Fantastisk behandling!

Må lige, for en sikkerheds skyld, nævne, at billedet absolut intet har med indlægget at gøre. Det viser Fort William i øsregn, og det i sig selv er en slags normaltilstand.

En af mine gæster havde fået noget, der lignede helvedesild i det ene øje. Så det skulle tjekkes af en læge her i Fort William. Sådan en ringer man bare til, får en tid og møder op. På intet tidspunkt blev vi undervejs i den proces, eller alle de efterfølgende processer, bedt om betaling, fremvisning af blåt sygesikringskort eller andre former for legitimation. Der var bare smil, god tone og venlighed overalt. Vente gjorde vi heller ikke.

Og den søde læge, som desværre konstaterede helvedesild i udbrud, skrev, efter meget indgående forklaringer omkring medicintagning og forbrug, en recept, som vi så måtte på apoteket med. Ikke engang her skulle vi noget med penge eller kort— til gengæld skulle vi en masse med smil!

På apoteket var de desværre løbet tør for den ene medicintype, så i en fart blev der ringet rundt til samtlige byens andre apoteker, om de måske havde den. Da det ikke lykkedes, fik vi vores ene præparat, som vi IKKE SKULLE BETALE FOR, for al medicin er da gratis. Det blev også leveret med smil, venlighed og gode råd. Samt en ide om, at vi da kunne prøve skadestuen på det lokale hospital for at tjekke, om de måske havde det.

På skadestuen var der travlt, for i en bjerbestigningsby er der døgnarbejde til især kirurgisk skadestuepersonale. Men den søde receptionist havde da alligevel tid til at tjekke, om de lige lå i de med præparatet, hvilket de desværre ikke gjorde. Og som hun beklagede med smil og venlighed.

Jeg er sådan helt overvældet over, hvor fin, gratis, professionel, venlig og god en behandling vi har fået. Og samtidig tænker jeg på, om den britiske turist i Danmark ville få samme behandling, hvis han mødte op med sin helvedesild?

 

Continue Reading

Efter over 40 år….

Det er over 40 år siden, jeg sidst var på Isle of Skye.

Vejret har dog ikke ændret sig i den mellemliggende periode. Det er stadig barskt, temperamentsfuldt og komplet upålideligt. Samt umuligt at stole på. Regnskyer fyldt med litervis af vand drøner rundt og opstår ud af det rene ingenting. Samt forsvinder ind i endnu mere ingenting, hvorefter solen titter frem i et par sekunder. Paraplyen kan man lige så godt glemme. Det blæser en strid orkan, og al regn rammer fra siden. Sjældent lodret ovenfra.

Men der er smukt på Skye. Barskt smukt. Faktisk betydeligt smukkere end jeg erindrer det og lidt til. Måske fordi jeg sådan næsten ikke så det sidste gang der i 80-erne, da regnen lige havde fået en gang tyktflydende tåge oveni. Der er smukke, pastelfarvede huse, og et souvenirudbud, som kan være sig selv bekendt. Godt nok koster en hjemmestrikket sweater i skyesk kradsuld 225 pund, men så er den altså også både smuk og varm og cirka den eneste ting, man overhovedet har råd til at investere i.

Umiddelbart forstår man udmærket, at de i en uendelighed slår hinanden ihjel i serien Shetland, der foregår på en ø, der ligner Skye til forveksling. De har vel, ret beset, ikke andet at tage sig til. Der er flere får end mennesker derude, hvilket egentlig modsiger det ovenstående, da det vel burde betyde, at man passede lidt mere på hinanden. Når nu et par hinandener er omtrent det eneste, man har.

Jeg synes, Skye er vildt fascinerende. At besøge. Jeg ville gå i frø, slide paraplyer i stangvis og givetvis begå et par mord oveni, hvis jeg skulle bo derude. Men som dagsudflugt kan jeg klart anbefale øen. Selv efter 40 år ser den jo godt ud og er voldsomt, rasende dejlig.

Continue Reading

De ting, man bare ikke kan lære.

Jeg har været på det her destilleri mange gange. Og før det har jeg været på utallige andre destillerier. På hvert evig eneste af dem har det været mit job at oversætte, hvad den lokale guide siger om whiskyproduktion. Sådan, på stående fod, i en slags forsinket simultantolkning. Det har jeg så troligt gjort.

