Den indre tyv?

Danskerne skal, rent statistisk, være et af de ( hvis ikke DET) mest tillidsfulde folk i verden. Det betyder i al sin enkelthed, at vi stoler på hinanden. Det er også derfor, ishuse som dette midt i ingenting nok har en forståelig omsætning og sikkert ikke det allermest fortvivlende tab. Vi betaler jo. Vi lægger jo pænt vores penge i de dertil indrettede bøtter og pengeskrin. Men gør vi det for andres skyld eller for vores egen?

Personligt har jeg nemlig et stressende forhold til den slags handelssteder. De kalder på min dårlige samvittighed. Uden at jeg på nogen mulig måde kan forklare det logisk sådan rent psykologisk. Jeg kan bedst lide bemandede boder og salgssteder. Hvor jeg personligt kan overgive min betaling til en levende person, der tydeligt kan markere, at jeg altså har betalt. Faktisk er det lige før, jeg ville elske at stå med en håndskrevet kvittering, overskrevet med BETALT med stort.

For når man sådan bare skal lægge sine penge i en gammel pengeboks med et lille hul i toppen, så går jeg i akut og uforklarlig dårlig samvittighed. På forhånd. For det første tæller og sammenlægger jeg i en uendelighed, indtil jeg er HELT sikker på det korrekte beløb. Er der nogen med mig, beder jeg gerne alle, individuelt, om at sammentælle mine 3-4 køb og samstemmer samvittighedsfuldt, at alle resultater er de samme. Så bruger jeg tid på at overveje, om jeg skal betale, FØR jeg tager varerne eller EFTER. Hvis jeg betaler FØR, kan sælgeren jo pludselig dukke op sådan helt ud af de blå skyer og så måske tro, at jeg bare tilraner mig varerne. Hvis jeg betaler EFTER, er det fandens besværligt at stå der med hænderne fulde af kartofler og rødløg op til hagen og så skulle i pungen eller lommerne efter mønter, der udgør beløbet.

Jeg handler en del hos en sælger, der i familekten blot kaldes “damen”. Hun udmærker sig ved at dyrke fremragende grøntsager. Samt ved sit lydløse snigløb. “Damen” har det med at inspicere såvel sine grøntsager, sine kunder som sin pengeboks med meget korte, helt uforudsigelige mellemrum. Til trods for, at hun både er ældre og lidt langsom, kan hun materialisere sig indenfor splitsekunder. Og hun er skam flink og rar, damen. Der er blot det ved det, at hun altid, og her er så ingen brud på hovedreglen, dukker af det blå, når jeg har valgt den løsningsmodel, der hedder at betale, før jeg tager varerne. Så står jeg der og overvejer, om jeg virkelig kan være bekendt at tage de 3 kilo kartofler, jeg rent faktisk har betalt for. For damen har jo ikke set det. Nogle gange har jeg faktisk været så øredøvende stupid, at jeg, med mange ord og indtil flere undskyldninger, har fortalt hende, at jeg skam HAR betalt og derfor helt berettiget kan hjemføre mine rodfrugter. Lidt sygt!

Akkurat ligesom jeg også finder mig selv lægge penge særdeles højlydt i pengebøsser, hvis der er andre kunder i butikken. Kigge mig omkring og afvente lige præcis det øjeblik, hvor alles øjne måtte være rettet mod mig, før jeg, med store armbevægelser, putter pengene møjsommeligt i krukken. Det er lige før, jeg opretter en æresrunde, hvor samtlige medkunder må deltage i min sammentælling ( og regne efter) samt viser dem alle mønter og sedler, jeg har planer om at lægge i skrinet, så de alle sammen er helt sikre på, at jeg da i det mindste ikke har snydt. Lidt sygt!

Og når jeg forlader sådan et sted, har jeg altid en snert at dårlig samvittighed. For tænk, hvis jeg ( trods ihærdige forsøg på det modsatte) har regnet forkert, eller nogen kun så mig tage varerne? Det har i øvrigt ikke været nogen succes rent samvittighedsmæssigt for mig, at man nu kan betale med mobilepay. Helt konkret er det, jeg mangler, at finde en, der kan se min kvittering. Jeg skulle med glæde flashe den til samtlige medhandlende og endda gå de 200 meter op til damens hus, ringe på og fremvise den, hvis det ikke var fordi, det dog, trods alt, er helt ude på det patetiske overdrev.

Selvfølgelig har jeg spurgt mig selv, hvorfor i alverden jeg går i den slags indre tyv selvsving, når jeg konfronteres med en ubemandet vejbod. For, mig bekendt, har mine tyverier indtil nu begrænset sig til min lillebrors slikandel i barndommen og en liter letmælk, der engang havde gemt sig under en indkøbspose i Netto. Samt nogle sure vindruer i en endnu surere jordmoders have og det løse indenfor æbler og pærer hos naboer. Man kan vel kalde mig sådan et gennemsnitsærligt menneske indenfor tyverier og i øvrigt henlægge samtlige til barndommen. Jeg kunne da aldrig drømme om at tilrane mig et kilo kartofler til 20 kroner uden at lægge pengene. Så hvorfor dog al den ståhej og den rene overkill på vejbodsfronten? Sidder der mon i virkeligheden en stor, hemmelig grøntsagstyv inde i mig, som drømmer om at hugge en hel vejbod, alt inklusiv, som i årevis har undertrykt netop de tilbøjeligheder?

Eller er det netop fordi, jeg–og de fleste andre danskere–har det sådan, at vi er blevet til verdens mest tillidsfulde folk? Ikke så meget fordi vi stoler blindt på hinanden, men mere fordi, vi er så utroligt angste for, at andre ikke stoler på os?

You may also like

Skriv et svar