Frk. Detektiv.

Min genbo er ved at rydde op. Sådan for alvor. Et langt livs loft og adskillige hengemte arvestykker ser pludseligt stueetagens dagslys, og da samme genbo er en særdeles handlekraftig dame på området gammelt rod, skal det hele sælges, ud, gives væk –eller i alt fald være ude af syne så hurtigt og smertefrit som muligt.

Det er så her, jeg kommer ind i billedet. For jeg ved lidt om rigtigt meget på skrammelområdet. Og så er jeg, efter egen mening, ret god til at finde ud af mere. Google og min mavefornemmelse er mine bedste venner. Eller måske er det i virkeligheden HENDES bedste ven, at jeg rent faktisk synes, det er spændende at sidde med en fuldstændigt ukendt ting og så finde frem til, hvad i alverden den mon er. Hvis den overhovedet er.

Der ligger selvfølgelig det i det, at hverken hun eller jeg kan bære at smide værdifulde ting væk. Eller blive snydt af lumske opkøbere. Men der ligger, for mit vedkommende, også det i det, at jeg elsker at bøvle rundt med en fuldstændig umulig ting, og så endelig, efter sidevis af søgninger, komme frem til, hvad den er. Eller nogle gange ikke er. Det svarer fuldstændigt til, når jeg i sin tid skulle lokalisere den eller de stile, som mine allermest stupide elever havde hugget på nettet i den tro, at min intelligens var gået på midlertidig ferie. Der helmede jeg heller ikke, før det korrekte ophavsmenneske var fundet, og synderen knaldet.

Så jeg er i løbet af de sidste dage blevet opmærksom på et, for mig ukendt, stel fra B&G ved navn Marakesh, som desværre ikke er helt så flot som sit navn, og som man nok ikke ville begive sig ud i at rejse til, hvis man bare så stellet. Samt: Et spansk porcelænsfigurfirma ved navn Llandro, som laver Beatrice Potter-agtige figurer på patetisk spansk, at Søholm også har lavet helt hvide stel, der ikke er decideret stentøj, at gamle skrivemaskiner er sælgelige, hvis de bare har farvebåndet intakt, at Kastrup Glasværk er ret berømt for Amagerstagen (som dog er relativt svært sælgelig), at der ikke er det største marked for hestevognslanterner i smedejern fra firmaet Haugaard, Hadersleben, og at der var flere malere ved navn Madsen i Christiansfeld–altså udover ham, der også hed Ohlsen og gik i ren begravelse på de fleste malerier. Jeg har måttet opgive at lokalisere adskillige andre malere, men kan, i fuld overensstemmelse med sandheden, konstatere, at verden ikke af den grund er gået glip af hverken stor kunst eller udpræget sans for perspektiv. Der er også en kvindefigur, som ligner en Wiinblad-look-alike, og hun irriterer mig decideret, for hun ligner noget, der har værdi–selv om jeg brugte et godt stykke tid på at skimme mig gennem samtlige danske keramikstempler. Og der er adskillige, skal jeg hilse og sige. Sidst, men ikke mindst, er der et par tyske porcelænsfigurer, som enten er røv eller millioner. Dem vil Lauritz blive udsat for, og så kan de jo grine–enten os, eller af alle de millioner, de så tjener.

Kanden på billedet er helt sikkert pletsølv og Skønvirke, men da den ellers ret ferme idiot, der har lavet den, ikke har betænkt sig selv med et stempel, er det også en af dem, der er ledt huller på internettet efter. Dog må det siges, at der i rigtigt mange tilfælde har været overvældende store medaljer til belønningscentret undervejs, og at jeg er blevet meget, meget klogere. Faktisk er jeg så godt som sikker på, at havde jeg levet i en anden tidsalder og en anden by, var jeg blevet en kvindelig Herlock Sholmes. Det er faktisk ret sjovt, det her!

Så min genbo bliver (lidt) rig, og jeg bliver (meget) klogere!

You may also like

Skriv et svar