Man skulle tro, jeg derfor var indgående fortrolig med alt, hvad der vedrører whisky. Med alle de gloser, der har noget med maltning, destillationsapparater, kobberkedler, stivelse, gær og vand at gøre. At jeg nærmest selv kunne forestå enhver form for rundvisning, eller i alt fald være revolverhurtig på aftrækkeren med hensyn til at få oversat.

Det er ikke tilfældet. Jeg kører rundt i alle de forbandede fagudtryk og kan stadig, efter omkring 20-25 oversatte rundvisninger, på ingen måde gøre rede for, hvordan man helt basalt fremstiller whisky. Andet end at det har noget med vand, gær og malt at gøre. Eneste undtagelse er, at jeg eminent godt husker, at alt det whisky, der fordamper over årene, er englenes andel. Angels’ share. For det er en god historie.

På en måde er det mig også så inderligt ligegyldigt, hvordan man laver whisky. Ubetydeligt i forhold til mit liv og komplet uinteressant. Det er som om, ordene bare passerer igennem mig uden at sætte sig varige spor i nogen form for hjerne eller, for den sags skyld, følelser. Ordene er bare ord, og faktisk overhovedet ikke mine.

Jeg må erkende, at jeg aldrig lærer det der whisky. Udenad og som forstået. For når noget ikke har interesse, så kan jeg ikke lære det. Eller investere mig selv i at lære det. Til evig tid vil jeg stå der ved destillationskedlerne og affyre en kønsløs oversættelse, der aldrig når ind i mig. Akkurat, selvfølgelig, som alle de andre ting, der er gået i ubetydelighedskataloget, og som jeg bare aldrig, aldrig lærer.

Og det er så egentlig først nu, her på mine trekvartgamle dage, at det faktisk bare er helt fint med mig, at det forholder sig sådan. Hvad i alverden skal jeg også med nogen som helst bekymringer over alle de ting, jeg bare ikke kan lære?

Continue Reading

Baghave til salg!

Jeg har overvejet at sælge den yderste del af min baghave. Cirka der omkring, hvor der alligevel er fyldt med lugningsmodent ukrudt, og hvor ingen rigtigt kommer undtagen i september, når der er nødder. Der er kun et lille stykke, men lidt har vel også international ret.

For hvis (T)rumpen nu køber de godt og vel 4m2, så kan jeg godt gatantere ham en strategisk vigtig position i Europa. Ikke nok med, at han står som legal grundejer, når Sønderjylland syd for Kongeåen nok snart bliver solgt til tyskerne, men han kan på under en time nå Vadehavet omkring usønderjyske Darum, som han jo bare også kan købe og fylde op med vand og lave nye krigshavne på. For den sags skyld kan han vel også ekspropriere min bagbo og obersten bagved, for så er der næsten plads til en landingsbane, selv om den selvfølgelig bliver lidt bumpet.

Jeg har overvejet en pris i nærheden af et par milliarder. Dollars, altså. Fordi selv han må indse, at et sted skal han vel ligesom begynde. Det kan lige så godt være hos mig som hos naboen. Og hvis han begynder at bygge (T)rumpetårne, så skal han da være så velokommen, for jeg kan godt sige ham, at det bliver noget af en kamp at fælde de nødder. Vi har alligevel heller ingen udsigt den vej.

Jeg synes, det er rart at sådan en mand som ham viser sig velvillig til at købe al vores shitjord. For det bliver han nok nødt til, når han pludselig fatter, at ingen rigtigt synes, de vil sælge Grønland til ham. Selv for ham kan mindre vel gøre det. Og han skal være så velkommen til mine 4m2 skvalderkål.

Selvfølgelig vil han få en neighbour from hell. Men det finder han først ud af, når de der par milliarder er betalt!

Continue Reading

En mand og hans drøm.

Ude midt på ydersiden af intetheden i nationalparken Snowdonia i Wales ligger Portmeirion. Et lille stykke Italien i et ellers øde landskab af skiffer, lyng, vildtvoksende rhodendendron og ikke ret mange himmelstræbende drømme.

Men arkitekten Clough Williams-Ellis ville det anderledes, da han i 1925 erhvervede et stykke land og fik den ide, at han da ville have sin egen italienske landsby. Sådan rigtig italiensk og med alt, hvad der nu hører til den slags.

