Storbyens små oaser.

Edinburgh i august er et mareridt.

Og hvis du selv ikke var i Edinburgh i august, må det skyldes en fejl, en forglemmelse eller forbandet dårlig planlægning. For alle de andre var der jo. De tusindvis af tattoogængere, som lukkes ind på slotspladsen ad 2×6500 de fleste aftener. Alle de optrædende, deres hjælpere og nærmeste familier i flere led, som deltager i de ikke mindre end to store teaterfestival. Og alle tilskuerne til samme festivaler. Samt alle kineserne, koreanerne, japanerne, som udelukkende optræder i tætsamlet, ubrydelig flok med en selfiestangsholdende guide som fortrop. For slet ikke at tale om alle de, der udmærket ved, at i august tager man til Edinburgh. Dem er der millioner af. Eller flere.

En dansk guide under gennemsnitshøjde har et ikke ubetydeligt tabstal på mindre strækninger. Og kan, hvis uheldet er ude, sagtens finde sig selv helt gæsteløs i menneskehavet på de lidt længere. Man må opdele enhver gåtur i etaper og pænt samle op mellem verdens samlede folkeslag efter hver 10 meter. Det er en femårsplan at komme til at klappe Greyfriar’s Bobby, og samme hund får pindegaver i Sct. Hansbålsstørrelse i netop august. Kun de særligt tålmodige får set kronjuvelerne ( som i øvrigt har seværdighedskvalitet på størrelse med Den lille havfrue og derfor sagtens kan misses), og alt kvæles i folk. Folk, folk, folk.

Det er derfor, jeg snyder mig til en halv time på National Gallery. På den bænk, jeg har annekteret til at være min egen, og hvor jeg sidder og kigger på det maleri, jeg også selv synes er mit. Min skøjtende pastor, som bogstaveligt talt repræsenterer ikke bare sin egen frihed, men også min. Som giver mig ro i sjælen og lader mig abstrahere fra alle de tusinder af mennesker. Jeg kender det billede til hudløshed og alle farvers inderste væsen. Men det er min plet, mine farver og min ro.

For i en storby må man have sine oaser. Sine egne, dybt personlige oaser, hvor man kan trække sig tilbage fra alle andre end sig selv. Som Den gule by eller Frederiksberg gamle kirkegård i København, som Nationalgallerierne i Edinburgh og Dublin, som de gamle kanaler eller Highgate kirkegården i London, og som Nordre kirkegård i Århus. Steder med stilhed, hvor intet andet kræves af en. Eller man ikke kræver andet af sig selv.

Jeg tænker tit på, hvordan storbymennesker dog overlever permanent bombardement af by og andre mennesker. Det gør de såmænd nok, fordi de også har deres egne, personlige oaser.

Men de er svære at finde i Edinburgh i august. Åh, Gud!

Continue Reading

Om dyremishandling?

Jeg har fået en klage. Ikke over mig som sådan, men over, at der på min sidste tur angiveligt er foregået en form for dyremishandling. Påstanden er, at der under besøg hos skotsk fårehyrde ( som ikke er ham på billedet!) er set tydelige tegn på, at han ikke behandler sine dyr ordentligt. Det er rejseselskabet selvfølgelig nødt til at tage seriøst. Lige så seriøst som vi altid tager de byboere, der synes, det ville være så eksotisk og garanteret helt naturligt at acceptere, eller endda genudsætte, ulve i den jyske natur. Det ironiske ved den klage er, at gæsten egentlig havde ret. Bare slet, slet ikke på den måde, hun selv syntes.

Jeg er blevet spurgt om, hvad jeg så deroppe på bjergsiden. Jeg så to ting. For det første så jeg præcis det, som jeg altid ser ved besøg hos fårehyrder. En flok arbejdende dyr, som er del af et landbrug på den måde, det foregår på de egne. En flok får, der gennes sammen af seriøst arbejdende hunde, der ikke aner, hvad kæl og klap er, men som sætter en ære i at udføre det arbejde, der er deres. Og fårene. Ja, de klippes jo, som de altid og for evigt er blevet klippet. Skal man klippe et får ved håndkraft ( hvilket er langt mere dyrevenligt end maskinkraft!), må det om på ryggen, så det låses fast og ikke kan rejse sig igen ved egen kraft. For dets eget sikkerheds skyld. Det ser barskt og brutalt ud. Men det er den eneste måde. Og den virker. Således at hverken fåreklipper eller får udsættes for skader undervejs.

For utrænede øjne kan netop det sikkert grænse til mishandling. I en verden, hvor alle optrædende dyr så småt er blevet disneyficerede og givetvis nærmest forventes at kunne tale, kan det være svært at acceptere landbruget på landbrugets præmisser. Vi spiser glade, gerne og med velbehag udkommet af det hele, og jeg er samtidig fuldt overbevist om, at folk, der føler mishag ved at se på fåreklip, vil nå endnu længere end det røde felt ved blot få sekunders besøg i de fleste danske svinestalde. Jeg siger ikke, vi skal acceptere dårlig dyrevelfærd. Slet ikke. Men vi skal være realistiske omkring landbrugets betingelser. Og lade være at læse vores egne følelser ind i avlsdyr, som vi senere nyder til middagen. Dyr skal behandles ordentligt. På den måde, man behandler et dyr ordentligt. Og hvis den ikke er personligt tilfredsstillende, så må man jo blive vegetar.

