Om små potter og medierne.

Forleden fløj jeg fra Doha i Emiraterne til København. Det var en af disse monsterstore sardindåser til menneskelig transport, og blandt alle disse sædemuligheder var en dansk familie med 4 børn blevet strøet ud over et mindre areal. Ved at bytte med manden og jeg kunne de imidlertid komme til at sidde nogenlunde sammen–dog med 2 små charmerende, rødhårede drenge på 7-8 alene på rækken i forlængelse af vores.

De to havde en fest det meste af vejen. De fik afprøvet samtlige trykkemuligheder på den indbyggede skærm, flyttede nærmest ind på både gulv og gang, brugte lang tid på seriøs konversation omkring, hvad de skulle bestille hos stewardessen, samt hvordan man udtalte det på engelsk og var i det hele taget præcis så livskloge, som man nu er som 7-8-årig. Men da vi landede i København, drog den ene af dem et meget dybfølt suk, vendte sig mod den anden og sagde med julelys i øjnene og lidt forbavselse “Og så blev vi slet ikke skudt ned over Iran!”

Af gode grunde kan jeg jo ikke vide, om hans forventninger til flyveturen indebar en form for ufrivillig katapultering over Iran, eller om han hele vejen bare frygtede for det øjeblik, missilet ramte. Men jeg kan til gengæld udmærket vide, hvor han overhovedet har fået ideen fra. For små potter har også øjne, og samme små potter bevæger sig i et medielandskab, hvor man knapt behøver at kunne læse for hele tiden at blive bombarderet med verdens fortrædeligheder og, især, verdens utallige mængder af farer. Dødsfarer. Hvis vi ikke får missiler i hovedet, når vi overflyver Iran, så er vi da i alt fald i overhængende risiko for at få Corona. Overalt. Og det dør man af.

Jeg skal ikke forklejne, at der er tale om en alvorlig sygdom, der spreder sig hurtigt, og som man skal have respekt for og tage seriøst. Men jeg har i de seneste dage oplevet, at jeg personligt er blevet mere og mere indebrændt og aggressiv i forhold til den måde, medierne behandler den på og decideret anvender den til at forøge oplagstal, clicks og indtjening. Alt omkring Coronaen er i formiddagsaviserne gået i Breaking News med stor, sort skrift på gul baggrund (vi er opdraget til, at netop de farver signalerer farlighed! Eller udsalg!), og ingen ny overskrift udelader værdiladede tillægsord. Enhver kan vel se forskellen mellem ” Endnu en person smittet med Corona.” til “Endnu en person smittet med den frygtelige Corona.”, og mediernes lingo har faktisk indenfor de sidste uger ændret sig til ALTID at anvende negativt ladede tillægsord i forbindelse med sygdommen. Ekstra Bladet og BT kører endda såkaldte Corona-tråde, hvor læserne kan stille spørgsmål af enhver art ( og det må man da nok sige, de gør!), samt hvor enhver ny udvikling går i Breaking News. Selv f.eks. hvor mange der testes for smitten, allerede INDEN nogen af dem er testet positive.

Så hvis små potter er hundeangste for Coronaen, så er det yderst forståeligt. De er omringet af en syndflod af dårligdomme på skrift, lyd og billede, som konstant smækkes lige i hovedet på dem. Det er muligt, læseevnerne endnu ikke er store, men en kæmpeoverskrift med kolossale bogstaver i sort på gult, kræver nok ikke meget mere end 1. klasse. Selvfølgelig sidder de fleste børn ikke og læser de omtalte aviser, men det gør de voksne, som de til enhver tid kan kigge over skuldrene–meget af tiden. Og de voksne snakker også om, hvad de ser. Samtidig med, at rigtigt mange voksne faktisk ikke har andre informationer end mediernes fuldstændigt overskruede billede, som mestendels går ud på at skabe sensation. For sensation er selve mediernes grobund, indtjening og selvbestaltede eksistensberettigelse. Vi ledes til fejlagtigt at tro, at medierne (i alt fald mange af dem) står for objektiv videns- og nyhedsformidling. Det er bestemt ikke altid tilfældet. Og hvordan skal man dog som 7-årig kunne kende forskel på, om der virkelig er tale om en sensation eller ej, når rigtigt mange voksne heller ikke engang kan?

