I min barndom hed de fleste missionshuse Tabor eller Nebo, hvis jeg ellers husker korrekt. Det var jo ikke fordi, jeg kom der og skulle gå ind under det sted, hvor navnet stod. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var nogle underlige, fremmedklingende, halvgrimme navne. Især når alle jo godt vidste, at det slet og ret var et missionshus.

Men Nebo er altså et virkeligt bjerg. Sådan omkring 800 meter højt, 1200 hvis man tager med i betragtning, at det omkringliggende land er 400 meter under havoverfladen, og det var der, Moses skuede ud over Det hellige land, som han i øvrigt aldrig kom til. Det gjorde dem i missionshusene nok heller ikke, men det er en anden historie. Moses ligger i øvrigt, siges det, begravet på en af bjergets skråninger, og på toppen holder franciskanermunkene til i et flot kirke- og klosterkompleks. Her er også utallige hellige steder, som pilgrimme fra hele verden flokkes til. Jeg var nu mest betaget af udsigten ud over Jordandalen, med Jericho og næsten Jerusalem og forstår godt, at Moses ligesom godt ville ud på den rute.

Lige i nærheden ligger det sted, hvor Johannes Døberen i sin tid døbte Jesus. Det vil sige, det oprindelige sted har, som så uendeligt mange andre steder i Jordan, mistet sit vand, for Jordanfloden er nærmest reduceret til en mellemstor å, så nu har man så flyttet stedet hen, hvor der rent faktisk er vand. Det er en stor fordel, for på den israelske side kan man stadig blive voksendøbt og sendt til få sekunders dykning, og det er der faktisk en hel del mennesker, der gerne gør. At stederne er helt autentiske er bekræftet af selve paven i begyndelsen af årtusindet, så det er der jo ingen grund overhovedet til at tvivle på.

Omkring selve dette hellige sted på Jordansiden har nærmest alle kristne trossamfund en kirke. Der er faktisk ikke andet end kirker, strøet med rund hånd ud over det golde, stenede landskab. Hver gang jeg kommer ned i dette overstrømmende bibelbælte, bliver jeg altid dybt forundret over, hvor mange kristne trossamfund, der egentlig er. Samt over, at de nødvendigvis skal have hver sin kirke, når de nu alligevel dyrker den samme Gud.

Der er også en lille, ret ny lutheransk kirke. Opført i den beskedne, relativt skandinaviske stil, som nu engang hører nyere kirker til. Selve interiøret er sparsomt, stilrent og beskedent, orglet er dansk, men altertavlen og kirkens malerier er absolut  seværdige. Her er faktisk tale om rigtig spændende, nytænkende kirkekunst. Og så er det da lidt sjovt at finde noget så velkendt som en nordlig, lutheransk kirke på netop disse ørkenbreddegrader.

Hver gang jeg har været på disse egne, ærgrer det mig lidt, at min bibelkundskab i bedste fald er mangelfuld. Jeg kan vist kun huske de bedste historier. Så måske skulle jeg alligevel dengang, i barndommen, have hængt lidt mere ud på stederne med de besynderlige navne som Tabor og Nebo!

Jeg ved ikke helt, om pigtrådshegnet midt på bjerget i baggrunden er helt tydeligt. Men det er der. Og markerer den zone i grænseegnen mellem Israel, Syrien og Jordan, som er ingenmandsland og utilgængelig for alle almindelige mennesker. Her patruljerer FN stadig, og det er en egn med store, store problemer.

Det er umådeligt synd, for her er så smukt. I en lille, umådeligt frodig oase, ca. 100 meter under havets overflade, ligger den lille jordanske by Al Himmah. Den er fuld af varme, svovlholdige, helsende kilder, skønne vandfald, smukke, grønne kig til Jordanfloden, pæne, tomme hoteller og restauranter og rare mennesker. Den mangler bare selve sit omdrejningspunkt: turisterne. Hvadenten de kommer for en dags badning og wellness i de varme kilder, eller de nyder dette smukke sted i flere dage.

