Et helt igennem fantastisk sted!

Restaurant Herregårdskælderen, Sønderskov Slot ( ved Askov/Brørup/Vejen).

Det er ikke sådan et sted, man hverken falder over eller falder tilfældigt ind. Det er nødvendigt at vide, at det er der, og selv med den viden i baghovedet kan man fristes til at blive en smule bekymret, når man sulten rager rundt ud på meget, meget små og snoede veje ude i midten af det rene ingenting. Det er så kun et spørgsmål om at blive ved, indtil den imponerende hovedbygning på Sønderskov Slot pludselig rager op i det flade landskab, for så mangler man kun lige krydse den gamle voldgrav for at være fremme.

Restauranten holder til i den ældgamle kælder, på stenet guld, med et loft båret af de utroligste gamle egeplanker, med buede hvælvinger og med et grundprincip om, at alting bør være så skævt, det kan blive indenfor rimelighedens grænser. Det er utroligt hyggeligt, meget autentisk, og den levende ild i det ene hjørne gør bestemt ikke oplevelsen mindre.

Og maden! Til frokost kan man få 3 små retter, nærmest en slags udvidet tapas, efter kokkens smag og humør. I dag var kokken tilsyneladende i sprudlende godt humør, for vi fik Fanølaks med grøntsagsterrine, bagt torsk på skorzonerødder og oksemørbrad med svampe. Alt sammen med lækkert brød til, formedelst 130 kroner. Det var en nydelse, en fornøjelse og en fuldstændig mættelse. Tænk, at man kan servere så god, enkel og velsmagende mad for så lille et beløb og alligevel både tage råvarer, mad og gæster særdeles seriøst. Oven i købet havde de en tjener, der passede til stedets atmosfære af gammel herregård og stor madkunst. For selv om jeg generelt krymper mig ved at blive kaldt “Frue”, så var det næsten det eneste, man kunne kalde mig i de omgivelser.

Sønderskov Slot huser også et museum, som dog har vinterlukket indtil i morgen. Den havde vi ikke lige undersøgt tilstrækkeligt godt! Anyway, så er et besøg på museet jo et særdeles kærkomment alibi for at tage derop igen. For det skal vi! Sjældent finder man et sted med så megen hygge, så venlig betjening, så god mad og så næsten uforståelige priser!

I øvrigt er der ikke langt ind til Vejens hyggelige kunstmuseum. Det er overskueligt, velindrettet i smuk, gammel bygning og huser især billedhuggeren Hansen Jacobsens fantastiske og voldsomme værker og en imponerende samling keramik med en Saltovase, der er så smuk, at den nærmest er ubeskrivelig. Ofte har de også udstillinger med Ingrid Vang Nymans tegninger, for Pippis visuelle mor var fra Vejen og gik i helt andre retninger end det margarinedynasti, hun ellers var ud af. Og uden hende var der ingen af os, der havde vidst, hvordan Pippi så ud!

–Men Sønderskov Slot er et af de bedste steder, jeg har spist ude i meget lang tid! Så det var godt, vi fandt det.

Continue Reading

Om taknemmelighed.

Det er som regel, i alt fald hos mig, konkrete hændelser, der udløser det. Taknemmeligheden. I alt fald som udgangspunkt, fordi samme startposition ofte medfører, at jeg kommer til at tænke på alle de andre ting, jeg er taknemmelig for.

Som nu et barnebarns fødsel forleden. Ikke blot, at hun er fin, perfekt og nuttet, men også at jeg rent faktisk kommer til at opleve hende. Være med i hendes liv, have hende i mit. Måske blot og bart at stå op om morgenen og huske, at hun er der. Ligesom alle de andre ting, der også er der. Og, måske allermest væsentligt, at JEG er der.

Taknemmelighed er sådan noget, man vokser til. Tror jeg. Det begynder med alderen at gro på en, når man pludselig opdager, at alting ikke er en selvfølge. At der er barske alternativer til at vågne glad hver morgen og have det godt. Både med sig selv og sin omverden. Uhyrlige, uhyggelige alternativer, faktisk, som man med alderen såvel kommer til at tænke mere på samt helt konkret at blive konfronteret med.

Indtil for få år siden syntes jeg i al min arrogance og tagen livet for givet, at taknemmelighed var en overflødig følelse, et forbandet højtideligt misfoster af en fornemmelse, forbeholdt folk der tog livet alt for alvorligt, var religiøse på den selvkvæstende måde eller indrulleret i alternative tænkemåder, der udelukkende havde selvet som midtpunkt og næppe kunne se længere end egne tåspidser. Det er jo slet ikke sådan, det er. Eller måske er det sådan, mens man er ung og ikke har erkendt, at alting meget hurtigt kan blive til ingenting, og at der ingen garanti er for, at solen skinner på en, såvel i konkret som overført betydning.

