert er billigere at anskaffe sig familieudgaven indenfor gravsten. At få hugget så mange navne som overhovedet muligt i et snuptag, fordi stenhuggeren nok alligevel giver en slags bogstavelig mængderabat. Men ligefrem at få sit eget navn og fødselsdato på en gravsten, før man overhovedet har konkrete og aktuelle indikationer på, at man snarligt skal herfra? Eller, hvilket jeg klart foretrækker, rent faktisk er død? Alt andet lige må det da være en smule fremmedgørende, for slet ikke at sige dødskræmmende, at se sit eget navn på en gravsten, når man er på kirkegården. Lagde man en blomst, kunne man jo næsten føle, man lagde den på sin egen grav. Omvendt er det selvfølgelig en oplagt chance for at danse på SIN EGEN permanente parkeringsplads. For the sake of it.

Jeg bryder mig overhovedet ikke om denne sparetrend–eller måske udtryk for overjordisk (Undskyld: underjordisk!) hengivenhed ( dig og mig forever!). Den er makaber og ildevarslende i min optik. Netop som en grim spådom, der bare emsigt venter på at gå i opfyldelse. Eller som et ret råbende udtryk for en udgiftsskyhed, der rækker langt ud over døden. Jeg er ret sikker på, at den generelle holdning blandt almindelige levende personer er, at de såmænd tids nok kan få deres navn på en gravsten. I alt fald kan jeg for mit eget vedkommende klart fastslå, at det ingen hast har. Overhovedet.

Når nu sådan en trend popper op på den nok mest trendy kirkegård i riget, så er der nok ingen tvivl om, at den vil brede sig. Måske vil det om få år anses for en naturlig ting at sætte navn og fødselsdato på en sten samtidig med, at man modtager en fødsels- eller dåbsattest. Så er det sådan ligesom gjort! Og livet kan blive en utålmodig venten på at få den sten færdiggjort, få sat et datomæssigt punktum. Der ligger næsten sådan en gammelmissionsk holdning i det: at dette liv kun er en miserabel skyggedal, der må overstås i ren henslæbning, inden man kan komme frem ( ned!) til det, der virkelig betyder noget. Jeg troede, vi var kommet længere…..

Det bliver ikke mig og mine data, der kommer nogen som helst kirkegårdslige steder hen, før det ikke længere er mig, der bestemmer, om de gør det. Jeg skal ikke stå og stritte, umådeligt ufærdiggjort, på en sten på en kirkegård. Endda selv om det givetvis er billigere, så bliver det ikke over min grav….

Litteratur

Så er vi der igen!

28. juli 2019 Ingen kommentarer

Camilla Läckberg: Det gyldne bur.

Egentlig kunne man vel lige så godt læse Iliaden. Eller Millinium-triologien. Eller Rebecca. Eller, for at komme tættest på selve plagiatets hovedkilde, Weldons En hundjævels bekendelser.

For det handler om hævn. I den undergruppe indenfor fiktionen, der har fået sin egen lille niche: Hævnlitteratur. Det var såmænd også på tide, for helt siden den Trojanske krig og Paris og Helene har man skrevet bøger om hævn. Sjovt nok, eller i alt fald påfaldende og tankevækkende nok, primært kvinders hævn over mænd. Altså mænd, der svigter dem. Gerne for en anden kvinde.

Så her har vi altså Faye (her går referencen til Weldon med tonstunge, uelegante træsko!), der er gift med Jack, som er et dumt svin. Det har han iøvrigt altid været, men Faye både negligerer det samt er overbevist om, at hun kan redde hans engleblide, misforståede egentlige jeg. Til trods for, at hun har været selve nerven og hjernen i opbyggelsen af det firma, han nu scorer millioner på, finder han selvfølgelig en ny model og efterlader hende penge-, bolig-, og barnløs. GOT IT!

Og så står hun der og udtænker sin ubarmhjertige hævn. Det pludselige hamskifte fra indbegrebet af en wee wifey til en handlekraftig kvinde, der tjener millioner i løbet af et par år, er totalt utroværdig. Akkurat lige så utroværdig som personen Faye i grunden var, allerede mens hun var gift med lorte-Jack. Men skovlen under ham får hun da. ÅH, JA!

Clicheerne står så meget i kø i denne patetiske hævnbog med kvindeligt fortegn, at man ind imellem griber sig selv i at tænke, om Läckberg i virkeligheden har skrevet en parodi på Weldon. Eller om det bare er fordi, vi, der grovelskede Weldon der i 70-erne og 80-erne, ligesom også er blevet voksne i mellemtiden. Jeg vil til enhver tid foretrække en handlekraftig Lisbet Salander frem for denne klon af noget, der var tidstypisk i de årtier, og som for sin egen skyld bør finde vej tilbage dertil.

