Om at lade sig flyde med.

Fra i morgen af vil jeg lade mig selv flyde med. Være turist, være uansvarlig for egen ferie i mellemstor grad, lade mig fodre med guidens forhåbentlige guldkorn og fuldstændigt slippe tøjlerne i forhold til, hvad og hvor jeg skal hen den næste dag. Måske endda den næste time.

Det har jeg sjældent prøvet før. Hvadenten det har været fordi, jeg VAR den ansvarlige–eller bare fordi, jeg FØLTE mig som den ansvarlige, så har jeg nok aldrig rigtigt gennemgribende uansvarliggjort mig selv. Det har jeg tænkt mig at gøre. De næste 14 dage.

Det er begrænset, hvad jeg har læst om Uzbekistan. Og kun til nød ( og af pakketekniske grunde) har jeg skimmet klimafakta. Jeg er nærmest historisk analfabet, når det kommer til landets historie, og jeg har kun sporadisk kastet et blik på ganske få af de utallige seværdigheder, jeg skal igennem. Jeg vil lade mig made med oplysninger, lade mig blive slæbt rundt af andre og fuldstændigt slippe tøjlerne. Det bliver rart. Tror jeg. Eller også bliver det meget udfordrende og kræver, at jeg slår små knuder på min egen logistik og planlægning. Men det må der arbejdes med.

Jeg er langsomt begyndt at forstå mennesker, der sværger til guidede pakkerejser. For hvor er det LET. Som i afslappende. I årevis har jeg gået rundt med den misforståede opfattelse, at folk, der tog på den slags rejser, udelukkende gjorde det, fordi de ikke kunne finde ud af at arrangere en rejse selv. Det, ved jeg nu–efter flere år i brancen–er totalt forkert. De gør det faktisk for at holde ferie. Fordi de har indset, hvor meget unødigt fnidder, de sparer sig selv for. Samtidig med at de får indsigt i turens højdepunkter ved hjælp af et menneske, der er væsentligt mere kvalificeret på netop det område, end de selv er. Som mig i Uzbekistan. Hvor jeg hverken aner, HVOR man skal hen, HVORFOR man skal derhen, og HVAD man skal se. Utallige skilsmisser og skænderier i megaklassen er nok blevet afværget af pakkerejser. Bare tænk på den tid og de diskussioner det at finde et hotel og en restaurant til aftensmaden egentlig kræver på egen hånd.

Så jeg vil geare ned i turistmode, gå i ansvarløst selvsving og bare lade mig føre med. Jeg vil lytte med udslagne ører, nyde at blive oplyst undervejs samt at sætte mig ind i en bil, der kører mig lige præcis derhen, hvor jeg skal. Jeg behøver ikke engang diskutere ruten med chaufføren! I det hele taget behøver jeg ikke andet end at være indbegrebet af en interesseret turist.

Jeg tror, de fleste guider ville have godt af sådan en tur. Prøve at sidde uansvarlige på den anden side og mærke, at det hele såmænd nok skal gå alligevel. Lade skuldrene falde ned, mens de føres derudaf. Jeg er sikker på, man kan lære noget af det. Om ikke andet så at slappe af og holde ferie…

Continue Reading

Om at pakke, pakke ud og pakke om.

Siden 13 august har jeg levet i en kuffert. Og det vil jeg, i alt fald ifølge de nuværende planer, blive ved med til midt i november. Det er længe… Samtidig er det selvfølgelig selvvalgt, og den indbyggede bonus–at få løn for en del af rejserne–tæller selvfølgelig også med på positivsiden.

Det værste er alt det pakkeri. Jeg må efterhånden erkende, at jeg klart foretrækker at rejse sommer og vinter. Eller i alt fald rejse til steder, hvor det tydeligt og uden undtagelse er sommer eller vinter. Såkaldt “overgangstøj” er megabesværligt. På den måde, at der både skal pakkes til varmt, koldt og lettere grumset vejr. Det er uendeligt meget lettere bare at slynge sommerkjolerne eller stakken af vintersweatre ned i kufferthullet. Skotland og Irland er, i den henseende, nogle grumme udfordrere, for man ved aldrig, hvad det hele ender med. Tilsyneladende ved selv vejrudsigterne det heller ikke. Måske fordi, at kører man rundt om et bjerg, kan man på få sekunder skifte mellem det, der umiddelbart virker som divergerende klimazoner. Eneste sikre faktum er, at man altid skal huske sit regntøj.