De senere år har jeg mere og mere oplevet følelsen af, at jeg er heldig. Meget heldig. Men samtidig også, at mit held aldrig må tages for givet. Jeg betaler ikke pant for det med en påstået taknemmelighed, men jeg får den der følelse, sådan helt fra langt inde i det, der måske er sjælen, at jeg er så overvældende taknemmelig. Så inderligt glad ved bare at være her. Og så jublende lykkelig over, at der stadig er masser af udfordringer, der både venter på mig, og som jeg kan gå i lag med.

Måske er det den endeligt opnåede erkendelse af, at intet er selvfølgeligheder, der gør det. At der ikke er nogen som helst garanti for, at det hele skal gå godt. Og at man netop i den grad skal påskønne det, når det så virkelig GÅR godt. For de små skår, der hele tiden slås af, er jo i virkeligheden kun nødvendige bump på vejen, der i sidste ende udelukkende bidrager til at gøre taknemmeligheden endnu mere omfattende.

På sin vis er taknemmelighed vel bare et andet ord for aktivt at påskønne det, man har og det, man har fået. På den der lidt åndelige måde, som kommer dybt indefra. Det er ikke den følelse, man får, når nogen giver en præcis den materielle gave, man har ønsket sig. For taknemmelighed er ikke tingslig og knyttet til forgængelige ting. Den er større, mere altfavnende, mere omspændende i al sin stille ydmyghed overfor, at man har fået grænseløse glæder samt lov til at deltage, helt uden at have gjort noget mærkbart for det.

Man kan ikke bede sig selv om at være taknemmelig, aftale med sit inderste jeg, at man skal huske at være det. Det fungerer ikke. Eller bliver i alt fald falsk og meget lidt ydmygt. Men man kan lade sig overstrømme af den der følelse, der bare overtager en indefra, gør en så uendeligt glad og lader en påskønne alt det, man har. Og man må gerne dyrke den. For den ydmyghed overfor selve livet, der er outputtet fra taknemmeligheden er i den grad værd at have med sig. Det er lige præcis den, der gør, at livet ikke bliver en selvfølgelighed.

For det er det jo ikke.

Continue Reading

Om hvor heldige, vi er.

Jeg tænker ikke altid over det, når jeg er der. Altså hvor heldig jeg er med at bo i et land, i en tid, hvor biblioteker er åbne, frie og tilgængelige for alle. Hvor man til enhver tid gratis kan låne de bøger, man ønsker, helt uden andre begrænsninger end at de er udlånt, og hvor kun sløsehoveder som mig har indført personlig brugerbetaling for for sent afleverede bøger. Ellers koster det ikke noget at gå om bord i oceaner af gode oplevelser, fornøjelige timer, udvidelse af horisont eller bare rart, omkostningsfrit tidsfordriv.

Det er muligt, man ikke er den store sluger af bøger som sådan. At man ikke har sin ugentlige gang på biblioteket og sjældent ses støve rundt på opdagelse mellem hylderne. Men jeg tør vædde på, at alle alligevel har deres, omend ikke så hyppige, gang på biblioteket. Her kan lånes rejseguider( som altid bliver hurtigt forældede og i øvrigt er vildt dyre), kopieres alt fra fødselsdagsinvitationer til konfirmationssange, læses aviser og benyttes computere gratis, søges oplysninger ( også med assistance) om både dette og hint og nogle gange bare slappes af i en dyb stol under en bytur. Det er da fantastisk, at alt det er gratis. Uanset hvor meget man benytter det, er det som grundprincip et uovertruffet tilbud til os alle.

Faktisk er folkebibliotekstanken ikke meget mere end ca. 125 år gammel, idet de fleste bogsamlinger inden da enten var strengt private eller krævede en form for betalt medlemsskab. Med den fokus der kom på folkeoplysning og uddannelse netop i årene omkring forrige århundredskifte etableredes folkebiblioteker i de fleste større, danske byer. Her kunne borgerne så gå hen og blive klogere, mere dannede og mere oplyste. Og resten er, om man så kan sige, bare historie.

Og så alligevel ikke. Som flittig bruger af biblioteker hele mit liv husker jeg specielt mine barndomsår i en lille, fynsk landsby, hvor det lokale bibliotek kun havde åbent 2 timer hver hverdagseftermiddag, og hvor børn under 10 kun måtte låne 2 bøger med hjem ad gangen. Den kringlede jeg ved at møde op ved åbningstid og låne 1 bog, tyre den igennem på 2 timer og lige nå at hente 2 nye, inden der blev lukket igen. Meget ulig mine egne børn, som uden restriktioner slæbte læssevis af billedbøger med hjem ad gangen, fordi enhver farverig forside appelerede til dem. Det var også dengang, man som forældre kunne få lånekort til sine børn, og hvor bøden for for sent afleverede bøger var væsentligt reduceret på børnelån. Hvis man skulle dømme mine børns litterære udvikling på, hvad de som førskolebørn formåede at læse sig igennem  af klassikere og tunge bøger på engelsk, så har de været vidunderbørn. Faktum er blot, at deres mor var snu og udgiftssky nok til altid at låne på børnekort!