Episoden med den 7-årige, der heldigvis ikke blev skudt ned over Iran, fik mig til at tænke på, at vi i den Coronasituation, vi står i, i den grad skal være bevidste om at beskytte børnene. Ikke bare lade dem indgå i den frygt, vi måske selv føler, fordi medielandskabet har oppisket en stemning af forfærdelighed og nærmest uundgåelig dommedag. Til trods for Breaking News om den snarlige afslutning er det umådeligt væsentligt, at vi forsøger at forklare, hvad der sker, uden på nogen mulig måde selv at anvende gule overskrifter. Sagt med andre ord, så mener jeg faktisk, at man som forældre har pligt til at sætte sig ind i de faktiske omstændigheder, så det–ulig hvad vi ser i pressen–kan afdramatiseres, at 2-3 danskere er smittet. Og fortælle at, ulig ganske almindelig influenza, rammer Coronaen umådeligt sjældent børn. Det kan man f.eks. orientere sig om hos Sundhedsstyrelsen, som har en noget anden terminologi end formiddagspressen. Samt en væsentligt mere velbegrundet, saglig viden.

Som gammel dansklærer kan jeg jo udmærket se, hvilke såkaldte appelformer den mere kulørte del af pressen anvender for tiden. Det er i sig selv usmageligt, ligesom det er usmageligt at anvende en alvorlig sygdom til at skabe sensation og håbe på at forøge sit oplagstal. Men allermest usmageligt er det, at vi udsætter alle de små potter for en form for fake news, som de på ingen måde har kvalifikationer til selv at bearbejde og udlede den egentlige sandhedsværdi fra.

 

 

Continue Reading

Om at være The odd one out.

Jeg var på seminar i går. Sammen med alle mine såkaldte kolleger. Selv om ordet er helt og aldeles misvisende, da intet job i hele verden nok er mere privatpraktiserende end rejselederjobbet. Man er altid den eneste med sin funktion i en gruppe, og på mine rejsemål er det yderst sjældent, man lige render ind i en kollega på et tissestop eller et hotel. Vi rejser alene. For der er kun brug for en af os ad gangen.

De fleste af mine kolleger har gået på guideskole. På hold med hinanden. Jeg er en af de meget, meget få autodidakte guider. Gadebørn, om man vil. Der bare er kommet ind ad bagdøren uden hverken guideskolemæssige forudsætninger eller medstuderende. Derfor kender jeg nærmest ingen.

Hvis jeg kommer ind i et rum med en funktionskasket, der hedder “lærer” eller “rejseleder”, er det mig, der er den samlende faktor. Mig, der igangsætter og styrer slagets gang og på ethvert tidspunkt har såvel den overordnede magt som det overordnede ansvar. Det er mig, der bestemmer, om man vil, og mig, der er selve den retning, som de fleste blikke vender sig imod. Jeg har intet imod at komme ind i et rum med den kasket. Især ligger min selvtillid i, at jeg har en klar, fuldstændig klart defineret funktion.

Det er noget helt andet, når jeg skal på kursus med omkring 100, for mig ukendte mennesker. Især når de fleste af dem kender hinanden. Selvfølgelig kender alle ikke alle, men i kraft af guideskole og rejsemål, hvor guider ofte render ind i hinanden, kender en overvejende del i alt fald en fin mængde af de andre. Det er der, jeg bliver The odd one out, den ikke-tilhørende, den kasketløse. Og det har jeg det meget, meget dårligt med. Jeg er nok ikke den eneste…

For det første er jeg en ubetinget idiot til small talk, som er en genre, jeg simpelthen aldrig kommer til at mestre. For det andet overvældes jeg af en generthed af en styrke, der overvælder selv mig. Jeg anser basalt ikke mig selv for at være udpræget genert, men jeg må da nok sige, at konfrontationen med masser af folk, der allesammen i det forum har et socialt tilhørssted, er nok til at få mig til at ønske, at jeg på et splitsekund bliver usynlig eller i alt fald indgår i tapetfarven på upåfaldende måde.

