Godt nytår!

Alle læsere af bloggen ønskes et rigtigt godt nytår!

Og mens jeg sidder og skriver dette, brænder jorden i Australien, vores eget land står i vand til knæene, utallige steder, jeg har besøgt gennem året, lider af nærmest ufattelig tørke og vandmangel, og isen smelter med forrygende og helt uventet hast ved polerne. Aldrig før har klimaet været så højt og så højtråbende på dagsordenen, og hvor vi det meste af min levetid med vanlig sans for gentagelser har ønsket hinanden fred og fordragelighed på tærsklen til et nyt år, er det nu helt andre klimatiske hovedønsker, der dominerer vores ønsker og fortsætter. Det er absolut ikke umuligt, at udvalgte eksemplarer af raketaffyrerne på billedet føler trang til en rask gang intern ufred i 2020, men det er peanuts, petitesser mod, hvad vi ellers er oppe imod.

Jeg synes, jeg i min dagligdag lever så klimabevidst og ansvarligt, som det er mig muligt. Men jeg er samtidig oppe mod kræfter, selv jeg ikke kan styre. Omvendt ville en drastisk forandring af netop MIN dagligdag betyde, at jeg helt konkret ville miste mit arbejde. Hvis jeg ikke kan flyve, eller stærkt traumatiseret hver gang skal sidde i flyveren på vej på arbejde med skyldfølelser helt ud på haleroret, så må jeg jo vælge at belaste statsbudgettet med arbejdsløshed i stedet. Jeg er helt med på, at flyrejser skal være dyrere, og at der skal betales aflad for dem på bedste måde, samt at vi selvfølgelig skal være bevidste om at omlægge vores nærrejser til andre transportformer, men det vil i alt fald tage tid og fantasi at komme dertil.

Og så er det, jeg også bliver en smule kontrær i min tankegang. Jeg er HELT og aldeles enig i samtlige frelstheder omkring klima, men jeg er samtidig nødt til også at pippe denne oplevelser, som nok er den, der har gjort det største indtryk på mig hele året, ud gennem de økologiske sideben. For der er også andre hensyn, andre ting, der skal med for nuancernes skyld. I efteråret var jeg i Jordan på jomfrutur med mit rejsebureau. Turen var arrangeret af en jordansk gift amerikansk kvinde, der også som hovedmål gerne ville frelse jorden. Og især jordanerne.

Derfor havde Laura, som hun hed, lagt vores rute gennem et særdeles fattigt, men usigeligt smukt område ved Golanhøjderne. Golanhøjderne markerer den særdeles betændte grænsezone mellem, blandt andet, Jordan og Syrien, hvor den syriske borgerkrigs rædsler rækker langt, langt ind i Jordan. Det har, helt konkret, betydet, at samtlige turister har forladt området, at folk er meget, meget fattige, at hoteller og restauranter står gabende tomme, at børn har forfærdelige opvækstvilkår og næppe megen fremtid, at man ligefrem kan spore en slags apati i folks ansigter, og at det flyder med plastik og affald overalt. For i fattige lande kan man nemlig helt konkret måle fattigdom på affaldsmængder. Jo mere affald, desto højere fattigdom.

Det var så her, vi ( efter utallige tjeks ved kontrolposter) mærkede en gæstfrihed og en mærkbar glæde over, at VI var kommet. At vi 9 turister lagde nogle penge, viste os og signalerede, at der måske var håb forude. Hvor vi blev modtaget med åbne arme og en vilje til at give os det bedste, stedet formåede. Det var ikke fake–det var et slet skjult håb! Jeg mindes stadig de overvældende, fantastiske måltider, som vi slet ikke evnede at spise det hele af–og de ikke få lokale kvinder, vi senere så forlade hotellets bagdør med små fade! Vi var æresgæster i 2 nætter, der blandt fattigdommen, affaldet og, samtidig, et af de smukkeste landskaber med varme kilder, jeg nogensinde har set. Hvorefter de nok skal vente en rum tid på, at andre dukker op. I alt fald håber jeg da, at mit bureau stadig vil sende folk på de kanter. Det bør vi.

Men for at komme derned, er det nødvendigt at flyve. Det er i det hele taget nødvendigt at rejse for at nå samtlige verdens brændpunkter, hvor fattige mennesker, nogle gange undertrykte mennesker i forfærdelige regimer, har så umådeligt brug for os og vores penge. Hvor vi ikke blot er madbilletten, men også selve muligheden for at give næste generation noget, der ligner en fremtid. Hvis vi bliver væk, går disse samfund til grunde, eller bliver i alt fald en kolossal økonomisk belastning på andre budgetter. Vi kan, ved vores blotte tilstedeværelse, være med til at opretholde en form for balance (og ja, det lyder som herrefolk og slavefolk, men så længe verden ser ud, som den gør, er det måske det bedste, vi kan gøre!), give en konkret ulandshjælp, som på sigt er absolut lige så væsentlig som den, der gives over statsbudgetter og store hjælpeorganisationer. Det er vigtigt, vi rejser sådanne steder hen. Det er, helt ned på mikroplanet, usigeligt væsentligt, at 9 danske turister tager 2 dage ind til Golanhøjderne og lægger deres penge. Ikke blot økonomisk, men også for at tænde en form for håb.