Det tog ham 50 år at bygge sit eget personlige paradis, og man må sige, at han ikke klattede sig om ved det. Portmeirion, som stedet hedder, er en komplet italiensk landsby med alt, hvad der nu hører til sådan en af klokketårne, campanillier, kirker, rådhus— og en vegetation, der beundringsværdigt svarer til en lignende på den italienske riviera. De må være håndføre, de planter!

Der er virkelig smukt i Portmeirion. Og besynderligt nok ikke kitchet smukt. Selvfølgelig er her turister, endda mange, men atmosfæren er vidunderligt afslappet og på mærkelig vis en smule sydlandsk. Det er som om, at mødet med dette erstatningsitalien gør noget ved en. Vejret i det nordlige Wales har normalt ikke mange lighedspunkter med dets slægtning syd for Alperne, men i dag skinnede solen, og stedet derude var bare så smukt og så uendeligt uligt resten af Wales.

Jeg er vild med mennesker, der har fuldstændigt vilde drømme, som ved første blik ser komplet urealiserbare ud. Mennesker som ikke bare lige sådan giver op, men uden ret mange skrupler simpelthen bare går i gang med at føre dem ud i livet. Jeg synes, det er beundringsværdigt modigt at forfølge sine spøjse ideer. Selvfølgelig var manden både arkitekt og rimeligt velhavende, hvilket da bestemt ingen hindring er i denne henseende, men derfra og til at bygge en hel italiensk landsby på en forblæst bjergside i Wales er der nu alligevel et stykke!

Continue Reading

Om Englandsbåde.

Det er tyve år eller endnu mere, siden jeg sidst var ombord på en Englandsbåd. Sikkert fordi der slet ikke findes den slags mere i Danmark. Man skal helt til Holland for at finde en, der sejler mellem Amsterdam og Newcastle, men så er den til gengæld også dansk. DFDS-dansk.

Og i grunden ligner den jo sig selv fra dengang, jeg var en ivrig Nordsøpendler pr. båd. Her er stadig smånusset og lugter af havvand, gamle ølsjatter og popcorn. Kahytterne er bestemt heller ikke blevet større. Til gengæld kan man være heldig og få en for sig selv— som mig, der har hele fire køjesenge at flyt-fornøje mig med i nat.

Meget ulig dengang, man sov i store sovesale på noget, der føltes som nederste, mest beskidte dæk og kun var en centimeter sømil bedre end hængekøjer. Hvilket i grunden ikke betød så meget, for Englandsbåde kaldte som regel på at feste igennem og rulle sig gennem en vuggende nat i diskoteket. Det var dengang, det var toldfri. Så vuggede vi bare endnu mere.

Og DFDS havde en båd, opkaldt efter salig Winston Churchill, hvor apteringerne var af træ, og cafeteriadamen den samme gennem en menneskealder. Hun var i øvrigt fra Varde og kunne kende en fra gang til gang. Faktisk plejede vi i en del år at booke efter, om det var Winston( det var sådan en båd, man kom på fornavn med!), der sejlede, for de der moderne plastikbåde regnede vi ikke. Skal man sejle til England, skal det vel være med maner.

Bare ved at sidde her i diskoteket, som til fulde ligner og lugter som sig selv, kryder nostalgien ind på mig. Det var sgu’ Nordsøtider, dengang. Altså indtil en hvis irsk harpe ødelagde al den romantik ved at tilbyde entimes overfarter til London for under en hundredekroneseddel. Det er så her, jeg skal fortrænge alle de overfarter, hvor vi enten lå underdrejede eller brækket flød i tykke floder på alle toiletter. Det gør jeg gerne.

Men det er underligt at være her igen. Nostalgisk, romantisk underligt. Jeg må nyde det, indtil vi i morgen formiddag dokker i Newcastle. Og mindes.

Continue Reading

Når more is more.

Jeg kom tilfældigt forbi dette hus i dag. Det ligger i en mindre by i Sønderjylland. Og jeg blev faktisk så fascineret af det, at jeg simpelthen MÅTTE fotografere det.

Og så var det ikke engang huset, der i første omgang betød en halvtabt underkæbe og et smil. Bevares, det er et yderst nydeligt hus i stilen fra netop den egn, og det ser samtidig ualmindeligt velholdt og kælet for ud. Men haven……. Jeg er fuld af beundring for mennesker, der går så all in på, hvad de nu engang samler på. Det må have taget oceaner af tid og vidtrækkende togter til både ind og udland at samle SÅ mange variationer indenfor havenisser og vindmøller. Hvis man ser rigtigt godt efter, er der jo dusinvis af udgaver, og jeg er faktisk ret forbløffet over, at der findes en så bred kollektion indenfor såvel møller som nisser. Det vidste jeg ikke.

