Om shopping.

Shopping er ganske og aldeles ufarligt, hvis jeg har manden med. Så hedder det også, med en let omskrivning, bare “at gå en tur i byen”.  Han kender ikke ordet “shopping”. Hans blotte tilstedeværelse kan minimere faren ved ethvert minefelt i form af lokkende butiksruder og uimodståelige tilbud. Og hans basale, meget synlige aversion mod forretninger, der handler med tøj til kvinder, gør, at jeg på forhånd næsten ikke orker at slæbe ham med ind i en sådan. I de fleste byer, hvor vi jævnligt kommer, er jeg fuldt opdateret på, hvilke forretninger der har mandesofaer og måske endda mande-afledningskaffe, og jeg er helt på det rene med, at hvis jeg har ham med, er jeg simpelthen nødt til at vælge en af dem, hvis jeg overhovedet skal have en ærlig chance for at se bare et minimum af udvalget i fred og ro. Besynderligt nok har han i byturssituationer  komplet tjek på min garderobe. I alt fald i forbindelse med, hvad jeg mangler. Jeg mangler aldrig noget. Der er heller aldrig noget, han synes, jeg har brug for. Han kan finde på at hævde, at “sådan en har du da”, selv om enhver kvinde med det blotte øje kan se, at den (eller de), jeg har, er i en anden farve eller en totalt anderledes model.

Shopping er ganske og aldeles sprængfarligt, hvis jeg har en veninde med. Der sker en form for udledning af fælleskvindelige købshormoner, der finder nærmest ethvert butiksvindue dragende og indbydende. Som en ekspedition ind i ukendt land, der skal udforskes til Nobelprismodtagerniveau. Det er fuldstændigt ligegyldigt, om det er genbrugsbutikker eller dyrere modebutikker–alt skal systematisk gennemgås, og ingen fristes undervejs til ophold på mandesofaer eller har tid til kaffepauser af længere varighed. I alt fald først bagefter. Selvfølgelig lægges der som udgangspunkt en foreløbig slagplan, men den omstruktureres undervejs, således at såvel impulser som farlige minefelter i form af flotte udstillinger sagtens kan gøre den oprindelige plan til vejledende. Endelig er der jo også tilbuddene. Tilbud er sådan en slags magneter, der hypnotiserer kvinder og får dem til bevidstløst at trækkes mod ting, de overhovedet ikke har brug for af en simpel grund. Prisen. Her foretager jeg lige det spring, der kommer frem til konklusionen, at jeg godt forstår, tilbud næsten altid findes bagerst i forretningerne. Så skal vi gennem det hele, før vi når frem til det forjættede, nedsatte land! Så langt ned får man aldrig manden slæbt med. Uden brok.

Anyway, at være på bytur med veninde(r) er også en siksakkurs gennem omveje, bagveje og veje, man aldrig troede, man skulle gå på. For fanges bare en af en uimodståelig butik ( med tilbud!) følges der jo trop, og ikke sjældent viser det sig, at den indeholder en fantastisk ting, man overhovedet ikke anede, man manglede. Hvis manden var med, ville han ikke bestille andet end at holde foredrag om, hvor meget man ikke manglede den ting.

Der er også prøveaspektet. I vores teenageår tilbragte vi oceaner af tid med at gå på toilettet sammen. Nu har vi overført toiletsolidariteten til prøverummene. Vi prøver og bedømmer og genprøver og kommenterer. Det sidste er faktisk meget vigtigt. Forstået på den måde, at prøverummene er vores lidt lusede erstatning for catwalken, hvor vi kan vise os en smule frem. Måske endda få at vide, at noget klæder os og er pænt, og –let`s face it–det hænder jo immervæk ikke så ustyrligt ofte mere. Ikke sjældent skal samtlige beklædningsstykker bedømmes flere gange og både bagfra og fra siden. Og det havde manden altså ikke stået model til. Forfra er nok til ham, hvorefter han efterfølgende bare opgivende ville have sagt, “at det havde han sagt”.

Hvor mænd, ofte lidt modvilligt, går i forretninger, når de decideret mangler noget–eller er blevet pålagt det og sendt afsted af deres kvinder, så er shopping for mange kvinder en lystbetonet foreteelse. Det er hyggeligt, det er sjovt og det er søstersolidaritet båret af muligheden for forbrug. Ikke fordi, man nødvendigvis skal købe noget, eller gør det, men hele seancen omkring at spotte ud, røre ved, prøve og gå lidt personlig catwalk for en enkelt eller to tilskuere går lige i belønningscentret. Hos kvinder. Jeg mener, hvor mange mandegrupper på powershopping er det lige, man sådan støder over? Altså sammenlignet med antallet af kvindegrupper?

Så sidst på måneden og i svære tider bør man altid bevæbne sig med sin mand, når man skal på byture. Det er omkostningsbegrænsende og dirigerer en udenom enhver form for tekstilmæssige minefelter. Men hvis man derimod vil have lidt spræl og liste et par nyindkøb ( som er vildt gennemprøvede) med hjem, så er det med at få fat i veninderne. Det er også dyrere, selv om jeg tydeligt har iagttaget, at vi tiltrækkes mere og mere af genbrugsbutikkerne og generelt er stoltere, når vi der har fundet et megagodt køb i dem. Og så er det, hånden på hjertet, da også lidt sjovere…..

 

You may also like

Skriv et svar