En maratonpræstation. Når vi er færdige, altså….

Game of Thrones. HBO.

I tidernes morgen læste jeg den første bog. Og ind imellem har jeg da også set brudstykker af afsnit, hvis jeg har været på besøg hos mine relativt afhængige børn.

Men jeg har aldrig SET Game of Thrones. Til gengæld har jeg prædiket om den i årevis, når jeg, med gæster, har kørt forbi de indendørs studier bag Titanic Museet i Belfast, grusgraven i Nordirland, hvor mange scener skydes og ikke mindst Dunluce Castle, som tilsyneladende bruges som teknisk forbedret kulisse i afsnit, jeg endnu ikke er nået til.

Game of Thrones har været sådan en af de ting, der bare aldrig blev tid til. Ikke fordi, jeg ikke ville. Mere fordi det, som afsnittene gik, blev mere og mere uoverskueligt overhovedet at begynde. Og det, da det hele egentlig var ovre, gik op for mig, at der skulle investeres ikke mindre end 74 timer af mit liv i serien. Det er relativt lang tid. Mere end, faktisk.

Men nu har vi taget os sammen herhjemme. Har vi. Besluttet at vi vil dedikere regnvejsdage, lange, mørke efterårsaftener og almindelig kedsomhed og ugidelighed på at trænge ind i det univers, som har fascineret så mange. Vi begyndte forleden. Og det går faktisk ualmindeligt godt, for vi er allerede halvvejs gennem første sæson. Det hjælper selvfølgelig fint, at vi begge har særdeles veludviklede gener for binge-watching. Samt at vi begge finder serien decideret værd at se. Sammen.

Selvfølgelig hjælper det på forhånd at være fantasy freak. Men al den fantasy er jo i grunden kun ydre staffage og en formidabel undskyldning for flotte effekter og glamourøst TV. For indeni al overnaturligheden findes jo ganske almindelige mennesker af kød og blod, der decideret ligner alle dem, vi omgiver os med til daglig. Meget, endda. Her er kærlighed, her er magtkampe, her er ondskab, glæde og godhed. Og her er allermest troværdige, facetterede personer, som man i mange tilfælde kan identificere sig med–eller i alt fald føler, man har mødt herude i det, der går for at være et mere virkeligt liv. Hvis de ikke var klædt i brynjer, harnisker og andre former for semi-middelalderlige stafager, så lignede de vel beboerne på enhver gennemsnitlig villavej over det meste af landet.

Hertil kan så indvendes, at gennemsnitsdanskeren nok trods alt ikke har så overvældende aktivt et sexliv samt et så imponerende cv omkring liv på samvittigheden. Det er så det, man må henregne til den mere kulørte underholdningsværdi og sige til sig selv, at det dog, trods alt, er en forbedring i forhold til Ringenes Herre, hvor alle individer er totalt aseksuelle og enhver form for afkom må være kommet med troldmænd eller storke. I denne serie udgøres den eftertragtede ring af simpel magt, og ret beset er netop det vel nogenlunde det samme. Og der er kvinder med. Mange. Rigtige kvinder med lyster, følelser og almenmenneskelige kvaliteter. Ikke kun kønsløse elverprinsesser.

Jeg er faktisk overrasket over, hvor god serien er. I alt fald dertil, hvor jeg befinder mig nu. Så jeg kan kun anbefale at gå i gang, hvis man, som jeg, ikke rigtigt har været oppe på barrikaderne omkring den.

OK, det er 74 timer. Men der er jo absolut ingen, der siger, at de skal ses i streg. Og vinteren er lang, mørk og blodfattig meget længe endnu!

You may also like

Skriv et svar