Om hvad der er vigtigt at huske.

Jeg har ingen erindring om, hvorfor jeg pludseligt kom til at tænke på biord. For de fleste mennesker er biord næppe noget, de sætter højest på erindringslisten, men jeg må nok erkende, at for sproglærere er de væsentlige. Og akut var det så sådan, at jeg ikke lige på stedet, som en slags knipsen med sproghjernen, kunne huske, hvilke udsagnsord der ikke fremprovokerer -ly-endelsen på biord. Det chokerede mig lidt.

For det viser med al tydelighed, at min lærerhjerne er ved at blive uskarp, glemsom og ufokuseret. I mangel af brug. For blot få år siden ville man have kunnet vække mig klokken lort om natten, og jeg ville på liggende fod, halvt i søvne og fuldautomatisk kunne have redegjort for de grammatiske problemer omkring biord på engelsk. I detaljer.

Efter erindringschokket, som altså ikke var affødt af, at biord er selve livets omdrejningspunkt, men mere af, at jeg aldrig troede, jeg ville glemme, var det så, at jeg inderligt afhørte mig selv om, hvorfor i alverden jeg dog skulle gå rundt og huske den slags ting. Hvorfor min hjernekapacitet dog skulle anvendes til noget så relativt perifert. Hvorfor jeg overhovedet skulle beskæftige mig med biord, når der faktisk er rigtigt mange andre ting i livet end biord. Væsentligere, altså.

For man må erkende, at der er ting, der er essentielle at huske, og så er der ting, der ikke er. Det er ikke så meget et spørgsmål om hjernekapacitet, som det er et spørgsmål om, hvor man befinder sig i sit eget liv. Hvad der, lige nu og her og i det liv, man lever, er uhyre vigtigt at kunne huske. Og hvad der ikke er. Personligt tror jeg på, at biords-lagerrummet fra før i min hjerne helt bevidst har ladet sig fylde op med ting, der er gode for mig at huske lige nu. Og så har de ting verfet biordene på lossepladsen. Der sidder såmænd nok et detaljeret kort over Edinburghs indre by lige der, hvor der før myldrede med ordklasser.

Jeg kom sådan til at tænke på en park for aflagte kommunistiske statuer, jeg har besøgt et par gange i Budapest. Her står de alle, Lenin, Marx og de utallige opbyggelige gengivelser af det arbejdende folk i mammutstørrelse, som førhen forurenede enhver plads øst for Berlin. De står der i al deres tomhed og vidner om overflødiggørelse og en tid, der er rendt fra dem. Har efterladt dem til overdimensionerede ubrugeligheder. For heldigvis forandrer verden sig. Akkurat som vores liv. Og den skulpturpark er lige præcis monumentet over alt det, vi ikke længere har brug for at have i vores liv. Som biordene.

Og i grunden er det jo både ganske smart og velgennemtænkt samt særdeles praktisk, at hjernen er så egenrådig, at den kan foretage disse sorteringsprocesser. Smide det overflødige ud og indoptage det, der er nødvendigt. I alt fald til dels. For det er svært at afskaffe alle lærernicherne i hjernen, og som tiden går, bliver det såmænd også vanskeligere og vanskeligere at indoptage nye ting, som man rent faktisk kan huske. Det fik mig også til at overveje, om jeg mon i virkeligheden selv kan gøre en aktiv indsats for at komme alle kasserne med overflødig viden til livs. Overveje, om man bevidst kan gøre rent i sin hjerne, således at man kan skaffe ny plads til noget, der er værd at huske på. Lidt ligesom at gøre forårsrent i et gammelt kammer, få smidt ud og luftet ud, og sat nye, tidssvarende ting ind i det. I så fald må alle værelserne med unødvendig viden om udsagnsords bøjninger og biords nogle gange besynderlige opførsel med magt rengøres, så jeg kan huske noget andet og vigtigere.

Så i grunden bør jeg vel nærmest være glad for, at jeg ikke kan huske. Det siger mere om min livssituation, end det siger om væsentligheden af biord. Som barn kunne jeg f.eks. det meste af kongerækken, navnene på adskillige af Barbies veninder, hvordan man bandt de fleste knob, så som trumpetstik til afkortning af teltbarduner, samtlige kommandoer til kaproning og på et tidspunkt også rækkefølgen for placeringer af diverse kunstnere på Dansktoppen. Der må jeg ligesom melde pas nu. Der er ommøbleret og luftet ud i de rum. Så det, man husker, er så genialt struktureret, at det nok lige præcis oftest er det, man i sin givne livssituation har brug for at huske. Hvor er det dog gennemtænkt!

Så jeg stiller med sindsro mine biord ud ved siden af Lenin!

You may also like

Skriv et svar