Jeg har altid syntes, at Läckberg var en habil og hæderlig forfatter af femi-krimi. Og modsat så mange af sine kolleger kan hun jo faktisk også skrive rimeligt. Det burde hun holde sig til!

I øvrigt er der yderligere to bind om Faye planlagt. Dem behøver jeg ikke læse….

I byen

Et rart, folkeligt sted.

28. juli 2019 Ingen kommentarer

Sønderbro købmand. Ved Nokken, Amager.

Det er et af de mest folkelige steder, jeg nogensinde har spist. I nærmest alle ordets betydninger. Og maden er god. Rigtig god. Dertil er den billig. Der er ikke mange steder udenfor Asien, det kan lade sig gøre at spise sig mæt i en lækker indisk ret for 35 kroner. Og det siges, at smørrebrødet sammesteds har præcis samme kvalitet–og pris.

Det, man egentlig skal gøre, er at trave sig dejligt sulten i kolonihaveforeningen Nokken. Nokken er sådan et sted, hvor årene er gået lidt sporløst hen rent designmæssigt, hvor alternativt gør-det-selv og genbrugsmaterialer af enhver art har fantastiske vilkår, hvor knopskydning er en præmis, hvor man kan opleve ren og uforfalsket Klondyke-stemning, og hvor det siges, at man udelukkende kan komme til et hus ved at arve det. De sælges efter sigende ikke, og hvis de en sjælden gang gør, er salgsssummen skyhøj og mestendels bygget på nepotisme. Det sidste er træls–det første forståeligt, for hvis man er kommet til et hus i denne skønne del af København, kun få kilometer fra Rådhuspladsen, så bør man være taknemmelig. Meget taknemmelig.

Sønderbro købmanden ligger for enden af en vej, hvorfra man ikke kan komme længere. Her ender verden. Og her ender rigtigt mange lokale beboere og forbipasserende. Selvfølgelig er her et lille udvalg af dagligvarer til stedets fastliggere, men allermest lever de nok af dagens ene, varme ret og smørrebrød. Både ud af huset, sådan for alvor og i papæsker til afhentning, men også udenfor huset, hvor der findes masser af godt brugte, charmerende bord-bænkearrangementer, som man kan slå sig ned på. Jeg tror også, at dømme efter hvad jeg sådan ved selvsyn kunne konstatere, at de sælger en god portion drikkevarer. Ikke bare som akkompagnement til maden. Så her er meget folkeligt. Meget. Og på den gode måde.

Men den der indiske kyllingeret med indbygget efterfølgende stortørst var mindeværdig. Hvor går man ellers hen og får sådan en for 35 kroner? Og hvor sidder man ellers, få kilometer fra Rådhuspladsen, i strålende sol og hyggeligt selskab og nyder den midt i alt det grønne? Oven i købet med egen skål til hunden?

Det kan anbefales, men husk lige traveturen gennem Nokken først. Det må være her, de herrer Clausen og Petersen gik en tur, mens de i sin tid skrev en lille sang til Eva Madsen. Her nemlig er sus og dus på det private initiativ….

Film og teater

Den skal bare ses!

25. juli 2019 Ingen kommentarer

Chernobyl. HBO.

Indrømmet! Jeg mangler 2 afsnit. Med min sædvanlige flair for intensiv binge-watching skulle det vel nok kunne lade sig gøre at komme igennem dem her til formiddag i 30 graders varme, klamsved og nedrullede gardiner. Det er alligevel ulideligt at være udenfor. Præcis lige så gennemført ulideligt som det må have været at opholde sig i og omkring Chernobyl dengang i 1986.

Og måske er det old news. Sådan at forstå, at jeg må være en af de absolut sidste, der er gået i (atom)krig med denne stærkt roste serie, som bare skal ses. Som en form for forsvar på old news fronten kan jeg så her indrømme, at jeg også stadig mangler samtlige afsnit af Game of Thrones, men har, dog ikke nærmere datomæssigt definerede, planer om ligesom at tage den i et hug. Alle 75 timer. Engang. Når det bliver dårligt vejr.

Der er givetvis ingen læsere, der ikke husker Chernobyl. Vi har alderen til det. Personligt var jeg gravid og derfor ekstra bekymret, men anede intet foruroligende, før rensdyrene i Lapland blev frarådet at spise deres lav. Jeg burde nok have været endnu mere foruroliget, men er da sådan set lidt lettet over, at jeg ikke var helt opdateret på, hvor tæt på en verdensomspændende katastrofe, vi egentlig var dengang.

