En god, underfundig film.

The Black Klansman. Viaplay.

Det er noget af en uhyrlig, men tilsyneladende autentisk, historie, denne underfundige film af Spike Lee bygger på. Men ingen er trods det, det fjerneste i tvivl om hvad instruktøren mener.

Vi er i 70-ernes Amerika med Vietnamkrig, sorte pantere, afrohår, Ku Klux Klan og racistiske politibetjente. Her får den nyansatte ( og primært arkivhenviste!) sorte betjent Ray den himmelråbende tossede ide at ville infiltrere Ku Klux Klan. Ikke nok med det. Som sit alter ego hyrer han lige sin jødiske kollega, således at opgaven er, at Ray taler i telefon med klanen, mens kollegaen tager sig af den mere konkrete optræden i miljøet. Oven i det er Ray i øvrigt kæreste med den relativt kontroversielle leder af den lokale, sorte studenterbevægelse. Sådan bare for, at tingene ikke skal være alt for ukomplicerede.

Men faktisk går det ret glat. Klanmiljøet er, for nu at være diplomatisk, ikke overbebyrdet med store tænkere, og på ingen tid er Ray blevet telefon-slyngven med David Duke, klanens øverste chef(ideolog). Skildringen af klanmiljøet er på den ene side dybt udleverende og grinagtigt, men samtidigt også skræmmende i al sin enfoldige fundamentalisme og rendyrkede had. Der spares ikke på slogans som “America first”, og man har nok en fæl lille mistanke om, at der hver gang, det siges, sendes en pæn lille hilsen et helt andet sted hen. Især fordi det synes at være alle overtossernes motto. Og nok er de sortes oprørsbevægelse skildret med en smule oversentimentalitet og ubetinget solidaritet, men det er altså til at leve med i denne film. Især fordi nogle- og- halvfemsårige Harry Belafonte stråler på scenen med sin historie om filmen Birth of a Nation. Jeg troede, manden var død. Det er han så heldigvis ikke, så ingen har for alvor “…had to leave a little girl in Kingston Town.”

Det hele ender i bomber og brag, og den kloge narrer den mindre kloge. Og vi er på intet tidspunkt i tvivl om, hvem der er klog, og hvem der bare bevidstløst kan sige America first. Det er så også i orden, for historien er god og underfundig, skuespillerne stråler nok til adskillige Oscar-nomineringer, og Fox News har sikkert fundet det hele socialistisk og samfundsundergravende. Hvilket nok også var meningen……

Continue Reading

Nogle af de bedste dage hele året.

Skadefryd er absolut ingen positiv følelse, men på en måde er den forsvarlig, når man i årevis selv har stået model til alt det, man nu er skadefro over. Aftjent sin samfundspligt, så at sige. For disse dage er, på den konto, nogle af de allerbedste hele året. Ikke DEN bedste. Den finder man nemlig en mørk, grå dag i januar, sådan en dag, der burde være ulovlig rent menneskeligt, men som alligevel er den dag, skolerne starter efter juleferien.

Jeg kan godt lide at sidde her i mit køkkenvindue og se andre mennesker tage på arbejde. Især dem, der møjsommeligt forcerer bakken med folkeskolen for enden af samme som mål. Og især i disse dage. Allermest nok, fordi jeg så inderst inde og udmærket ved, hvordan de har det. I hvert sejt tag op ad den bakke ligger fortvivlelsen over, at ferien er slut, blandet med frustrationen over, hvor i alverden den blev af og det uoverskuelige i, hvornår den overhovedet kommer igen. Sommerferien er svær for lærere. Den er lige præcis lang nok til, at man vænner sig til den, og lige præcis for kort til, at den er nok.

