Guldsøstre

Jeg var på min lokale auktion i aftes. Det var der mange andre, der også var. For en af attraktionerne, som tiltrak trædyrsentusiaster såvel fra nærområdet som fra noget længere væk var en ret enorm, misundelsesværdig samling af Kay Bojesens z0ologisk udskejelser. Her var alt fra den gamle abetraver (NU, i julens anledning, med uklædelig nissehue) til hunde, zebraer, pandaer, sangfugle, måger, ja sågar en pænt antal særdeles nordiske skiløbere.

Og der er jo søde, alle dyrene. Nuttede, og lige til at hænge i reolen, stille i vindueskarmen eller sætte på toppen af den PH-lampe, vi jo alligevel allesammen har. Så jeg ville da også gerne forøge min ellers ret omfattende samling af trædyr af forskellige nationaliteter. Derfor mødte jeg velforberedt op med en googlet prisliste på, hvad man kan erhverve sig sin helt egen zoo i træ for i andre butikker. Især dem med tilbud. Foran mig sad en dame, som havde gjort det samme. Så vi to var nok nogle af de eneste, der absolut ikke bar vores egne dyr hjem. Vi måbede bare hele vejen gennem salgsseancen og tænkte vel begge, at den oprindelige ejer af dyrene i dag må være rendt storgrinende i banken. Eller måske være blevet rig nok til at anskaffe sig en rigtig zoo med dyr af kød og blod.

For det kan da nok være, de dyr blev dyre. Uanstændigt dyre. Min lille mistanke siger mig, at mange uerfarne auktionsgængere, lokket af trædyr, ikke lige havde sat sig ind i, at man altså betaler et salær på 25% oven i hammerslagsprisen. De kunne jo have fået en hel familie af nuttede aber med små, uklædelige nissehuer, hvis de i stedet var gået til en lokal isenkræmmer. Det bliver en brat opvågning, når de finder ud af, at det store abeeventyr decideret belaster julebudgettet. Ikke mindst mentalt, for det er aldrig rart at blive til grin. Især ikke for sine egne penge.

Men endnu engang siger det mig, at når man går på auktion–og det gør jeg, for det er sjovt og som regel meget billigt–så skal man sætte sig ordentligt ind i, hvad prisen er på det, man agter at købe. Og lige huske at sætte salærprisen oveni. Samt sætte sig en klar øvre grænse for, hvad man vil betale for en given ting, og stå urokkeligt, nogle gange smertefuldt fast på den. Der findes intet, der er så meget need to have, at man skal betale overpris for det. Andet en nissehueaber, kan jeg forstå…..

Det er sikkert muligt, at auktionshuset har været lykkeligt over de fine priser. Men så alligevel… Ingen kan vel være jublende henrykte over, at en massepsykose får helt almindelige mennesker til at snyde sig selv. Det er sikkert også muligt, at køberne er lykkelige over alle deres nye dyr. Det håber jeg da for dem. Det kræver blot, at de på ingen mulig måde åbner en tilbudsavis eller bevæger sig indenfor synsafstand af en isenkræmmer….

Denne SMS tikkede ind hos mig i morges. Primært skrevet, fordi en tidligere gæst havde et helt konkret spørgsmål om en helt anden rejse, men alligevel nok til, at min dag fik en rigtig dejlig start. Som alle andre elsker jeg ros, jeg trives på det, vokser med det og husker det længe efter, at det overhovedet har nogen relevans. Mest fordi ros er så sjældent. Ikke fordi, vi generelt er en utilfreds nation. Men vi er bare forbandet dårlige til at rose. Og derfor er vi også ubegribeligt dårlige til at modtage ros.

Personligt er jeg gennemført elendig til at rose. Det meste af min ros gemmes i den skuffe, der hedder, “hvad jeg skulle/burde/ville have sagt, hvis jeg ellers havde tænkt mig om.”. Jeg kan græmmes over min urosende adfærd i bagklogskabens klare lys og ønske, at jeg kunne få en second chance til at sige noget pænt om andre, der bare i den grad fortjente det. Allermest fordi, jeg ofte i situationer er bange for at rose FOR meget, for overstrømmende, for længe og for inderligt, således at den rosfortjenende bare tror, jeg siger pæne ord for at være høflig og artig. Angsten for at lyde falsk, indyndende og slesk lægger alt for hyppigt bånd på en ros, der ellers er fortjent.

For det gør vi jo. Vi roser faktisk ofte meget mere, når vi ikke mener det, end når vi gør. Hvor mange af os har ikke besunget et nyt rædsel af et stykke tekstil, der i virkeligheden var noget nær en katastrofe på veninden indeni? Roser af medlidenhed, af frygt for at miste venskaber og af simpel høflighed. Hvorimod det somme tider er så uendeligt svært at få alle de pæne ord ud, når der virkelig er tale om noget, der skal siges topklasse om. For slet ikke at tale om alle de gange, vi glemmer det, og først bagefter opdager, at her burde der være faldet nogle særdeles venlige ord.

Gennem mine mange år i gymnasieskolen var det ikke ros, jeg gik ned på. Elever roser ikke, som hovedregel, deres lærere, men heldigvis siger de dog tak efter endt eksamen. Og man får også gerne en lille erkendtlighed. Men i det daglige er det sløjt på rosområdet. Jeg må også indrømme, at jeg de første år i kommentarer til stile primært pegede ud, hvor manglerne var, indtil jeg lærte at nudge den rigtige vej ved først at opregne de positive ting, og så dem “der skulle arbejdes med”. Samt klart at følge op og rose, når der VAR blevet arbejdet med det påpegede. Det er noget anderledes som turguide. Lad mig bare sige, at der er afregningen noget mere kontant–også somme tider i ordets allermest bogstaveligste betydning.