Så ja, de Tunbergske transportformer (selv på 1. klasse!) er da absolut politisk, klimatisk korrekte. Men jeg tvivler på, hvor meget de egentlig ændrer livet, håbet og fremtiden for de utallige millioner, der lever af, at vi kommer og besøger dem.

Dette er ikke et patetisk forsvar for mig selv. Det er, i alt fald i historien om den jordanske landsby, en slags øjenåbner for, at tingene slet ikke er så ukomplicerede og firkantede, som de umiddelbart lyder. Så jeg vil ikke miste mit elskede arbejde, og jeg vil forfærdeligt gerne lægge mine penge steder, hvor de er af absolut konkret og vital betydning. Men det kræver, at jeg kan komme dertil. Hvilket jeg så også gerne betaler yderligere afgifter og aflad for.

Vi skal passe uendeligt meget på vores jord og vores medmennesker. For den og de er i krise. Men der er mere end bare en enkel sandhed i denne forvirrende, og nogle gange noget frelste, debat. I mellemtiden vil jeg dog stadig gøre alt, hvad der er mig muligt i min egen lille dagligdag!

Godt nytår!

Continue Reading

Om fyrværkeri.

Min datter og min hund har i disse dage det til fælles, at de kun nødigt bevæger sig udenfor. I alt fald efter mørkets frembrud. For datterens vedkommende skyldes det en bopæl i Nordvestkvarteret, hvor imbeciler morer sig med at smide fyrværkeri efter tilfældige, og uskyldige, forbipasserende. For hundens, at den er rystende, panisk angst for ethvert brag og hvert eneste raket, der stiger mod himlen. Menneskers sociale liv begrænses ufrivilligt, mens dyrene bliver stressede og uforstående overfor en overvældende angst, som de, som de dyr, de er, ikke kan forholde sig til. Udover det accepterer de nok mere en sprængt blære end skrækken for det ukendte.

Og så er det ikke engang nytårsaften endnu. Dette er kun forstadier til, generalprøver på, hvad vi kan forvente os om et par dage. For så længe fyrværkeri stadig er fuldstændigt legalt og enhver uskolet privatperson kan affyre det, er folk i fyrværkeribelastede kvarterer samt alle dyr jaget vildt, eksistenser helt uden rettigheder. Det er gadens fyrværkeriproletariat, der har den eneste væsentlige magt, og alle andre må vige for den. Eller få et kanonslag i nakken!

Det kan da ikke passe! Være acceptabelt i et land, hvor majoriteten af borgere generelt er enige med mig i disse iagttagelser. Som om vi bare stiltiende godkender, at unge bøller og andre imbeciler med raketter sætter en dagsorden, de fleste af os er helt uenige i. Danmark har en af verdens mest liberale fyrværkerilovgivninger, og argumenterne mod en stramning går derfor altid på, at vi så bare vil få et større og farligere sort marked. Hvilket er fuldstændigt idiotisk tænkt, da man jo netop ved at forbyde fyrværkeri i privathænder og gøre det strafbart står med alle muligheder for at straffe hårdt og forståeligt overfor de, der ikke har forstået budskabet. Eller er for idiotiske til at forstå de skader, de påfører andre.

Og jeg er slet ikke imod fyrværkeri som sådan. Jeg synes tværtimod, at det er flot, overvældende og smukt. I de rette hænder, på de rette steder og på de rette tidspunkter. Derfor bør det også kun affyres af professionelle, som netop kender farerne samt ved præcis, hvordan det giver den mest blændende virkning og forestilling. Det er såmænd ikke så svært. Lav en indsamling med frivillig indbetaling, eller lad de enkelte kommuner betale, og find nogle steder, nogle højtliggende, smukke steder, hvorfra alle kan få glæde af det flotte fyrværkeri, der så affyres af fyrværkere på nytårsaften. Og ikke i dagene op til og efter!

Det er ikke rimeligt, at beboere i visse kvarterer samt vel samtlige kæledyr i landet skal udsættes for dette år efter år. Når vi nu kan gøre det anderledes, flottere og meget, meget mere sikkert.

Synes jeg!

Continue Reading

Jul på dansk.