Der er skrigende tomt i Al Himmah. Sådan negativt højlydt. For siden udbruddet af borgerkrigen i Syrien har den lille by befundet sig alt for tæt på en grænse, der afskiller fred fra krig. Det er også her, at fraktioner af krigens mange grupperinger undertiden forsøger at undslippe til Jordan, som er et fredeligt åndehul midt i Mellemøstens utallige kontroverser. Store, fantastisk flot beliggende restauranter på bjergsiderne står gabende tomme på den der måde, hvor man nærmest kan høre dørhængslerne i den ikke-eksisterende blæst. Hotellerne bliver ellevilde ved synet af gæster, for det smørhul, Al Himmah var engang, er nu bare noget, man mindes.

For at komme dertil, skal man passere mindst to check-points. På indturen kontrolleres pas og visa nidkært af samvittighedsfulde, jordanske soldater, mens man på udturen nærmest føler, at de er overmåde lettede ved at slippe for en igen. Det er ingen god ide at stoppe for fotos undervejs ned til vejen langs Jordanfloden, hvor naturen ellers er så flot og fotogen, at det næsten gør ondt. Det er et område, som man bare skal igennem.

Det gør ondt at se så dejligt et sted blive trynet af en borgerkrig, der ikke engang er dets egen. At se fattigdommen generobre et område, der ellers burde tjene penge på alt det smukke, det har at tilbyde turisterne. Især dem, der ikke bare altid følger de slagne veje og de udtrådte spor.

Jeg følte sådan, at jeg bare havde så meget lyst til at blive efter en enkelt nat på stedet. Havde så inderligt lyst til at hjælpe mennesker, der helt uforvarende er kommet i klemme i naboens krig. Men også blive for områdets skønheds skyld. For kilderne, for frodigheden, for alt det smukke. For jeg ved godt, hvor ganske få år det tager for mismodet, ørkenen og alle de bristede drømme at generobre dette lille paradis på lånt tid. Der er absolut ingen tegn på, at hverken den syriske borgerkrig eller de andre indbyrdes stridigheder i området stopper, og sådan noget går altså ud over rigtige, levende mennesker, der bare prøver at overleve.

Og nu sidder jeg så her på Møvenpick ved Det døde hav. Jo, jo. Her er vi rigtigt mange nationaliteter samlet på et strengt indhegnet og skarpt bevogtet område, og vi har sikkert betalt priser for en enkelt nat, der svarer til, hvad de tiloversblevne i Al Himmah kan tjene på godt og vel et år. Hvis jeg nu kunne råbe på alle de sprog, der også findes her, så ville jeg anbefale alle at drage mod Al Himmah i stedet. Møvenpick sælger nok is i forvejen, og dem dernede ved hegnet ville garanteret nyde den is, de måske så kunne få råd til.

Sådan her ser der ud omkring og på de fleste skraldespande og tomme grundstykker i Jordan. Ikke fordi, jordanerne specifikt er større svin end andre, for det samme syn møder en overalt i fattigere lande og endda i amerikanske storbyer i krise, så som Detroit.

Jeg vil på ingen måde være dommer over andre landes forhold til svineri. Jeg nøjes med at tænke mit og tilskyndes samtidig i den grad til at behandle mit eget affald ansvarligt og anstændigt. Men det, jeg kan påtale og måske være med til at gøre noget ved, er mængden og materialerne i selvsamme affald. Man skulle tro, plasticposen var Jordans nationalfugl, for den flyver overalt, men den vidner også om, at vores forbrug af samme materiale er et overstrømmende, forfærdeligt problem. For det er primært plastik, der flyder og flyver hernede. Have, haver, bede, parker ( hvis man da overhovedet kan bruge det ord!) af plastik. Som store uoverskuelige områder af rent menneskeligt skrald, det vil tage årtier enten at rengøre og forever at gå endeligt til.

Hvis man gerne vil have forståelig anskuelighedsundervisning i, hvor farlig al den plastik er, så er de fattigere, mindre byer i Mellemøsten stederne at rejse hen. Det er skræmmende, det er forfærdeligt, og det er plastik, plastik, plastik.

Her er et billede af nogle ældgamle, smukke mosaikker fra oldtidsbyen Jerash. Som man kan se, er det nødvendigt at GÅ på samme mosaikker, hvis man vil følge den slagne turistrute. Det er, med andre ord, ikke muligt at træde ved siden af.

