Film og teater

Som i de gode, gamle Godfatherdage.

Ingen kommentarer

The Irishman. Netflix.

De er der allesammen, de gamle filmganstere. Fra Robert de Niro, over Al Pacino til Harvey Keitel og Joe Pesci. Og hvis de fleste ikke allerede har gættet det, når nu netop DE navne står sammen, så er de såmænd bare instrueret af ingen ringere end Martin Scorsese. Han har dog svigtet sine gamle venner lidt på det sidste, men i grunden var det vel OK–især i forbindelse med Shutter Island, som er en af mine absolutte yndlingsfilm.  Omvendt så har jeg nu altid været mere til et De/Di med Niro bagefter. Fremfor Caprio.

Det er gangster-godt, det her. Det er ånden fra Godfather, tilsat en aldrende mesterinstruktør og en flok absolut lige så aldrende skuespillere. Men de kan deres kram, de herrer. Som de har kunnet deres kram gennem adskillige årtier, hvor de tydeligt har bevist, at erfaring i sidste ende er mere værd og holder længere end six-packs og kunstige bryster. Jeg fristes næsten til at sige, at man sagtens udelukkende kunne se filmen for at nyde selve essensen af mesterligt skuespil.

Rammefortællingen for denne 3½ timers lange tour de force gennem et helt liv med The Mob er i al sin enkelhed et roadtrip fra Philadelphia til Detroit. Undervejs holdes der mange stop, ryges endnu flere cigaretter og mindes, således at vi får hele det begivenhedsrige liv, Frank Sheeran har levet, rullet i op mørke, dunkle, røgfulde farver. Det er USA under fagforeningskampe, Kennedys regering og død, gangstervældets store dage og selve indbegrebet af det land, som vi så det på film i vores barndom. Samtlige scener kunne være malet af Hopper, hvilket vel også er et adelsmærke.

Frank Sheeran er god til at male huse, og hvis man ikke ved, hvad det betyder på gangsters, er det nok bare endnu en god grund til at se filmen. Han spilles eminent af De Niro, der som vanligt ( elelr i alt fald igen) er fast bestanddel i/af Scorseses film. Underligt nok har man valgt at benytte samme skuespiller(e) gennem hele filmen, men heldigvis virker det faktisk troværdigt, at alle de aldrende koryfæer ser relativt midaldrende ud allerede fra deres ungdom. Det må da også formodes, at op til flere af dem render af med en Oscar for præstationerne–ligesom der givetvis også falder mindst en nominering af til instruktøren.

Der er masser af blod, skyderier, fordægtige plots og regulære gangstermetoder i filmen. Men der er også en supergod historie, som fortløbende fortæller om en enkelt mafiahåndlangers liv. Også det af det, der ikke vedrører The Mob.

Når man, som jeg, blev hooket på De Niro allerede omkring hans radmagre taxidriver og siden nærmest har fulgt ham i tykt og tyndt, er denne film et must. Også fordi man, som sagt, får både Pacino, Pesci og Keitel–samt en rigtig god historie–med i samme abonnement.

Continue Reading

Om at være kvinde

Mysteriet om de forsvundne nisser.

Ingen kommentarer

Der er ikke det sted, vi ikke har været. Samtlige rum i huset, overalt i garagen og på loftet. Faktisk også i haven, i drivhuset og i legehuset. Men nisserne er væk. Gået, forsvundet, opløst i blå juleluft eller bare søgt mod nye, nissede jagtmarker. Vi har ledt i 4 dage, mere eller mindre dedikerede, men i alt fald mere og mere sammenbidte. Uden held.

Det drejer sig om Morten, som altid skal sidde foran badekarret i det lille hjem, for at det kan blive ordentligt jul. Han har ingen særlige kendetegn, udover at ligne alle de andre Mortener oppe fra Fru Klarborg. Måske er det fyrfadslys, han har i sin stage, en smule brændt ned, men som sådan er det vel næppe et særligt kendetegn. I DBA-sprog har han hverken brugsspor eller afslag og er både pæn, sød og charmerende. Han var også dyr, selv om han selvfølgelig er købt på tilbud. Det skal forstås sådan, at det er den eneste gang, jeg har lagt 500 for en nisse.

