Alle læsere af bloggen ønskes et rigtigt godt nytår!
Og mens jeg sidder og skriver dette, brænder jorden i Australien, vores eget land står i vand til knæene, utallige steder, jeg har besøgt gennem året, lider af nærmest ufattelig tørke og vandmangel, og isen smelter med forrygende og helt uventet hast ved polerne. Aldrig før har klimaet været så højt og så højtråbende på dagsordenen, og hvor vi det meste af min levetid med vanlig sans for gentagelser har ønsket hinanden fred og fordragelighed på tærsklen til et nyt år, er det nu helt andre klimatiske hovedønsker, der dominerer vores ønsker og fortsætter. Det er absolut ikke umuligt, at udvalgte eksemplarer af raketaffyrerne på billedet føler trang til en rask gang intern ufred i 2020, men det er peanuts, petitesser mod, hvad vi ellers er oppe imod.
Jeg synes, jeg i min dagligdag lever så klimabevidst og ansvarligt, som det er mig muligt. Men jeg er samtidig oppe mod kræfter, selv jeg ikke kan styre. Omvendt ville en drastisk forandring af netop MIN dagligdag betyde, at jeg helt konkret ville miste mit arbejde. Hvis jeg ikke kan flyve, eller stærkt traumatiseret hver gang skal sidde i flyveren på vej på arbejde med skyldfølelser helt ud på haleroret, så må jeg jo vælge at belaste statsbudgettet med arbejdsløshed i stedet. Jeg er helt med på, at flyrejser skal være dyrere, og at der skal betales aflad for dem på bedste måde, samt at vi selvfølgelig skal være bevidste om at omlægge vores nærrejser til andre transportformer, men det vil i alt fald tage tid og fantasi at komme dertil.
Og så er det, jeg også bliver en smule kontrær i min tankegang. Jeg er HELT og aldeles enig i samtlige frelstheder omkring klima, men jeg er samtidig nødt til også at pippe denne oplevelser, som nok er den, der har gjort det største indtryk på mig hele året, ud gennem de økologiske sideben. For der er også andre hensyn, andre ting, der skal med for nuancernes skyld. I efteråret var jeg i Jordan på jomfrutur med mit rejsebureau. Turen var arrangeret af en jordansk gift amerikansk kvinde, der også som hovedmål gerne ville frelse jorden. Og især jordanerne.
Derfor havde Laura, som hun hed, lagt vores rute gennem et særdeles fattigt, men usigeligt smukt område ved Golanhøjderne. Golanhøjderne markerer den særdeles betændte grænsezone mellem, blandt andet, Jordan og Syrien, hvor den syriske borgerkrigs rædsler rækker langt, langt ind i Jordan. Det har, helt konkret, betydet, at samtlige turister har forladt området, at folk er meget, meget fattige, at hoteller og restauranter står gabende tomme, at børn har forfærdelige opvækstvilkår og næppe megen fremtid, at man ligefrem kan spore en slags apati i folks ansigter, og at det flyder med plastik og affald overalt. For i fattige lande kan man nemlig helt konkret måle fattigdom på affaldsmængder. Jo mere affald, desto højere fattigdom.
Det var så her, vi ( efter utallige tjeks ved kontrolposter) mærkede en gæstfrihed og en mærkbar glæde over, at VI var kommet. At vi 9 turister lagde nogle penge, viste os og signalerede, at der måske var håb forude. Hvor vi blev modtaget med åbne arme og en vilje til at give os det bedste, stedet formåede. Det var ikke fake–det var et slet skjult håb! Jeg mindes stadig de overvældende, fantastiske måltider, som vi slet ikke evnede at spise det hele af–og de ikke få lokale kvinder, vi senere så forlade hotellets bagdør med små fade! Vi var æresgæster i 2 nætter, der blandt fattigdommen, affaldet og, samtidig, et af de smukkeste landskaber med varme kilder, jeg nogensinde har set. Hvorefter de nok skal vente en rum tid på, at andre dukker op. I alt fald håber jeg da, at mit bureau stadig vil sende folk på de kanter. Det bør vi.
Men for at komme derned, er det nødvendigt at flyve. Det er i det hele taget nødvendigt at rejse for at nå samtlige verdens brændpunkter, hvor fattige mennesker, nogle gange undertrykte mennesker i forfærdelige regimer, har så umådeligt brug for os og vores penge. Hvor vi ikke blot er madbilletten, men også selve muligheden for at give næste generation noget, der ligner en fremtid. Hvis vi bliver væk, går disse samfund til grunde, eller bliver i alt fald en kolossal økonomisk belastning på andre budgetter. Vi kan, ved vores blotte tilstedeværelse, være med til at opretholde en form for balance (og ja, det lyder som herrefolk og slavefolk, men så længe verden ser ud, som den gør, er det måske det bedste, vi kan gøre!), give en konkret ulandshjælp, som på sigt er absolut lige så væsentlig som den, der gives over statsbudgetter og store hjælpeorganisationer. Det er vigtigt, vi rejser sådanne steder hen. Det er, helt ned på mikroplanet, usigeligt væsentligt, at 9 danske turister tager 2 dage ind til Golanhøjderne og lægger deres penge. Ikke blot økonomisk, men også for at tænde en form for håb.
Så ja, de Tunbergske transportformer (selv på 1. klasse!) er da absolut politisk, klimatisk korrekte. Men jeg tvivler på, hvor meget de egentlig ændrer livet, håbet og fremtiden for de utallige millioner, der lever af, at vi kommer og besøger dem.
Dette er ikke et patetisk forsvar for mig selv. Det er, i alt fald i historien om den jordanske landsby, en slags øjenåbner for, at tingene slet ikke er så ukomplicerede og firkantede, som de umiddelbart lyder. Så jeg vil ikke miste mit elskede arbejde, og jeg vil forfærdeligt gerne lægge mine penge steder, hvor de er af absolut konkret og vital betydning. Men det kræver, at jeg kan komme dertil. Hvilket jeg så også gerne betaler yderligere afgifter og aflad for.
Vi skal passe uendeligt meget på vores jord og vores medmennesker. For den og de er i krise. Men der er mere end bare en enkel sandhed i denne forvirrende, og nogle gange noget frelste, debat. I mellemtiden vil jeg dog stadig gøre alt, hvad der er mig muligt i min egen lille dagligdag!
Godt nytår!