Det tager sin tid at blive en erfaren pakker. Med erfaren pakker mener jeg sådan en, der ikke medtager overflødighedstekstiler, tilligemed at samme altid kan finde præcis den rigtige beklædning i kufferten. Jeg er ved at blive bedre. Det sikreste er selvfølgelig bare at pakke det samme tøj gang efter gang, når det har bevist sit værd. Og lade alt det, der alligevel ender rent og ubrugt på kuffertens bund, blive hjemme. Hvis det bare ikke var så kedeligt og i længden totalt kønsløst. Derfor har jeg opfundet prøveperioder for nyindkøbte potentialer udi tekstiler, således at mulige kommende standardvarer i kufferten indgår i en prøveperiode, hvor de klart må bevise deres værdi. Det er så enkelt: Er de rene og ubrugte ved hjemkomsten, har de desværre mistet billetten for noget nær evigt. Ellers indgår de som prospects i næste pak.

Det værste er at skulle et sted hen, man ikke har været før. Altså pakkemæssigt. For vejrudsigter er i bedste fald vejledende, og vejret har generelt sine helt egne veje mange steder på kloden. Lige nu pakker jeg Uzbekistan. Ligesom de fleste andre har jeg faktisk aldrig været der før, men er selvfølgelig klart velvillig til at dele mine opnåede pakkekompetencer, når jeg HAR været der. Det er tilsyneladende mest ørkenklima med varme dage (lunkne, i alt fald) og kolde nætter, så der skal altså iværksættes et pakkeskema, der svarer til det møgbesværlige “overgangstøj” med pil mod både vinter og sommer. Hvilket igen besværliggøres af hele 14 dage. Hvis man, som jeg, har skrappe regler ( affødt af personligt velbefindende) for antal dage som indbygger i den samme T-shirt eller graden af synlig beskidthed på jeansfronten, så skal der overvejes. Også rent farvemæssigt, for nogle farver er bestemt mere pletvenlige end andre. Selvfølgelig kan vaskepulver medbringes, men, ærligt talt, jeg GIDER ikke tilbringe mine ferieaftener med at “skylle op”, tørre på besynderlige steder og alligevel ende med at lugte som en muggen kælder.

Måske skulle man, med min erfaring i baglommen, overveje at skrive en pakkemanual for hvert land. Og hver årstid. Således at man lige havde den ved hånden, når næste afrejse nærmede sig. For jeg går jo også og glemmer, hvad der fungerer, og hvad der er tåbelige umuligheder i et givet land. Gerne belært af egne katastrofer. Så som at jeg i år var til tattoo i Edinburgh, iklædt dynejakke ( en del af uniform, ellers rører jeg ikke sådanne!) og Skeechers i lærred. Det var der, der–vanen tro, i øvrigt–startede en syndflod på adskillige centimer på en festplads, ingen kunne komme ud fra. Selv ikke 3 ruller toiletpapir, en pæn stak papirslommetørklæder samt en ellers ret effektiv hårtørrer kunne afhjælpe den situation før afgang næste morgen.Til trods for, at jeg F…. var oppe 5-6 gange i løbet af natten for at skifte papirindmad i det, der gradvist blev til eks-sko. Netop DER burde min manual klart have tilkendegivet de udprægede fordele ved gummistøvler og regnfrakke. Med hætte!

Så den der Uzbekistan bliver en grumset pakning, hvor jeg givetvis overbelaster Turkish Airlines med et utal af overflødige prospects. Heldigvis bliver det meget lettere de to næste gange. Jordan sidst på måneden er som dansk sommervejr i den lidt kølige ende, og selv jeg har erfaret, at vejret i London i november bare er shitty. Men det kan man så, HELDIGVIS, tydeligt forholde sig til!

 

 

Continue Reading

Om at komme hjem.

Det er den der mavefornemmelse. Den, der ikke kan forklares, og som primært handler om, om noget er rigtigt, føles godt, eller helt forkert og gør lidt ondt indeni. Det er svært at sætte ord på. Hvis man overhovedet skal det.