Juletid er, blandt meget andet, også filmtid. Det er der, hvor mørket er så altdominerende og forsyningen af tid så rigelig, at der kan blive plads til fordybelse og sammen at se gode (ind imellem også mindre gode) film. På mirakuløs vis undgik jeg i år at se film med Hugh Grant, og det var mere min egen end TV-programmernes skyld. De sidstnævnte flashede ham ihærdigt til den årlige juleluftning, og dybt inde i mig sidder da også en lille britisk nål og stikker lidt med en påmindelse om, at det sjældent er rigtig jul i filmens verden uden Hugh Grant, som gennem årene har tegnet monopol på medvirken i samtlige britiske julefilm. Til gengæld må man godt gå uden om ham resten af året. Faktisk bør man.

Anyway, her er et par af de gode, danske film, som alle kan se i biograferne for tiden. Samt en ikke så vellykket..

 

Onkel.

Her er en fantastisk opdatering af Herman Bangs “stille eksistenser”, hvor Katinka Bai er blevet flyttet ud til sin handicappede onkel på en gård i den sønderjyske marsk. Og her kommer nutidens Huus såmænd også forbi, og vi ved jo godt, hvordan det hele ender. Det er ikke godt….

Men dette er ikke mindre end en fremragende film. En jysk film, måske endda en sønderjysk film? om livet derude, hvor muligheder er til for langsomt at forsvinde i Vadehavet. Kris (som altså er en ung pige) er, efter flere familietragedier, flyttet sammen med sin gangbesværede onkel og eneste tilbageværende familiemedlem på en stærkt nedrivningstruet gård, hvor de to i tavshed, men også dyb forståelse, varetager den daglige drift. Der er linoleum på gulvene, kopier af såkaldte “stilmøbler”–og i grunden ikke ret meget andet. Udover køerne og de daglige måltider med kartofler og sovs (med soduko til), masser af sovs. Stilheden er lige så stor som himlen (der sagtens kunne være malet af Nolde), og det er kærligheden mellem de to stille mennesker også. Uden nogen sinde at blive rungende.

Det virker næsten som helligbrøde, som brud på en slags ubrydelig messe for to, at både den lokale dyrlæge og den lokale ungersvend forsøger at hjælpe Kris til et liv. I begyndelsen er hun tøvende, senere blomstrer hun op og forsøger at række ud, men–som sagt–vi ved jo godt, hvordan Bangske personer ender. Så Kris bliver i sin marsk. I den grad også i overført betydning.

Det er en smuk, smuk film. En tyst film, en indfølende film, en overvældende film og en ulykkelig film. Sådan en film, hvor man (i alt fald som jyde)genkender personerne og ligefrem kan sætte navne på, og hvor hvert af de ikke specielt mange ord får en overvældende betydning. Det er et kunstværk, og det er en befrielse at se en dansk film, der ikke har København som omdrejningspunkt, og hvor enhver form for stilhed forsøges udfyldt med bevidstløs tale eller grovkornet action. SE DEN!

 

Kollision.

Her har vi så hele orkestermusikken af danske stjerneskuespillere samlet–og for 117-ende gang Nicolaj Lie Kaas i den mandlige hovedrolle. Det gør han, som han plejer. Ligesom Bodil Jørgensen, Tommy Kenter og alle de andre også gør, som DE nu plejer.

Men det er en god historie. Om vidunder/yndlingsbarnet, der pludselig dør og sætter hele familiens eksistens og samhørighed på spil. Økonomisk i skikkelse af patriarken på godset, Tommy Kenter, og følelsesmæssigt af moderen, Cecilie Stenspil og farfaderen Henning Jensen, der faktisk spiller helt eminent, selv om han også gør det, som han plejer. Oveni har man faktisk også rørt en krigsveteran med posttraumatisk stressesymptom, selv om der da egentlig er nok drama i forvejen.

Det er et skilsmissedrama (jo, jo vi kommer også i retten!), et opgør mellem generationer, og der er sandelig også nogen, der bliver skudt! Så der sker en del på filmens godt halvanden time. Det er underholdende, det går stærkt, Københavnerstærkt, og ingen tror jo en hujende fis på, at det foregår i Århus og Frederikshavn, selv om locations fra de to byer er hentet ind som alibiaber. Sådan taler man F…. ikke i Frederikshavn!

Anyway, den er værd at se. En god actionsfilm af den slags, som underholder, mens den spiller. Og som man har glemt et par dage efter. Den kravler ikke ind og bliver siddende, nagende som Kris derude i marsken….

 

Harpiks.

Filmen har fået mest omtale i forbindelse med den heftige diskussion omkring Sofie Gråbøls fatsuit. Det forstår jeg godt. For hvad i alverden skulle man ellers tale om?

Den handler om den socialt belastede, dysfunktionelle familie med drømme om det naturlige, enkle liv, der flytter til the middle of nowhere uden nogen fornemmelse af, hvordan man så gør det. Derfor dør de såmænd også med såvel jævne mellemrum som passende intervaller, og det er så synopsen over, hvad der sker handlingsmæssigt. Det er ikke bare lidt kedeligt, det er faktisk, hvilket er værre, rimeligt utroværdigt, og man føler sig totalt ladt i stikken i forhold til at identificere sig med nogen eller noget overhovedet. Midt i det hele har de importeret selveste Ghita Nørby. Det hjælper heller ikke….

