Fantastisk behandling!

Må lige, for en sikkerheds skyld, nævne, at billedet absolut intet har med indlægget at gøre. Det viser Fort William i øsregn, og det i sig selv er en slags normaltilstand.

En af mine gæster havde fået noget, der lignede helvedesild i det ene øje. Så det skulle tjekkes af en læge her i Fort William. Sådan en ringer man bare til, får en tid og møder op. På intet tidspunkt blev vi undervejs i den proces, eller alle de efterfølgende processer, bedt om betaling, fremvisning af blåt sygesikringskort eller andre former for legitimation. Der var bare smil, god tone og venlighed overalt. Vente gjorde vi heller ikke.

Og den søde læge, som desværre konstaterede helvedesild i udbrud, skrev, efter meget indgående forklaringer omkring medicintagning og forbrug, en recept, som vi så måtte på apoteket med. Ikke engang her skulle vi noget med penge eller kort— til gengæld skulle vi en masse med smil!

På apoteket var de desværre løbet tør for den ene medicintype, så i en fart blev der ringet rundt til samtlige byens andre apoteker, om de måske havde den. Da det ikke lykkedes, fik vi vores ene præparat, som vi IKKE SKULLE BETALE FOR, for al medicin er da gratis. Det blev også leveret med smil, venlighed og gode råd. Samt en ide om, at vi da kunne prøve skadestuen på det lokale hospital for at tjekke, om de måske havde det.

På skadestuen var der travlt, for i en bjerbestigningsby er der døgnarbejde til især kirurgisk skadestuepersonale. Men den søde receptionist havde da alligevel tid til at tjekke, om de lige lå i de med præparatet, hvilket de desværre ikke gjorde. Og som hun beklagede med smil og venlighed.

Jeg er sådan helt overvældet over, hvor fin, gratis, professionel, venlig og god en behandling vi har fået. Og samtidig tænker jeg på, om den britiske turist i Danmark ville få samme behandling, hvis han mødte op med sin helvedesild?

 

You may also like

Skriv et svar