Guldsøstre

Det er som regel, i alt fald hos mig, konkrete hændelser, der udløser det. Taknemmeligheden. I alt fald som udgangspunkt, fordi samme startposition ofte medfører, at jeg kommer til at tænke på alle de andre ting, jeg er taknemmelig for.

Som nu et barnebarns fødsel forleden. Ikke blot, at hun er fin, perfekt og nuttet, men også at jeg rent faktisk kommer til at opleve hende. Være med i hendes liv, have hende i mit. Måske blot og bart at stå op om morgenen og huske, at hun er der. Ligesom alle de andre ting, der også er der. Og, måske allermest væsentligt, at JEG er der.

Taknemmelighed er sådan noget, man vokser til. Tror jeg. Det begynder med alderen at gro på en, når man pludselig opdager, at alting ikke er en selvfølge. At der er barske alternativer til at vågne glad hver morgen og have det godt. Både med sig selv og sin omverden. Uhyrlige, uhyggelige alternativer, faktisk, som man med alderen såvel kommer til at tænke mere på samt helt konkret at blive konfronteret med.

Indtil for få år siden syntes jeg i al min arrogance og tagen livet for givet, at taknemmelighed var en overflødig følelse, et forbandet højtideligt misfoster af en fornemmelse, forbeholdt folk der tog livet alt for alvorligt, var religiøse på den selvkvæstende måde eller indrulleret i alternative tænkemåder, der udelukkende havde selvet som midtpunkt og næppe kunne se længere end egne tåspidser. Det er jo slet ikke sådan, det er. Eller måske er det sådan, mens man er ung og ikke har erkendt, at alting meget hurtigt kan blive til ingenting, og at der ingen garanti er for, at solen skinner på en, såvel i konkret som overført betydning.

De senere år har jeg mere og mere oplevet følelsen af, at jeg er heldig. Meget heldig. Men samtidig også, at mit held aldrig må tages for givet. Jeg betaler ikke pant for det med en påstået taknemmelighed, men jeg får den der følelse, sådan helt fra langt inde i det, der måske er sjælen, at jeg er så overvældende taknemmelig. Så inderligt glad ved bare at være her. Og så jublende lykkelig over, at der stadig er masser af udfordringer, der både venter på mig, og som jeg kan gå i lag med.

Måske er det den endeligt opnåede erkendelse af, at intet er selvfølgeligheder, der gør det. At der ikke er nogen som helst garanti for, at det hele skal gå godt. Og at man netop i den grad skal påskønne det, når det så virkelig GÅR godt. For de små skår, der hele tiden slås af, er jo i virkeligheden kun nødvendige bump på vejen, der i sidste ende udelukkende bidrager til at gøre taknemmeligheden endnu mere omfattende.

På sin vis er taknemmelighed vel bare et andet ord for aktivt at påskønne det, man har og det, man har fået. På den der lidt åndelige måde, som kommer dybt indefra. Det er ikke den følelse, man får, når nogen giver en præcis den materielle gave, man har ønsket sig. For taknemmelighed er ikke tingslig og knyttet til forgængelige ting. Den er større, mere altfavnende, mere omspændende i al sin stille ydmyghed overfor, at man har fået grænseløse glæder samt lov til at deltage, helt uden at have gjort noget mærkbart for det.

Man kan ikke bede sig selv om at være taknemmelig, aftale med sit inderste jeg, at man skal huske at være det. Det fungerer ikke. Eller bliver i alt fald falsk og meget lidt ydmygt. Men man kan lade sig overstrømme af den der følelse, der bare overtager en indefra, gør en så uendeligt glad og lader en påskønne alt det, man har. Og man må gerne dyrke den. For den ydmyghed overfor selve livet, der er outputtet fra taknemmeligheden er i den grad værd at have med sig. Det er lige præcis den, der gør, at livet ikke bliver en selvfølgelighed.

For det er det jo ikke.

Jeg skulle meget gerne til Asien om små to uger. Ikke Kina, men den traditionelle tur fra Hanoi til Ho Chi Mihn City med de obligatoriske stop undervejs. Hvoraf jeg glæder mig mest til det hos den lille, ferme skrædder og hendes utallige bedstemødre i Hoi An, hvilket siger meget mere om mig end om rejsen.

Men nu har Corona sendt chokbølger gennem verden, og jeg befinder mig pludselig i “risikogruppen.” Det har jeg aldrig så mærkbart gjort før. Samme risikogruppe er nemlig, udover folk med kroniske sygdomme og andre permanente svagheder, ikke dannet af helbred, men af alder. Pr. definition sættes man over i skammehjørnet med sin risiko, fordi man er over 60. Der sidder man så og afventer angreb fra enhver tænkelig dødelig virus, der formodes at flyve på en, fordi virusser decideret kigger mere på dåbsattesten end på almen kondition og velvære.