Jeg synes samtidig også, det er modigt at stille en sådan parade op lige ud til vejen og til fuldt skue for alle. Nu ved jeg godt, at jeg selv har et lidt traumatisk forhånd til havenisser og helst holder mine eksemplarer lidt for mig selv. Jeg ville aldrig blive modig nok til at stille min handicappede ud til vejen. Kun til jul, hvis det SKULLE være, men det skal det så ikke. Men disse husejere paraderer i ren overkillstil og uhæmmet all in med hele samlingen. De viser med al tydelighed, at more is more, og nægter at følge beskedenhedens krav om, at det er less, som bør være more.

For selv om jeg tabte kæben lidt, så smilede jeg altså også. Blev glad, sådan. Jeg mener, man kan da næsten ikke andet, når hele kompagnier af nissemændene og vindmøller bare står så sødt og nydeligt. Jeg synes godt nok, det både er modigt, godt fundet på og en eklatant skiden på normer og andres vedtagelser om æstetik og god smag. Når man gør den slags, så kan man lige så godt gøre det med maner. Og det, synes jeg, bliver gjort ved dette forunderlige hus i en lille Sønderjysk by, hvor more noget så gevaldigt er more.

Continue Reading

Med husmoderen på tur.

Måske er det en husmoderlig erhvervsskade. Det kan selvfølgelig også være nærighed. Under alle omstændigheder har jeg lært at leve med det og har også erkendt, at det nok aldrig går over….

Dette med, at selv om jeg hjemmefra udstyres med penge fra mit busselskab, som skal bruges på at købe slik og småkager til gæsterne, så læser jeg alligevel de grænsekiosklige tilbudsaviser. Så tjekker jeg, hvad der er billigst–eller helst på tilbud! Ligesom jeg, når jeg har udrejse ud af KBH, da bestemt rejser Orange og indretter mine togture efter de tidspunkter, der er mest besparende. I det store udland kunne jeg ikke drømme om andet end at indkøbe mere slik og flere småkager udelukkende på steder, hvor jeg får en klækkelig rabat. Ikke en opsparingsrabat, så pengene tilfalder mig, men udelukkende sådan en her og nu, som i sidste ende alene er til rejseselskabets fordel. Jeg er en ørn til at finde smuthuller til billigere entrebilletter, og personligt har jeg, ved entrebetaling, været 60 ( eller hvad man nu skal være for at kvalificere sig som senior) de sidste 15 år.

Det gør ondt i mig at skulle betale fast pris. Også selv om det slet ikke er mig, der i sidste ende betaler. Jeg må være ethvert rejseselskabs drøm af en discountguide, og mine gæster burde være evigt taknemmelige for de adskillige ekstra stykker slik og antal småkager, der falder af til dem, udelukkende fordi varerne er på tilbud. Utilbuddede varer er dybt uinteressante. Ydermere kan jeg også–fra Land`s End i syd, til Inverness i nord og til Galway i vest–udpege gode discountbutikker i enhver by af rimelig størrelse, tilligemed at jeg på få sekunder kan indtegne samme byers genbrugsbutikker på et kort og klart melde ud, hvilke der er de mest fordelagtige. Jeg har et tæt forhold til kæder som Iceland og Poundland og ved, hvilke varer der er bedst at købe i den ene–frem for den anden. God lakrids er f.eks. bedst– og billigst– i den sidste.

Måske er det topmålet af tåbelighed at styrke rundt og samle rabatter og nedsættelser på andres vegne. Det er jo ikke sådan, at nogen køber blomster til mig for de tusinder, jeg ikke formøbler. Omvendt kan jeg simpelthen ikke lade være. Efter adskillige år som pengestyrende direktør på husholdningsområdet her i huset sidder det så dybt i mig, at det nærmest gør fysisk ondt at betale fuld pris for noget, man sikkert sagtens kan få billigere. For det er jo samtidig ikke fordi, det drejer sig om discountvarer som sådan. Selve belønningen ligger præcis i at få den gode, den lødige, den ordentlige vare til nedsat pris. Dårlige og kønsløse ting har ingen interesse. Dem kan de såmænd smide efter mig gratis, uden at jeg gider samle dem op.