Jeg har også, efter at være blevet semipensionist og i perioder, hvor jeg har tid til at læse, gjort det til en vane, at når jeg læser en god anmeldelse eller omtale af en bog, som lyder interessant, så bestiller jeg den med det samme på biblioteket. Ikke dagen efter, eller for den sags skyld 1 time senere, for så har min flyvske hjerne for længst glemt alt om det. Og så får man disse dejlige servicemeddelelser efter et stykke tid om, at man bare kan hente sin bog eller bøger, for de(n) står klar på hylden. I stedet for at ofre svimlende summer til endnu en udvidelse af det bogbombardement, man allerede har udsat sine vægge for. Samt opmagasinering af endnu flere støvsamlere, som man jo, helt ærligt, næppe får læst mere end den ene gang.

A Propos det sidste kendte jeg engang en pige, som aldrig købte bøger, hun ikke i forvejen havde læst. Akkurat som ikke at købe tøj, man ikke i forvejen har prøvet. Egentlig en ganske fornuftig disposition, som også dæmmer op for noget af det lort, der står på hylderne hos alle os, der ikke nænner at kassere en eneste bog. Her kommer bibliotekerne også ind som fantastiske prøverum for, hvad den enkelte personligt synes er god litteratur og gider have stående på hylderne efter at have lånt det først på bibliotekerne.

Så prøv bare en enkelt gang imellem, når tilsviningen af det offentlige, skattevæsenet, sygehusene, kommunerne, regionerne og alt det andet, der jævnligt får møgfald,  går i højeste mediegear at tænke på bibliotekerne. På, hvor fantastisk et tilbud de egentlig er! På, hvor megen glæde vi alle sammen har af dem på måske hver vores egen lille måde. Og hvor heldige vi er!

Continue Reading

Om at være kommet i “risikogruppen”.

Jeg skulle meget gerne til Asien om små to uger. Ikke Kina, men den traditionelle tur fra Hanoi til Ho Chi Mihn City med de obligatoriske stop undervejs. Hvoraf jeg glæder mig mest til det hos den lille, ferme skrædder og hendes utallige bedstemødre i Hoi An, hvilket siger meget mere om mig end om rejsen.

Men nu har Corona sendt chokbølger gennem verden, og jeg befinder mig pludselig i “risikogruppen.” Det har jeg aldrig så mærkbart gjort før. Samme risikogruppe er nemlig, udover folk med kroniske sygdomme og andre permanente svagheder, ikke dannet af helbred, men af alder. Pr. definition sættes man over i skammehjørnet med sin risiko, fordi man er over 60. Der sidder man så og afventer angreb fra enhver tænkelig dødelig virus, der formodes at flyve på en, fordi virusser decideret kigger mere på dåbsattesten end på almen kondition og velvære.

Indtil nu har risikogrupper for mig altid bestået af “de andre”. Dem, der var lidt syge eller som bare var flere århundreder ældre end mig. For slet ikke at tale om hypokondere og hjemmefødninge og folk, der ikke kunne se en virus ( hvis man kan det, altså) uden at mærke den på stedet. Jeg har spadseret fint gennem verden uden at skænke dens indbyggede farer en tanke, for farerne var for de andre. Altså dem i risikogruppen.

Det er så en omstændighed omkring mine fremtidige rejser, jeg må prøve at forstå. At jeg måske er mere udsat end andre, yngre mennesker, og at alt grimt har klare præferencer for folk over 60. Sådan “kaste-sig-over-præferencer”. Det er lidt svært at acceptere. For indbygget i at acceptere, at man pludselig er kategoriseret derovre sammen med dem, man overhovedet ikke har andet end alder til fælles med, indebærer det jo også en accept og erkendelse af, at man rent faktisk er ved at blive gammel. At det at indtræde i en risikogruppe ikke er noget midlertidigt. Noget, der går over. Men tværtimod noget permanent, der faktisk vil forfølge en resten af livet. Og bare blive mere og mere risikabelt. Stige proportionelt med ens alder. Det går først over, når man er død. Måske endda død af at nægte at erkende, at man var risikotruet.

Jeg kan så forholde mig til det på flere måder. Enten kan jeg acceptere min fastlåste skæbne og sætte mig på min røv i hjørnet og dyrke min risiko til aldrig at bevæge mig nogen steder. Sidde der og være så tilfreds glad ved, at intet ondt vil mig ramme, for det får det slet ikke lejlighed og chance for. Afslå enhver spændende mulighed med mantraet, at det er for farligt for sådan en gammel en som mig. Jeg kan også vælge at skide højt og flot på min stadigt voksende risiko. Det betyder ikke bevidst at valfarte til virusinficerede egne og sygdommes kildesteder for at opsøge enhver tænkelig dårlighed. Bare for at se, om risikoen var reel. Men det betyder ikke at lade sig begrænse indenfor fornuftens grænser, og samtidig at tage de forholdsregler, der nu engang ikke er hysteriske, men velovervejede.