Den overmåde omdiskuterede grænse mellem Irland og Nordirland ses bedst på, at den hvide streg i venstre side af vejbanen pludselig bliver gul. Og på at vejskiltene markerer stednavne på 2 sprog i republikken, sammen med at afstande nu måles i kilometer. Men den markeres også i min mave. Følelsen. Den af på en mærkelig måde at være kommet hjem.

I formiddags, da chaufføren og jeg forrest i bussen kørte alle gæsterne over den relativt usynlige grænse, undslap der os begge et lidt højlydt YES, da vi krydsede grænsen. Det var ham, der sagde “ home”, og mig der tænkte det. Det var der, skuldrene faldt en smule ned på plads, og åndedrættet blev en smule lettere.

Ikke, at der er det mindste i vejen med Skotland og Nordirland, som vi kommer fra. Det er pragtfulde steder, og den gamle tante Edinburgh er altid charmerende, omend lidt støvet og, ja, tantet. Akkurat som Belfasts rå charme og fascinerende blanding af forfalden industrialisering og kreativt nybyggeri bestemt er imponerende og frækt. Men Dublin….

Det er ikke bare stemningen. Det er også denne følelse af, at det her er ens egen bukselomme. Den, man kender og holder så uendeligt meget af. Også selv om jeg hverken er irsk, har boet i landet i længere perioder eller har nære relationer herovre. Det er såmænd bare den der mavefornemmelse af, at det her sted er rigtigt.

Det er dejligt, at der findes sådanne steder rundt omkring i verden. Så kan man jo bare være så god ved sig selv, at man gang på gang vender tilbage og får det rigtigt dejligt. I maven og inde i sig selv.

Continue Reading

Om efterår.

Der er kommet efterår i luften. Mere og mere af det der lille snif af en mild kulde, der dufter lidt af modne æbler og vådt løv. Den duft, der også minder om barndom og sværme af unger, der drog på hærgende tyvetogter i kvarterernes modne nyttehaver.

Efterår er frem for alt hyggeligt. Og så legaliserer det. Gør det fuldstændigt lovligt og retfærdigt, at man gør ting, som i alt fald jeg finder det svært at unde mig selv, mens det stadig er sommer, godt vejr og solskin udenfor. Når det regner, blæser og generelt er voldsomt uimødekommende derude, kan jeg derimod sagtens forsvare overfor mig selv at falde i yndlingsserien, eller bare en god film, mens det stadig er dag. At læse bøger fra morgenstunden og at påbegynde adskillige håndarbejder allerede inden, jeg sådan set har bedrevet noget som helst andet fornuftigt og nyttigt. Efterår fremmer akut min håndarbejdslyst. Det er som om, hver regndråbe multiplicerer antallet af strikkede masker, jeg på stedet får lyst til at udføre.

Efteråret indvarsler også lempeligere vilkår på natbuksefronten. Det er som om, jeg tillader mig selv at bo lidt længere i dem om morgenen. Faktisk til godt op ad formiddagen. Akkurat som et tilstundende efterår giver mere liberale regler omkring, hvornår de må komme på ved aftenstide. Det behøver ikke nødvendigvis være mørkt. Kun begyndende dunkelt.

Der indtræder også gradvist med efterårets komme nye tilstande omkring slik og søde sager. Hos mig er mørke og dårligt vejr de allerbedste undskyldninger for det, jeg kalder hygge. Og som helt konkret betyder at stoppe usunde ting i munden og nyde dem gevaldigt. Skyldfrit gevaldigt. Chokolade smager ligesom på en helt anden måde om efteråret. Sådan mere legalt og nødvendigt.

Det er også, fra naturens side, særdeles viseligt, at alle de gode ting derude netop er færdigproducerede om efteråret. Nødderne, æblerne, pærerne og alt det andet. Det er klogt, at den slags ting er der lige præcis, når man har sådan en lyst til at sætte sig i sin gode stol og bare nyde dem. I sine natbukser og med sin gode bog eller film.

Det er det, jeg godt kan lide ved efteråret. At jeg pludselig, år efter år, finder mig undskyldningsfri og uden traumer omkring at gøre ting, jeg sådan ligesom synes er en smule forkerte om sommeren. Hvor jeg jo formodes at nyde det gode vejr og ikke binge-watche TV-serier iført nattøj og slikskål.