Jeg kan bedst lige de tidspunkter på året, hvor arbejdende mennesker går på arbejde. Ikke for at grovdyrke min skadefryd til overkill-stadiet, men mere sådan fordi, jeg så rigtigt kan nyde min fortjente pensionisttilværelse i fred. Samt tillade mig gavmildt også at føle medlidenhed, og medlidenhed er vel, når alt kommer til alt, bare en følelse, der signalerer ens egen overlegenhed i forhold til den arbejds- og nødstedtsramte. Som man har RÅD til. Jeg kan bedst lide forretninger og bybilleder, når jeg har dem relativt for mig selv. Det er så forbandet bøvlet, når samme vrimler med ferierende og skolebørn på ferieslap line. I arbejdende perioder klarer jeg gerne mine ærinder, inden skoletiden er omme, så jeg får min Netto behageligt køløs og alle mine andre gøremål uden den store medvirken af andre. Hvilket jeg i øvrigt ser som et af de allerstørste privilegier ved at være semi-arbejdsfri.

Underligt nok kan jeg i samme åndedrag sagtens abstrahere fra, at jeg faktisk selv skal på arbejde i nærmest døgndrift resten af måneden og langt ind i efteråret. Mens jeg sidder her og skadefryder over cykeltræk op ad bakken, læser jeg som en gal på Holland og det meste af Storbritannien, hvortil turen går allerede fra på tirsdag. Det siges ( blandt guider), at arbejdet som guide i virkeligheden ikke er et arbejde, men et kald, hvilket vel i første omgang refererer til den såkaldte løn. Lad os bare sige, at det nok ikke er det oplagte indsatsområde, hvis man agter at blive speedy millionær. Personligt ser jeg nok mere det med kaldet som en bestyrkelse af, at det, for mig, er det bedste arbejde, der findes. Sådan et, man glæder sig til at gå i gang med hver evig eneste gang. Hvem andre arbejder med glade mennesker, der er på ferie, som gerne vil se lige præcis det, man selv brænder for at vise dem, og som (ulig skoleelever) er lukket inde i en bus, så man kan præsentere dem for alle ens foredrag om yndlingsemnerne, mens de ikke har en jordisk chance for at slippe ud. Det må vel heller ikke forklejnes, at man faktisk bor på ret gode hoteller og spiser ret god mad, selv om det da i længden begynder at synes uoverkommeligt at skulle igennem de tre retter hver aften.

Så når jeg ser på de møjsommelige pedaltag op ad bakken, læser jeg nok selv en form for lidelse ind i dem. Men det ændrer jo ikke ved, at jeg føler mig så inderligt priviligeret her ved mit køkkenbord mellem atlas, Wiki, guidebøger og stakkevis af brochurer. På min virtuelle tur gennem Storbritannien er jeg p.t. nået til Lindisfarne, som i denne henseende ikke er et nok forlængst glemt band fra Newcastle fra 70-erne, men altså en ret betydningfuld lille klosterø sammesteds. Jeg ved ikke ret meget om den ø. Men jeg glæder mig–som i GLÆDER mig–til at læse mig til meget mere om den. Hvilket er mere end jeg på nogen mulig måde kan sige om mine egne møjsommelige pedaltag op ad den bakke på noget tidspunkt den første dag efter sommerferien!!

Det bliver dejligt at få de skolebørn verfet ind i skolerne igen sammen med deres lærere, så vi pensionister kan få verden i lave igen og for os selv. Og så vi, der ved, hvad alt det drejer sig om, kan sidde ved vores køkkenborde–eller hvor vi nu ellers sidder–og føle den der berettige skadefryd. Blandet med medlidenhed, selvfølgelig. For det har vi da råd til!

Continue Reading

Om agurker og tomater.

Dette er dagens høst. Dagens gavmilde høst. Dagens forfærdeligt gavmilde høst.

Jeg ER skam taknemmelig. Ingen skal komme og sige, at jeg ikke påskønner mine vildt forplantningsivrige grøntsager. Som må have hørt noget om kaniner og enstemmigt besluttet at gå i direkte konkurrence. Omvendt giver det mig også en gnavende dårlig samvittighed. For hvordan i alverden skal to mennesker nå igennem alt det på en dag? For i morgen kommer der endnu en tomat-og agurk-jubeldag.  Den lurer allerede. Og de venlige naboer har jo allerede gjort deres. Fra flere sider er der her indført akut agurkeembargo, og med mindre jeg indfører bissemetoder a la (T)rumpen i hans egen personlige handelskrig mod Kina (der i øvrigt har taget sådan cirka resten af verden som uskyldige gidsler), må jeg (ulig ham) æde mit eget lort.