Så jeg farer ikke til Wuhan i Kina for at afprøve, om risikoen er reel. Men jeg risikerer gerne mit trip til Vietnam, slæbende på al min risiko. Alternativet til at rejse er at blive hjemme. Det er, som regel, risikofrit, om end det er statistisk bevist, at de fleste ulykker sker i hjemmet. Det er vel også med at komme afsted. Jeg mener, jeg bliver jo ikke yngre, og min risiko bliver af samme grund heller ikke mindre.

Men alligevel er det nu en traumatisk en at sluge, at jeg ( altså MIG) indgår i den gruppe, jeg overhovedet aldrig nogensinde har set mig selv tilhøre. Måske er det bare første erkendelsesskridt ind i en alderdom, der skubber mig mere og mere over i hjørner, hvor jeg føler mig totalt fremmedgjort. Hvis jeg lader det ske. Altså.

Continue Reading

Tanker omkring liv og livet.

Og her ligger hun så i al sin nuttede nyfødthed og er det første barnebarn af den stime på 3, der de næste måneder skal fødes og dermed sikre slægtens overlevelse. Og helt sikkert meget mere end det. Nuttet, uskyldig nyfødthed, hvor de centrale ting stadig er søvn, mad, tryghed og nærhed. Samt gradvist at lære verden at kende. Se, høre, føle og mærke den, lidt ad gangen og sikkert mest tøvende og lettere forundret.

Jeg har egentlig aldrig været et baby-menneske. Giv mig en hundehvalp og jeg falder i svime, men småkig i barnevogne og dikkedikken har aldrig rigtigt været min stil. Overbevist om, at selv babyer engang udvikler sig til rigtige mennesker har jeg trygt overladt svimefaldning og babysprog til andre. Især det sidste, og jeg skal her helt afholde mig fra at kommentere på, hvad jeg tænker på, når voksne, ellers fornuftige mennesker går i hysterisk, hjælpeløs sproglig uføre, udelukkende fordi der er en baby i rummet.

Men hende her er selvfølgelig unik. Hun er sød, hun er blød, hun er det perfekte miniaturemenneske, og samtidig havde man da i den grad glemt, HVOR små de egentlig er. Efter næsten 30 år. Samt hvor ufatteligt mange ansigtsudtryk sådan et lille væsen kan stille an med på bare få minutter. Man aner med mellemrum såvel præcis, hvordan hun vil se ud som olding, samt alle genkendelige grimasser fra raseri til salig tilfredshed. Fra hvordan hun vil se ud, når hun ikke får det, hun vil have, til hvordan hun ser ud, når hun gør det. Og fra når hun drømmer om alt det dejligste, en baby overhovedet kan forestille sig ( hvis en baby kan forestille sig), til når hun drømmer om ubehageligheder i babystørrelse. Hun er fuldstændig ubevidst om soft-ice, Barbiedukker, bløde bamser, klimakriser, terrorisme og (T)rumpen, og alligevel ser hun nogle gange så uendelig viis ud, at man skulle tro, hun på forhånd var vaccineret både med og mod det hele. Eller i alt fald kendte løsningerne.

Og når man så står der og betragter al den ultimative uskyldighed og livs-uerfaring, så vælter det frem indvendig i sådan en gammel bedstemor med alt det, hun heldigvis ikke ved endnu. Men som hun kommer til at vide. Om forhåbentlig meget lang tid for mange tings vedkommende. Om huller på knæene og andre børn, der driller. Om kærestesorger og dumme karakterer. Om sure dage og ting, der går skævt. Om klimakriser og tåbelige præsidenter. Men også en gyngestativer og vilde, sjove lege. Om forelskelser og personlige sejre. Om fantastiske dage og ting, der flasker sig. Om fornuftige tiltag og gode politikere. Om en fremtid, som ingen ved, hvad indebærer.

Hun ligger der, fuldstændigt uskyldig og uvidende om, at hun får hele pakken. Den ligger bare og venter. Hvilket i grunden lige nu er så inderligt ligegyldigt, for dagsordnen siger søvn, mad, nærhed og tryghed. Og det kunne man vel egentlig ønske for hende, at den blev ved med at gøre i meget lang tid. For hvis de ting var grundprincipperne i livet, var der ligesom en hel del af bygge på.

Continue Reading

Om shopping.