–For slet ikke at tale om at gå lange ture i skove, der bare er så smukke, at det næsten gør ondt. Hvilket også er fantastisk. Ikke mindst fordi det medvirker til en endnu bedre samvittighed hjemme i den gode stol.

Continue Reading

Om Aftenshowet.

Jeg har end ikke overvejet, om jeg skulle se Aftenshowet i dag. For det skal jeg ikke. Det gjorde jeg ellers meget engang, men nu er jeg gået hen og blevet allergisk. På den der grimme, nådesløse måde, hvor bare tanken om programmet nærmest giver mig åndedrætsbesvær på forventet efterbevilling.

Egentlig synes jeg, konceptet er godt. Dagens aktuelle emner i den lidt lettere og alment interessante kategori behandlet mellem de, der enten har en mening om eller direkte har deltaget i det hændte. Den lidt indirekte arvtager til Lørdagskanalen med Gorm og Gregers, som vi elskede dengang i fjernsynets ungdom.

Men jeg begriber, som i: forstår overhovedet ikke, at alle emner af almen petitesseinteresse skal behandles af de samme ca. 25 kendisser. At disse Tordenskjolds evige soldater overhovedet kan have en mening om alt, være på forkant med enhver udvikling og i det hele taget mener sig kvalificerede til at udtale sig om alle former for småprutter slået i kongeriget Danmark. Jeg er TRÆT af Anders Lund Madsen, af Pernille Rosenkrantz-Theil, af Dennis Knudsen, af Lotte Svendsen, af Linse Kessler ( eller hvad hun nu hedder for tiden) og af de 20 andre, der på skift gylper meninger på skrømt ud i det program. Det er totalt uinteressant, og det er egentlig synd for konceptet.

Jeg forstår ikke, der ikke findes andre meningsudbydere i Danmark. Eller måske er det fordi, de, der trods alt har en mening om netop det felt, hvorpå de er specialister, for længst har opgivet at diskutere kernefysik og liv i rummet med udvandede politikere og realitybabes. Ligesom har indset, at den platform absolut intet har at byde på længere. Måske er det endda sådan, at de 25 returkendisser er de eneste, der efterhånden siger ja til at deltage. Og så hænger de jo på dem derinde i DR.

Det er også som om, almindelige menneskers gode historier er totaltslagtede i dette pseudoforum. Det var ellers det, Gorm og Gregers perfektionerede til fuldkommenhed. Her er det i stedet som om, alt er blevet lige gyldigt. Og når alt er lige gyldigt, bliver det ligegyldigt.

Som de gengangere indenfor kendisser, der aften efter aften sidder ved Aftenshowets runde bord og udtaler sig om ting og hændelser, de absolut ingen forstand har på. Men de får vel penge for det. Håber jeg da, for dem!

Continue Reading

Om gode nødder.

Det er nøddeår i år. Det vrimler med nødder på nøddetræet, og hvis man dog bare var 5 meter høj, var de hurtigt plukket ned. Trappestiger som selvforlængere er usikre i det ret kuperede nøddeområde, mens river og almindeligt ryst mestendels kaster hovedparten af høsten over til naboen.

Alligevel kommer der nødder i skålen. I massevis. Og faktisk smager nødder allerbedst nyplukkede, lige nu og her. Det burde betyde, at nødder fortæres i den rækkefølge, de falder eller rives ned. Men sådan er det slet, slet ikke. For med usvigelig sikkerhed bliver det jo jul. Og jul og nødder hører så uigenkaldeligt sammen. Hvilket igen indebærer, at jeg bereder mig på at begå den fejl, jeg begår hvert eneste nøddeår. HVERT eneste. Eller måske netop i år at lade være…..

For jeg har den ide, at vi da skal kvæles i nødder til jul. Vi skal ligesom have nok. Ikke bare til juleaften, men sådan til et forlænget jule-nøddegilde til og med Hellig Tre Konger, eller godt ind i februar. Høsten skal ikke grådigt kastes i halsen med det samme, men pænt stoppes i hullede nylonstrømper og gemmes til den forestående højtid. En enkelt smagsprøve hist og her er i orden, men alle æstetisk indbydende nødder samt en god del af resten skal på julekøl. Hvilket gerne betyder, at jeg gemmer flere tons nødder i mit viktualierum. Til jul, altså.