Hvis nogen undrer sig over, hvad de store grønne agurkelignende, ret forvoksede klumper er, så er det skoleagurker, der længst er færdige med gymnasiet. Sådan kommer de til at se ud, når ingen plukker dem. Indeni bliver de relativt storkernede, og hvis man skulle sammenligne dem med får, så har de smagsmæssigt overstået lammestadiet og er gået i ren uld. De egner sig udelukkende til salater, hvor man kan pakke dem ind i noget andet–helt sløre deres tilstedeværelse kan man jo ikke. Det kræver godt og vel en liter græsk yoghurt og det meste af et helt hvidløg at tvinge sig selv til at tro, vi befinder os i agurkefamilien, men med lidt god vilje kan alt jo lade sig gøre. Det er totalt udelukket at bruge dem til deres oprindelige formål. Nabobørnene ville skulle have flyttemandsassistance, hvis de sataner skulle med i skole.

Så menuen de næste mange dage tager som princip udgangspunkt i, hvorledes to mennesker mest kvantitativt kan spise så mange tomater og agurker som muligt. Der vil minimum blive lavet 2 slags agurkesalat og tomatsalat til hvert måltid, frokosten vil indeholder op til 5 tvungne tomater, og enhver varm ret skal indeholde variationer af tomat. Hvis man da overhovedet kan variere tomat. Ret meget. Der vil blive spist sammenkogte retter på samlebånd, og er man rigtigt snild, kan et par ekstra tomater vel gøre det ud for kød. Endelig kan de da også fryses. Det gør jeg hvert år. Akkurat som jeg hvert år finder dem i bunden af fryseren hen omkring juni og bærer dem derhen, hvortil man bærer sine antikke, nedfrosne tomater i juni. Men madspildsvenligt nedfrosne blev de da.

Heldigvis fik vi ryddet hele fryseren og køleskabet i sommerhuset, selv om det holdt hårdt. Faktisk så hårdt, at vi den sidste dag blev nødt til først at spise os mætte i is og dernæst tage et lille stykke laks ovenpå, hvis vi var mere sultne. Så det var da godt, at vi ikke også deroppe strandede på tomater og agurker. Det tror jeg næsten ikke, jeg ville kunne klare.

Men faktum er, at det ikke er tomater og agurker, vi går ned på. Og at vi er dybt taknemmelige, men også begyndende modløse og lidt fulde af dårlig samvittighed på helt klart ikke bare forventet, men forudset, efterbevilling af udsmid og råd. Hvis nogen akut står og mangler et par tons af de nævnte grøntsager, så er vi meget åbne for at donere dem som helt gratis gave. Og hvis vi om en uges tid begynder at anlægge os tvivlsomme misfarvninger i rød og grøn på huden, så håber vi, omverdenen vil vise sig forstående.

 

 

Continue Reading

Om nabohjælp.

Vi har været hjemmefra i næsten 2 måneder. On and off. Nu er vi hjemme igen til et hus, der står indbrudsfrit, en tømt postkasse, en relativt velplukket have, en stak læste aviser og et drivhus, der har afgivet en enorm høst til de omkringboende. Græsset er ikke slået, ukrudtet ikke luget, hækken ikke klippet. Men det skal det så heller ikke være. Der går en usynlig grænse mellem nabohjælp og naboudnyttelse, og den skal ikke overskrides. For der kommer jo altid en næste gang.