Shopping er ganske og aldeles ufarligt, hvis jeg har manden med. Så hedder det også, med en let omskrivning, bare “at gå en tur i byen”.  Han kender ikke ordet “shopping”. Hans blotte tilstedeværelse kan minimere faren ved ethvert minefelt i form af lokkende butiksruder og uimodståelige tilbud. Og hans basale, meget synlige aversion mod forretninger, der handler med tøj til kvinder, gør, at jeg på forhånd næsten ikke orker at slæbe ham med ind i en sådan. I de fleste byer, hvor vi jævnligt kommer, er jeg fuldt opdateret på, hvilke forretninger der har mandesofaer og måske endda mande-afledningskaffe, og jeg er helt på det rene med, at hvis jeg har ham med, er jeg simpelthen nødt til at vælge en af dem, hvis jeg overhovedet skal have en ærlig chance for at se bare et minimum af udvalget i fred og ro. Besynderligt nok har han i byturssituationer  komplet tjek på min garderobe. I alt fald i forbindelse med, hvad jeg mangler. Jeg mangler aldrig noget. Der er heller aldrig noget, han synes, jeg har brug for. Han kan finde på at hævde, at “sådan en har du da”, selv om enhver kvinde med det blotte øje kan se, at den (eller de), jeg har, er i en anden farve eller en totalt anderledes model.

Shopping er ganske og aldeles sprængfarligt, hvis jeg har en veninde med. Der sker en form for udledning af fælleskvindelige købshormoner, der finder nærmest ethvert butiksvindue dragende og indbydende. Som en ekspedition ind i ukendt land, der skal udforskes til Nobelprismodtagerniveau. Det er fuldstændigt ligegyldigt, om det er genbrugsbutikker eller dyrere modebutikker–alt skal systematisk gennemgås, og ingen fristes undervejs til ophold på mandesofaer eller har tid til kaffepauser af længere varighed. I alt fald først bagefter. Selvfølgelig lægges der som udgangspunkt en foreløbig slagplan, men den omstruktureres undervejs, således at såvel impulser som farlige minefelter i form af flotte udstillinger sagtens kan gøre den oprindelige plan til vejledende. Endelig er der jo også tilbuddene. Tilbud er sådan en slags magneter, der hypnotiserer kvinder og får dem til bevidstløst at trækkes mod ting, de overhovedet ikke har brug for af en simpel grund. Prisen. Her foretager jeg lige det spring, der kommer frem til konklusionen, at jeg godt forstår, tilbud næsten altid findes bagerst i forretningerne. Så skal vi gennem det hele, før vi når frem til det forjættede, nedsatte land! Så langt ned får man aldrig manden slæbt med. Uden brok.

Anyway, at være på bytur med veninde(r) er også en siksakkurs gennem omveje, bagveje og veje, man aldrig troede, man skulle gå på. For fanges bare en af en uimodståelig butik ( med tilbud!) følges der jo trop, og ikke sjældent viser det sig, at den indeholder en fantastisk ting, man overhovedet ikke anede, man manglede. Hvis manden var med, ville han ikke bestille andet end at holde foredrag om, hvor meget man ikke manglede den ting.

Der er også prøveaspektet. I vores teenageår tilbragte vi oceaner af tid med at gå på toilettet sammen. Nu har vi overført toiletsolidariteten til prøverummene. Vi prøver og bedømmer og genprøver og kommenterer. Det sidste er faktisk meget vigtigt. Forstået på den måde, at prøverummene er vores lidt lusede erstatning for catwalken, hvor vi kan vise os en smule frem. Måske endda få at vide, at noget klæder os og er pænt, og –let`s face it–det hænder jo immervæk ikke så ustyrligt ofte mere. Ikke sjældent skal samtlige beklædningsstykker bedømmes flere gange og både bagfra og fra siden. Og det havde manden altså ikke stået model til. Forfra er nok til ham, hvorefter han efterfølgende bare opgivende ville have sagt, “at det havde han sagt”.

Hvor mænd, ofte lidt modvilligt, går i forretninger, når de decideret mangler noget–eller er blevet pålagt det og sendt afsted af deres kvinder, så er shopping for mange kvinder en lystbetonet foreteelse. Det er hyggeligt, det er sjovt og det er søstersolidaritet båret af muligheden for forbrug. Ikke fordi, man nødvendigvis skal købe noget, eller gør det, men hele seancen omkring at spotte ud, røre ved, prøve og gå lidt personlig catwalk for en enkelt eller to tilskuere går lige i belønningscentret. Hos kvinder. Jeg mener, hvor mange mandegrupper på powershopping er det lige, man sådan støder over? Altså sammenlignet med antallet af kvindegrupper?

Så sidst på måneden og i svære tider bør man altid bevæbne sig med sin mand, når man skal på byture. Det er omkostningsbegrænsende og dirigerer en udenom enhver form for tekstilmæssige minefelter. Men hvis man derimod vil have lidt spræl og liste et par nyindkøb ( som er vildt gennemprøvede) med hjem, så er det med at få fat i veninderne. Det er også dyrere, selv om jeg tydeligt har iagttaget, at vi tiltrækkes mere og mere af genbrugsbutikkerne og generelt er stoltere, når vi der har fundet et megagodt køb i dem. Og så er det, hånden på hjertet, da også lidt sjovere…..

