En uvelkommen gæst.

I tirsdags, ovre på markedet, talte jeg med en ung amerikaner. Vel omkring de 20. Som det altid sker, når man taler med amerikanere, falder snakken på deres såkaldte præsident. Efter at jeg havde luftet mine ret utvetydige synspunkter på samme, blev jeg indgående belært om, at det udelukkende var den løgnagtige presse, der stillede den troværdige præsident i et dårligt lys. Hvortil jeg selvfølgelig replicerede, at set fra min synsvinkel var det nok snarere den troværdige presse, der placerede den løgnagtige præsident i præcis det lys, han fortjener.

Men det er skræmmende, at selv helt unge mennesker falder for ( T)rumpemaskinens propaganda. Meget skræmmende. Men næsten endnu mere skræmmende er det da, at selv det danske samfund som sådan er, om ikke faldet for (T)rumpepropagandaen, så dog har underlagt sig den og accepteret et besøg af selve manden.

Kan vi da virkelig, som land betragtet, være det bekendt overfor os selv? Kan vi GØRE det overfor os selv? Kan vi, som land, se os selv i øjnene uden at se  blot og bart et identitetsløst jordstykke uden egentlig national respekt og helt uden nogen form for selvværd og stolthed? Hvorfor i alverden siger vi ikke bare: Nej tak. Du er ikke velkommen her.?

Nu er jeg jo ikke totalt imbecil omkring internationalt diplomati, handelsforbindelser og gensidige aftaler og alliancer. Vi er, på papiret og helt sikkert også i praksis, venner med USA. Og det skal vi selvfølgelig vedblive at være. Af utallige årsager, som jeg ikke lige har tid til at opremse her. Men vi er altså ikke best pals med den tilsyneladende forrykte kransekagefigur, der udadtil repræsenterer og tegner landet. Vi er nærmere dybt solidariske med de millioner af undersåtter, der dagligt må lide under hans impulsive, uigennemtænkte griller. Og burde vise netop DET.

Personligt synes jeg, det ville være SÅ imponerende flot, hvis vi, som land betragtet, var modige nok til at afslå et besøg. Klart udtrykke overfor hele verden, at manden ikke var velkommen. At vi er bedste venner med USA, men desværre ikke med dets præsident, da han i alle henseender etisk overskrider alle de grænser, vi som nation har for almindelig, anstændig opførsel. At vi, netop som nation, står for nogle klare værdier, som vi ikke giver køb på, og som vi ikke er bange for at vise hele verden, at vi vægter langt, langt højere end diplomatiets nogle gange tåbelige regler. DET ville være flot!

Og jeg er sikker på, at et utal af andre lande, og især deres befolkninger, i den grad ville se vores lille land som et foregangsland og en modig medspiller på verdensscene. For, let’s Face it, et utal af politikere i hele verden lader sig trække rundt i manegen af en domptør, som de mildest talt synes er ubrugelig, mens de holder kæft og gør gode miner til diplomatiets store cirkusforestilling. Hvor ville det være banebrydende og imponerende, hvis vi lige præcis var dem, der undlod at deltage i dette absurde teater.

Selvfølgelig ved jeg da godt, at vi ( endnu engang) i diplomatiets hellige tjeneste, gør gode miner til absurd spil, men hvor ville det dog have skabt national selvrespekt og international respekt, hvis vi havde turdet at sige nej. Nu ender vi så bare som gulvmåtten, der udadtil kommer til at stå som et land, der sandelig også tror på, at (T) rumpen er en misforstået, troværdig helgen, der forfølges af en løgnagtig presse. FØJ!

 

You may also like

Skriv et svar