Og så er der nissemor, der er sådan ca. 1 meter høj og skal stå foran toilettet på det andet badeværelse i det lille hjem, for at det kan blive ordentlig jul. Gerne, så man sådan skal skræve lidt for at komme om ved hende, når man sidder på toilettet, for der er ligesom ikke så meget plads på netop det badeværelse. Hun har en del særlige kendetegn, så som et voldsomt handicap omkring den ene hånd. Forkert udtrykt: Hun manglet ½ hånd! Hun har også tabt, eller forlagt, det meste af kvasten ( eller hvad det nu er) på sin hue og er MEGET rusten omkring der, hvor hun holder noget, der måske engang var en bakke. I DBA-sprog har hun både afslag og alderssvarende brugsspor, så hun er nok meget gammel. Etnisk er hun decideret østeuropæisk og fremviser da også ret markante slaviske ansigtstræk, men det har hun nu vist til fælles med en del andre familiemedlemmer.

Den sidste bortgangne nisse er faktisk kun halv. For han sidder i en spand (pæn spand af, i øvrigt, ikke plastik), og så gider man jo ikke lave en nisseunderdel til ingen verdens nytte. Han ligner lidt en af mine barndomsvenners bedstefar, men ham skulle man jo selvfølgelig have kendt for at kunne bruge det til noget. Han er sådan lidt skævtandet og skælmsk, men absolut ganske pæn af en nisse at være. Ret stor, forresten. Hvis man skal bære rundt med ham, kan man i alt fald kun have ham i favnen. Her vil jeg undlade DBA-terminologi: Ingen ville drømme om at købe den nisse!

Og disse tre nisser er væk. Nu er de jo ikke verdens mindste nisser, ej heller de allermest upåfaldende, men påfaldende væk er de. Umiddelbart ville jeg da også sige, at jeg har mindst 100 andre nisser, der meget nemmere ville kunne gå på tabslisten, fordi de har en noget anden størrelse. I alt fald vil det være mere end almindeligt svært ene mand at bortføre samtlige disse tre julevidundere. Uden at skulle gå mere end en gang.

Selvfølgelig tænker vi da meget over, at vi for nylig har haft indbrud, hvor tyven, diplomatisk sagt, godt kunne have været en smule mere professionel. Og det faktum, at der kan være en tydelig forklaring på, hvorfor han ikke har haft plads til mere sølv og guld, KUNNE jo godt hænge sammen med nissernes bratte bortgang. For hvis nu den tyv udelukkende har været ude efter nisser, altså store nisser og helst relativt handicappede af slagsen, så har han da bestemt valgt sig det rette hjem at bryde ind i. Jeg ser levende for mig, hvordan hans indbrudshjerte er smeltet ved synet af disse tre nissede vidundere, som han straks har samlet op under sine arme og jublende løbet af sted med. Eller nej! Med mindre han er en meget stor mand eller har et voldsomt overskud af arme, så har han altså måttet løbe mere end en gang. Til nød kan man have Morten og ham i spanden, men jeg kan simpelthen ikke, selv ved mobilisering af al min fantasi, se, hvor i alverden han så skulle have haft 1 meter nissemor. Tage hende i hånden kunne han jo ikke, når hun nu kun har lidt under en halv af slagsen.

Omvendt er der så heller ingen af mine naboer, der har bemærket en løbende, suspekt mand med tre (måske kun to, hvis han var nødt til at gå to gange) nisser styrte rundt i vores kvarter. Nu går mine naboer heller ikke så meget rundt om natten, men det er da muligt, at han lige (når han nu alligevel var på disse kanter, hvor vi er ret stærke indenfor nisser) har brugt lejligheden til at kaste et blik ind af deres vinduer for at se, om der var flere halvlamme og underkropsløse nisser i kvarteret, og nogen så har undret sig over, hvad en forbryderisk udseende person med to store nisser under armene dog kiggede efter.