 

Continue Reading

Om hvad der er vigtigt at huske.

Jeg har ingen erindring om, hvorfor jeg pludseligt kom til at tænke på biord. For de fleste mennesker er biord næppe noget, de sætter højest på erindringslisten, men jeg må nok erkende, at for sproglærere er de væsentlige. Og akut var det så sådan, at jeg ikke lige på stedet, som en slags knipsen med sproghjernen, kunne huske, hvilke udsagnsord der ikke fremprovokerer -ly-endelsen på biord. Det chokerede mig lidt.

For det viser med al tydelighed, at min lærerhjerne er ved at blive uskarp, glemsom og ufokuseret. I mangel af brug. For blot få år siden ville man have kunnet vække mig klokken lort om natten, og jeg ville på liggende fod, halvt i søvne og fuldautomatisk kunne have redegjort for de grammatiske problemer omkring biord på engelsk. I detaljer.

Efter erindringschokket, som altså ikke var affødt af, at biord er selve livets omdrejningspunkt, men mere af, at jeg aldrig troede, jeg ville glemme, var det så, at jeg inderligt afhørte mig selv om, hvorfor i alverden jeg dog skulle gå rundt og huske den slags ting. Hvorfor min hjernekapacitet dog skulle anvendes til noget så relativt perifert. Hvorfor jeg overhovedet skulle beskæftige mig med biord, når der faktisk er rigtigt mange andre ting i livet end biord. Væsentligere, altså.

For man må erkende, at der er ting, der er essentielle at huske, og så er der ting, der ikke er. Det er ikke så meget et spørgsmål om hjernekapacitet, som det er et spørgsmål om, hvor man befinder sig i sit eget liv. Hvad der, lige nu og her og i det liv, man lever, er uhyre vigtigt at kunne huske. Og hvad der ikke er. Personligt tror jeg på, at biords-lagerrummet fra før i min hjerne helt bevidst har ladet sig fylde op med ting, der er gode for mig at huske lige nu. Og så har de ting verfet biordene på lossepladsen. Der sidder såmænd nok et detaljeret kort over Edinburghs indre by lige der, hvor der før myldrede med ordklasser.

Jeg kom sådan til at tænke på en park for aflagte kommunistiske statuer, jeg har besøgt et par gange i Budapest. Her står de alle, Lenin, Marx og de utallige opbyggelige gengivelser af det arbejdende folk i mammutstørrelse, som førhen forurenede enhver plads øst for Berlin. De står der i al deres tomhed og vidner om overflødiggørelse og en tid, der er rendt fra dem. Har efterladt dem til overdimensionerede ubrugeligheder. For heldigvis forandrer verden sig. Akkurat som vores liv. Og den skulpturpark er lige præcis monumentet over alt det, vi ikke længere har brug for at have i vores liv. Som biordene.

Og i grunden er det jo både ganske smart og velgennemtænkt samt særdeles praktisk, at hjernen er så egenrådig, at den kan foretage disse sorteringsprocesser. Smide det overflødige ud og indoptage det, der er nødvendigt. I alt fald til dels. For det er svært at afskaffe alle lærernicherne i hjernen, og som tiden går, bliver det såmænd også vanskeligere og vanskeligere at indoptage nye ting, som man rent faktisk kan huske. Det fik mig også til at overveje, om jeg mon i virkeligheden selv kan gøre en aktiv indsats for at komme alle kasserne med overflødig viden til livs. Overveje, om man bevidst kan gøre rent i sin hjerne, således at man kan skaffe ny plads til noget, der er værd at huske på. Lidt ligesom at gøre forårsrent i et gammelt kammer, få smidt ud og luftet ud, og sat nye, tidssvarende ting ind i det. I så fald må alle værelserne med unødvendig viden om udsagnsords bøjninger og biords nogle gange besynderlige opførsel med magt rengøres, så jeg kan huske noget andet og vigtigere.

Så i grunden bør jeg vel nærmest være glad for, at jeg ikke kan huske. Det siger mere om min livssituation, end det siger om væsentligheden af biord. Som barn kunne jeg f.eks. det meste af kongerækken, navnene på adskillige af Barbies veninder, hvordan man bandt de fleste knob, så som trumpetstik til afkortning af teltbarduner, samtlige kommandoer til kaproning og på et tidspunkt også rækkefølgen for placeringer af diverse kunstnere på Dansktoppen. Der må jeg ligesom melde pas nu. Der er ommøbleret og luftet ud i de rum. Så det, man husker, er så genialt struktureret, at det nok lige præcis oftest er det, man i sin givne livssituation har brug for at huske. Hvor er det dog gennemtænkt!