I aftes, da kortegen med trailer og stuvet bil rullede ind ved godt og vel sen-TV-avistid, holdt genboens ene bil i vores indkørsel. Det gør den, som hovedregel, hver nat. Og det er da betryggende, at eventuelle bortførere af vores få bortførelige værdier så tror, vi er hjemme.( Samt at andre forbipassende samtidig tror, at vi har fået SÅ flot en bil!). Det minimum af post, man nu til dags kan være så heldig at få og de tonsvis af reklamer, man ikke kan undgå at få, lå flot stablede på køkkenbordet sammen med de sidste ugers aviser, som heldigvis gennemlæses grundigt af de, der har postkassenøglen. Hvis der undervejs i vores bortrejselse er mistænkelige underligheder omkring og inde i huset, bliver vi ringet op, for der spadseres daglige runder omkring huset. Tilligemed at den ene nabo, via den ret blå og lysende knap på køleskabet, fra sit stuevindue kan konstatere, om strømmen i huset er intakt og fungerende. Der er, med andre ord, 3-4 husfulde af naboer, der varskos hver gang, vi ikke er hjemme, og som derfor tager det alvorligt netop at give det udseende af, at vi skam er noget så gevaldigt hjemme.

Den slags er guld og en enorm betryggelse værd. Akkurat som det er en lige så stor betryggelse for naboerne, at vi gør præcis det samme for dem. At man altid før en afrejse her på vores lille hjørne tager en afrejserunde og melder, hvor man skal hen og hvor længe. Samt om der er specielle hensyn, der skal tages–så som f.eks. at sørge for at få spist syndfloden af tomater og agurker i drivhuset.

Dette med som en naturlig ting at se efter hinandens gods, guld og væksthuse, er diamanter værd. For det kræver jo et minimum af årvågenhed for de hjemblevne, mens de rejsende føler en tryghed, som er væsentlig større end den, nogen form for alarmsystem kan give dem. Ikke, at de to ting udelukker hinanden. De supplerer vel bare. Og giver en selv en rolig, en tryg ferie.

Det er nu heller ikke fordi, der ligesom er mere guld og andre værdifulde grønne skove tilbage her i huset. Det er forlængst bortført og ikke genanskaffet, da der ligesom ikke er så forfærdeligt meget point i at genanskaffe til  endnu en gang bortførelse. Vi ville være en stor skuffelse for enhver optimistisk indbrudstyv. Det er sådan mere fornemmelsen af, at ingen fremmede bør gå ind på ens enemærker. At ens hjem er ens eget og kun tilgængeligt for de, der har legale ærinder.

Så når jeg hjemvender med kortegen fuld af god ferie og beskidt vasketøj, så bliver jeg så glad ved mine gode naboer. Som ikke overrender mig i dagligdagen, men som altid er gode for en snak over hækkene og effektiv husovervågning. Det er så trygt både at tage afsted–og at komme hjem igen! Så trygt, at man ind imellem, når talen kommer på at købe noget mindre, noget mere arbejdsfrit, altid ender med de sidste to store men-er: Hvor får man ellers så gode naboer, og hvor skal hunden så være?

 

Continue Reading

Om øst og vest og hav.

Jeg var en tur ude ved det mægtige, storslåede Vesterhav i går. Alene det, at mit eget hav er så umægtigt, så lidt slående, gør det til en oplevelse. Samt illustrerer, hvor stor forskel der er mellem Jyllands to havsider. Den vilde, utæmmede derovre–og så vores rolige, nærmest adstadige mormorhav herovre.

For herovre skal det blæste en halv brandstorm, før vi får krusninger eller noget, der efterligner nogle sådanne. Vores hav bider sjældent. Det er som regel ret tandløst. Og skal skal vi under med hele kroppen, kan vi godt på forhånd indstille os på at skulle trave halvvejs til Sverige, og i lavvande næsten helvejs. Vi bruger heller ikke rigtigt det der med ordentlige og forståelige klitter, selv om vi da har pæne, halvmetershøje sandansamlinger, som især tyskerne godt kan grave lidt i. Her hos os har vi også vegetation på selve stranden, ligesom enhver bekymret forælder sagtens kan lade sit efterkom lege i vandkanten uden at skulle være bange for, at det pludselig bliver bortført af vand, strøm og bølger. Her er mildt, børnevenligt, og vores hav er pålideligt. Vi ved ligesom, hvor vi har det, selv om det nogle gange er langt, langt hjemmefra. Der er ikke mange skjulte farer i det, men der er måske heller ikke så megen storhed og spænding.