Der er så to strategier, som umiddelbart synes brugelige. Enten må man kaste sig over den eller de, der ligesom en selv synes udenfor det store fællesskab. Hvis de findes. Eller også må man lokalisere den eller de grupper af mennesker, der i forvejen kender hinanden, men som ikke fysisk har lukket deres gruppe. Med det mener jeg, at grupper af bekendte sagtens kan både stille sig og tale sammen på måder, så man som udenforstående ikke et sekund er i tvivl om, at her foregår noget meget privat, og ingen nykommere er velkomne. For det meste består den slags grupper af enten meget gamle venner eller af folk, der faktisk selv er vildt usikre og derfor skal skynde sig at lukke, så de i alt fald selv er med i et eller andet. Hører til, om man vil.

For det er jo det, det hele drejer sig om. At høre til. At signalere at man hører til. Det er lige præcis derfor, det er så svært at være The odd one out, for man hører jo ikke til. Man føler sig som en, der er gået forkert og enten slet ikke er berettiget til at være til stede eller berettiget til at bryde ind i de grupper af mennesker, der har så travlt med at kende hinanden. Det er faktisk meget utrygt.

Det er så heller ikke sandt, at jeg ikke kendte nogen. Jeg kendte en. Men når man så kun kender en, og den ene kender tonsvis af de andre, så bliver man ovenud opmærksom på, at man for alt i verden ikke skal klæbe sig til den ene og stille til skue for verden, at man er ulideligt klistret og ikke kan finde ud af at få sine egne venner. Nogle gange er det næsten rarere slet ingen at kende, end kun at kende den ene, som man frygter at overbelaste med sin egen usikkerhed.

Så er det, man bliver så glad, når oplæggene begynder, og man da kan slappe af på en stol uden at skulle forventes at interagere med andre. Og indgå i gruppearbejder, hvor holdene er klart definerede af oplægsholderen. For alle dem, der kender nogen, vil jo allerhelst arbejde sammen med lige præcis dem, de kender. De kan nemlig sikkert også huske, hvordan det var ikke at kende nogen, og det skal de godt nok ikke udsætte sig selv for igen.

Faktisk er sådan en dag vildt stressende. Man er sådan helt oppe på dupperne hele tiden, Enten for at finde nogen at tale med, eller for at virke som om, man da virkelig hører til, selv om det meste tilhør går med at fordrive pausetiden med at gå på toilettet og være enormt obs på, at man både sidder ved siden af nogen, mens man spiser, men samtidig ikke bryder ind i fastlåste grupper, hvor man kunne komme til at understå sig i at tage en stol, der var tiltænkt en af dem, der kendte de andre. Det er slet ikke let.

Nogle gange overvejer jeg, om jeg skal til at arbejde mere seriøst med mine sociale kompetencer. Gå på intensivt kursus i small talk. Lære mig selv bare at køre på og være totalt ligeglad med, om jeg føler, jeg hører til. For når min rolle i en forsamling er klart, utvetydigt defineret, svømmer jeg jo som en fisk i vandet og har absolut ingen problemer med interaktionen. Men når jeg skal begå mig et en forsamling af mennesker, jeg absolut ikke kender, og som tilsyneladende alle kender nogen af de andre—så går jeg lidt socialt i baglås. Jeg VIL virkelig forfærdeligt gerne, jeg anstrenger mig helt ud af mig selv, men det hjælper ikke meget på, at jeg føler mig forkert. Ikke tilhørende. The odd one out.

–Og sådan er jeg nok ikke den eneste, der har det?

Continue Reading

En grufuld film.

Apocalypse Now. Final cut. Viaplay.

Vi så den vel alle, da vi var unge. I 1979. Men måske SÅ vi den ikke, sådan rigtigt. For de 40 år, der er gået siden, har modnet os og givet os en helt anden kapacitet for at forstå og analysere de billeder, filmen er skabt af. Filmen er nok, i sig selv, ikke blevet grusommere, men måske har livet lært os at forstå grusomheder på en meget mere intensiv måde.