Indtil nu har risikogrupper for mig altid bestået af “de andre”. Dem, der var lidt syge eller som bare var flere århundreder ældre end mig. For slet ikke at tale om hypokondere og hjemmefødninge og folk, der ikke kunne se en virus ( hvis man kan det, altså) uden at mærke den på stedet. Jeg har spadseret fint gennem verden uden at skænke dens indbyggede farer en tanke, for farerne var for de andre. Altså dem i risikogruppen.

Det er så en omstændighed omkring mine fremtidige rejser, jeg må prøve at forstå. At jeg måske er mere udsat end andre, yngre mennesker, og at alt grimt har klare præferencer for folk over 60. Sådan “kaste-sig-over-præferencer”. Det er lidt svært at acceptere. For indbygget i at acceptere, at man pludselig er kategoriseret derovre sammen med dem, man overhovedet ikke har andet end alder til fælles med, indebærer det jo også en accept og erkendelse af, at man rent faktisk er ved at blive gammel. At det at indtræde i en risikogruppe ikke er noget midlertidigt. Noget, der går over. Men tværtimod noget permanent, der faktisk vil forfølge en resten af livet. Og bare blive mere og mere risikabelt. Stige proportionelt med ens alder. Det går først over, når man er død. Måske endda død af at nægte at erkende, at man var risikotruet.

Jeg kan så forholde mig til det på flere måder. Enten kan jeg acceptere min fastlåste skæbne og sætte mig på min røv i hjørnet og dyrke min risiko til aldrig at bevæge mig nogen steder. Sidde der og være så tilfreds glad ved, at intet ondt vil mig ramme, for det får det slet ikke lejlighed og chance for. Afslå enhver spændende mulighed med mantraet, at det er for farligt for sådan en gammel en som mig. Jeg kan også vælge at skide højt og flot på min stadigt voksende risiko. Det betyder ikke bevidst at valfarte til virusinficerede egne og sygdommes kildesteder for at opsøge enhver tænkelig dårlighed. Bare for at se, om risikoen var reel. Men det betyder ikke at lade sig begrænse indenfor fornuftens grænser, og samtidig at tage de forholdsregler, der nu engang ikke er hysteriske, men velovervejede.

Så jeg farer ikke til Wuhan i Kina for at afprøve, om risikoen er reel. Men jeg risikerer gerne mit trip til Vietnam, slæbende på al min risiko. Alternativet til at rejse er at blive hjemme. Det er, som regel, risikofrit, om end det er statistisk bevist, at de fleste ulykker sker i hjemmet. Det er vel også med at komme afsted. Jeg mener, jeg bliver jo ikke yngre, og min risiko bliver af samme grund heller ikke mindre.

Men alligevel er det nu en traumatisk en at sluge, at jeg ( altså MIG) indgår i den gruppe, jeg overhovedet aldrig nogensinde har set mig selv tilhøre. Måske er det bare første erkendelsesskridt ind i en alderdom, der skubber mig mere og mere over i hjørner, hvor jeg føler mig totalt fremmedgjort. Hvis jeg lader det ske. Altså.

Jeg har ingen erindring om, hvorfor jeg pludseligt kom til at tænke på biord. For de fleste mennesker er biord næppe noget, de sætter højest på erindringslisten, men jeg må nok erkende, at for sproglærere er de væsentlige. Og akut var det så sådan, at jeg ikke lige på stedet, som en slags knipsen med sproghjernen, kunne huske, hvilke udsagnsord der ikke fremprovokerer -ly-endelsen på biord. Det chokerede mig lidt.

For det viser med al tydelighed, at min lærerhjerne er ved at blive uskarp, glemsom og ufokuseret. I mangel af brug. For blot få år siden ville man have kunnet vække mig klokken lort om natten, og jeg ville på liggende fod, halvt i søvne og fuldautomatisk kunne have redegjort for de grammatiske problemer omkring biord på engelsk. I detaljer.

Efter erindringschokket, som altså ikke var affødt af, at biord er selve livets omdrejningspunkt, men mere af, at jeg aldrig troede, jeg ville glemme, var det så, at jeg inderligt afhørte mig selv om, hvorfor i alverden jeg dog skulle gå rundt og huske den slags ting. Hvorfor min hjernekapacitet dog skulle anvendes til noget så relativt perifert. Hvorfor jeg overhovedet skulle beskæftige mig med biord, når der faktisk er rigtigt mange andre ting i livet end biord. Væsentligere, altså.

For man må erkende, at der er ting, der er essentielle at huske, og så er der ting, der ikke er. Det er ikke så meget et spørgsmål om hjernekapacitet, som det er et spørgsmål om, hvor man befinder sig i sit eget liv. Hvad der, lige nu og her og i det liv, man lever, er uhyre vigtigt at kunne huske. Og hvad der ikke er. Personligt tror jeg på, at biords-lagerrummet fra før i min hjerne helt bevidst har ladet sig fylde op med ting, der er gode for mig at huske lige nu. Og så har de ting verfet biordene på lossepladsen. Der sidder såmænd nok et detaljeret kort over Edinburghs indre by lige der, hvor der før myldrede med ordklasser.