Det er jo ikke fordi, nødder sådan går hen og rådner. De tørrer bare. Så derfor er det også, at jeg i et nøddeår til jul står med godt og vel en mindre lastbilfuld af tørrede nødder. Sådan i størrelsesordnen, at hverken and eller ris a la mande egentlig er nødvendigt, for vi kan bare spise os mætte i nødder. Det er også en sejr for mig. For jeg har med al tydelighed bevist overfor mig selv, at jeg da sagtens kunne lade være med at spise de nødder og gemme dem til jul.

Hver eneste jul må jeg så erkende, at vores nøddeforbrug er noget mindre, end jeg sådan har estimeret det til. Faktisk spiser vi ikke godt 3 kilo pr. mand over 3 juledage. Mine velhængte nylonstrømper dernede i viktualierummet synes faktisk overhovedet ikke at få ret meget tyndere lår. Selvfølgelig glæder jeg mig i første instans over, at jeg så har nødder nok nytåret over. Og når det så er ovre, uden at lårene synes at have været på en effektiv slankekur, så bilder jeg mig selv ind, at det da er noget så vidunderligt at have restnødder langt ind i det nye år.

Omkring marts/april oplever jeg en begyndende erkendelse af, at jeg nok, trods alt, overlever ret fedt på nøddefronten indtil i alt fald sommeren. Samtidig med, at interessen for nødder egentlig er lidt dalende.Og selve nødderne ikke bare er tørrede, men decideret tørre. Det er så der, jeg lister mig til at begynde at smide en smule af de mere usympatisk udseende skaller ud.

For faktum er jo, at resten af alle de nødder henover sommeren går sådan lidt i glemmebogen og først dukker op igen, når næste års høst (hvis der ellers er nogen) begynder at skulle i hus i september. Det er her, jeg må erkende, at min umanerligt gode sans for at hamstre nødder har vist sig at være gem til natten. Hvor jeg brødebetynget må kassere indtil flere lårfulde og en del udstoppede tåspidser.

Og alt det bare, fordi gode nødder skal gemmes til jul. Fordi jeg af ren og skær forudseende sparsommelighed ville være noget så sikker på at have nødder nok til jul.

Så i år, i dette nøddeår, har jeg bestemt mig for, at mine gode nødder skal spises, mens de er allerbedst. Selvfølgelig har jeg allerede sorteret adskillige fra til julen, MEN RESTEN SKAL SPISES NU! Det gør lidt ondt, og jeg må da også indrømme, at hvis jeg finder ualmindeligt tiltrækkende og store eksemplarer, lister jeg dem ligesom i smug ned i en tåspids eller et lidt slankt lår dernede i kælderen. Og på besynderlig vis skal jeg også minde mig selv om, at jeg, når jeg spiser en nød, ikke stjæler julefreden i det lille hjem. Den hænger allerede i kilovis i kælderen.

Sådan er det med nødder. Og hvis det så bare var det. For her i huset går der ligesom nødder i mange ting. Alle dem, der møjsommeligt skal gemmes til en rigtig god lejlighed, eller måske bare til en tilstundende højtid.  Det gælder chokolade (den bliver hvid, skal jeg hilse og sige!), det gælder gode bøffer (de bliver seje), det gælder engelske vingummier (de bliver hårde), det gælder gode æbler (de rådner) og det gælder forresten også luksusflødeboller, som indvendigt får en konsistens som tyggegummi og efter et par måneder kan trækkes ud til godt og vel et par meter, hvis det altså er de store.

Men sådan er jeg givetvis den eneste, der har det! Og derfor har jeg bestemt mig for at spise mine gode nødder. Nu!

Continue Reading

Om frikadeller.

Jeg skal have stegt en masse frikadeller en af dagene. Vi er nemlig blevet frikadelleløse. Det er som at mangle en højre hånd eller andet forholdsvist livsvigtigt udstyr. Det er som om, det lille hjem ikke rigtigt fungerer uden frikadeller i fryseren. Som om, netop de små poser med nedfrosset, stegt fars er indbegrebet af, at alting er ved det gamle, og at verden ikke sådan lige går af lave. Og hvis den gør, står vi med ganske favorable chancer for at overleve.