Serien følger katastrofen i Chernobyl kronologisk fra det første tegn på fejl. Den er meget bevidst om stærke personkarakteristikker, hvilket også er en af dens store, seværdige styrker. Vi kommer ind under huden på de ansvarlige, de uskyldige ofre, og allermest det system, der i serien (og sikkert også i virkeligheden) bliver portrætteret som himmelråbende uansvarligt. Der går timevis med at fornægte katastrofens omfang, med at fortrænge dens følgevirkninger og med at forsvare det kommunistiske systems ufejlbarlighed med tusindvis af menneskelige omkostninger til følge. Hvilket, som en sidegevinst, gør serien til et af de stærkeste og mest gribende angreb på et totalitært styre, jeg længe har set.

Der går dagevis, inden de lokale beboere bliver evakueret. Og der går kostbar tid til spilde med at fornægte samt ikke at indsætte kompetente specialister til at modvirke følgerne. Allerværst og mest inhumant er den kyniske brug af mennesker på deciderede selvmordsmissioner. Man VED godt, at arbejdere, der sendes ind for at grave tunneller samt kaste vand over branden, enten vil få forbrændinger og dø en pinefuld død eller på få år udvikle uhelbredelig kræft, men alt dette forsvares udfra simpel patriotisme og tro på den aldrig fejlende kommunistiske model. Det er disrespekt for menneskeliv, og det er et modbydeligt portræt af et land, der tydeligvis ikke engang er tynget af at udvise en sådan.

I de bærende roller ses nogle af Storbritanniens største karakterskuespillere, suppleret med (og især) den tidligere så enfoldige morder, Stellan Skarsgård, der her bestemt ikke på nogen måde, som indbegrebet af partiets mand, er enfoldig. Også danske David Dencik skinner igennem som Gorbachev. Komplet med landkort på issen. Emily Watson er for en gangs skyld ikke klynkende, men faktisk ret handlekraftig, og det klæder hende. Og scenografen må have stået foran en kolossal opgave med at fremskaffe så meget brugt, rustent, østeuropæisk jern, maling i umulige og umenneskelige farver samt en kolonne af udstødnings-udfordrede skrotbusser.

Det er jo ikke fordi, jeg ikke ved, hvordan det hele ender, at jeg skal se de sidste 2 afsnit. Det er mere fordi, det her er kvalitetsfjernsyn med umådelig styrke i skuespilpræstationer, menneskeportrætter og udlevering af, hvordan et totalitært regime fungerer indefra.

Så her på starten af en ubegribeligt varm dag leveres altså et alternativ til klamsved eller strandture. SE DEN!

Brok

Kommentar om et uskønt syn fra den gamle snerpe.

24. juli 2019 Ingen kommentarer

Nogle gange spekulerer jeg på, om det bare er mig, der er ved at blive en gammel snerpe. Om jeg med årene har udviklet mig i en lidt uheldig, fordømmende retning. Om det virkelig bare er mig, der stødes af bare (øl)maver og BH-er på offentlige steder? For hvis jeg står helt alene med mine æstetiske kvababbelser, så må jeg jo bare ihærdigt prøve at undertrykke det og acceptere det som en selvfølgelighed, at det er gængs høflighed at gå en tur på Strøget iført shorts ( og altså KUN shorts) for mændenes vedkommende, mens kvinderne gerne tilføjer en lille BH til det tekstilmæssige mangeludstyr.

Jeg synes, ( og her er det så måske bare min indre snerpe, der ligesom zoomer), det bliver mere og mere almindeligt at se mennesker i alle aldre og alle størrelser iklædt et minimum af stofstykker i det offentlige rum. Hvad voksne folk foretager sig på stranden, i deres eget hjem og have og i lukkede forsamlinger sammen med venner og bekendte, er mig totalt og inderligt ligegyldigt. For min skyld kan de spadserer nøgne rundt eller iklæde sig klovnekostumer og strudsefjer. Men det støder mig, når de indtager gader, stræder, butikker og andre offentlige steder iført nærmest ingenting–eller i bedste fald, hvad der i min terminologi går som strandpåklædning på en særdeles varm dag. Besynderligt nok kan jeg også i min speedzooming konstatere, at trenden tydeligvis primært appellerer til helt unge mennesker eller folk med niveauet over dansehåndtag. Både for og bag. (Nogle gange kan man sgu` nærmest ikke lokalisere BH-en!)