Sat lidt i perspektiv burde de fleste firmaer vel egentlig stå sig enormt godt ved at have sådan en som mig. Der burde ansættes hære af husmoderlige sparetyper på min alder i ethvert firma, og så skulle det såmænd nok gå dem rigtigt godt økonomisk. Fidusen ligger jo i, at for sådan nogen som os er det absolut ingen kraftanstrengelse at finde gode tilbud. Det ligger ligesom på rygmarven, er nærmest en del af vores DNA. Og som tillægsgevinst blomstrer og trives vi netop ved, at det lykkes os at spare. Så bliver vi noget så glade og medgørlige, og vores belønningscentre strutter, så man givetvis kan se det udefra. Og hvis statslige foretagender også ser en fordel i os, vil det udelukkende være af det gode. Vi går nemlig samtidig KUN–som i KUN–efter det ordentlige, det anstændige og der, hvor vi kan være os selv bekendt. Og dette med at spare–det går sådan bare aldrig over…..

Continue Reading

Om tyske film.

Jeg kan huske, at jeg så meget Fassbinder i 70-erne. Derefter holdt i alt fald jeg op. Altså med at se tyske film. Det var som om, at med Fassbinders død, afgik tysk film generelt ved døden.

Først i løbet af de sidste år har jeg igen fået øjnene op for tyske film. Og det er jeg noget så taknemmelig for. For tyske film er gode. De er seværdige, de har gode historier, de har humor, de vrimler med gode skuespillere–og så har de det der uforklarlige europæiske touch, som gør dem så behageligt anderledes end alt det, der spyes ud fra Hollywood. Helt ærligt er vi vel som danskere også mentalt noget nærmere vores sydlige naboer end glimmerfabrikken derovre på den amerikanske vestkyst. For tyske film handler om dig og mig, sådan som vi kan genkende os selv, og –indrømmet!–i alt fald jeg finder det mange gange svært at identificere med glamourdamerne fra “over there”. For slet ikke at tale om actionheltene med samme adresse. Jeg er mere til realisme end til overgearet action. Og det er netop det første, tyskerne er så eminente til.

Faktisk har jeg nydt den bølge indenfor tyske film, der seriøst tog nazitiden op og behandlede den med sviende selvransagelse. Ikke undskyldte den, men viste den med hovedvægten på almindelige menneskers liv og forhold. Den trend spyttede mange små mesterværker ud, tillige med at den også samtidigt forårsagede en kiggen indad på tiden bag det såkaldte jerntæppe i Østtyskland. Til stor overraskelse for mine uhyrlige fordomme, er tyske film fulde af en stille, underfundig humor, som er så let genkendelig for mig som dansker. For det er præcis der på smileskalaen, jeg også selv er. Tyske film brager ikke derudad med lagkage- og falde på halen, men dyrker i stedet underfundigheden, ironien og alt det, vi som danskere elsker omkring humor.

Alle DRs  små kanaler er rigtigt gode til at vise tyske film. Endda altid tyske kvalitetsfilm. I aftes var der faktisk 2 i streg på DRK. Nok var filmen om den unge Karl Marx interessant, men den egentlige godte måtte man vente til en noget mere sengetids-uvenlig tid for at se. Til gengæld var filmen Ud af intet et lille mesterværk om det moderne Tyskland. Det var lige præcis sådan en film, der skriver sig ind i den allerbedste realistiske tradition og, hvis de nu ikke havde talt tysk!, sagtens kunne have været instrueret af en mester på feltet som engelske Ken Loach. Hvis den bliver genudsendt, kan jeg kun anbefale, at den ses, for enhver, der ser den med et par tysk-film-fordomsfulde briller på, vil straks blive omvendt. Det var netop sådan en film, der bliver uendeligt stærk i kraft af sin egen lavmælthed.

Så her i huset er der TV-glæde, når programmet byder på en tysk film. Det ville jeg have forsvoret for bare nogle få år siden, hvor reaktionen i stedet ville have været at undlade netop den tyskfilmvisende kanal. At gå udenom et stort filmland på grund af tåbelige fordomme, begrundet i uvidenhed. Nu ved vi i stedet, at tyske film borger for kvalitet, gode historier, fantastiske skuespillere—og netop den realisme, humor og lavmælthed, der i grunden også er så dansk. Og samtidig så uendeligt fjern fra Hollywood.