I alt fald er nisserne forduftet. Min udgiftsskyhed byder mig, at jeg mest himler over Morten-tabet, for selv om han er på tilbud, er det nu mange penge at give for en nisse. To gange. Jeg har også overvejet at melde nisserne stjålne til forsikringsselskabet, men står lige nu og vakler omkring deres fremtidige syn på min troværdighed, hvis jeg gør det. Mest ondt gør det, at det sådan næsten ikke kan blive jul i det lille hjem, hvis ikke Morten troner foran badekarret, og nissemor står vældigt meget i vejen for de toiletsiddende på gæstetoilettet. Ham i spanden var så ny, at han aldrig rigtigt er gået ind i julereglerne for placering i hjemmet, så ham er det nok muligt at overleve højtiden uden.

Sidst, men ikke mindst ER det da underligt. At tre store nisser er helt, totalt, sporløst væk. Og at man, når børnene ringer og spørger, hvad man lige laver, i fuld overensstemmelse med sandheden må svare, at man leder huller i jorden efter tre nisser, hvoraf den ene er vildt legemsbeskadiget, den anden uden underkrop, fordi den sidder i en spand og den tredje bare SÅ mange penge værd!

 

 

Continue Reading

Om at blive "ældre"

Om hvorfor det hedder SOMMERhus!

Ingen kommentarer

Der er gået november i sommerhusområderne, og selv om flere og flere ( at dømme efter antal af oplyste huse) bor helårs i deres fritidshuse, så er november grå, mudret, mørk,  tom og forfærdeligt stille derude. Det er faktisk muligt at tage sig en forsvarlig kystvandring med hund uden at møde ret meget andet end utallige flokke skræppende gæs, der i flotte formationer er på vej derhen, hvor den forreste har bestemt, de skal til.

Nogle gange kunne jeg godt i tankerne føle mig lokket af at flytte permanent til sommerhuset. Indskrænke pladsen ( og dermed rodemulighederne) betydeligt, opnå at kunne gøre fuldstændigt rent på under en time, overbevise mig selv om, at vildtvoksende naturgrund er det eneste rigtige i området og sådan bare leve lidt fra hånden til munden, læse en masse bøger og egentlig bare være til på fuldtid. Det går fortrinligt om sommeren.

Men når man så drejer omkring sommerens vidundersted i november, så ligner det hele jo en klat mellemgråt shit i blandet mudder. For det første er der koldt. Ikke sådan bare almindeligt koldt–der er fodkoldt, hovedkoldt, klamkoldt og flere måneders uden-varme-koldt. Det tager timevis bare at forvandle fugtigdynerne til noget, man på nogen mulig måde kan sove i. For slet ikke at tale om at trævæggene har stået og hygget sig med at opsamle kulde, som de står og strutter med og hælder ud over de indtrængende. Og så er der mørkt. I vores område er der ingen, absolut ingen gadebelysning, så når man er mere end 5 meters fra et oplyst hus, er der bare helt og aldeles gravmørkt. Cirka fra klokken 4 om eftermiddagen. Personligt giver det mig overhovedet ikke lyst til at bevæge mig mere end netop de 5 meter fra huset. Man ved jo heller aldrig, hvad der måtte lure i mudderet og de tonsvis af nedfaldne blade.

Så når man gæster sit lille sommerparadis i november, så går det i al sin tydelighed op for en, hvorfor det hedder SOMMERhus. Eller i alt fald, at mit gør, for jeg kan da sagtens se, at de naboer, som er fastboende, og som derfor har investeret i mindre palæer med isolering og velfungerende varmesystemer, til nød kan kalde deres helårshuse. Men alligevel kommer jeg nok aldrig til at gøre dem selskab, selv hvis jeg også iværksatte grundig renovering. Der er simpelthen for mørkt. For øde. For mudret. For tomt for liv. For meget vinter.