Dette er bare et eksempel ud af hundredevis. På at lande med dårlig økonomi og deraf følgende manglende forståelse og mulighed for at passe ordentligt på verdenshistorisk fortid, sløser med oldtids- eller for den sags skyld enhver-tids-minderne. Der bliver i den grad sløset med bibevarelsen af alt det, som så uendeligt let kan gå i stykker eller helt mistes. Og der mistes selvfølgelig også uvurderlige og uerstattelige ting netop på den konto.

Jeg så det i skræmmende udgaver i Uzbekistan, hvor bl.a. oldgamle ørkenslotte bare fik turister væltet ind over de skrøbelige mure, og hvor restaurering nærmede sig den by i Rusland, samme steder engang var. Hvor der slet ikke var den pietetsfølelse, den påpasselighed og den respekt, der er så absolut nødvendig for, at vi ikke bliver den sidste generation, der overhovedet har disse steder at beundre.

Det samme gælder den romerske by, Jerash. Vi vælter i horder gennem, bogstaveligt talt, stok og sten, klatrer på faldefærdige, vakkelvorne gesimser, træder på mosaikiske mesterværker, og hvis vi vil have en sten eller to med hjem, kan vi såmænd bare samle dem op. En ting er, at det mange steder faktisk er farligt for os at gå rundt pga. total mangel på nogen form for afspærring og ældgamle, ujævne trin— det rammer jo bare os selv. Meget mere alvorligt er det, at vi i vores iver efter at få det hele med, ødelægger så meget på vores vej.

Selvfølgelig er det ikke noget, vi gør med vilje, og fordi vi gerne vil. Vi gør det udelukkende af uvidenhed, og fordi vi kan. Derfor er det, efter min mening, forfærdeligt vigtigt, at vi både bevidstgør og hjælper lande med store seværdigheder i fare, med at gøre dem til steder, som også kommende generationer kan få glæde af. Måske en form for intensivkurser i basal bevaring og påpasselighed. + en stor pose penge til samme formål.

Der vil sikkert blive mange steder, vi ikke kan gå, og mange antikke mosaikker, vi ikke længere kan træde på. Men hvor vil det dog være godt for verden af i morgen, at de også beholder fantastiske steder, hvor de kan gå hen!

Jeg havde godt hørt om Jerash i Jordan. Lidt, i alt fald. Men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at stedet ville være så imponerende, som det er. Det er intet mindre end ufatteligt, at det ikke er en verdenskendt,  hyldet seværdighed, som mindst ligger i Top Fem på de flestes personlige rejsemålsønskeliste. Det er også ubegribeligt, at stedet ikke længst er kommet op på siden af landets anden verdensseværdighed, Petra.

Der er tale om ruinerne af en stor, romersk by. Sådan, altså, arealmæssigt på størrelse med en mellemstor, dansk provinsby. Her er selvfølgelig væltede og halve søjler i massevis og tonsvis af sten, som stadig mangler at finde ud af, hvor de oprindeligt hørte hjemme. Men her er også ikke mindre end 2 fuldstændige amfiteatre med plads til adskillige tusinder, en kolossal væddeløbsbane, adskillige templer og kirker samt markedspladser, lange, søjlebekransede hovedgader og et formidabelt system til at fremskaffe vand. Her er mosaikker i de skønneste farver og former, og her er en atmosfære af solid oldtid, som om alting bare har ligget i dvale adskillige århundreder.

Var der noget, de kunne, de romere, så var det at bygge. Selv hernede i jordskælvszonen vidste de, hvordan man foregreb rystelser og det, der er værre. Skære sten til i perfekte formater formåede de også, og kejser Hadrian, som vist mest er kendt for en sølle søjle i Rom, udfoldede sin tids store talenter for ornameringer netop i Jerash.

Det er stort, det er imponerende. Men mest af alt er det uventet. Fordi man nok har hørt om Jerash, lidt altså, men på ingen måde forventet andet end et forkølet tempel af brækkede søjler til endnu en halvkendt romersk Gud.

Move over, Forum Romanum!