Dette blot for diskret at pege på, at man snyder sig selv, hvis man ikke tager imod muligheden for at se de tyske film, der ofte sendes på DRs små kanaler……

 

 

Continue Reading

Om den gode historie.

Forleden kom jeg til at fundere over, hvad jeg egentlig går efter, hvad der tiltaler mig, når jeg sidder og forbereder mig til endnu en tur ud i andres ferielande. Hvad er det i bund og grund for historier, for oplysninger, der gør indtryk, sætter sig og kan huskes? Og hvad er det, jeg allerhelst selv vil fortælle, ja, nærmest nyder at få fyret af? Samt husker.

Det slog mig, at de, i mine øjne, bedste historier, altid indeholder elementer af kærlighed, romantik–og død! Jeg er relativt immun overfor store bygværker ( med mindre de er virkelig omfattende store!), krigsskuepladser og monumenter. Altså med mindre, der er elementer af noget menneskeligt tilknyttet dem. At nogen gik gennem krig, sult og bomberegn for at bygge dem, at et enkelt geni ledte sin hær til sejr, fordi han personligt skulle hjem til sin elskede ( som fungerer bedst, hvis hun liiige er død, når han endelig når frem!), eller at monumenterne har en klar reference til folk med en Fandens god historie. Jeg er vild med martyrer, løse kvinder, landevejsrøvere, folk, der får hinanden på trods samt–ikke at forklejne–absurde og bombastiske måder at møde sin død på. Jeg ved ikke, om det siger noget specifikt om mig, men jeg er altid lidt forventningsfuld og opsat på historierne oppe i York, hvor vi altså både har Margaret Clitherow, der for sin vedholdende katolicisme blev MAST til døde, før de skar den ene hånd af hende og gemte den bag et gardin på et nuværende vandrerhjem, og Dick Turpin, der blev hængt langsomt ( minimum 5 timer i galgen!), efter døden stjålet af medicinstuderende, fundet i afdøde samlesæt og til sidst overhældt med læsket kalk for ligesom at blive der, hvor han nu engang var. I øvrigt er dette med at blive stjålet til medicinske formål absolut ikke nogen enkeltstående handling. I Edinburgh har de jernriste med hængelås over gravene for at imødegå potentielle tyverier. Det var her, Mary Shelley fik ideen til den vanvittige videnskabsmand Victor Frankenstein.

Og kærligheden. Den er også god. Bedst når man selv sidder der med ufrivillig rystende underlæbe og med flere hundrede års afstand på efterkrav begræder endnu et par, der ikke fik hinanden. For de bedste historier er dem, hvor det går galt. Er der en løs kvinde indblandet, er det endnu bedre. Løse kvinder er vildt fascinerende, fordi man samtidig kan prise sig selv lykkelig over, at det nok alligevel går en rimeligt, fordi man da ikke er sådan. Historien over alle historier på den front er nok Mary Stuart, som var så venlig at leve sit liv op til millioner af siders stof til romaner. Ikke blot blev hun halshugget ( virkelig god død!), men formåede også at sjusse sig gennem mænd og elskere på samlebånd. Hun var, som man sagde i min barndom, “om sig”, og hvis man betvivler, kan man jo bare tage til Holyrood Castle og se den uafvaskelige blodplet, der stammer fra dengang, hun nok fik nogen til at omgøre den italienske elsker, fordi hun skulle videre i mandekataloget. Misforstå mig ikke–jeg er fuld af beundring for Mary og den måde, hvorpå hun forvaltede en arv, der var bortformøblet på forhånd. Især fordi hun er enhver guides lækkerbisken og direkte kan foranledige, at man også kan snakke om kusinen dernede i England, hende Elisabeth, der bestemt også har et bagkatalog af forbandet gode historier.

Sådan er det også med romanerne. Og filmene. Der skal være kærlighed og død. Ikke sådan standard og Netto-discount-kærlighed-og-død. Nej, må vi bede om det spektakulære. Det mindeværdige og det makabre. Det, der ligger ude over de grænser, der normalt er herude i provinsen, hvor vi da i det mindste ikke ret tit parterer og stjæler lig eller myrder elskere. Jeg er nærmest ude af stand til at huske årstal, med mindre de er ikoniske som 1066, men er der en god død og en dybt ulykkelig kærlighed, så er jeg sgu` på. Og så er det lige præcis det, jeg husker.

Derfor er der overtryk i mit hoved af kærlighed og død. Af alle historierne. For det er dem, jeg husker.

 

Continue Reading