Om tyske film.

Jeg kan huske, at jeg så meget Fassbinder i 70-erne. Derefter holdt i alt fald jeg op. Altså med at se tyske film. Det var som om, at med Fassbinders død, afgik tysk film generelt ved døden.

Først i løbet af de sidste år har jeg igen fået øjnene op for tyske film. Og det er jeg noget så taknemmelig for. For tyske film er gode. De er seværdige, de har gode historier, de har humor, de vrimler med gode skuespillere–og så har de det der uforklarlige europæiske touch, som gør dem så behageligt anderledes end alt det, der spyes ud fra Hollywood. Helt ærligt er vi vel som danskere også mentalt noget nærmere vores sydlige naboer end glimmerfabrikken derovre på den amerikanske vestkyst. For tyske film handler om dig og mig, sådan som vi kan genkende os selv, og –indrømmet!–i alt fald jeg finder det mange gange svært at identificere med glamourdamerne fra “over there”. For slet ikke at tale om actionheltene med samme adresse. Jeg er mere til realisme end til overgearet action. Og det er netop det første, tyskerne er så eminente til.

Faktisk har jeg nydt den bølge indenfor tyske film, der seriøst tog nazitiden op og behandlede den med sviende selvransagelse. Ikke undskyldte den, men viste den med hovedvægten på almindelige menneskers liv og forhold. Den trend spyttede mange små mesterværker ud, tillige med at den også samtidigt forårsagede en kiggen indad på tiden bag det såkaldte jerntæppe i Østtyskland. Til stor overraskelse for mine uhyrlige fordomme, er tyske film fulde af en stille, underfundig humor, som er så let genkendelig for mig som dansker. For det er præcis der på smileskalaen, jeg også selv er. Tyske film brager ikke derudad med lagkage- og falde på halen, men dyrker i stedet underfundigheden, ironien og alt det, vi som danskere elsker omkring humor.

Alle DRs  små kanaler er rigtigt gode til at vise tyske film. Endda altid tyske kvalitetsfilm. I aftes var der faktisk 2 i streg på DRK. Nok var filmen om den unge Karl Marx interessant, men den egentlige godte måtte man vente til en noget mere sengetids-uvenlig tid for at se. Til gengæld var filmen Ud af intet et lille mesterværk om det moderne Tyskland. Det var lige præcis sådan en film, der skriver sig ind i den allerbedste realistiske tradition og, hvis de nu ikke havde talt tysk!, sagtens kunne have været instrueret af en mester på feltet som engelske Ken Loach. Hvis den bliver genudsendt, kan jeg kun anbefale, at den ses, for enhver, der ser den med et par tysk-film-fordomsfulde briller på, vil straks blive omvendt. Det var netop sådan en film, der bliver uendeligt stærk i kraft af sin egen lavmælthed.

Så her i huset er der TV-glæde, når programmet byder på en tysk film. Det ville jeg have forsvoret for bare nogle få år siden, hvor reaktionen i stedet ville have været at undlade netop den tyskfilmvisende kanal. At gå udenom et stort filmland på grund af tåbelige fordomme, begrundet i uvidenhed. Nu ved vi i stedet, at tyske film borger for kvalitet, gode historier, fantastiske skuespillere—og netop den realisme, humor og lavmælthed, der i grunden også er så dansk. Og samtidig så uendeligt fjern fra Hollywood.

Dette blot for diskret at pege på, at man snyder sig selv, hvis man ikke tager imod muligheden for at se de tyske film, der ofte sendes på DRs små kanaler……

 

 

You may also like

Skriv et svar