Jeg vil glæde mig uendeligt meget til, det bliver forår og sommer igen. Så eldoradoet genvinder sin status netop som eldorado. Her i vintermånederne må gæssene, de evigt entrepenante mus, der er eksperter i at finde indgange overalt, mudderet og mørket gerne have det hele for sig selv. Mig–jeg vil have et SOMMERhus!

 

Continue Reading

Film og teater

Endnu en gang fantasy.

Ingen kommentarer

His Dark Materials. HBO.

Overskriften er lidt snyd! For i første omgang handler det her i virkeligheden om Game of Thrones, som jeg nu er igennem. Det tog 2½ måned og var det hele værd. Alle 74 afsnit, sene aftener og deciderede abstinenser, når jeg var ude at rejse og langt fra seriens univers. Den serie må være årets julegave til de, der endnu ikke har set den. For den er så meget værd at se.

Ikke fordi, det var godt det hele. I en fremadskridende serie gennem 8 år, med flere forskellige manuskriptforfattere, må der nødvendigvis være såvel højdepunkter som lavpunkter, og generelt må siges, at de midterste sæsoner, hvor Martin stadig var hovedforfatter, er langt de bedste. Han var en mester udi intelligent dialog, og da de ligesom tabte ham undervejs, blev dialog erstattet af action og store slag. Det sidste er efter min mening kedeligt, og intet spektakulært slag kan erstatte en ædende ond, ironisk eller for den sags skyld morsom samtale. Der skete også tilsyneladende geografiske omrokeringer indenfor seriens univers de sidste sæsoner, for hvor man førhen drog ud på årelange quests og brugte flere sæsoner på at nå frem, kunne man i de senere afsnit nærmest beame sig over samme afstande på en halv eftermiddag. I det hele taget gik de utallige quests af mode mod enden. Det blev meget mere in at tage et alenlangt, computerstyret slag. Og hvor sex, hor og nøgne mennesker var relativt dominerende de første sæsoner, gik serien hen og faldt ned i en form for nypuritanisme mod enden, hvor ingen rigtigt viste bar hud. På nogle måder en smule befriende, men dog også lidt kønsløst. Og så må jeg selvfølgelig også sige, for det skal man vel, at min absolutte favorit gennem samtlige sæsoner var Tyrion Lannister, og at jeg til sidst tabte enhver form for sympati for Daenerys, der desværre kvaltes i sin egen success, så dengang da Jon Snow …. (skal ikke røbes her!); da klappede jeg også indvendigt. Endelig følte jeg sådan en bedrøvet længsel efter endnu flere afsnit, da jeg havde set det sidste, at jeg lige så begyndelsen af det allerførste igen. Det lignede en dårlig kopi af Polanskis Macbeth i (endnu mere)regnvejr, optaget et gudsforladt sted i det skotske højland, så der kom udviklingen i serien virkelig visuelt frem.

Anyway, af ren og skær akut fantasyabstinens faldt valget så på den spirtnye His Dark Materials. Den er kun for folk, der er til fantasy. Og det er jeg. Hvis man, hvilket jo desværre har været næsten uundgåeligt, har set den forfærdelige filmatisering med lige så forfærdelige Nicole Kidman, så skylder man faktisk sig selv at se med her og få indblik i det vidunderlige univers, Philip Pullmann har skabt. Denne serie er, om man så kan sige, rigtig. Den fanger bøgernes atmosfære, stemning–og den fanger Oxford. Mit Oxford. Det er næsten som om, farverne, de mørke, støvede og alligevel varme, er selve indbegrebet af stemningen i Oxford, hvor spisesalen på Keble College, kapellet på Exeter og altid tilstedeværende Turl Street ( det er der, hvor Lewis og Hathaway altid går, når de skal snakke fortroligt) med jævne mellemrum dukker fabelagtigt op. Og så gør det da bestemt heller ikke noget, at James McAvoy har en af hovedrollerne. Han er altid værd at se på.