For de fleste kvinder af min generation er frikadeller vores madmæssige våbenskjold. Vores helt egen heraldik, støbt i hakket kød. Det er muligt, at gamle adelsslægter kan kende forskel på sig selv og hinanden på bannere og finttegnede, symbolske emblemer. Men vi, forholdvist almindelige kvinder, har vores frikadeller. De er nemlig også forskellige. De er vores små adelsmærker, som vi dyrker og, især, hylder egenarten og det individuelle i.

Spørg bare en flok kvinder ( og sikkert også en pæn portion mænd!), hvordan de laver frikadeller. Og svarene vil være vidt forskellige. Hovedsageligt på ingredienssiden. Men til fælles vil samtlige svar have, at enhver frikadellestøbers personlige opskrift er den ubetinget bedste. Den mest originale. Den mest velsmagende. Og den mest autentiske. Frikadellen er ikke blot en spise. Den er en individuel udtryksform, mestendels modelleret af kvinder. Et kunstværk i fars, der gerne skal stå som et uforglemmeligt mindesmærke over netop DEN frikadellekunstner.

Der er ikke noget at sige til, at udtrykket “mors frikadeller” indgår i sproget. For mors er vel den første introduktion til selve genren og dem, der sidenhen altid smager af barndom og hjem. Derfor går mange opskrifter på frikadeller også i arv gennem generationer, og afdøde tanter og mostre mindes ved familiesammenkomster på grund af deres bedrifter på frikadellefronten. Omvendt kan samme familiekomsammener decideret ødelægges på madsiden af fejlgreb udi frikadellen. Helt ned på niveauet, der handler om revet kontra hakket løg.

For produktionen af sådan en lille farsting er jo kunst. Endda særdeles diskussionsfremmende kunst. Der er ingenting, der er ligegyldigt, eller uigennemtænkt, ved en frikadelle. F.eks. er der hele det ualmindeligt væsentlige spørgsmål omkring type(r) af fars. Er det svinekød alene, måske kalv, måske blandet, måske endda blandet gris og okse? For slet ikke at tale om de vovehalse, der bruger lam. Eller vegetarerne? Og hvilke ingredienser skal efterfølgende i? Kan man putte hvidløg i frikadeller? Skal løgene hakkes eller rives? Hvad med havregryn? Og gulerødder? For nu bare at nævne nogle småting i hele frembringelsen af dette ikon af stegt kød. (Undskyld vegetarer!) Den er slet ikke så let, den der lille tingest….

Ikke blot er nedarvede vaner og opskrifter væsentlige. Det er geografien også. Der er milevid, i alle ordets betydninger, forskel på frikadellevidenskab, selv i så lille et land som vores. Hernede ved mig blander vi farsen ( altså gris og okse), og det er selvfølgelig det eneste rigtige at gøre. Vi er ikke stolte over vores måde at skabe kødkunst på. Vi er såmænd bare taknemmelige.

Og når så produktionen går i gang, aktiveres samtlige plader på komfuret, for erfarne frikadelleskabere nøjes ikke bare med en enkelt pande. Der steges igennem. Således at fryseren fyldes med livgivende små knolde. Små ikoniske våbenskjolde i kød, der altid i en snæver vending og ved mulige nødsituationer kan optøes. Samt altid skal på bordet, når afkommet kommer hjem og forventer “mors frikadeller”.

Continue Reading

Laaangt fra Gram…..

Erling Jepsen: Hjemmefra.

Man kan VÆRE hjemmefra, og man kan KOMME hjemmefra. Det er ikke det samme, nærmest tværtimod. I det første tilfælde står hjemmet nok som den solide base, der altid vil stå tilbage som hele ens livs sjæl og mening, mens den i det andet er en hæmsko, en bondsk, bagstræberisk klods om benet, der hindrer ens udvikling og fremgang i livet.

Så derfor er titlen særdeles velvalgt til denne coming-of-age-erindringsbog af altid Gram-stræberiske Jepsen. Hvor ville den mands forfatterskab mon egentlig være uden Gram? Eller måske ville der aldrig være blevet en forfatter ud af ham, hvis han ikke havde været så heldig at have sit evigt tilstedeværende Gram i bagagen. Når man i bil kører igennem den klat huse, kræver det en smule abstraktionsniveau og livlig fantasi at forestille sig deres store litterære indflydelse. (Jeg siger det bare!)