 

The Cave.

Filmen er en sindsoprivende dokumentar om et syrisk undergrundshospital, lige midt i den mest belastede krigszone ved hovedstaden Damaskus, hvor man følger den unge, kvindelige børnelæge, som har valgt at blive trods daglige bombardementer og ufatteligt udfordrende arbejdsvilkår. Her er faktisk tale om en dybt idealistisk, fantastisk kvindeskikkelse.

Man er med i dagligdagen på hospitalets mørke, klaustrofobiske gange og sidder som en flue på væggen i tilspidsede situationer, hvor små, uskyldige krigsofre bringes ind til et nødhospital, hvor man ikke har meget andet end lægernes ufattelige vilje og overskud til et hjælpe. Der er forfærdelige scener, selv om vi nok skånes for det værste, og der er direkte anskuelighedsundervisning i, hvorledes en bizar og uforståelig borgerkrig påvirker totalt uskyldige ofre. Det er stærkt, og det er fremfor alt tankevækkende.

Optagelserne til filmen er smuglet ud af det borgerkrigshærgede land og derefter klippet sammen i Danmark. Det er en vigtig film, nogle væsentlige optagelser, og de giver en forståelse for mareridtet dernede, som gør et uudsletteligt indtryk. Som sidehistorie fokuseres også på kvinders position i samfundet, og scenen, hvor den kvindelige læge af en patient får besked om at gå hjem til sin familie og finde sin rette plads, giver et fantastisk indtryk af, hvilket kræfter hun er oppe imod. Der er krig på flere fronter….

Det er sådan en film, det gør ondt at se. Men den er også nødvendig!

 

Continue Reading

Glædelig jul.

Alle læsere af bloggen ønskes en rigtig god og glædelig jul med det julekort, jeg efterhånden sender hvert år: Banksys “Joseph and Mary can`t make it to Bethlehem this year”.

Måske umiddelbart en smule ujulet, men samtidig såvel en fremragende tegning af en af mine yndlingskunstnere med forfærdeligt mange væsentlige ting på hjerte. Og, allermest relevant, en påmindelse om, at verden, trods jul, stadig er et yderst kompliceret sted at være og at forholde sig til, fordi vi mennesker er så vanvittigt eminente til at skabe problemer, krige og fjendskaber mellem os selv. Jo mere, jeg rejser i Mellemøsten (hvor det hele jo dog trods alt tilsyneladende foregik dengang for 2019 år siden), desto klarer bliver det i alt fald for mig. Ligesom det bliver klarere for mig, at vi sammen må arbejde på fred og forståelse, som netop er det, julen skal og bør minde os om.

Så god jul! Nyd den!

Continue Reading

Når dyr bliver dyre.

Jeg var på min lokale auktion i aftes. Det var der mange andre, der også var. For en af attraktionerne, som tiltrak trædyrsentusiaster såvel fra nærområdet som fra noget længere væk var en ret enorm, misundelsesværdig samling af Kay Bojesens z0ologisk udskejelser. Her var alt fra den gamle abetraver (NU, i julens anledning, med uklædelig nissehue) til hunde, zebraer, pandaer, sangfugle, måger, ja sågar en pænt antal særdeles nordiske skiløbere.

Og der er jo søde, alle dyrene. Nuttede, og lige til at hænge i reolen, stille i vindueskarmen eller sætte på toppen af den PH-lampe, vi jo alligevel allesammen har. Så jeg ville da også gerne forøge min ellers ret omfattende samling af trædyr af forskellige nationaliteter. Derfor mødte jeg velforberedt op med en googlet prisliste på, hvad man kan erhverve sig sin helt egen zoo i træ for i andre butikker. Især dem med tilbud. Foran mig sad en dame, som havde gjort det samme. Så vi to var nok nogle af de eneste, der absolut ikke bar vores egne dyr hjem. Vi måbede bare hele vejen gennem salgsseancen og tænkte vel begge, at den oprindelige ejer af dyrene i dag må være rendt storgrinende i banken. Eller måske være blevet rig nok til at anskaffe sig en rigtig zoo med dyr af kød og blod.

For det kan da nok være, de dyr blev dyre. Uanstændigt dyre. Min lille mistanke siger mig, at mange uerfarne auktionsgængere, lokket af trædyr, ikke lige havde sat sig ind i, at man altså betaler et salær på 25% oven i hammerslagsprisen. De kunne jo have fået en hel familie af nuttede aber med små, uklædelige nissehuer, hvis de i stedet var gået til en lokal isenkræmmer. Det bliver en brat opvågning, når de finder ud af, at det store abeeventyr decideret belaster julebudgettet. Ikke mindst mentalt, for det er aldrig rart at blive til grin. Især ikke for sine egne penge.

