En god film.

Parasite. I biograferne.

Det er yderst sjældent, jeg ser sydkoreanske film. Faktisk har jeg vist aldrig før set en sydkoreansk film. Jeg er altid så bange for, at jeg må give op og indrømme, at jeg mildest talt ikke forstår en lyd. Eller et billede, for den sags skyld. Fordi sydkoreansk kultur ligger så langt fra min egen, og jeg derfor mister store nuancer, endda selve plottet og garanteret aldrig får grint på de rigtige steder.

Men denne er forbavsende både god og forståelig. Det er nok også derfor, at den fik Guldpalmerne i Cannes. Fordi juryen forstod den og grinte på de rigtige steder. I øvrigt har jeg væsentlig større tiltro til Cannes-juryen sådan kvalitetsmæssigt, end jeg har til Oscar-komiteen, som ind imellem går mere efter det betydeligt mere mainstream, kommercielle og sikre. Det gør de ikke i Cannes.

Sidste år kæmpede jeg mig gennem den kritikerroste film Roma–uden dog på noget tidspunkt at kunne skimte bare konturerne af en handling. På sin vis kan man sige, at denne film er en remake af Roma MED handling. Vi møder den arbejdsløse slumfamilie på mor, far, søn og datter, som egentlig intet andet har at give sig til end at parasitsurfe på andres internet, indtil en appelsin (her repræsenteret ved en stor sten) falder i deres hænder, og sønnen arver et job som huslærer hos en rig ( MEGET rig, megarig) familie. Snildt og hurtigt får han udmanøvreret alle andre tjenestefolk i huset, således at hans egen slumfamilie overtager styringen af det. Det er heller ikke så svært, for rige mor er dum som et bræt og snobbet som en nyrig, rige far er aldrig hjemme, og rige børn er verdensfjerne, for de har vel intet at bekymre sig om, udover det sidste nye, fjernstyrede og elektroniske legetøj.

Så langt, så godt. Men da fattige vel altid har haft udprægede talenter ( og næsten medfødte overlevelsesevner) for at krybe som parasitter på de rige, viser det sig, at de sandelig ikke er de eneste pengeigler i det hus. Som i øvrigt ligner et, der er tegnet af Arne Jakobsen. Der er mange om buddet, og der må tages mange drabelige slåskampe, og dødelige nederlag, undervejs. Sandt er sige er der ret mange, der dør. Og lige så sandt at sige gør de fleste det på yderst spektakulære måder.

Det er en finurlig film på den måde, at man aldrig ved, hvad der venter omkring næste hjørne. Tror man, at man har fat på historien og dens potentielle forløb, så må man tro om, for intet udvikler sig på den måde, det kunne forventes. Det kan jeg godt lide. Ligeledes indebærer hele persongalleriets spænd fra megarig til subproletariat, at filmen er dybt og inderlig kritisk overfor såvel det moderne samfund som sådan, men også overfor de stereotyper, vi forbinder med rigdom og fattigdom. Og så er den morsom. Faktisk meget morsom på en grotesk måde, der allermest minder om de historier, man kan se hos instruktøren Wes Anderson, der heller ikke just dyrker mainstream.

Denne film er værd at se, og skal man i sit liv kun nå en eneste sydkoreansk film, så må det blive denne. Som, siger nogen, nok også vinder en Oscar for bedste udenlandske film……

You may also like

Skriv et svar