Men denne gang er unge Erling flyttet hjemmefra, til den farlige, promiskuøse storby Haderslev, hvor han skal bo på kollegium og gå på Katedralskolen. Det indebærer visse udfordringer, når man er fra Gram. Ikke blot er skørterne kortere, bluserne væsentligt strammere og distraherende og den politiske bevidsthed stærkt venstredrejet, men Erling har også diverse vanskeligheder med simpel rengøring og madlavning, indtil han opdager sit uimodståelige talent for spejlæg. Det er morsomt, det er uendeligt naivt, men det er også skildret med den Jepsenske barnefortæller, hvis synsvinkel får selv de allermest groteske optrin til at virke fuldt fornuftige og velgennemtænkte. Største problem er selvfølgelig pigerne. Disse charmerende, udfordrende storbypiger…

Og dansklæreren. For allerede før skolestart i gymnasiet er unge Erling verdensmester i dansk litteratur, hvilket han på ingen måde lægger skjul på. Tværtimod. Det er den ultimativt ignorante dansklærer så efter hans mening ikke. Magtkampen mellem de to er ret morsom og ender da også i et crescendo, der i det mindste må komme ret meget bag på samme dansklærer. Sådan bogstaveligt talt. I øvrigt er han også pludseligt overhovedet ikke fra Gram, men har blot været i pleje derude, fordi hans forældre er venstreorienterede samfundsomvæltere, der har måttet gå under jorden i det hjemlige København. Vistnok Vesterbro, men måske var det Nørrebro. Det kommer sig ikke så nøje. Især ikke, når man ikke kender til forskellen.

Med 35 års insiderviden om samme skole er det selvfølgelig interessant på den fæle måde at læse anekdoter om sine gamle kolleger. Personligt er jeg taknemmelig for, at Jepsen opsøgte skolen før min tid og dermed frelste mig for evig levendegørelse i den danske litteratur. Som sandhedsvidne er samme Jepsen absolut og aldeles upålidelig, men i grunden er det jo fløjtende ligegyldigt, når det angår fiktion. Her kan man hakke hæle, klippe tæer og i det hele taget anvende virkeligheden som udgangspunkt for, hvad det hele kunne være blevet, hvis det nu var. Det er så det, Jepsen gør.

Og det gør han underholdende. Men alligevel…. Det er som om, Jepsen er så meget hjemmefra, at den gramske humor slet ikke lever op til de forrige bøger. Som om, den mand ikke skal hjemmefra i bogstaveligste forstand, for der er meget mere humor og bid i selve Gram, når man rent faktisk geografisk er der. End der er i storbyen Haderslev. Der i 70-erne, hvor Erling er godt i gang med at come-of-age, men ved Gud ikke på nogen måde har afsluttet processen.

Men underholdende er det da……

 

 

 

Continue Reading

En god omgang forkælelse.

Hotel Altes Gymnasium, Husum.

Og bedst som man troede, at gymnasieskolen endelig var sluppet efter næsten 35 år–så ender man der igen. Dog på en noget anderledes måde, for Altes Gymnasium i Husum er et luksushotel, et wellness-resort og en oplevelse for både sanser og belønningscenter.

Der må på et eller andet tidspunkt have været en meget stor pose penge ind over at ombygge Husums gamle gymnasium til dette fantastiske sted. Men jeg tror, det har givet gevinst i den sidste ende. For det er gjort smagfuldt og uden overdrivelse, så man bare føler sig ualmindeligt godt tilpas på stedet. Tilsyneladende er alle gamle klasselokaler blevet til hver deres værelse, så man kan bade sig i plads og endda undgå at dele toilet med manden, der her har sit eget! Store, skyggefulde altaner er også bygget på, og sådan en sensommerdag, hvor septembers himmel er særdeles blå, er det en fornøjelse bare at sidde derude og bare være til.

Der er stor wellness-afdeling ( vi er vel i kur-Tyskland!), og restaurantområdet er lyst og indbydende. Maden er absolut også fin, uden på nogen måde at være opstyltet. I det hele taget emmer stedet af en fin og velbalanceret diskretion, så enhver–uanset pengepung, tøjstil, bil- eller taskemærke–føler sig noget så velkommen. Her er simpelthen bare rart at være!