Jeg føler mig stødt over at få andres kroppe betingelsesløst kastet i øjnene. Jeg har, samtidig, ingen interesse i at iagttage fedtdepoter og gamle ars placeringer. Personligt er jeg egentlig ret uberørt af kroppe som sådan. Jeg vil bare gerne selv bestemme over, hvornår jeg ønsker dem kastet i fjæset. Enhver er vel forberedt på en form før kødmarked på samtlige strande, og sådan skal det faktisk også være, men i mine øjne ville det være rart, om afklædningskulturen begrænse sig netop til strande, når den vel at mærke er offentlig. Mennesker, der går halvt afklædte rundt på offentlige steder, overskrider mine grænser, og faktisk synes jeg også, de overskrider de kulturelle regler for almindelig høflighed og hensyntagen. Hvis man, og det skal man så ikke, men jeg gør det alligevel, laver en sammenligning til lande, der har et noget anderledes klima end os, og hvor varmen om sommeren nærmer sig utåleligheden i grader, så ser man aldrig–som i ALDRIG–mennesker i samme tilstand af afklædthed i det offentlige rum.

Jeg kunne da på ingen måde–faktisk ville jeg hellere rulles i tjære og dyppes i fjer, men så fik jeg selvfølgelig også en slags tøj på!–finde på at gå en tur ned i gennem byen iklædt BH og et par små shorts. Jeg ville føle, at alverdens øjne var rettet mod mig og sikkert ihærdigt forsøge at dække over de hudlapper, der blev stillet til skue. Jeg ville føle mig nøgen og kulturelt ude af trit med min egen påklædningskultur. Jeg ville føle mig upassende, fejlcastet og–hvilket næsten er det værste–totalt latterlig. Og hvis jeg samtidig modtog blikke fra andre, der indikerede, at de følte sig en smule provokerede af min tåbelige upåklædthed, så ville jeg faktisk med det samme opleve en fantastisk solidaritet.

Det er muligt, jeg med årene har udviklet min snerpethed i en uheldig retning. Men det fratager mig jo samtidig ikke følelsen af, at jeg bliver provokeret af andres lemfældige omgang med tekstiler. Personligt synes jeg, at det er en uskreven, kulturelt betinget regel, at man tager tøj på, når man begiver sig ud i det offentlige rum.

Og i grunden kunne det være ret interessant at høre, om jeg virkelig er den eneste gamle hejre, der har det sådan??

Brok

Hensynsløst, respektløst og modbydeligt.

22. juli 2019 Ingen kommentarer

Vi var tidligt oppe her til morgen. Ret tidligt. Vi var også foruroligede. Ret foruroligede. I aftes kom det frem, at den kirkegård, min far ligger på, havde fået skændet omkring 100 af sine gravsten. Men selvfølgelig ikke hvilke. Det var derfor en slags indre nødvendighed at køre dertil for ved selvsyn at konstatere, om hans var en af de, der havde været udsat for respektløs og hensynsløs, modbydelig maling.

Det var den heldigvis ikke. Men at vi gik fri, betyder jo ikke ret meget mere, end at vi personligt er lettede. Der står stadig omkring 100 forstyrrede gravfrede på den kirkegård. Hvilket, ved hjælp af lidt sjusset hovedregning, betyder, at rigtigt mange mennesker lige nu er påvirkede af, at en flok totalt ubetænksomme idioter er gået amok med en gang maling. Og til hvilken nytte? Til hvilken tilfredsstillelse?

Jeg kan sagtens forstå personlig hævngerrighed og gengældelse for, hvad man selv synes er uretfærdig behandling. Det er såre menneskeligt, selv om det hverken er særligt ordentligt, særligt voksent og modent–eller for den sags skyld særligt kristent. Jeg prøver at lade være at praktisere det, men det lykkes desværre ikke altid. Men jeg forstår ikke formålsløst hærværk. Forstået som hærværk, der ikke retter sig mod nogen eller noget klart defineret og bestemt, og som ikke har andet indhold end hærværket i sig selv. Jeg er ikke til boltløsning på fremmede menneskers biler, fordi jeg ikke begriber, hvordan det kan være morsomt, når man ikke engang er sikker på at være til stede, når samme fremmede mennesker på et ukendt tidspunkt sætter sig i deres biler og kommer til skade. Jeg er derfor også et måbende spørgsmålstegn i forhold til hærværk på kirkegårde. Det er usandsynligt, at hærværksmændene har kendt bare en brøkdel af de afdøde eller disses familiemedlemmer og har villet give dem den usleste og mest sårende form for gengæld, der nærmest findes.