Det var nok lige der, damens klage skulle ramme ind. Landbruget kan se barskt ud, men fårene skal klippes….

Og alligevel havde damen jo ret! Blot på en helt, helt anden måde, end hun selv havde tænkt det. For i mine øjne var der også tale om dyremishandling deroppe. For når man lokkes til besøg hos fårehyrde ude i de barske bjerge, og der samtidig ruller 5 turistbusser ind med næsten 250 mennesker for at se showet, så er det, i mine øjne, udnyttelse af dyr. Enhver form for autenticitet ryger direkte ned af bjerget. Dyrene forvandles til statister i en Disneyfilm, hvor de totalt nedværdiges til at spille rollen som umælende landbrugsdyr. Ikke at VÆRE det. Der skal tjenes penge på dem. Tjenes penge på det show, de uforvarende opfører, fordi de er dyr og ikke ved bedre. Hvor mange almindelige fårehunde genner måske deres får sammen på timebasis, næsten på akkord, for blot at lade dem gå igen, så de i næste show kan styrte ud og finde præcis de samme får igen? Og genne dem sammen? De hunde må da gradvist opgive enhver form for stolthed over eget arbejde, når det tilsyneladende kun er fuldstændigt omsonst. For slet ikke at tale om fårene, som da må nå et topniveau af stress, når de uigenkaldeligt gennes og gennes hver eneste, evige time. Mon de ved, hvor de selv er? Og hvorfor?

Og så står hyrden der og prædiker økologi og naturbeskyttelse. Fint nok. Altså hvis han virkelig bruger alle de penge, han tjener på sine timelige shows på netop det. Jeg ved godt, hvad det koster pr. person at se på, og kan også hovedregne nok til, at jeg kan se en forholdvis enorm dagsløn. Som bliver tjent på at lade dyrene optræde. DET, og ikke det førstnævnte, er dyremishandling. Og klar profitering på en absolut usmagelig måde.

Men det var desværre ikke lige den vinkel, klagen gik på. Det ville jeg have ønsket, at den havde gjort!

Så er det også, at jeg allerede nu frygter min kommende rejse til Jordan. Med gru mindes jeg de dyr, der af beduinerne anvendes til transport af turister ind og ud af oldtidsbyen Petra. DER kan man tale om dyremishandling. Magre krikker, gamle øg, sultende kameler og masser af stokke til at slå dem i gang med. Allerede nu spekulerer jeg på, hvordan jeg tackler den. Måske bare ved at forberede rejseselskabet på, allerede inden afrejse, at der sikkert kommer klager, for her er de i den grad berettigede.

Selv om jeg er bymenneske, kan jeg sagtens se, om dyr behandles ordentligt. Og jeg kan også fuldt acceptere, at dyr behandles på landbrugets præmisser, når det bare også indeholder ordentlighed. Men jeg kan ikke bære at se egentlig dyremishandling. Hvadenten det er dyr, der slåes og sultes–eller det er dyr, der fornedres til at deltage i profitable Disneyshows, hvor de spiller den samme bøvede rolle dag ud og dag ind.

Continue Reading

Man bliver lidt stolt…

Og så sidder man der i lousy Easyjet, på en forsinket international flyvning mellem Edinburgh og Kastrup, og bladrer i deres slidte blad, fordi der nu engang ikke er så meget andet at give sig til. Købe noget gør man jo ikke–det er for dyrt og dårligt–og netop den dag bød udsigten deroppe i 10.000 kilometers højde ikke på andet end skyer.

Og så fanges man af en artikel om en dansk lykkeforsker. Hvor navnet klinger dejligt bekendt, og hvor det, deroppe i skyerne, går op for en, at det da sandelig er en gammel elev. Oven i købet en af dem, man husker. Husker for noget godt og behageligt, så minderne ligesom bringer et lille smil frem.

Jeg ved udmærket, at min andel i samme, nu voksne herre, er minimal. Men det er i alt fald mig, der har lært ham det meste af det engelsk, han kunne, da han forlod gymnasiet. Og det var, som jeg husker det, en imponerende portion. Men jeg bliver så glad, så opløftet, når jeg pludselig, og uforvarende, støder over gamle elever, der har gjort det godt. Har lykkedes med deres liv og virke og ser ud til at trives og sætte en form for mærke på den verden, vi lever i. På en besynderlig, underlig måde synes jeg, at det falder en smule tilbage på mig. Smitter af på mig, så jeg med fred i sjælen kan konstatere, at jeg da vist alligevel gjorde en lille, bitte forskel.

Der er så uendeligt mange af alle de tusinder af unge mennesker, der gennem årene er gået gennem mine grammatiklektioner og fordybelser i Blicher, som jeg aldrig hører hverken om eller fra. Men når en af dem pludselig optræder i et blad på en international flyvning, så blomstrer gamle moster her lidt op. Så føler hun, at det har været det hele værd og bliver så stolt over den minimale andel, hun har i det hele.

Mere skal der sådan set ikke til. Deroppe i skyerne.

( Og med skam at melde må jeg indrømme, at jeg rev siderne ud og tog dem med hjem. Det er vel også begrænset, hvor mange andre af netop den elevs gamle lærere, der flyver med Easyjet og sidder på samme sæde i denne måned!)

Continue Reading