Der er indtil nu kun udgivet 3 episoder. Men de tegner rigtigt godt, og man må da håbe, at Pullmann omsider får oprejsning efter svinestregen med de første spillefilm over kompastriologien. Jeg glæder mig i alt fald allerede til det næste afsnit, som skulle blive frigivet på mandag. Og det kan alle fantasyfreaks også godt gøre!

Continue Reading

Om at være kvinde

Om de nissede krykhusarer.

Ingen kommentarer

Sådan er det hvert eneste år. Når julepynten og de relativt overvældende mængder nisser, der er blevet samlet gennem årene, kommer frem. Så er der adskillige af dem, der har ligget og skilt sig af med arme, ben, næsetipper, halve øjne og andre udstikkende legemsdele over vinteren. Disse to har ikke blot forlagt 3 fødder i alt. De har også smidt de fleste af de musikinstrumenter, der i øvrigt netop var dem, der adskilte dem fra de andre horder af nisseracer.

På en eller anden måde kan man ikke lade være med at fundere over, HVAD de nisser egentlig laver om foråret, sommeren og den første del af efteråret, siden de løber ind i så massive tabstal på legemsdelsområdet. Ligger de der og slås indbyrdes? Eller forsøger de at bytte arme, ben og andet vitalt for førligheden? Sådan at de stærkeste løber af med et vist overskud på den konto, mens de mere ydmyge ser sig effektivt slået på benkontoen? I øvrigt er det så heller ikke bare arme og ben. Der er virkelig gang i næseafslag, formindskning eller ligefrem gedigent næsetab. Og de, der har nissehuer lavet af stof og strik må have spillet livlig bold med kvasterne. For de er mestendels væk. Hvilket i øvrigt er lidt ærgerligt netop i år, hvor jeg har iagttaget, at det blandt vi mennesker er vildt moderne med kvaster. Måske hænger tingene endda sammen, så det kan være kvasteløse mennesker, der har været på rov blandt mine nisser?

Det kan jeg jo spekulere mig grangrøn i hovedet af. Mine nisser bevarer deres hemmeligheder og røber aldrig, hvor de har forlagt deres højre øje hen. Men det er da lidt pauvert, lidt grænseoverskridende at oppynte sin stue med sådan en flok nissede krykhusarer, der nærmest alle sammen enten må ligge ned eller støtte sig voldsomt til hinanden for overhovedet at stå nogenlunde op. Selv hvis jeg pynter lidt på resultatet og låner diverse reservedele fra andre handicappede nisser fra sidste år.

Det eneste, men absolut også særdeles positive, jeg så i sidste ende kan få ud af min haltende, halvblinde nisseflok, er, at jeg tydeligt viser min omverden ( og alle verdens nisser!), at hos mig er der ingen diskrimination eller grund til krænkelse. Her er alle med, uanset antal af ben, arme og ører. Det er jeg stolt af, selv om det ser lidt sjovt ud.

Continue Reading

Litteratur

En kedelig bog.

Ingen kommentarer

Mathilde Walker Clark: Lone Star.

Her skriver vi os så ind i tidens allermest fremtrædende tendens. Litteraturens selvhjælpsmøder, som nu er blevet offentligt tilgængelige. Har man en historie at fortælle, det være sig om stort som småt, så må man da skrive en bog om det. Vi svælger i delte, usle barndomme og dysfunktionelle familier, og det virker næsten som om, der er en indbyrdes konkurrence udi usselhed og dysfunktionalitet mellem alle disse forfattere, hvor vinderen desværre oftest ikke er den, der er den bedste forfatter, men den, der har den mest horrible historie at fortælle. Om sig selv.

Mathilde Walker Clark kan skrive. Hun skriver faktisk rigtigt godt, velovervejet, æstetisk smukt og på et højt litterært niveau. Hun har også en udadtil spændende historie at fortælle om den fraværende far ( sådanne vrimler det med for tiden!), den onde stedmor (dem har det altid vrimlet med!) og de underlige papsøskende (kender vi dem?) og længslen efter at finde tilbage til sine rødder. Problemet er bare, at selve den proces tager så uendeligt lang tid og har så utalligt mange omveje. Det er som om, selve det fremadskridende i fortællingen nærmest går i stå i filosofiske overvejelser, så man som læser gaber sig ind i en slags afventende kedsomhed, der aldrig rigtigt bliver forløst i en egentlig læseværdig historie. Der er masser af gode intentioner, men historien dræbes af selve tilløbet til at fortælle den.