Det er anderledes, når man kommer over på den anden side af landet. Fascinerende anderledes. Alene de næsten skyhøje klitter ned til havet og den brede, uhyrligt brede sandstrand er vanvittigt fascinerende for os østkystmennesker, som–bare for at nævne en lille ting–ville anse det for galimatias at slæbe bilen med på stranden. For slet ikke at nævne overhovedet at få den bugseret derned! Og så det der hav, som altid har bølger og bare er så meget mere indbegrebet af hav end den lille erstatningssø, vi sidder med. Der er sus, der er brus, der er tænder. Og så skal man næppe bevæge sig mere end få meter mod Storbritannien, før man er under. Det er som om, den blide, milde natur, vi har herovre, er blevet ganget med 10 og en halv orkan i overdådighed for at blive til Vesterhavet. Det er dybt betagende, men det er også lidt skræmmende.

For hver gang jeg er ved Vesterhavet, oplever jeg en forunderlig betagelse og en umådelig fascination. Mest af vildskaben og naturen. Det, vi kan tøjle herovre, er utøjleligt derovre. Men jeg bliver samtidig også så glad på en lettet måde over, at jeg nok hører til i østkystens blidhed. Jeg kan godt lide et hav, jeg kan stole på. Som jeg–i alt fald, når det er højvande!–ved, hvor jeg har, og hvordan jeg forholder mig til. Som jeg i sin tid kunne lade mine børn forlyste sig med uden at skulle være helt oppe på opsynsmærkerne. Underligt nok måske ikke lige det hav, der svarer mest til min egen personlighed, men det hav, jeg føler mig tryg ved. Som jeg kender.

Og selvfølgelig er det da også sådan, at vi hver eneste gang, vi er derovre, spørger os selv, om det var en fejl, at vi i sin tid valgte østkysten–og ikke vestkysten–til sommerhussted. Ligesom det hver eneste gang munder ud i, at vi selv synes, vi tog det rigtige valg. Vesterhavet er dybt, dybt fascinerende, men Kattegat er lige så dybt, dybt blidt, trygt og imødekommende.

Endelig er det også et fantastisk gode, at vi faktisk har begge dele. Ikke bare, så der er noget for enhver havsmag, men da også så vi frit kan bevæge os mellem havtyper. Samt få bestyrket begges fordele. Og at vi selv har taget det valg, der er mest rigtigt for os.

Continue Reading

En lettelse!

Jeg har været på en dårlig forbindelse med den, helt siden jeg selv, personligt, anlagde mig den. På foranledning af en emsig ekspedient hos Elgiganten, der givetvis stod med en usælgelig sending skodtelefoner, der bare ledte efter en flok naive telefonidioter. Som mig.

I går tabte jeg den på et stykke asfalt. Helt med uvilje. Facit er selvfølgelig, at jeg nu står med en ubrugelig telefon. Men også, at jeg med en utroligt lettet, ren og pletfri samvittighed kan tillade mig selv at anskaffe en anden. Åh, hvilken befrielse for det udgiftssky jeg.

For der findes virkelig ikke ret meget selvværds- nedboostende end at lave fejlinvesteringer, impulsivkøb og dårlige anbringelser af ens egne penge. I mit tilfælde går det lige ind i den yderst protestantiske retfærdighedssans, således at man må ligge, som man har redet. Har man smidt sine penge efter noget lort, så må man sgu’ selv æde det. Beklage sig må man godt. Men mest til den idiot, der er en selv.

