Med husmoderen på tur.

Måske er det en husmoderlig erhvervsskade. Det kan selvfølgelig også være nærighed. Under alle omstændigheder har jeg lært at leve med det og har også erkendt, at det nok aldrig går over….

Dette med, at selv om jeg hjemmefra udstyres med penge fra mit busselskab, som skal bruges på at købe slik og småkager til gæsterne, så læser jeg alligevel de grænsekiosklige tilbudsaviser. Så tjekker jeg, hvad der er billigst–eller helst på tilbud! Ligesom jeg, når jeg har udrejse ud af KBH, da bestemt rejser Orange og indretter mine togture efter de tidspunkter, der er mest besparende. I det store udland kunne jeg ikke drømme om andet end at indkøbe mere slik og flere småkager udelukkende på steder, hvor jeg får en klækkelig rabat. Ikke en opsparingsrabat, så pengene tilfalder mig, men udelukkende sådan en her og nu, som i sidste ende alene er til rejseselskabets fordel. Jeg er en ørn til at finde smuthuller til billigere entrebilletter, og personligt har jeg, ved entrebetaling, været 60 ( eller hvad man nu skal være for at kvalificere sig som senior) de sidste 15 år.

Det gør ondt i mig at skulle betale fast pris. Også selv om det slet ikke er mig, der i sidste ende betaler. Jeg må være ethvert rejseselskabs drøm af en discountguide, og mine gæster burde være evigt taknemmelige for de adskillige ekstra stykker slik og antal småkager, der falder af til dem, udelukkende fordi varerne er på tilbud. Utilbuddede varer er dybt uinteressante. Ydermere kan jeg også–fra Land`s End i syd, til Inverness i nord og til Galway i vest–udpege gode discountbutikker i enhver by af rimelig størrelse, tilligemed at jeg på få sekunder kan indtegne samme byers genbrugsbutikker på et kort og klart melde ud, hvilke der er de mest fordelagtige. Jeg har et tæt forhold til kæder som Iceland og Poundland og ved, hvilke varer der er bedst at købe i den ene–frem for den anden. God lakrids er f.eks. bedst– og billigst– i den sidste.

Måske er det topmålet af tåbelighed at styrke rundt og samle rabatter og nedsættelser på andres vegne. Det er jo ikke sådan, at nogen køber blomster til mig for de tusinder, jeg ikke formøbler. Omvendt kan jeg simpelthen ikke lade være. Efter adskillige år som pengestyrende direktør på husholdningsområdet her i huset sidder det så dybt i mig, at det nærmest gør fysisk ondt at betale fuld pris for noget, man sikkert sagtens kan få billigere. For det er jo samtidig ikke fordi, det drejer sig om discountvarer som sådan. Selve belønningen ligger præcis i at få den gode, den lødige, den ordentlige vare til nedsat pris. Dårlige og kønsløse ting har ingen interesse. Dem kan de såmænd smide efter mig gratis, uden at jeg gider samle dem op.

Sat lidt i perspektiv burde de fleste firmaer vel egentlig stå sig enormt godt ved at have sådan en som mig. Der burde ansættes hære af husmoderlige sparetyper på min alder i ethvert firma, og så skulle det såmænd nok gå dem rigtigt godt økonomisk. Fidusen ligger jo i, at for sådan nogen som os er det absolut ingen kraftanstrengelse at finde gode tilbud. Det ligger ligesom på rygmarven, er nærmest en del af vores DNA. Og som tillægsgevinst blomstrer og trives vi netop ved, at det lykkes os at spare. Så bliver vi noget så glade og medgørlige, og vores belønningscentre strutter, så man givetvis kan se det udefra. Og hvis statslige foretagender også ser en fordel i os, vil det udelukkende være af det gode. Vi går nemlig samtidig KUN–som i KUN–efter det ordentlige, det anstændige og der, hvor vi kan være os selv bekendt. Og dette med at spare–det går sådan bare aldrig over…..

You may also like

Skriv et svar