Men endnu engang siger det mig, at når man går på auktion–og det gør jeg, for det er sjovt og som regel meget billigt–så skal man sætte sig ordentligt ind i, hvad prisen er på det, man agter at købe. Og lige huske at sætte salærprisen oveni. Samt sætte sig en klar øvre grænse for, hvad man vil betale for en given ting, og stå urokkeligt, nogle gange smertefuldt fast på den. Der findes intet, der er så meget need to have, at man skal betale overpris for det. Andet en nissehueaber, kan jeg forstå…..

Det er sikkert muligt, at auktionshuset har været lykkeligt over de fine priser. Men så alligevel… Ingen kan vel være jublende henrykte over, at en massepsykose får helt almindelige mennesker til at snyde sig selv. Det er sikkert også muligt, at køberne er lykkelige over alle deres nye dyr. Det håber jeg da for dem. Det kræver blot, at de på ingen mulig måde åbner en tilbudsavis eller bevæger sig indenfor synsafstand af en isenkræmmer….

Continue Reading

Om julemad. Og om forandringer.

Der er gået klimaforandringer i min julefrokostmad. Eller også er der bare gået forandringer i mine julemadsvaner.

Indtil for få år siden var julemaden indiskutabel. Der var ingen diskussion omkring, hvad der skulle på julefrokostbordet, og reglen var, at det helt enkelt bare var det samme som året før. Nogle gange skulle det endda stå det samme sted på bordet. Der skulle flæskesteg, frikadeller, sylte, hamburgerryg, forskellige sild, varm leverpostej, julemedister og et pænt udvalg af oste til. Samt alt det, jeg nok har glemt, men som i alt fald har til fælles med det nævnte, at det er kødbaseret, tungt, ofte rimeligt fedt og sjældent ud af grøntsagsfamilien.

Mens børnene var små, hjemmeboende og  relativt inflydelsesløse gik det såmænd også godt nok, og ingen stillede i grunden spørgsmålstegn ved, at netop den type mad i årevis var selve julemadEN. Det var same procedure as every year, og det var indbegrebet af jul. Samtidig var det et overflødighedshorn af alt for megen mad, alt for megen fed mad, al for megen kødmad, som vi ofte sloges med til langt ind i det nye år. Vi sad der som produkter af et bondesamfund, som for længst var hedengået og dyrkede madmæssige idealer, der i forhold til vores egen tid lå flere generationer tilbage. Akkurat som de aller-allerfleste andre familier. For man rører nødigt ved den gamle jul, og alt skal være både genkendeligt og forudsigeligt. Også sylten.

Men de senere år er især de nu voksne børn begyndt at stille spørgsmål ved julemaden. I første instans er ens reaktion jo, at en flok halvvegetariske (flexitariske på moderne dansk) syltehedninge og leverpostejasketer på ingen måde skal røre ved det, der altid har været den indiskutable norm i det lille hjem, hvor hamburgerryggen altid har haft sin egen æresgæstplads på julebordet. Indtil, altså, man for første gang nogensinde stiller sig selv de spørgsmål, om det overhovedet er nødvendigt med al den mad, og om man måske for første gang tør indrømme, at man i grunden bryder sig uendeligt lidt om sylte og julemedister. At man i grunden hellere vil have noget andet. Noget lettere, noget ufedere, noget rimeligt kødløst.

Så mit overkødede julebord har ændret image. Gradvist, nogle gange med de lange, seje træk, men decideret uundgåeligt. Der er kommet masser af fisk på, og der er kommet masser af salat på. Det har gjort ondt ( ikke i smagsløgene, men i den traditionsbundne julesjæl) at skrotte de kødlige overdådigheder, og det har taget flere år at sige farvel til slagterens udbud og bekende sig til fiskemandens. Hårdest har det nok været for de ældre, mandlige familiemedlemmer, for det er mit klare indtryk, at mænd generelt har en noget større appetit på julet sulemad end kvinder. Så der bliver da smuglet en lille sylte ind til de, der ellers går i akut syltenød, men der er godt nok ikke det store salg i den. Og der laves da også en flæskesteg, men det er vist mest for at dække min egen passion for sprød svær, for efterhånden er det jo nærmest det eneste af dyret, jeg gider at spise. Men ellers er det fisk og salater. Masser af fisk og salater.

Jeg tror ikke, jeg er indehaver af det eneste julehjem, hvor netop den forandring løber af julestablen. Selvfølgelig kan jeg da stadig ved slagterbesøg iagttage, hvordan der købes ind af kødet julemad. Men jeg kan også se, HVEM det er, der gør det. Og det er IKKE dem under 40. Dem møder jeg nemlig i stedet hos fiskehandleren og blandt grøntsagerne. For den traditionelle, danske julefrokost vil sikkert leve videre i firmaregi og ude på landevejskroerne som en form for traditionsdyrkende anakronisme, men med tiden, tror jeg, vil netop denne form for frokost uddø i de små hjem. Leverpostejen og sylten vil gå til de evige fedtmarker, og man vil for fremtiden samles om helt andre madvarer i julen. Ikke blot fordi det er klimavenligere, men sikkert også fordi, man foretrækker at spise ting, man kan lide.

