De ting, man bare ikke kan lære.

Jeg har været på det her destilleri mange gange. Og før det har jeg været på utallige andre destillerier. På hvert evig eneste af dem har det været mit job at oversætte, hvad den lokale guide siger om whiskyproduktion. Sådan, på stående fod, i en slags forsinket simultantolkning. Det har jeg så troligt gjort.

Man skulle tro, jeg derfor var indgående fortrolig med alt, hvad der vedrører whisky. Med alle de gloser, der har noget med maltning, destillationsapparater, kobberkedler, stivelse, gær og vand at gøre. At jeg nærmest selv kunne forestå enhver form for rundvisning, eller i alt fald være revolverhurtig på aftrækkeren med hensyn til at få oversat.

Det er ikke tilfældet. Jeg kører rundt i alle de forbandede fagudtryk og kan stadig, efter omkring 20-25 oversatte rundvisninger, på ingen måde gøre rede for, hvordan man helt basalt fremstiller whisky. Andet end at det har noget med vand, gær og malt at gøre. Eneste undtagelse er, at jeg eminent godt husker, at alt det whisky, der fordamper over årene, er englenes andel. Angels’ share. For det er en god historie.

På en måde er det mig også så inderligt ligegyldigt, hvordan man laver whisky. Ubetydeligt i forhold til mit liv og komplet uinteressant. Det er som om, ordene bare passerer igennem mig uden at sætte sig varige spor i nogen form for hjerne eller, for den sags skyld, følelser. Ordene er bare ord, og faktisk overhovedet ikke mine.

Jeg må erkende, at jeg aldrig lærer det der whisky. Udenad og som forstået. For når noget ikke har interesse, så kan jeg ikke lære det. Eller investere mig selv i at lære det. Til evig tid vil jeg stå der ved destillationskedlerne og affyre en kønsløs oversættelse, der aldrig når ind i mig. Akkurat, selvfølgelig, som alle de andre ting, der er gået i ubetydelighedskataloget, og som jeg bare aldrig, aldrig lærer.

Og det er så egentlig først nu, her på mine trekvartgamle dage, at det faktisk bare er helt fint med mig, at det forholder sig sådan. Hvad i alverden skal jeg også med nogen som helst bekymringer over alle de ting, jeg bare ikke kan lære?

You may also like

Skriv et svar