Og i grunden er det vel heller ikke en topscorer i tidens bekendelseslitteratur bare at have haft en fraværende, amerikansk fysikprofessor som far. Der er da utallige ting, som er meget værre, uslere, dysfunktionellere, så Clark er tydeligt oppe mod en unfair konkurrence. Der, hvor hun dog vinder, er i sin omgang med sprog og selve genren litteratur. For det mestrer hun, ulig utallige af tidens selvudråbte forfattere, som decideret ikke kan skrive og burde have holdt deres usselhedshistorier indenfor selvhjælpsgrupper og andre lukkede fora.

Men selve det at kunne skrive er jo ikke nok i sig selv. Der skal også være en fremadskridende handling for, at det ikke bliver kedeligt.

Continue Reading

Litteratur

En god bog.

Ingen kommentarer

Kristian Bang Foss: Frank vender hjem.

Når nu årets bøger engang skal til at stå i kø og kæmpe om alle de priser, som gerne uddeles for både dette og hint, så er der ingen tvivl om, at denne vil komme til at stå blandt de allerforreste. Også selv om den ikke er 100% vellykket.

Men Frank vender hjem er værd at læse. Ikke mindst for sin umiddelbare underholdningsværdi, for det ER faktisk efterhånden sjældent, at en bog ligefrem kalder såvel smilet som det lidt undertrykte grin frem. Og det gør Frank. Mønsterbryderen, sønnen af den desillusionerede kontorassistent ved KTAS og den skingert skrålende Rock Tage, der ufortrødent i årevis lader sig overdænge af småmønter på Strøget. For Frank kommer på universitetet og læser litteraturvidenskab, selv om han selv mener, at det må være en fejl og rent blændværk, og Frank finder sammen med Thea, hvis familie har arvede penge, hvis mor er en kvindelig klon af Søren Ryge og far den mest depressive kystbanesocialist, dansk litteratur endnu har lagt sider til.

Men så er det, at Frank forsvinder, fordi nogen ikke kan kende forskel på Møn og Stevns, og fordi Frank der lige for tiden ikke havde andet at give sig til ( der er vel ingen grund til seriøst arbejde, når arvede penge ligesom bare er latente) end at lege amatør i havkajak og ende på en øde ø i Sydsverige. Det bliver, i alt fald for nogen, søsætningen af en slags wake-up call i liv, der nok hidtil har været knapt så levede.

Bogen har klare intentioner om at være vildt fabulerende i sin stil. Ingen barok sidehistorie er for lille, og der er tydelige paralleller til  forfattere som John Irving og Isabel Allende, om end vi hele tiden holder os indenfor det rent sandssynliges rammer. Men det lykkes desværre ikke helt, for den allersidste del af bogen bliver alt for resumerende og virker lidt som om, forfatteren har ment, at nu måtte det hele godt snart få en ende. Som en venten på det forklarende græske kor eller den forløsende Deus ex Machina, der aldrig kommer.

Men alligevel er der fantastiske tilløb til en afslørende sædeskildring af Danmark gennem de sidste 50 år. Ikke mindst med fokus på et klassesamfund, som vi nok påstår er relativt opløst, men som stadig eksisterer i allerbedste velgående. Udover forvirrede Frank er min yndlingskarakter svigerfaderen Andre, den marxistiske akademiker, der desværre må nedlade sig til at leve af konens (mange) penge, fordi de er den eneste måde, han kan drive sit urentable venstrefløjsforlag med verdensfrelsende bøger, ingen gider læse. Her må man så indrømme, at det er et flot træk, at samme Andre ikke bare bliver en cliche, men faktisk er ret morsom!