Så jeg stiller med sindsro mine biord ud ved siden af Lenin!

Continue Reading

En god bog.

Puk Qvortrup: Ind i en stjerne.

Generelt er jeg rimeligt allergisk overfor biografier, selvbiografier eller andre bøger om den såkaldte virkelighed og andre menneskers såkaldte spændende eller, hvis det skal være rigtigt bundskrabende, elendige, dysfunktionelle liv. De keder mig, er for det meste elendigt skrevet, og jeg føler mig som tilskuer til en narcissistisk forestilling, der aldrig burde have været sat op.

Men nogle gange driver nysgerrigheden værket. I dette tilfælde måske endda nyfigenheden, og det er altså ikke det samme. Indrømmet. Jeg kender ikke de involverede personer i denne bog, men jeg kender til dem, og mine børn har været meget tæt på dem. Skoletæt, uddannelsestæt, bo-i-samme-lille-by-tæt. Ligesom de selvfølgelig har gået på “min” skole og derfor kan genkaldes hos mig som fastfrosne stills af 18-årige.

Bogen er skrevet af Puk, som 27 år gammel, højgravid og med en 2-årig pludselig mister sin Lasse, der falder død om under et halvmaraton. Han var nyuddannet arkitekt, mens hun selv går på journalisthøjskolen. Så bogen handler selvfølgelig om, hvorledes man overlever ( og mange gange næppe overlever) at stå i den situation. Hvor livet bliver kaos, og ingen har en brugbar manual for, hvordan man tackler ting, man aldrig havde drømt om skulle hænde. Det er barskt, det er sønderflående ondt, men det er samtidigt også så menneskeligt. Fyldt med alle de uforståelige følelser. Også dem man selv væmmes ved at have.

Det er tydeligt, at Puk Qvortrup er en endog særdeles velskrivende journalist. Tillige med at hun er et tænksomt, poetisk menneske. Det er en smuk bog, fyldt med smukke ord, og så velskrevet, at den er en fornøjelse at læse. Allermest minder den om Naja Marie Aidts : Har døden taget noget fra dig, selv om den er meget mere jordbundet og konkret i sin fremstilling af sorg. Igen, vel, fordi den netop er skrevet af en journalist og ikke en digter.

Man sidder tilbage med såvel afmagt som forståelse og håb. For det er også en af bogens store gevinster. Den formår uforsødet at skildre den ultimative fortvivlelse, men den kan også troværdigt føre læseren frem til det begyndende håb. Og livet.

Jeg kan kun anbefale bogen. Også til alle dem, der ikke i forvejen kender eller kender til hele historien. Det er en bog, der både er værd at læse og værd at blive klogere af.

Continue Reading

Om halve franskbrød og salmiakstænger.

Forleden kom vi til at snakke om halve franskbrød. Det er ikke så tit, vi gør det. I det hele taget roterer livet slet ikke på samme måde omkring halve franskbrød, som det gjorde i ens barndom. Og da jeg så skulle finde et billede som illustration til indlægget og søgte på “halvt franskbrød”, så fik jeg en overvældende mængde lækre, mangekornede, ikke-fransktalende fotos af brødtyper, som tydeligvis ikke var i familie med det, der for mig er ½ franskbrød. Dengang var de enten runde eller firkantede, med eller uden birkes. Ikke al den arrogante leflen for smagsløgene–et franskbrød var et franskbrød. Hvilket det tilsyneladende ikke er mere.

Hele snakken drejede sig nu også om noget helt andet. Nemlig selve brugen af samme franskbrød. For selv om vi nød bagerbrød ( det var langtfra hver dag, man fik det) med marmelade (hjemmelavet), pålægschokolade ( Nutella var ikke opfundet) og dyppet i puddersukker (!!!) (ved bedsteforældrene), så var det allerbedste ( uden forældreopsyn) at købe et halvt franskbrød og udhule det indefra. Rulle indmaden sammen til små, dejede klumper og spise dem. Skorpen var det mest kedelige. Den blev gemt til sidst. Nogle gange var vi endda så mætte af alt indmaden, at vi slet ikke gad spise skorpen. Så legede vi med den og bruge den som muffe eller til at kaste efter drengene, når vi i virkeligheden ville have sagt noget andet til dem og ikke turde. Jeg har hørt historier om bekendte, der puttede flødeboller (det var nu dengang, vi kaldte dem negerboller uden at fornærme nogen) ind i franskbrødshulrummene, men så avancerede var vi ikke der, hvor jeg kommer fra. Vi nøjedes med klæge klumper. Og faktisk var vi jo priviligerede ved sammenligning med nutidens børn. Jeg kan levende forestille mig, hvor ualmindeligt bøvlet det vil være at rulle et af nutidens mangekornede brød sammen til små klumper. Faktisk slet ikke umagen værd. Det problem havde vi heldigvis ikke.