Den telefon var umulig at tage. Den havde sådan en tåbelig form for scrollen op som tagemekanisme, men skærmen nægtede i alt fald at tage mod mine fingre. Resultatet var i de allerfleste tilfælde, at jeg kæmpede en ulige og på forhånd tabt kamp mod en telefonskærm. Bagefter kunne jeg så bruge tid på at lokalisere ukendte numre på Krak samt penge på at ringe tilbage til alle dem, jeg gerne ville have talt med, hvis jeg ellers kunne have taget min telefon. Den ville i øvrigt heller ikke åbne på fingerbevilling. Udelukkende en snirklet omvej med kodeskrivning syntes acceptabel. Derfor brugte jeg den sjældent som kamera. Motivet var alligevel dødt, gået, borte og uinteressant, inden jeg nogensinde fik den satan låst op. I øvrigt tog den også lousy fotos. Samt erklærede sig uvillig til at integrere de fleste apps. I alt fald dem, jeg gerne ville have.

Alligevel levede den videre. For jeg havde jo selv betalt den. Som i øvrigt den allerførste telefon i hele mit liv, for jeg er sådan en telefonarver, der altid på den front er sidste led i fødekæden. Men lige på det tidspunkt, hvor den blev anskaffet, var der en tydelig brist og mangel i samme forsyningskæde. Det var nok derfor, jeg købte for billigt og lod mig besnære.

Men nu har jeg så heldigvis tabt den. Ganske uforvarende heldigvis slået den til telefonfisk på en god gang asfalt. Hvor er det dog en lettelse sådan med rigtig god samvittighed at kunne sige farvel til den spand uforløste samtaler og manglende vilje til oplukning. For hvis jeg ikke havde tabt den, havde jeg jo i årevis hængt på det idiotapparat som en retfærdig straf for, at jeg selv havde anskaffet den.

Og nej. Jeg skal ikke have en ny. Jeg skal bare have en anden. Manden mente, som mænd nu besynderligvis gør, at han trængte til en ny. Hvilket i min optik er fuldstændigt ufatteligt, for han har ikke engang slået den gamle i stykket. Men nu køber han så en ny, og jeg arver som altid og som sidste telefonled i telefon- pølseenden.

Hovedsagen er i hvert fald, at jeg for evigt er lettet og befriet for den møgsatan af en telefon, jeg indædt måtte leve med, fordi jeg selv havde købt den!

Continue Reading

En uvelkommen gæst.

I tirsdags, ovre på markedet, talte jeg med en ung amerikaner. Vel omkring de 20. Som det altid sker, når man taler med amerikanere, falder snakken på deres såkaldte præsident. Efter at jeg havde luftet mine ret utvetydige synspunkter på samme, blev jeg indgående belært om, at det udelukkende var den løgnagtige presse, der stillede den troværdige præsident i et dårligt lys. Hvortil jeg selvfølgelig replicerede, at set fra min synsvinkel var det nok snarere den troværdige presse, der placerede den løgnagtige præsident i præcis det lys, han fortjener.

Men det er skræmmende, at selv helt unge mennesker falder for ( T)rumpemaskinens propaganda. Meget skræmmende. Men næsten endnu mere skræmmende er det da, at selv det danske samfund som sådan er, om ikke faldet for (T)rumpepropagandaen, så dog har underlagt sig den og accepteret et besøg af selve manden.

Kan vi da virkelig, som land betragtet, være det bekendt overfor os selv? Kan vi GØRE det overfor os selv? Kan vi, som land, se os selv i øjnene uden at se  blot og bart et identitetsløst jordstykke uden egentlig national respekt og helt uden nogen form for selvværd og stolthed? Hvorfor i alverden siger vi ikke bare: Nej tak. Du er ikke velkommen her.?

Nu er jeg jo ikke totalt imbecil omkring internationalt diplomati, handelsforbindelser og gensidige aftaler og alliancer. Vi er, på papiret og helt sikkert også i praksis, venner med USA. Og det skal vi selvfølgelig vedblive at være. Af utallige årsager, som jeg ikke lige har tid til at opremse her. Men vi er altså ikke best pals med den tilsyneladende forrykte kransekagefigur, der udadtil repræsenterer og tegner landet. Vi er nærmere dybt solidariske med de millioner af undersåtter, der dagligt må lide under hans impulsive, uigennemtænkte griller. Og burde vise netop DET.

