En god omgang forkælelse.

Hotel Altes Gymnasium, Husum.

Og bedst som man troede, at gymnasieskolen endelig var sluppet efter næsten 35 år–så ender man der igen. Dog på en noget anderledes måde, for Altes Gymnasium i Husum er et luksushotel, et wellness-resort og en oplevelse for både sanser og belønningscenter.

Der må på et eller andet tidspunkt have været en meget stor pose penge ind over at ombygge Husums gamle gymnasium til dette fantastiske sted. Men jeg tror, det har givet gevinst i den sidste ende. For det er gjort smagfuldt og uden overdrivelse, så man bare føler sig ualmindeligt godt tilpas på stedet. Tilsyneladende er alle gamle klasselokaler blevet til hver deres værelse, så man kan bade sig i plads og endda undgå at dele toilet med manden, der her har sit eget! Store, skyggefulde altaner er også bygget på, og sådan en sensommerdag, hvor septembers himmel er særdeles blå, er det en fornøjelse bare at sidde derude og bare være til.

Der er stor wellness-afdeling ( vi er vel i kur-Tyskland!), og restaurantområdet er lyst og indbydende. Maden er absolut også fin, uden på nogen måde at være opstyltet. I det hele taget emmer stedet af en fin og velbalanceret diskretion, så enhver–uanset pengepung, tøjstil, bil- eller taskemærke–føler sig noget så velkommen. Her er simpelthen bare rart at være!

Udover det er placeringen i hyggelige Husum optimal. Alt er indenfor gåafstand, så der er masser af muligheder for at slentre rundt i den gamle bys hyggelige gader.

Selvfølgelig koster det noget. Men samtidig er det sådan et sted, hvor man næsten får mere, end man har betalt for. Eller i alt fald føler, at det hele i den grad har været pengene værd. Hvis det står til mig, kommer det på listen over steder, der skal genbesøges. Og med en personlig rate på omkring 100 hotelovernatninger pr. år, vil jeg egentlig mene, jeg har en form for kvalifikation for at udtale mig……

You may also like

Skriv et svar