Moster Fornærmet i Fakta.

Forleden, faktisk fredag aften omkring spisetid, var jeg i en tur i en lokal Faktaforretning. Der sad en meget ung, genert mand ved kassen, og hvis der var andet (og ældre/voksent) personale i butikken, var det i alt fald ikke umiddelbart synligt.

Efter mig stod tre endnu mere meget unge drenge med hver sin øl. Dem ville de gerne købe. Desværre ( og her skal jeg nok udelade arsenalet af undskyldninger og bortforklaringer) havde ingen af dem legitimation på sig. Til gengæld havde de strålende overtalelsesevner, så den særdeles grønne unge mand ved kassen lod dem slippe med en advarsel om, “at det kun var denne gang, det lod sig gøre.” Han virkede i øvrigt lidt skræmt.

Inde i mit hoved blev der lige foretaget et sjusset regnestykke over antallet af dagligvareforretninger i byen, ganget en smule og nået et facit på, at hvis de tre unge fyre bare nåede halvdelen af dem, ville de også (forudsat lige så  fesne, unge medarbejdere) nå heldelen af en forsvarlig brandert.

Det er i sig selv beklageligt. Men det er endnu mere beklageligt, at tydeligt mindreårige slipper afsted med at købe alkohol i dagligvarebutikker, der har klare regler for, hvem der kan købe. Enhver kan jo sige sig selv, at hvis bare en af de tre ungdommeligheder havde været over 16, ville han givetvis have bevæbnet sig med identifikation hjemmefra. Om ikke andet så for at undgå løgne og ualmindeligt dårlige undskyldninger. At gå i Fakta og købe tre øl er oftest ikke en pludselig indskydelse–det er som regel indledningen til en fest. Og har man ikke sin legitimation i orden, er det som regel fordi, man simpelthen ikke har nogen.

I Moster Fornærmets optik var det ikke i orden, at de tre ungersvende fik lov at købe deres øl. Modsat ville de have været ganske OK, hvis de havde haft de fornødne papirer, så både de og kassebabyen ville have overholdt loven. Problemet er jo også, at ølkøbet vel aldrig falder tilbage på netop dem. Det er den unge mand ved kassen, der tager skraldet, hvis der ellers bliver noget skrald at tage. Han virkede en smule forknyt, og min umiddelbare fornemmelse var, at han på en eller anden måde kendte dem. Eller kendte til dem, hvilket vel er endnu værre.

Hvis der er regler om, hvem der må købe alkohol i vores butikker, har de som regel det formål at afholde de, for hvem netop dette ikke er hensigtsmæssigt pga. alder, fra at gøre det. Det er ikke bare pjat og lallende unødvendighed. Det er faktisk loven. Og lige som man givetvis ikke kan snakke sig ud af at have glemt sit kørekort ved en tilfældig razzia, så bør man på ingen måde kunne tale sig ud af at have “glemt” legitimation ved ølkøb.

Jeg sagde ikke noget. Og det var der en tydelig grund til. Nemlig den lille kassefyr. Han blev nærmest endnu mindre under DEN handel. Men hvis jeg nogensinde møder de tre bajeraber igen, så er det særdeles muligt, at hele arsenalet af ukvemsord rulles ud. For selv om det lovmæssigt er kassedrengen, der har lavet fejlen, så var det i alt fald i mine øjne dem, der var skurkene!

You may also like

Skriv et svar