Men det er stadig svært for mig at modtage ros. Jeg bliver så underligt undselig og ved ikke rigtigt, hvor jeg skal kigge hen, eller hvad jeg skal sige. For jeg slås med såvel min falske beskedenhed som min altid hysteriske mistanke om, at andre gør det samme hykleriske, som jeg nogle gange gør: Nemlig roser for at være pæn og venlig. På det seneste har jeg dog lært mig selv at bruge netop den sætning, som er indlæggets overskrift: At man aldrig bliver for gammel til at få ros. Og det mener jeg faktisk!

Udover det prøver jeg at lære mig selv at blive meget, meget såvel bedre til som bevidst om at rose. Ikke falskrose, skamrose, men rose, når der er grund til det. At være ærlig i min ros. Men også at bruge den lidt bevidst og nudgende. Allerede på min første tur for 4-5 år siden roste jeg mine gæster for at komme til tiden allerede ved det første stop. Det gør jeg helt bevidst hver eneste gang nu, og jeg har faktisk aldrig måttet slås med forsinkede gæster. Tillige har jeg jo også gennem årene kunnet se, hvorledes andre mennesker vokser og trives på ros. Så ros! Ros når der er grund til det, når øjeblikket er det rigtige, og når der tydeligvis er tale om noget fint, stort, unikt–eller bare noget, hvor nogen har overgået sig selv! Elelr gjort en indsats for at prøve at gøre det!

På den måde kan vi vel også komme falskrosning og skamrosning til livs. For så behøver vi dem vel ikke. Hvis vi husker at rose, når der er grund til det, behøver vi vel ikke at gøre det, når der ikke er!!

Givetvis foranlediget af hele diskussionen om kontanter på Facebook, slog det mig pludseligt, at jeg også på et andet område nok er håbløst ude af trit med tiden og mentalt tilhører en generation, der ikke er min.

For jeg elsker sæbe. Altså sæbebarrer. Sådan nogle lækre, velduftende størrelser, som man kan smøre sig ind i, føle sig ren i, og hvor der er noget at holde ved, der ikke bare forsvinder mellem fingrene og vandet. Jeg kunne aldrig drømme om at anvende dem til håndvask, her er jeg gået i flydende, men til de varme morgenbade er det en nydelse, jeg, totalt outdated, tillader mig selv at dyrke intenst.

Jeg samler ligefrem på sæber. Bruger som regel mine sidste kontanter(! )i udlandet på sæbebarrer i forretninger eller lufthavne. Jeg har også yndlingsmærker og må med stor skam tilstå, at jeg kan gå helt i sæbe-selvsving over ethvert kropsvaskemiddel, der indeholder Dødehavsmudder. Det er totalt politisk og klimatisk ukorrekt, men det er F… dejligt. Jeg kan opnå en indre opstemthed, hvis jeg uventet støder over en af mine favoritter et sted, jeg ikke lige havde ventet det, og da sæbeforretningen Crabtree and Evelyn for nylig gik konkurs, græd jeg næsten af skuffelse og abstinenser på forventet efterbevilling. De kunne noget med sæbe. Især dem med engelske midsommerblomster og lynghonning. For hvem vil ikke gerne dufte af engelske midsommerblomster?

I mit skab på badeværelset ligger stakkevis af lækre sæber, for jeg hamstrer. Man kan vel ikke gå fordi en god sæbe uden at skulle have den med hjem. Jeg ville givetvis kunne grovvaske mig selv godt og vel et tiår uden at gå ned på sæbebarer. Dog er jeg særdeles moderat, hvad angår tyveri af hotelsæber. Der var engang, hvor jeg kunne afmontere alt i hotelværelse, der ikke var naglet fast, men de tider er uigenkaldeligt ovre. Hotelsæber er for dårlige i kvalitet, for små til at sæbe sig ordentligt ind i, og så vil jeg faktisk også hellere bruge vægten til at erhverve mig rigtigt dejlige luksussæber.

Der er ikke noget som at sæbe sig ind. Stå der med det lækre sæbestykke og lade det smitte af overalt på kroppen. Få det til at skumme og bagefter føle sig rigtigt ren og velduftende. Det er en del af at gå i bad. Den bedste. Og det kan en ydmyg stråle fra en politisk korrekt sæbedispenser altså ikke gøre efter. Langtfra.

Sjovt nok har jeg også lagt mærke til, at hvis jeg forærer en af mine dejlige sæbebarrer væk, så bliver folk faktisk glade. Det lader til, at mange har glemt lyksalighederne ved at sæbe sig ind med sådan en og  får et behageligt deja vu ved synet af den. Måske ligefrem glæder sig til at komme i bad? For mange har glemt rarheden ved et stykke sæbe. Den som jeg tillader mig at dyrke hver eneste morgen…

Det vil sikkert gå med sæbebarrer, som det er gået med kontanterne. Det er nok også derfor, jeg ligger inde med så overvældende lagre. MEN jeg ved, at jeg har andre nydelsesfæller i min egen generation, så selv om vi måske bliver den sidste indsæbelsesgeneration, så sæber vi på livet løs hver morgen og nyder det intenst og voldsomt.