For at skænde kirkegårde er at ramme medmennesker, hvor det gør aller-allermest ondt. Den ultimative såring. Den der går så dybt i hjertet, at selv jeg mangler ord for den. Det er at træde i sår, der for manges vedkommende stadig er åbne. For adskillige af os, hvad enten vores afdøde ligger på rigtige gravsteder, urnegravsteder eller i de ukendte gravesteder, er det sted, hvor vi har begravet dem, et minde og der, hvor vi ofte føler, vi er dem nærmest. Det er det mest håndgribelige, forståelige, der er tilbage. Så der er ikke langt til tanken om, at skændes deres gravsted, skændes de. Mindet om dem. Det, vi har tilbage. Næsten som om, nogen direkte og hensynsløst spyttede på dem. Og faktisk har de jo ikke andre til at forsvare sig end os, der stadig er her. Derfor skal kirkegårde være fredfyldte steder, hvor vi mindes inde i vores egen stilhed.

Det er muligt, at de, der har været ude med malingen, har haft deres egen lille fest omkring de 100 gravsteder. At de både har jublet og leet samt følt, at de var nogle satans store karle. At de samtidig har bevist overfor hinanden, at de har TURDET. I min optik er de desværre bare nogle meget små mennesker, der ikke engang har turdet angribe noget levende i al deres afmagt overfor tilværelsen. Jeg kan godt tvivle på, om de overhovedet har skænket det en tanke, at utallige mennesker vil blive dybt berørte af deres handlinger. Men jeg håber da, at de skammer sig. Det er vel i grunden det mindste, de kan gøre. Når de nu kommer ud af euforien omkring at have molestreret steder, der har stor følelsesmæssig betydning for andre, mon så der ikke pibler en lille flig af skam ud mellem hensynsløsheden? Og mon ikke bare en enkelt af dem har en afdød, kær slægtning på en kirkegård og måske kunne sætte sig lidt ind i, hvordan det føles at stå med en meningsløst overmalet gravsten?

Jeg er usigeligt lettet over, at min far gik fri. Men det berører mig stadig dybt, at afdøde (og deres pårørende) så tæt på ham har været udsat for noget så meningsløst, hensynsløst og modbydeligt.

I byen

Et godt sted.

21. juli 2019 Ingen kommentarer

Restaurant Bies Gård, Hobro.

Der er utroligt hyggeligt inde i de mange gårde i det gamle bryggeri i Hobro. Stilen fra dengang, der virkelig blev brygget øl her, er holdt meget gennemført, og man føler sig hensat til en travl arbejdsplads for mange år siden. Ikke mindst brostenene og de restaurerede industribygninger øger hyggen her mellem alle de gamle huse, som nu anvendes til alle mulige kreative og rekreative formål.

Midt i det hele ligger restauranten, som er et godt bud på en frokostoplevelse. Der er både udendørs og indendørs servering, og i denne såkaldte sommer er det nok en klar fordel. Det indendørs lokale er stilrent og holdt i lyse farver, og maden svarer egentlig ganske pænt til det moderate og rene look. Der er ikke mange frokostretter at vælge imellem, men de, der er, er gode, pæne, varierede og velsmagende. Og prisen er også i samme moderate ende.

Det er absolut et rart, fredeligt og hyggeligt sted at indtage sin frokost og samtidig indsnuse atmosfæren fra fortidens travle brygning. Os, der var unge her omkring, husker stadig deres store ( og jeg mener STORE) hit med 1 liters ølflasker, som var et scoop dengang, det overhovedet ikke drejede sig om smagen, men udelukkende om virkningen. Og i dag er trækasserne til samme øl i øvrigt noget af et samlerobjekt.

Nu er det jo ikke fordi, jeg sådan på regelmæssig basis kommer forbi Hobro til frokosttid, men alligevel er det helt rart at vide, at her findes et rigtigt hyggeligt, godt sted, som kan anbefales.

Ikke kategoriseret

Om tyskere og borgkonstruktioner.

21. juli 2019 Ingen kommentarer

Når ingeniørmæssigt udfordrende konstruktioner som denne begynder at skyde op på vores strand med få meters mellemrum, ja, så ved vi, at tyskerne er kommet. Når vores ellers flade og til tider forblæste strand i løbet af få dage forvandles til en opvisning af skæve, men dybe huller og middelalderlige sandscenerier, komplette med voldgrave og tårnkonstruktioner, så er vi ikke et sekund i tvivl om, at vores nabolands entrepenante feriegæster har startet deres bygningsmæssige indtagelse af vores land. Tyskere går ikke ubemærkede hen over en strand. De har alle, fra barnsben, en arkitekt eller entrepenør i maven, og når de kommer til en dansk strand, kan de slet, slet ikke styre det.