Personligt synes jeg, det ville være SÅ imponerende flot, hvis vi, som land betragtet, var modige nok til at afslå et besøg. Klart udtrykke overfor hele verden, at manden ikke var velkommen. At vi er bedste venner med USA, men desværre ikke med dets præsident, da han i alle henseender etisk overskrider alle de grænser, vi som nation har for almindelig, anstændig opførsel. At vi, netop som nation, står for nogle klare værdier, som vi ikke giver køb på, og som vi ikke er bange for at vise hele verden, at vi vægter langt, langt højere end diplomatiets nogle gange tåbelige regler. DET ville være flot!

Og jeg er sikker på, at et utal af andre lande, og især deres befolkninger, i den grad ville se vores lille land som et foregangsland og en modig medspiller på verdensscene. For, let’s Face it, et utal af politikere i hele verden lader sig trække rundt i manegen af en domptør, som de mildest talt synes er ubrugelig, mens de holder kæft og gør gode miner til diplomatiets store cirkusforestilling. Hvor ville det være banebrydende og imponerende, hvis vi lige præcis var dem, der undlod at deltage i dette absurde teater.

Selvfølgelig ved jeg da godt, at vi ( endnu engang) i diplomatiets hellige tjeneste, gør gode miner til absurd spil, men hvor ville det dog have skabt national selvrespekt og international respekt, hvis vi havde turdet at sige nej. Nu ender vi så bare som gulvmåtten, der udadtil kommer til at stå som et land, der sandelig også tror på, at (T) rumpen er en misforstået, troværdig helgen, der forfølges af en løgnagtig presse. FØJ!

 

Continue Reading

Om kunsten at være ligeglad.

Lige nu siler det bare vedvarende. I nat var det noget mere seriøst, det regnvejr. I går var det, i udvalgte, korte perioder, muligt at bevæge sig lidt udenfor. Eller i alt fald at styrtløbe hen til og ind i sin bil. Vi har dog ikke haft skybrud, oversvømmelser, vildfarende kloakdæksler eller vand i den kælder, vi ikke har. Men det regner. Meget.

Som semi-pensionist har man et andet forhold til sommerregn end det nærmest traumatisk-hidsige, der prægede ens år på arbejdsmarkedet. Dengang var sommerferieregn en katastrofe. Nu er det en våd streg i regningen og en direkte opfordring til at finde alternative indendørsaktiviteter. Når man ikke har et nøje afmålt antal feriedage, der alle, for sjælefredens skyld, bør udstyres med højt solskin, er regn kun et incitament til at praktisere kunsten at være så forbandet ligeglad. Det skal jo nok blive godt vejr igen. Og man har, heldigvis, tid til at vente på det.

Når ferien ikke længere består af tre ugers hektisk opfyldelse af enhver form for alt det, der ikke er tid til i hverdagen, udelukkende garneret med strålende solskin, så bliver regn kun bump på vejen. Oven i købet en slags åndepause- bump, hvor det er muligt at fordybe sig i alt det indendørs eller bare det, der ikke kræver tørvejr.

Endelig skal det vel også indrømmes, at de dage, hvor enhver solstråle var en direkte opfordring til udendørs brank og ubehageligt kropssvederi, så uigenkaldeligt er ovre. Omkring et par og tyve grader er bare noget så inderligt fint med mig. Når vi når 30, står jeg faktisk med op til 10 overskudsgrader, som jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op med. Og har samtidigt forbandet dårlig samvittighed over, at det overhovedet er nødvendigt at stille noget op med dem. Danske huse er ikke bygget til mere end 25 grader. Vi solamatører har i årevis anlagt vores udendørsarealer ved dem, så vi fik så meget direkte sol som muligt. Ulig de solprofessionelle sydpå, som selvfølgelig har anlagt med skygge som hovedformål.

Så det bliver endnu en grå og våd dag. En af dem, der førhen var et ufatteligt spild af en feriedag. Decideret stressende, faktisk. I alt fald hvis man ikke havde feriemæssigt råd til at lære sig selv kunsten at være komplet og fuldkommen ligeglad.

 

Continue Reading