Om gode nødder.

Det er nøddeår i år. Det vrimler med nødder på nøddetræet, og hvis man dog bare var 5 meter høj, var de hurtigt plukket ned. Trappestiger som selvforlængere er usikre i det ret kuperede nøddeområde, mens river og almindeligt ryst mestendels kaster hovedparten af høsten over til naboen.

Alligevel kommer der nødder i skålen. I massevis. Og faktisk smager nødder allerbedst nyplukkede, lige nu og her. Det burde betyde, at nødder fortæres i den rækkefølge, de falder eller rives ned. Men sådan er det slet, slet ikke. For med usvigelig sikkerhed bliver det jo jul. Og jul og nødder hører så uigenkaldeligt sammen. Hvilket igen indebærer, at jeg bereder mig på at begå den fejl, jeg begår hvert eneste nøddeår. HVERT eneste. Eller måske netop i år at lade være…..

For jeg har den ide, at vi da skal kvæles i nødder til jul. Vi skal ligesom have nok. Ikke bare til juleaften, men sådan til et forlænget jule-nøddegilde til og med Hellig Tre Konger, eller godt ind i februar. Høsten skal ikke grådigt kastes i halsen med det samme, men pænt stoppes i hullede nylonstrømper og gemmes til den forestående højtid. En enkelt smagsprøve hist og her er i orden, men alle æstetisk indbydende nødder samt en god del af resten skal på julekøl. Hvilket gerne betyder, at jeg gemmer flere tons nødder i mit viktualierum. Til jul, altså.

Det er jo ikke fordi, nødder sådan går hen og rådner. De tørrer bare. Så derfor er det også, at jeg i et nøddeår til jul står med godt og vel en mindre lastbilfuld af tørrede nødder. Sådan i størrelsesordnen, at hverken and eller ris a la mande egentlig er nødvendigt, for vi kan bare spise os mætte i nødder. Det er også en sejr for mig. For jeg har med al tydelighed bevist overfor mig selv, at jeg da sagtens kunne lade være med at spise de nødder og gemme dem til jul.

Hver eneste jul må jeg så erkende, at vores nøddeforbrug er noget mindre, end jeg sådan har estimeret det til. Faktisk spiser vi ikke godt 3 kilo pr. mand over 3 juledage. Mine velhængte nylonstrømper dernede i viktualierummet synes faktisk overhovedet ikke at få ret meget tyndere lår. Selvfølgelig glæder jeg mig i første instans over, at jeg så har nødder nok nytåret over. Og når det så er ovre, uden at lårene synes at have været på en effektiv slankekur, så bilder jeg mig selv ind, at det da er noget så vidunderligt at have restnødder langt ind i det nye år.

Omkring marts/april oplever jeg en begyndende erkendelse af, at jeg nok, trods alt, overlever ret fedt på nøddefronten indtil i alt fald sommeren. Samtidig med, at interessen for nødder egentlig er lidt dalende.Og selve nødderne ikke bare er tørrede, men decideret tørre. Det er så der, jeg lister mig til at begynde at smide en smule af de mere usympatisk udseende skaller ud.

For faktum er jo, at resten af alle de nødder henover sommeren går sådan lidt i glemmebogen og først dukker op igen, når næste års høst (hvis der ellers er nogen) begynder at skulle i hus i september. Det er her, jeg må erkende, at min umanerligt gode sans for at hamstre nødder har vist sig at være gem til natten. Hvor jeg brødebetynget må kassere indtil flere lårfulde og en del udstoppede tåspidser.

Og alt det bare, fordi gode nødder skal gemmes til jul. Fordi jeg af ren og skær forudseende sparsommelighed ville være noget så sikker på at have nødder nok til jul.

Så i år, i dette nøddeår, har jeg bestemt mig for, at mine gode nødder skal spises, mens de er allerbedst. Selvfølgelig har jeg allerede sorteret adskillige fra til julen, MEN RESTEN SKAL SPISES NU! Det gør lidt ondt, og jeg må da også indrømme, at hvis jeg finder ualmindeligt tiltrækkende og store eksemplarer, lister jeg dem ligesom i smug ned i en tåspids eller et lidt slankt lår dernede i kælderen. Og på besynderlig vis skal jeg også minde mig selv om, at jeg, når jeg spiser en nød, ikke stjæler julefreden i det lille hjem. Den hænger allerede i kilovis i kælderen.

Sådan er det med nødder. Og hvis det så bare var det. For her i huset går der ligesom nødder i mange ting. Alle dem, der møjsommeligt skal gemmes til en rigtig god lejlighed, eller måske bare til en tilstundende højtid.  Det gælder chokolade (den bliver hvid, skal jeg hilse og sige!), det gælder gode bøffer (de bliver seje), det gælder engelske vingummier (de bliver hårde), det gælder gode æbler (de rådner) og det gælder forresten også luksusflødeboller, som indvendigt får en konsistens som tyggegummi og efter et par måneder kan trækkes ud til godt og vel et par meter, hvis det altså er de store.

Men sådan er jeg givetvis den eneste, der har det! Og derfor har jeg bestemt mig for at spise mine gode nødder. Nu!

You may also like

Skriv et svar