Det må jo være noget genetisk. Tysk genetisk. Denne helt overvældende trang til at bebygge strande. At omdanne dansk fladstrand til tyske middelalderbyer og sindrige kanalsystemer. For hver eneste dag skyder der for tiden slotte, borge, herregårde og huller, mange huller, rigtigt mange huller op på min strand. Og jeg har endnu ikke hørt nogen snakke dansk, mens de fuldstændigt opslugte af at flytte sand i spandevis har omkonstrueret min ellers så sandflade strand. Derimod diskuteres kanalsystemer og tårnbygning intensivt på tysk.

Hvor vi danskere mest bruger stranden i godt vejr og til at ligge på, har tyskerne helt modsatrettede interesser. De ligger ikke ret meget. Og hvis de gør det, så er det gerne inde i et læsejl. Der må være et enormt marked for læsejl i Tyskland. Tyskere er mest ude af læsejlene, når de skal bygge. Til gengæld spiller vejret ikke den store rolle. Tyskere kan bygge i al slags vejr. Faktisk tror jeg, mange tyskere ser dårligt vejr som en gave til fuldtud at koncentrere sig om borgkonstruktioner. Så behøver de slet ikke tænke på alt det der med at bade og sidde inde i læsejlene. Mange af dem har endda forberedt sig virkelig grundigt hjemmefra og derfor medtaget skovle og spande i alle størrelser, således at konstruktionerne ligesom bliver mere kunstneriske og præcise.

Hos os danskere er det, og nu generaliserer jeg nok lidt, primært børnene, der går i byggemode på stranden. Sådan forholder det sig ikke med tyskerne. Her er byggeri for alle aldre og gerne en familieting. Ydermere ofte organiseret i detaljer, så finjusteringer klart overlades til voksne, mere erfarne strandbyggere. Det er heller ikke, slet ikke, et særsyn at se en gruppe velvoksne mænd af germansk afstamning bruge en god feriedag på at opføre en sandet middelalderborg, selv om jeg, med skam at melde, godt kan se en tydelig kønsforskel i graden af byggeiver, for tyske kvinder er klart mere til læsejl end til borgkonstruktioner.

Man kan jo ikke lade være med at tænke på, hvor al den strand-imperialisme dog måtte stamme fra. Hvorfor enhver tysker ser det som en indre nødvendighed minimum at opføre et mindre lejlighedskompleks på enhver dansk strand, han ( nu er jeg så sexistisk!) måtte passere. Jeg ved da godt, at tyskerne har så forsvindende få strande at bygge på, så de ligesom må farte udenlands for at opfylde det indre behov. Men det forklarer vel ikke helt, hvorfor de overhovedet har behovet. Måske er det bare en gammel vane, en uskrevet regel, dette med, at sandstrand er lig tårnopførelser. Omvendt har vi vel på danskersiden ikke set en lignende aktivitet siden Christian IV–i alt fald ikke på stranden.

Så længe jeg ikke går og falder i voldgravene og de imponerende huller, er det da i orden, at de omdanner min strand til en byggeplads. Vejret, sandet og vandet er dem jo alligevel ikke nådige og udvisker gerne alle de formidable bygværker henover vinteren. Og det er så her, min danske, sikkert genetiske, snusfornuft kommer ind. Hvorfor i alverden dog bruge en god stranddag på at opføre forgængelige middelalderborge? Det er da uendelig spild af tid og gode kræfter.

Måske ved tyskerne slet ikke det? I alt fald har de, lige så længe jeg kan huske, opført imponerende konstruktioner og gravet lige så imponerende huller på min strand. Under alle omstændigheder ved jeg altid præcis, hvornår de er ankommet.

Brok

Historien om en spejderpige og om overvældende kvalme.

21. juli 2019 Ingen kommentarer

Jeg var på et lokalt, såkaldt antikmarked i går. Indendørs i hallen–til forskel fra os mere dødelige, tilregnede og tilblæste, som hver tirsdag slår campingmøblerne op på udendørs græsarealer. Der var skam mange flotte ting, og alle disse flotte ting var nydeligt anrettede. Til gengæld var de 4-5 gange så dyre som ude på marken hos os med regn, blæst og campingmøbler.