Dog tror jeg på, at juleanden og ris a la manden overlever. Den ene aften om året. Selv om rødkålen nok de fleste steder er suppleret med en rødkålssalat, sovsen knapt så fedtet og flødet, og de syltede asier, som i alt fald i min barndom var på bordet, erstattet af andre salater, selv om de vel næppe udgør nogen sønderlig klimatrussel. Til gengæld bliver den indkøbte and for hvert år mindre og mindre–og mere og mere dyr. Der bliver ikke spist så meget af den, samtidig med at det er blevet et must, at den skal være så fedtfattig, fritgående og gerne økologisk som muligt.

Og ris a la manden! Her nægter jeg at gå på kompromis med hverken grødris, fløde eller sødmælk. Hvis nogen kræver brune ris, havremælk og uægte fløde, så må de finde et andet lille hjem at holde jul i. Her skal ikke røres ved min gamle jul—men det både kan og skal der på mange andre områder. Og det er godt, det er rart, det er sundere–og det er sikkert også mere klimavenligt!

Continue Reading

Man bliver aldrig for gammel til ros!

Denne SMS tikkede ind hos mig i morges. Primært skrevet, fordi en tidligere gæst havde et helt konkret spørgsmål om en helt anden rejse, men alligevel nok til, at min dag fik en rigtig dejlig start. Som alle andre elsker jeg ros, jeg trives på det, vokser med det og husker det længe efter, at det overhovedet har nogen relevans. Mest fordi ros er så sjældent. Ikke fordi, vi generelt er en utilfreds nation. Men vi er bare forbandet dårlige til at rose. Og derfor er vi også ubegribeligt dårlige til at modtage ros.

Personligt er jeg gennemført elendig til at rose. Det meste af min ros gemmes i den skuffe, der hedder, “hvad jeg skulle/burde/ville have sagt, hvis jeg ellers havde tænkt mig om.”. Jeg kan græmmes over min urosende adfærd i bagklogskabens klare lys og ønske, at jeg kunne få en second chance til at sige noget pænt om andre, der bare i den grad fortjente det. Allermest fordi, jeg ofte i situationer er bange for at rose FOR meget, for overstrømmende, for længe og for inderligt, således at den rosfortjenende bare tror, jeg siger pæne ord for at være høflig og artig. Angsten for at lyde falsk, indyndende og slesk lægger alt for hyppigt bånd på en ros, der ellers er fortjent.

For det gør vi jo. Vi roser faktisk ofte meget mere, når vi ikke mener det, end når vi gør. Hvor mange af os har ikke besunget et nyt rædsel af et stykke tekstil, der i virkeligheden var noget nær en katastrofe på veninden indeni? Roser af medlidenhed, af frygt for at miste venskaber og af simpel høflighed. Hvorimod det somme tider er så uendeligt svært at få alle de pæne ord ud, når der virkelig er tale om noget, der skal siges topklasse om. For slet ikke at tale om alle de gange, vi glemmer det, og først bagefter opdager, at her burde der være faldet nogle særdeles venlige ord.

Gennem mine mange år i gymnasieskolen var det ikke ros, jeg gik ned på. Elever roser ikke, som hovedregel, deres lærere, men heldigvis siger de dog tak efter endt eksamen. Og man får også gerne en lille erkendtlighed. Men i det daglige er det sløjt på rosområdet. Jeg må også indrømme, at jeg de første år i kommentarer til stile primært pegede ud, hvor manglerne var, indtil jeg lærte at nudge den rigtige vej ved først at opregne de positive ting, og så dem “der skulle arbejdes med”. Samt klart at følge op og rose, når der VAR blevet arbejdet med det påpegede. Det er noget anderledes som turguide. Lad mig bare sige, at der er afregningen noget mere kontant–også somme tider i ordets allermest bogstaveligste betydning.

Men det er stadig svært for mig at modtage ros. Jeg bliver så underligt undselig og ved ikke rigtigt, hvor jeg skal kigge hen, eller hvad jeg skal sige. For jeg slås med såvel min falske beskedenhed som min altid hysteriske mistanke om, at andre gør det samme hykleriske, som jeg nogle gange gør: Nemlig roser for at være pæn og venlig. På det seneste har jeg dog lært mig selv at bruge netop den sætning, som er indlæggets overskrift: At man aldrig bliver for gammel til at få ros. Og det mener jeg faktisk!