Jeg kom sådan til at tænke på en park for aflagte kommunistiske statuer, jeg har besøgt et par gange i Budapest. Her står de alle, Lenin, Marx og de utallige opbyggelige gengivelser af det arbejdende folk i mammutstørrelse, som førhen forurenede enhver plads øst for Berlin. De står der i al deres tomhed og vidner om overflødiggørelse og en tid, der er rendt fra dem. Har efterladt dem til overdimensionerede ubrugeligheder. For heldigvis forandrer verden sig. Akkurat som vores liv. Og den skulpturpark er lige præcis monumentet over alt det, vi ikke længere har brug for at have i vores liv. Som biordene.

Og i grunden er det jo både ganske smart og velgennemtænkt samt særdeles praktisk, at hjernen er så egenrådig, at den kan foretage disse sorteringsprocesser. Smide det overflødige ud og indoptage det, der er nødvendigt. I alt fald til dels. For det er svært at afskaffe alle lærernicherne i hjernen, og som tiden går, bliver det såmænd også vanskeligere og vanskeligere at indoptage nye ting, som man rent faktisk kan huske. Det fik mig også til at overveje, om jeg mon i virkeligheden selv kan gøre en aktiv indsats for at komme alle kasserne med overflødig viden til livs. Overveje, om man bevidst kan gøre rent i sin hjerne, således at man kan skaffe ny plads til noget, der er værd at huske på. Lidt ligesom at gøre forårsrent i et gammelt kammer, få smidt ud og luftet ud, og sat nye, tidssvarende ting ind i det. I så fald må alle værelserne med unødvendig viden om udsagnsords bøjninger og biords nogle gange besynderlige opførsel med magt rengøres, så jeg kan huske noget andet og vigtigere.

Så i grunden bør jeg vel nærmest være glad for, at jeg ikke kan huske. Det siger mere om min livssituation, end det siger om væsentligheden af biord. Som barn kunne jeg f.eks. det meste af kongerækken, navnene på adskillige af Barbies veninder, hvordan man bandt de fleste knob, så som trumpetstik til afkortning af teltbarduner, samtlige kommandoer til kaproning og på et tidspunkt også rækkefølgen for placeringer af diverse kunstnere på Dansktoppen. Der må jeg ligesom melde pas nu. Der er ommøbleret og luftet ud i de rum. Så det, man husker, er så genialt struktureret, at det nok lige præcis oftest er det, man i sin givne livssituation har brug for at huske. Hvor er det dog gennemtænkt!

Så jeg stiller med sindsro mine biord ud ved siden af Lenin!

Det er sådan en vintermorgen, det er godt at være (semi)pensionist. Hvor man kan sidde ved sit køkkenvindue og betragte dagen starte i mørket for alle de, der er tvungne til at gå ud i det. Alle dem, der skal noget, skal i skole, skal på arbejde, skal en masse. Og hvor man selv lige præcis kun skal det, man har lyst til at skulle. Det er et privilegium.

Jeg har altid syntes, at årets, helt uden nogen form for konkurrence, værste dag var første skoledag efter juleferien. Og ulideligt værst, hvis man skulle møde klokken 8. Sådan en dag hvor det næsten gjorde ondt at opleve det menneskeligt naturstridige i at skulle jages ud i mørke og kulde efter flere uger, hvor man i fred havde kunnet passe sin seng og sine dyner. Om vinteren er morgenerne at sammenligne med dyb nat, og ingen skal bilde mig ind, at nogen går ud i dem af andre grunde, end at de skal. For vi pensionister har det privilegium, at vi kan blive inde.

Så jeg sidder her ved mit køkkenvindue og føler mig priviligeret. Pensionistpriviligeret. Jeg kan vælge at blive siddende her og betragte en sikkert smuk solopgang, der langsomt og besværligt får mørket kastet væk de næste 8 timer. Jeg kan også vælge at læse alle aviserne på min computer og opdatere mig selv på verdens generelle fortrædeligheder og det britiske kongehus` i detaljer, hvilket jeg kan gøre, mens søvnige lærere og halvbevidstløse børn kæmper sig i mørket op ad bakken mod skolen for enden. Endelig kan jeg også vælge at kravle direkte ned i mine varme dyner igen og ligge der, indtil det enten er blevet helt lyst, eller indtil jeg bare har fået lyst til at stå op for alvor. Hovedsagen er her, at valget er mit. Og i øvrigt var det aldrig gået på frivilligt at have bevæget mig nogen som helst steder hen udenfor. Sikket privilegium!

Det er en gulerod, alle arbejdende, ufrivillige mørkemennesker skal huske på. Deres tur kommer også. Til at de, lidt skadefro, kan sidde her i mørket og kigge ud på alle de andre, der er tvunget til at gå ud i det. Længe leve morgenpensionismen! I januar, især!