Amman er en krydderihimmel. Nøddehimmel med, for den sags skyld. Amman er også støvet, rodet, stressende og dybt arabisk, men det er en helt anden sag. For i Amman kan man nemlig, midt mellem alt det støv og de rimeligt brægende imaner, der tilsyneladende har en indbyrdes konkurrence om at kalde mest vedvarende og højest til bøn, finde krydderier i massevis, spandevis, posevis og til en absolut rimelig pris.

Jeg prøver at lade være med at forsyne mig selv, som om jeg egenhændigt stod for samtlige indkøb til et mellemstort folkekøkken på femårsbasis. Men det er svært. For de pirrer og stikker til mig, de vidunderlige dufte, og lige pludselig tror jeg, at jeg kommer til at bruge dem alle i kilovis. Problemet med mig er nemlig, at selv om jeg nok har byens, måske endda landsdelens, største udvalg af selv-hjembragte krydderier, så er jeg mere end elendig til at opbevare dem. Efter månedsvis i plasticposer med skehuller går mine krydderier ud af duft, smag og sig selv og bliver til misfarvede ingredienser, der i bedste fald smager af varm luft. Jeg får dem jo alligevel aldrig over i alle bøtterne, dåserne og alle de andre smarte dingenoter, som jeg da sandelig nok har, men bare aldrig bruger.

Nu har jeg så lavet en lille overenskomst med mig selv om, at jeg skal til at være ordentlig ved mine krydderier, for ellers er det krydderidrab overhovedet at investere i dem. Kun hvis jeg behandler dem værdigt, må jeg tage nogen med hjem. Derudover skal jeg også— og nu kommer det virkeligt udfordrende— skille mig af med alle rester af kønsløse, indtørrede og absolut smagløse krydderier fra samtlige køkkenskuffer, og især de, der tydeligvis er købt i 00-erne og har boet i plasticposer siden.

Der er sikkert ikke ret mange andre end mig, der har samlinger af intetsigende, gamle krydderier i deres køkken. Så derfor skal det hele have en ende. Hvilket selvfølgelig betyder, at når jeg nu krydderimæsdigt er totalt indstillet på at begynde helt på en ordentlig frisk, så er jeg da bare noget så velkommen til at købe mig arm i alle de lækre krydderier til min nye, velpassede samling.

Eneste men i mine opbyggelige fremtidsplaner er, at jeg desværre er nødt til at rejse rundt med alle de dufte i min kuffert i yderligere ti dage. Men det er vel OK, at underbukserne umiskendeligt dufter af karry, nattøjet af kanel, T-shirtene af kardemomme og sweateren af spidskommen? For slet ikke at tale om alle de cashewnødder, der triller rundt mellem kjolerne.

Amman er krydderihimlen. Godt, jeg skal herfra i morgen…..

Der er over 25 grader i Amman i dag. Men sikkert ikke, når jeg lander i aften. Til gengæld er der givetvis endnu varmere i Wadi Run, Petra og ved Det døde hav. Det kan slå enhver dansk november.

Det er dejligt, at ens arbejde ind imellem sender en til de varme lande. Der er absolut intet i vejen med Storbritannien og Irland, men varme lande kan de vel næppe påstås at være. Selv om sommeren tvivler man nogle gange på, om man overhovedet er væk fra Polarcirklen. Så er det rarere at gå 12 varme dage i Jordan i møde her, hvor regnfulde oktober går over i mudrede, mørke november.

Udover det er Jordan faktisk et land med en del seværdigheder i verdensklasse. Først og fremmest oldtidsbyen Petra, den lyserøde by, som ligger der for enden af sin slugt og oser af eventyr, Indiana Jones og en fantastisk civilisation, der var engang. Men at bade i Det døde hav, eller rettere flyde i samme, er også altid en fed fornemmelse for krop og sjæl, og at gå på opdagelse under vandet i Det røde er på alle måder også en øjenåbner. For slet ikke at tale om Wadi Rum, som nok er verdens smukkeste ørken. Ikke, at jeg har været i så mange, men en solnedgang i Wadi Rum ER altså bare noget af det største, der findes. Den kan få selv mig til at holde inderligt kæft af betagelse.

Så det bliver fedt med et arbejdsklima, i ordets mest bogstaveligste betydning, der er til at sole sig i. Og forhåbentlig vil de gæster, der skal med, få en ordentlig en på opleveren. Det kan de nærmest ikke undgå!