Det er tydeligt, at der har været kul på ambitionerne i Frank vender hjem. Altså ambitionerne om en bidende satirisk skildring af Danmark. De er ikke alle opfyldte, men det er, for mig at se, også nok med disse væsentlige tilløb til en stor fortælling om en mønsterbryder, man ikke kan lade være med at holde af. Og akkurat som på indholdssiden er skrivestilen også lidt springende. Der er vanvittigt flotte, geniale sætninger–og så er der dem, der i bedste fald ville have fungeret i et gammeldags telegram. Men det rokker ikke ved, at Fransk vender hjem er en god bog, læseværdig, underholdende–og sikkert allerede i kø til en masse priser.

Continue Reading

Om at blive "ældre"

Om moral og forsikringsselskaber.

Ingen kommentarer

Jeg sidder og skal have gjort op, hvad jeg/vi har mistet i forbindelse med indbruddet. Det er såmænd svært nok i sig selv, for nogle gange ( ved jeg af bitter erfaring) går der temmelig lang tid, inden man egentlig finder ud af, at en ting er væk, borte og frastjålet. Gerne i forbindelse med, at man akut skal bruge den.

Sværere er det dog at anslå værdien på ting, der f.eks. er arvet, købt for årtier siden eller måske bare fundet til røverpris på et loppemarked. I alle tre tilfælde må man sjusse sig frem. Og når det gælder forsikringsselskaber, er jeg som regel med det samme kørt ud i oversjusningsbanen. Det kunne bare mangle andet.

Min sidste forsikringsskade var en smadret forrude på min bil. Sådan en, forårsaget af en flyvende sten, jeg ikke havde en jordisk chance for at stoppe i direkte retning forrude. Det viste sig, at jeg havde en selvrisiko på 2000 kroner. Og at det hele kostede 2019 kroner, således at den svimlende sum, selskabet måtte erlægge, beløb sig til 19 kroner. Dette er bare et af mange eksempler på, at de uhyrlige beløb, jeg årligt kaster efter såkaldt forsikring, alt for ofte kastes direkte ud i den tynde, blå, stenede luft. Utallige er også de eksempler, jeg kunne (men ikke gider, for alle kender dem) nævne på snedige, indviklede regler i policer, der altid kun har et formål: nemlig at jeg betaler, og forsikringen undgår det samme.

Ydermere har jeg aldrig nogensinde fattet det der med selvrisiko. Jeg mener: Betyder det, at jeg er en omvandrende risiko for mig selv, at jeg sådan nærmest går og kalder på udfordrende skader og bevidste ulykkestilfælde? Eller at i alt fald forsikringen formoder det om mig. Eller er det bare en måde at undgå at betale mig det fulde beløb for min utilsigtede ulykke, som jeg da ellers nok vil mene, at jeg over årene har investeret ret store beløb i. Jeg BEGRIBER ikke selvrisiko. Der er da ingen, der går og laver forrudesmadringer med vilje–eller for den sags skyld begår overrodede røverier i deres egne hus. I alt fald ikke lige her omkring…

I bund og grund er det, jeg ikke forstår, jo også uforståeligt. For selvrisiko er, helt simpelt, bare en måde at snyde mig for dele af en erstatning, der i virkeligheden tilkommer mig, og som jeg har betalt for. En amoralsk måde at lade være med at kalde en spade for en spade, hvadenten  den er revnet, stjålet eller andet. Akkurat ligesom man i større sager nærmest skal slås for at bevise, at der overhovedet ER en sag, og at man faktisk taler sandt og beskedent syntes, man har erlagt så store beløb over tiden, at det kunne klares med simpel konduite, nærvær og almindelig tillid til hinanden.