Apocalypse Now er den ultimative Vietnamfilm. Og ja, det hjælper at have Vietnam siddende present i sit baghoved, når man sætter sig for at se den 2,5 timers odysse ind i den ondskab, dehumanisering, galskab og mareridt, der var Vietnamkrigen. Filmen er bygget op omkring den traumatiserede Oberst Willards, der sendes på en quest, hvor han som en anden Frodo skal finde mørkets hjerte i form af Kurtz og tilintetgøre det. Han skal, bogstaveligt talt, rejse ind i den dybeste jungle, som ikke bare naturmæssigt bliver tættere og tættere, men som også menneskeligt er en rejse ind i selve ondskabens og galskabens væsen. Således er filmen, akkurat som nærmest enhver moderne fantasy fortælling, bygget op omkring et antal episoder “på vejen”, hvor vores hovedperson ulig fantasyhelte ikke skal vise sit mod og sin styrke, men istedet være vidne til en konstant eskalerende galskab.

Det er rejsen ind i selve The Heart of Darkness, i galskabens væsen, i dystopiens inderste kammer. Fordi det er fortælling om, hvad krig gør ved mennesker. Hvordan krig dehumaniserer os og fremmedgør os overfor alt, hvad der er ordentlig, anstændigt, elskeligt og solidarisk menneskeligt.

Og mens vi rejser med flodbåden op ad Vietnams Styx, står billedsiden bare som uendeligt smuk. Så smuk, at det næsten gør ondt, og samtidig visende naturens skønhed som kontrast til menneskets grusomhed. Det er de billeder, fra den film om verdens menneskelige undergang, der dominerer vores generations billedside af Vietnam. Det er sådan, Vietnam ser ud i vores fotoalbums over landet, når det er “rigtigt”. Og selve scenen med den idylliske landsby med den vidundersmukke jungle, der bombes om morgenen ( fordi “I love the smell of napalm in the morning.”), så alt, mennesker og jungle, brænder, er lige præcis billedet på den krig, hvor alt smukt blev destrueret. Hvadenten det var natur eller mennesker.

Det er en grusom film. Men det er også en nødvendig film. Ingen er selvfølgelig på noget tidspunkt i tvivl om Coppolas holdning til krigen. Og den skildrer han så godt, at alle disse billeder af menneskelig fornedrelse i underskønne omgivelser, bogstaveligt talt brænder sig som napalm om morgenen direkte ind på en blivende plads på nethinden.

NU forstår jeg filmen. Helt anderledes end dengang i 1979, hvor mit ungdommelige jeg nok var imod krigen, men hvor jeg ikke havde livserfaring nok til at fortære og forstå, hvad jeg så. Hvis man har været i Vietnam fornylig eller bare engang, så se den. Og genkend. Og har man ikke det, så er det en vanvittigt vigtig og vildt fascinerende film at se alligevel. Selv om den er fra 1979.

Continue Reading

En god film.

Judy. I biograferne.

Nogle gange har man svært ved at forstå, at nogen eller noget har fået en Oscar. Det er ikke tilfældet her. I denne film leverer Renee Zellweger en præstation, der er så dybfølt, så fantastisk gennemspillet og så uendeligt rørende på samme tid. Den Oscar er mere end fortjent.

Judy er selvfølgelig Judy Garland, og filmen skriver sig da også ind i den nuværende trend omkring at portrættere fortidens ikoner og deres liv. Vi møder hende få måneder før hendes død (som 47-årig), hvor alting bare går ad helvede til: hun er hjemløs, dybt alkoholiseret og på benzoer, har ingen penge og må endda nærmest give sine børn fra sig. Så tilbydes hun en serie koncerter i London, som bliver filmens omdrejningspunkt.

Og det går jo ikke så godt. Der drikkes, pilles og glemmes sangtekster, hvis koryfæet overhovedet er i stand til at optræde. Ægtemand nummer Gud ved hvad kommer og går, og til sidst må Judy da også drage stærkt nedværdiget tilbage til staterne. Men–og dette er filmens store styrke–selv om vi har hørt hele historien før til bevidstløshed, så spilles Judy med en sødme, en inderlighed, en skrøbelighed og en stor indre styrke af Zellweger. Hun bliver til et rigtigt, levende menneske og ikke blot et Hollywoodkoryfæ. Især den pragtfulde scene, hvor hun passes op af to elskelige bøssebeundrere udenfor teatret og ender med at spille gamle sange og lave omeletter i deres lille lejlighed er fantastisk rørende og sød–uden nogensinde at blive patetisk.

