Om Aftenshowet.

Jeg har end ikke overvejet, om jeg skulle se Aftenshowet i dag. For det skal jeg ikke. Det gjorde jeg ellers meget engang, men nu er jeg gået hen og blevet allergisk. På den der grimme, nådesløse måde, hvor bare tanken om programmet nærmest giver mig åndedrætsbesvær på forventet efterbevilling.

Egentlig synes jeg, konceptet er godt. Dagens aktuelle emner i den lidt lettere og alment interessante kategori behandlet mellem de, der enten har en mening om eller direkte har deltaget i det hændte. Den lidt indirekte arvtager til Lørdagskanalen med Gorm og Gregers, som vi elskede dengang i fjernsynets ungdom.

Men jeg begriber, som i: forstår overhovedet ikke, at alle emner af almen petitesseinteresse skal behandles af de samme ca. 25 kendisser. At disse Tordenskjolds evige soldater overhovedet kan have en mening om alt, være på forkant med enhver udvikling og i det hele taget mener sig kvalificerede til at udtale sig om alle former for småprutter slået i kongeriget Danmark. Jeg er TRÆT af Anders Lund Madsen, af Pernille Rosenkrantz-Theil, af Dennis Knudsen, af Lotte Svendsen, af Linse Kessler ( eller hvad hun nu hedder for tiden) og af de 20 andre, der på skift gylper meninger på skrømt ud i det program. Det er totalt uinteressant, og det er egentlig synd for konceptet.

Jeg forstår ikke, der ikke findes andre meningsudbydere i Danmark. Eller måske er det fordi, de, der trods alt har en mening om netop det felt, hvorpå de er specialister, for længst har opgivet at diskutere kernefysik og liv i rummet med udvandede politikere og realitybabes. Ligesom har indset, at den platform absolut intet har at byde på længere. Måske er det endda sådan, at de 25 returkendisser er de eneste, der efterhånden siger ja til at deltage. Og så hænger de jo på dem derinde i DR.

Det er også som om, almindelige menneskers gode historier er totaltslagtede i dette pseudoforum. Det var ellers det, Gorm og Gregers perfektionerede til fuldkommenhed. Her er det i stedet som om, alt er blevet lige gyldigt. Og når alt er lige gyldigt, bliver det ligegyldigt.

Som de gengangere indenfor kendisser, der aften efter aften sidder ved Aftenshowets runde bord og udtaler sig om ting og hændelser, de absolut ingen forstand har på. Men de får vel penge for det. Håber jeg da, for dem!

You may also like

Skriv et svar