Udover det er placeringen i hyggelige Husum optimal. Alt er indenfor gåafstand, så der er masser af muligheder for at slentre rundt i den gamle bys hyggelige gader.

Selvfølgelig koster det noget. Men samtidig er det sådan et sted, hvor man næsten får mere, end man har betalt for. Eller i alt fald føler, at det hele i den grad har været pengene værd. Hvis det står til mig, kommer det på listen over steder, der skal genbesøges. Og med en personlig rate på omkring 100 hotelovernatninger pr. år, vil jeg egentlig mene, jeg har en form for kvalifikation for at udtale mig……

Continue Reading

En maratonpræstation. Når vi er færdige, altså….

Game of Thrones. HBO.

I tidernes morgen læste jeg den første bog. Og ind imellem har jeg da også set brudstykker af afsnit, hvis jeg har været på besøg hos mine relativt afhængige børn.

Men jeg har aldrig SET Game of Thrones. Til gengæld har jeg prædiket om den i årevis, når jeg, med gæster, har kørt forbi de indendørs studier bag Titanic Museet i Belfast, grusgraven i Nordirland, hvor mange scener skydes og ikke mindst Dunluce Castle, som tilsyneladende bruges som teknisk forbedret kulisse i afsnit, jeg endnu ikke er nået til.

Game of Thrones har været sådan en af de ting, der bare aldrig blev tid til. Ikke fordi, jeg ikke ville. Mere fordi det, som afsnittene gik, blev mere og mere uoverskueligt overhovedet at begynde. Og det, da det hele egentlig var ovre, gik op for mig, at der skulle investeres ikke mindre end 74 timer af mit liv i serien. Det er relativt lang tid. Mere end, faktisk.

Men nu har vi taget os sammen herhjemme. Har vi. Besluttet at vi vil dedikere regnvejsdage, lange, mørke efterårsaftener og almindelig kedsomhed og ugidelighed på at trænge ind i det univers, som har fascineret så mange. Vi begyndte forleden. Og det går faktisk ualmindeligt godt, for vi er allerede halvvejs gennem første sæson. Det hjælper selvfølgelig fint, at vi begge har særdeles veludviklede gener for binge-watching. Samt at vi begge finder serien decideret værd at se. Sammen.

Selvfølgelig hjælper det på forhånd at være fantasy freak. Men al den fantasy er jo i grunden kun ydre staffage og en formidabel undskyldning for flotte effekter og glamourøst TV. For indeni al overnaturligheden findes jo ganske almindelige mennesker af kød og blod, der decideret ligner alle dem, vi omgiver os med til daglig. Meget, endda. Her er kærlighed, her er magtkampe, her er ondskab, glæde og godhed. Og her er allermest troværdige, facetterede personer, som man i mange tilfælde kan identificere sig med–eller i alt fald føler, man har mødt herude i det, der går for at være et mere virkeligt liv. Hvis de ikke var klædt i brynjer, harnisker og andre former for semi-middelalderlige stafager, så lignede de vel beboerne på enhver gennemsnitlig villavej over det meste af landet.

Hertil kan så indvendes, at gennemsnitsdanskeren nok trods alt ikke har så overvældende aktivt et sexliv samt et så imponerende cv omkring liv på samvittigheden. Det er så det, man må henregne til den mere kulørte underholdningsværdi og sige til sig selv, at det dog, trods alt, er en forbedring i forhold til Ringenes Herre, hvor alle individer er totalt aseksuelle og enhver form for afkom må være kommet med troldmænd eller storke. I denne serie udgøres den eftertragtede ring af simpel magt, og ret beset er netop det vel nogenlunde det samme. Og der er kvinder med. Mange. Rigtige kvinder med lyster, følelser og almenmenneskelige kvaliteter. Ikke kun kønsløse elverprinsesser.

Jeg er faktisk overrasket over, hvor god serien er. I alt fald dertil, hvor jeg befinder mig nu. Så jeg kan kun anbefale at gå i gang, hvis man, som jeg, ikke rigtigt har været oppe på barrikaderne omkring den.

OK, det er 74 timer. Men der er jo absolut ingen, der siger, at de skal ses i streg. Og vinteren er lang, mørk og blodfattig meget længe endnu!

Continue Reading