Jeg er normalt, i alt fald i mine egne øjne, et gennemsnitsmoralsk menneske med alt, hvad det indebærer. Bare ikke, når der er forsikringsselskaber involverede. Så daler moralen direkte proportionelt med, at selvrisikoen stiger. Når samme selskaber i deres behandling af os kunder så tydeligt fremviser en anløben moral, hvis eneste formål er at tjene endnu flere penge (eller i alt fald at undgå at udbetale dem), så smitter det effektivt af på kunderne, som altid vil angribe enhver forsikringssag udfra hovedpræmissen, at de for alt i verden skal sørge for ikke at blive snydt. For er de ikke påpasselige–sådan er konsensus–så BLIVER de snydt. Jeg mener selvfølgelig ikke, at der ved indbrud skal opfindes tyvekoster, som man aldrig har ejet, men jeg mener til gengæld, at hver eneste lille sten skal vendes, og at intet er for småt til at skulle koste forsikringen penge. Det gælder også egenoprydning, ødelagte småting og alt indenfor diverse.

Det er umådeligt trist, at de fleste mennesker har den holdning til forsikringsselskaber. Som dog, efter min mening, egenhændigt har skabt en sådan mangel på tillid. Hvor ville det være befriende, om samme selskaber såvel respekterede som stolede på deres kunder, for så er jeg sikker på, at det modsatte også ville blive tilfældet. Det er ikke i orden skulle betale en ny forrude på en bil, når man i forvejen har betalt næsten to biler mere bare i forsikring på samme. Og det er heller ikke i orden, at man nærmest altid skal ind i slagsmål om erstatning fra firmaer, der har så store overskud på præmier, at det ikke blot tangerer, men ER, smagløshed. Det er en direkte opfordring til, at kunderne fraskriver sig enhver form for moral som en gengæld overfor nogle, der heller ingen moral har.

Det er trist, at det skal være sådan. Men det er næsten endnu mere trist, at det for mange er blevet en given ting, at overfor forsikringsselskaber er det nødvendigt at strække sin egen etik til det yderste. At vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det, men bare fortsætter med at være noget så amoralske overfor hinanden. Personligt vil jeg mene, at det er selskaberne, der bør kaste den første bold her. Så skal vi nok gribe den.

Continue Reading

Litteratur

En fantastisk bog.

Ingen kommentarer

Delia Owens: Where the Crawdads Sing/ Hvor flodkrebsene synger.

Det er helt med vilje, at bogens titel står på både dansk og engelsk, for har man mulighed for det, er det absolut en enorm gevinst (som det er med alle bøger) at læse den på originalsproget. Men her får man selve sydstatssproget med alle dets uoversættelige nuancer og den forunderlige sammenhæng mellem natur og sprog bygget ind i selve oplevelsen. Det er som at læse lige så vidunderlige James Lee Burke–bare uden speed!

Vi er i North Carolinas sumpe–derude i den tågede, uforudsigelige intethed, hvor kun udskuddene og de selvvalgt eksilerede holder til. Men her bor Kya,  helt alene fra hun er ganske lille, forladt af både mor, far og søskende og totalt gået under radaren, hvad angår at deltage i det omkringliggende samfund, herunder obligatorisk skolegang. Kyas opvækst er bogens ene tidslinje, mens den anden, og parallelle, ligger nogle år senere, hvor den lille bys Golden Boy (som har haft en opvækst direkte modsat Kyas) bliver myrdet, og morderen selvfølgelig skal findes. Og selvfølgelig flettes de to historier sammen til sidst, således at bogen både bliver en fantastisk beskrivelse af Kyas barndom og coming-of-age og samtidig en form for krimihistorie.

Det, der for mig gør bogen så inderligt vedkommende, er selve historien om Kyas ensomme barndom. Eller i alt fald en barndom, der for mennesker som mig udefra synes ensom, men som i bogen løftes op til et niveau af, at Kya opdrages, formes og socialiseres af selve Moder Natur. Det lyder svulmende, men det er det ikke. Det er smukt. Meget smukt. Det er også anderledes og så ualmindeligt betagende skildret, så man næsten drages mod et gensyn med Forest Gump, The Prince of Tides (oversat til Savannah på dansk), den fantastiske film Beasts of the Southern Wild samt alle de andre nærmest mytiske skikkelser, der i amerikansk litteratur er kommet ud af de sumpe. Og blevet voksne undervejs.

 

Continue Reading