Udover det prøver jeg at lære mig selv at blive meget, meget såvel bedre til som bevidst om at rose. Ikke falskrose, skamrose, men rose, når der er grund til det. At være ærlig i min ros. Men også at bruge den lidt bevidst og nudgende. Allerede på min første tur for 4-5 år siden roste jeg mine gæster for at komme til tiden allerede ved det første stop. Det gør jeg helt bevidst hver eneste gang nu, og jeg har faktisk aldrig måttet slås med forsinkede gæster. Tillige har jeg jo også gennem årene kunnet se, hvorledes andre mennesker vokser og trives på ros. Så ros! Ros når der er grund til det, når øjeblikket er det rigtige, og når der tydeligvis er tale om noget fint, stort, unikt–eller bare noget, hvor nogen har overgået sig selv! Elelr gjort en indsats for at prøve at gøre det!

På den måde kan vi vel også komme falskrosning og skamrosning til livs. For så behøver vi dem vel ikke. Hvis vi husker at rose, når der er grund til det, behøver vi vel ikke at gøre det, når der ikke er!!

Continue Reading

Det` smørret, der gør`et!

Børkop Vandmølle, Børkop.

Der er så hyggeligt derude på landet. Også i en julemåned, hvor sneen absolut ingen intentioner har om at drysse bare til husbehov. Så selv i dette evindelige, ustoppelige regnvejr og dage, hvor det aldrig bliver helt lyst, er der hyggeligt ved og i Børkop Vandmølle. Både udendørs, men sandelig også indendørs i de gamle stuer, hvor der dufter af nostalgisk jul på landet.

Og maden er sandelig også god. Sådan gammeldags god med lidt nytænkning som pynt. Når det er næsten jul, går jeg som regel i rødspættefilet. Især når den er med hjemmebagt brød og hjemmerørt remoulade, for der findes faktisk remoulader ( ikke i tuber, dog!), der næsten når op på siden af en god, engelsk tartaresauce. Næsten, altså kun. Og når der så står sort på hvidt, at spætten er pandestegt, så er jeg solgt til tanken om smørstegt fisk. For paneret fisk skal steges i smør og intet, absolut intet, andet.

Så det var en stor skuffelse, at min fisk decideret ikke havde været i nærheden af et smørprodukt. Jeg mener, der var flot, nydelig og vanvittigt spiseligt garniture med samt det bedste brød, jeg længe har fået. Hvorfor i alverden så dog sløse på fiskefronten? Det klædte absolut ikke alle de andre lækre ting på tallerkenen, og hvor stor en omvej er det egentlig at vende sin fisk i en smule smør? Når man både gider at hjemmerøre sin remoulade, skære sine lækre grøntsager i fine former, bage sit eget brød og anrette til mundsavl? Det er en skam, og, for de, der ind imellem morer sig over Vera Grus /Scrooge (for her er stjålet med arme og ben fra Dickens): rent HUMBUG! Det kan man ikke være bekendt!

Anyway, så er der jo omgivelser der vil noget, også udenfor selve nærområdet. Personligt er jeg dybt fascineret af Brejning, som er et af de smukkeste steder, jeg kender. Det er forfærdeligt at tænke på, hvordan der har været i de statelige bygninger for blot få år siden, da man ikke behandlede de såkaldt ( med datidens ord) åndsvage som rigtige mennesker. Men også tankevækkende, at alle de smukke, smukke bygninger med deres imponerende ydrer har været med til at dække over betændte indre forhold. I dag står de dog og stråler ned langs den vidunderlige bakke med skoven, og kan man fortrænge ( ikke glemme, for det må vi aldrig!) fortidens synder og uvidenhed, er Brejning et helt vidunderligt sted.

Og når man så alligevel er der, er Børkop Vandmølle et godt frokoststed. Men helst med smør……

Continue Reading

Om sæbe.

Givetvis foranlediget af hele diskussionen om kontanter på Facebook, slog det mig pludseligt, at jeg også på et andet område nok er håbløst ude af trit med tiden og mentalt tilhører en generation, der ikke er min.

For jeg elsker sæbe. Altså sæbebarrer. Sådan nogle lækre, velduftende størrelser, som man kan smøre sig ind i, føle sig ren i, og hvor der er noget at holde ved, der ikke bare forsvinder mellem fingrene og vandet. Jeg kunne aldrig drømme om at anvende dem til håndvask, her er jeg gået i flydende, men til de varme morgenbade er det en nydelse, jeg, totalt outdated, tillader mig selv at dyrke intenst.

Jeg samler ligefrem på sæber. Bruger som regel mine sidste kontanter(! )i udlandet på sæbebarrer i forretninger eller lufthavne. Jeg har også yndlingsmærker og må med stor skam tilstå, at jeg kan gå helt i sæbe-selvsving over ethvert kropsvaskemiddel, der indeholder Dødehavsmudder. Det er totalt politisk og klimatisk ukorrekt, men det er F… dejligt. Jeg kan opnå en indre opstemthed, hvis jeg uventet støder over en af mine favoritter et sted, jeg ikke lige havde ventet det, og da sæbeforretningen Crabtree and Evelyn for nylig gik konkurs, græd jeg næsten af skuffelse og abstinenser på forventet efterbevilling. De kunne noget med sæbe. Især dem med engelske midsommerblomster og lynghonning. For hvem vil ikke gerne dufte af engelske midsommerblomster?