Iblandt alle disse herligheder til overpris fandt jeg spejderpigen. Til 6250 kroner. Sådan en har min mor også haft engang. Dog ikke grøn, for vi var bestemt ikke grønne spejdere, men den findes også i en blå udgave. Den fik hun som afskedsgave fra en flok små spejdere i 60-erne, og prisen stod stadig nedenunder med blå tusch. Desværre kan jeg ikke huske helt præcis, hvad der stod, men det var under 10 kroner. Historien om netop den spejderpige inkluderer også, at de små spejdere nærmest undskyldte, da de kom med den, men de havde altså ikke haft råd ( for det havde man ikke dengang) til at investere i noget større og flottere. Men præcis denne spejderpige var de faldet for, og så var det jo heldigt, at hun selv efter datidens priser var meget billig. Vi solgte den til et noget højere beløb for nogle år siden, men burde da have ventet tålmodigt, hvis dette virkelig er dagsprisen på en spejder på vej på lejr. Man kan jo nærmest tage hele familien med på lejr for samme beløb. Inklusiv soveposer. Det er det så heller ikke.

Nu tror jeg så imidlertid ikke, det ER dagsprisen for Aluminias børnehjælps-og spejderfigurer. Langtfra. For aldrig i mit liv har jeg været så forarget over såkaldte antikvitetshandleres priser som i den hal i går. (Og hvis nogen selv vil opleve forargelsens grønne kvalme, så er der åbent i dag igen!) Blot som eksempel kan nævnes gammelt julepynt, som her sælges for 125-150 ( og her taler vi STYKKET!!), og snildt kan erhverves for 25 stykket, hvis man ellers kan vente til på tirsdag med at anskaffe sig sit julepynt til den knapt så kommende jul. En Søholm lysestage, af de blå til ophæng, står til 225, og her kan man igen bevæbne sig med 2 dages tålmodighed og spare omkring 150 ved at gå til kræmmerne. Dette bare valgt som et par af utallige eksempler.

Mens jeg stod der mellem alle disse ubehøvlede priser, følte jeg mig overvældet af tanken om, hvad i alverden disse mennesker dog bildte sig ind? Hvem de egentlig troede, de var? Samt–og allermest–hvordan de dog kunne forsvare overfor sig selv at snyde andre mennesker så gennemgribende og så uforskammet. At lade samtlige kunder blive noget så ubehageligt til grin for deres egne penge.

Nok er vi i ferielandet, hvor pengene skal tjenes lige nu. Overfor Brugsen, som i sommermånederne har norske priser og ingen lokale handlende. Og nok betaler alle disse antikvitetshandlere moms og sikkert også husleje for forretningslokaler et sted, men det berettiger dem ikke til decideret at snyde andre mennesker. Der er en hype omkring vintage ting, som enhver TV-kanal med respekt for sig selv dyrker til overmål i bedste sendetid, og mange giver gerne deres højre arm (og tilsyneladende også en halv million) for at få fat i dem, men det berettiger IKKE handlende til at tage ublu og fuldstændigt urealistiske priser. Selv antikvitetshandlende i sommerlandet kan godt være ordentlige mennesker, der også på prisområdet kan se sig selv i øjnene. Nok skal man tjene på tingene, men man skal også udvise den respekt overfor kunderne, og deres dømmekraft, der gør en til en anstændig og troværdig sælger. Det var ikke tilfældet i den hal i går. Det var derimod en opvisning i ubehøvlet nedvurdering af enhver kundes intelligens.

Da jeg stod der foran spejderpigen–og endnu mere, da jeg stod foran julepynten–gik jeg faktisk i akut megafonmangel. For hvis jeg lige have haft et forstærkende råbeapparat ved hånden, havde jeg udslynget min forargelse og til ren og skær kundebeskyttelse bedt folk om at tænke sig noget så uendeligt meget om, inden de gjorde sig til grin for deres egne penge. Heldigvis kunne jeg så også iagttage, at handlen var noget træg, og at de, der så en chance for at slå mønt på andres ferieuvidenhed nok i sidste ende endte op med at få et dårligt salg, fordi folk faktisk generelt er klogere end at putte deres penge i en beregnende antikvitetshandlende.

Og hvis nogen, efter at have læst dette, går i akut spejderpigemangel–hvad enten det måtte være blå eller grøn–så er en realistisk pris omkring 4500-5000. Hvilket i al sin tydelighed understreger, at man skulle have været meget mere bevidst om sit personlige behov for spejderpiger allerede i 60-erne, hvor de jo altså kunne fås for under en 10-er. I alt fald skal man ikke afhjælpe sin nød ved at tage på dette såkaldte marked. Da kun hvis man vil være inderligt til grin for sine egne penge.