I øvrigt var vi lige en generation for sent på den til at anvende halve franskbrød på endnu mere opfindsomme måder. De, der kom før os, stoppede det i håret for at frembringe flotte knolde og opsatser. Så holdt det ligesom på stadsen, når det blev placeret indeni. Vi var uopfindsomme nok til bare at spise det. Men vi fik heller aldrig mus i håret. Det hørte vi bare om, at nogen havde fået.

Og så slikkede vi salmiakstænger. Det var små, aflange stænger af salmiaklakrids ( hvad er der i øvrigt blevet af salmiakken?), som vi puttede ind i kapslerne på de mælkeflasker, som mælkemanden trofast hver morgen afleverede udenfor døren. Så kunne vi gå og slikke på det indvendige af en kapsel i timevis. Der var i øvrigt også karamelstænger, som vi slikkede i spids og rustne søm, som vi gjorde præcis det samme med. De sidste kunne ligefrem stikke, hvis de var tilstrækkeligt spidsslikkede. Og lakridsrod og spejdersnus, som vel i grunden bare var de opfejede rester efter rustne søm, der var faldet, havde slået sig og var gået i stykker.

Forleden traf jeg i en genbrugsbutik med fødselsdagfest over gratis romkugler. Sådan nogle med krymmel på. Jeg havde datteren med og huskede da lige, da jeg selv forgreb mig på godterne at spørge, om hun ikke ville have en også. Hun spiser ikke romkugler. Ligesom hun heller ikke rører studenterbrød. Det var der, jeg tænkte på, hvad min egen barndom ville have været uden! Vi levede jo næsten af alle disse bagerens gulvopfejninger, som moderne unge mennesker anser for skrotføde og uegnet til mennesker. Det er det såmænd nok også, men da jeg var barn, smagte det nu godt. Og jeg griber da gerne chancen for at genopleve min barndoms smagsløg. Selv om de var noget proletariske.

For netop dette fik mig til at tænke på, hvordan moderne børn mon ville reagere, hvis den store hyggeaften bestod af halve franskbrød til egenudhulning, salmiakstænger med tilhørende mælkekapsel efter gør-det-selv-metoden, lakridsrødder, karamelstænger, rustne søm, studenterbrød, romkugler og den halve citronvand, som plejede at være en virkelig stor social begivenhed og kun blev uddelt ved særlige lejligheder? Indledningsvis bliver det svært overhovedet at forklare dem konceptet et halvt franskbrød– og endnu sværere at vise dem et foto af samme! Givetvis skal de også have assistance til at rulle kuglerne!

Continue Reading

Om vintermorgener.

Det er sådan en vintermorgen, det er godt at være (semi)pensionist. Hvor man kan sidde ved sit køkkenvindue og betragte dagen starte i mørket for alle de, der er tvungne til at gå ud i det. Alle dem, der skal noget, skal i skole, skal på arbejde, skal en masse. Og hvor man selv lige præcis kun skal det, man har lyst til at skulle. Det er et privilegium.

Jeg har altid syntes, at årets, helt uden nogen form for konkurrence, værste dag var første skoledag efter juleferien. Og ulideligt værst, hvis man skulle møde klokken 8. Sådan en dag hvor det næsten gjorde ondt at opleve det menneskeligt naturstridige i at skulle jages ud i mørke og kulde efter flere uger, hvor man i fred havde kunnet passe sin seng og sine dyner. Om vinteren er morgenerne at sammenligne med dyb nat, og ingen skal bilde mig ind, at nogen går ud i dem af andre grunde, end at de skal. For vi pensionister har det privilegium, at vi kan blive inde.

Så jeg sidder her ved mit køkkenvindue og føler mig priviligeret. Pensionistpriviligeret. Jeg kan vælge at blive siddende her og betragte en sikkert smuk solopgang, der langsomt og besværligt får mørket kastet væk de næste 8 timer. Jeg kan også vælge at læse alle aviserne på min computer og opdatere mig selv på verdens generelle fortrædeligheder og det britiske kongehus` i detaljer, hvilket jeg kan gøre, mens søvnige lærere og halvbevidstløse børn kæmper sig i mørket op ad bakken mod skolen for enden. Endelig kan jeg også vælge at kravle direkte ned i mine varme dyner igen og ligge der, indtil det enten er blevet helt lyst, eller indtil jeg bare har fået lyst til at stå op for alvor. Hovedsagen er her, at valget er mit. Og i øvrigt var det aldrig gået på frivilligt at have bevæget mig nogen som helst steder hen udenfor. Sikket privilegium!

Det er en gulerod, alle arbejdende, ufrivillige mørkemennesker skal huske på. Deres tur kommer også. Til at de, lidt skadefro, kan sidde her i mørket og kigge ud på alle de andre, der er tvunget til at gå ud i det. Længe leve morgenpensionismen! I januar, især!

Continue Reading