Om at komme hjem.

Det er den der mavefornemmelse. Den, der ikke kan forklares, og som primært handler om, om noget er rigtigt, føles godt, eller helt forkert og gør lidt ondt indeni. Det er svært at sætte ord på. Hvis man overhovedet skal det.

Den overmåde omdiskuterede grænse mellem Irland og Nordirland ses bedst på, at den hvide streg i venstre side af vejbanen pludselig bliver gul. Og på at vejskiltene markerer stednavne på 2 sprog i republikken, sammen med at afstande nu måles i kilometer. Men den markeres også i min mave. Følelsen. Den af på en mærkelig måde at være kommet hjem.

I formiddags, da chaufføren og jeg forrest i bussen kørte alle gæsterne over den relativt usynlige grænse, undslap der os begge et lidt højlydt YES, da vi krydsede grænsen. Det var ham, der sagde “ home”, og mig der tænkte det. Det var der, skuldrene faldt en smule ned på plads, og åndedrættet blev en smule lettere.

Ikke, at der er det mindste i vejen med Skotland og Nordirland, som vi kommer fra. Det er pragtfulde steder, og den gamle tante Edinburgh er altid charmerende, omend lidt støvet og, ja, tantet. Akkurat som Belfasts rå charme og fascinerende blanding af forfalden industrialisering og kreativt nybyggeri bestemt er imponerende og frækt. Men Dublin….

Det er ikke bare stemningen. Det er også denne følelse af, at det her er ens egen bukselomme. Den, man kender og holder så uendeligt meget af. Også selv om jeg hverken er irsk, har boet i landet i længere perioder eller har nære relationer herovre. Det er såmænd bare den der mavefornemmelse af, at det her sted er rigtigt.

Det er dejligt, at der findes sådanne steder rundt omkring i verden. Så kan man jo bare være så god ved sig selv, at man gang på gang vender tilbage og får det rigtigt dejligt. I maven og inde i sig selv.

You may also like

Skriv et svar