Om at være kvinde

Om to et halvt kilo Matadormix.

20. juli 2019 Ingen kommentarer

For to uger siden købte jeg to et halvt kilo Matadormix. I skrivende stund har jeg så omkring 30 stykker vingummi tilbage. Det svarer til at lande med alle lortene eller sidde tilbage med Sorteper. Plus at mit svælg minder om en motorvej for Labre Larver, asfalteret med rent lysebrunt sukker den ganske og hele vej ned til navlen.

Det er udelukkende de u-ihjelslålige gener fra dengang, der var tre hjemmeboende børn med et solidt slikbehov og en stor ligegyldighed overfor kvaliteten af samme, der har overfaldet mig. Samt at denne über-økonomi-familiekasse var på tilbud til 99 kroner. Om ikke andet er det da billigt. Det drejer sig overhovedet ikke om, at jeg er vild med–eller for den sags skyld overhovedet kan lide–Matadormix. Det var ene og alene kvantiteten, der talte, og det er, som bekendt, et forfærdeligt dårligt udgangspunkt. Sådan på daglig basis er mit liv totalt og absolut Matadormix-frit. Matadormix er på ingen måde noget, der indgår i mine daglige spekulationer, ligesom det, så vidt vides, aldrig har figureret på min officielle indkøbsliste. Jeg er, indtil nu, aldrig blevet fanget i at købe en pose Matadormix i Netto. Og jeg kan med fuld styrke erklære, at det heller aldrig–som i ALDRIG–kommer til at ske.

Men dengang jeg blev ustyrlig på Matadormixfronten, fik jeg den forunderlige tanke, at det da var en usædvanlig god ide at have to et halvt kilo af slagsen stående til diverse gæster og forbipasserende. Så alle, der de sidste to uger er kommet forbi, har end ikke fået et valg, men bare fået smidt en velvoksen skål foran sig. I begyndelsen med en flot blanding af de forskellige udgaver af oversukker, som Matadormix nu byder på. Og den sidste uges tid da i alt fald vingummi. Personligt kan jeg egentlig kun lide lakridserne, og mest de bløde. Så hvad mine gæster heldigvis ikke ved, så har jeg sgu` gravet og gravet i den spand for at fiske dem fra. Når man sådan starter ud på to et halvt kilo Matadormix, så skal der virkelig leges den lille entrepenør med gravkofingre for at være sikker på at udskille alle lakridserne fra de andre farvede sukkerovertrækninger. Efter lakridsfesten bliver det oven i købet endnu mere besværligt, for da er der kun de Labre Larver tilbage, der sådan er værd at asfaltere svælg med. Og de er virkelig, VIRKELIG svære at fange med fingrene nede i matadordybet. Der skal kører rundt nogle gange og stakkes vingummi ovre i hjørnet for at kunne komme til.

Det har også været sådan, at mange gæster har fået en lille pose med. Og hvis de pænt har takket nej, så har jeg ligesom listet den ind i deres bagage i skjul. Så kan de jo afskaffe den, når de finder den. Det betyder ikke, at jeg ikke selv har gjort en enorm indsats. Cirka en størrelse i bukser og en BH, der laver hudpølser omkring ribbenene, er det blevet til i lakrids og ren sukker. Samt jo altså sukkerlandevejen i svælget, som jeg vågner op til hver morgen, og som garanteret har bevirket, at jeg har taget flere kilo på på indersiden af spiserøret.

Og nu er jeg så nået til de sidste uafsættelige 30 vingummier. Samt den forbavsende konklusion, at jeg aldrig–igen som i ALDRIG–nogensinde mere forvilder mig ud i fristende tilbud på Matadormix. Jeg er simpelthen slikmæssigt fejlcastet i Matadormix, og mit liv er for kort til nogensinde at kaste mig ud i lignenede projekter. Jeg vil for eftertiden få ubehagelige minder i mit svælg og ligesom genopleve sukker-landevejen bare ved synet af 200 gram af slagsen, og selv en minipose med Labre Larver vil give mig åndedrætsbesvær og stærk insektallergi.

Nu er det så bare, at jeg spekulerer på, om man mon kan få Pandalakridser i samme storfamiliestørrelse. For egentlig kunne jeg godt trænge til en lige så effektiv afvænning på Pandaområdet. Gad vide, om pandaer også giver sukkermotorvej til navlen og skaber sliksplid mellem en selv og gæster? Eller om man bare kan nyde, virkelig grovnyde, at hælde to et halvt kilo pandaer i sig selv over en god uges tid?

Det var da forsøget værd!

1 2 3 Næste »