I mit skab på badeværelset ligger stakkevis af lækre sæber, for jeg hamstrer. Man kan vel ikke gå fordi en god sæbe uden at skulle have den med hjem. Jeg ville givetvis kunne grovvaske mig selv godt og vel et tiår uden at gå ned på sæbebarer. Dog er jeg særdeles moderat, hvad angår tyveri af hotelsæber. Der var engang, hvor jeg kunne afmontere alt i hotelværelse, der ikke var naglet fast, men de tider er uigenkaldeligt ovre. Hotelsæber er for dårlige i kvalitet, for små til at sæbe sig ordentligt ind i, og så vil jeg faktisk også hellere bruge vægten til at erhverve mig rigtigt dejlige luksussæber.

Der er ikke noget som at sæbe sig ind. Stå der med det lækre sæbestykke og lade det smitte af overalt på kroppen. Få det til at skumme og bagefter føle sig rigtigt ren og velduftende. Det er en del af at gå i bad. Den bedste. Og det kan en ydmyg stråle fra en politisk korrekt sæbedispenser altså ikke gøre efter. Langtfra.

Sjovt nok har jeg også lagt mærke til, at hvis jeg forærer en af mine dejlige sæbebarrer væk, så bliver folk faktisk glade. Det lader til, at mange har glemt lyksalighederne ved at sæbe sig ind med sådan en og  får et behageligt deja vu ved synet af den. Måske ligefrem glæder sig til at komme i bad? For mange har glemt rarheden ved et stykke sæbe. Den som jeg tillader mig at dyrke hver eneste morgen…

Det vil sikkert gå med sæbebarrer, som det er gået med kontanterne. Det er nok også derfor, jeg ligger inde med så overvældende lagre. MEN jeg ved, at jeg har andre nydelsesfæller i min egen generation, så selv om vi måske bliver den sidste indsæbelsesgeneration, så sæber vi på livet løs hver morgen og nyder det intenst og voldsomt.

Continue Reading

En fantastisk serie.

Unbelievable. Netflix.

Hvis juledagene føles lange og mørke, eller det måske bare kniber med at få tiden til at gå op mod den store pakkeforløsning, så er her buddet på en gang intelligent krimi-underholdning. Intet mindre end en fængende, spændende og særdeles vedkommende amerikansk serie, hvor to stærke kvinder i centrum udmanøvrerer såvel uduelige mandlige kolleger som en brutal voldtægtsmand. Samt får retfærdigheden til at ske fyldest.

Serien (8 afsnit) foregår på to parallelle tidsplaner, det ene omkring 3 år før det andet. Vi følger institutionsbarnet Marie, som både bliver voldtaget og af politiet–primært pga. sin noget dysfunktionelle baggrund–mistænkes (og dømmes) for at have indgivet falsk anmeldelse. 3 år senere er den samme kyniske voldtægtsmand (stadig) på spil i andre stater, men heldigvis løber han her ind i 2 vedholdende, kvindelige efterforskere, der som rigtige mennesker af kød og blod ( altså ulig de stereotype superhelte, der ofte optræder i amerikanske film) bider sig fast i at ville opklare de kvindefjendske forbrydelser. Det er er lang, kroget vej, fyldt med vildspor og afstikkere, men også med humor, menneskelighed og den slags små tilfældigheder, der vel kendetegner opklaringsarbejde i det liv, der tilhører vi andre og ligger udenfor et filmunivers.

Det er nogle barske mostre, de to, og i starten har de da også relativt svært ved at komme til for hinanden. Men i al sin enkelhed er der en vej, hvor der er to stærke viljer. Og vi jubler og erkender nederlag sammen med dem og voldtægtsmandens ofre, mens vi langsomt, og sikkert, sporer os ind på, hvem der dog har så kvindefjendsk et verdensbillede og så lavt et selvværd overfor det modsatte køn. På sin vis er det en gammeldags who dunnit i moderne, amerikansk indpakning, men vi er langt ude på landet og i et univers, der selv for os europæere er troværdigt og beboet af helt almindelige, genkendelige mennesker.

Så jeg kan godt røbe, at retfærdigheden sker fyldest til sidst. For i denne serie er det ikke selve målet, der er det saliggørende og omdrejningspunktet som sådan. Det er vejen dertil. Med dens bump, vejspærringer og store omveje. Og netop den vej er værd at gå sammen med to kvinder, der på mange måder ligner os selv. Så se den endelig…..

Continue Reading