Det var ikke let at være Judy Garland, og The Yellow Brick Road førte langtfra til den gode troldmand eller op over regnbuen. Det var, som vi selvfølgelig ved, fake det hele. Filmen forsøger også at give begrundelser for, hvordan det hele endte så ulykkeligt, og man forstår, at det har været relativt nemt at dø eller i alt fald få et miserabelt liv, af at have været barnestjerne i Hollywood.

Alt det, og meget mere mere, får Zellweger os til at forstå, når hun spiller røven ud af bukserne. Sikke en præstation!

Continue Reading

Om Coronavirus.

Alle, der ejer så meget som en eneste aktie, har oplevet en massiv påvirkning af økonomien pga. Coronavirus. Og her taler jeg ikke bare om private eller bankmæssige investeringer. Vi har nok alle pensionsordninger, der står i investeringer. Dem har vi, hver især, tabt rigtigt meget på. Lad være at tjekke, hvis morgenchokket skal undgåes. Det kan sagtens nåes i morgen, for det bliver højst sandssynligt ikke bedre lige i dag–eller i denne uge. Eller de næste måneder. For ikke at sige, at det ikke bliver bedre, før der er styr på sygdommen. Hvis.

Det er så den ene del af denne møgsygdom. Den økonomiske. Men samtidig den, der er ved at sætte dele af verden i stå økonomisk, og som på sigt vil ramme især kineserne umådeligt hårdt med konkurser, arbejdsløshed, sikkert sult og al den modbydelighed, den slags trækker med sig. Vi mærker også allerede dønningerne, og de skal nok blive til magtfulde bølger.

Men i grunden er det jo kun overfladen. For nedenunder ligger der faktisk lidelser, der er meget større end at tabe nogle penge på aktier og pensioner. Asien, som jeg lige har været i, er i choktilstand og rådvilde i forhold til, hvordan i alverden de dog skal gebærde sig. Tillige er det et kontinent, hvor uoplystheden og overtroen, især i krisetider, har fremragende vækstvilkår. Derude tror folk på, at den bedste beskyttelse mod alt uvæsen, er et mundbind. Så det har alle på, og man kan endda købe mundbind i design, der passer til ens øvrige påklædning eller f.eks. signalerer store modehuse som Burberry (tern) og Gucci. Vi prøvede flere gange at påpege, at mundbind virker på den måde, at de beskytter andre mod en selv—ikke en selv mod andre. Det lykkedes ikke. Derfor anses europæere uden mundbind som arrogante koloniherrer eller i værste fald uhyre potentielle smittespredere.

I det hele taget er Coronaen en lige højre mod antiracismen. Folk er blevet hunderædde for alt, hvad der smager af kineser, og da de fleste europæere ser asiater som en stor masse af fuldstændigt identiske folkeslag, så udvides denne angst selvfølgelig til samtlige mennesker med asiatisk udseende. Hvor de så end kommer fra. (Faktisk kan man godt kende forskel: f.eks. er japanere og koreanere meget grovere i ansigtstræk, har stridere, ukrøllet hår og er tættere bygget, mens vietnamesere er små og spinkle og burmesere højere, slankere og som regel meget, meget kønnere efter europæisk standard, bare for at nævne nogle få forskelle). Avisen The Guardian rapporterer om adskillige tilfælde af racisme på europæisk jord, og selv i Asien tages der mærkbart afstand fra alt, der smager af Kina. Jeg oplevede da også mig selv ubevidst rykke lidt væk fra mennesker med udpræget kinesisk udseende… Jeg vil vædde på, at vi allerede nu også begynder at tage bestik af, om mennesker i nærheden måske kunne være italienere!

Og så er der alle aflysningerne af det helt almindelige liv. Vi hørte mange historier derude. Blandt andet den om store rejsegrupper, der havde booket 2-dages kryds i Halongbugten. Da de nåede dertil, valgte halvdelen af grupperne på egen regning at booke sig ind på hoteller på fastlandet, fordi den forfærdelige historie om de strandede viruskrydstogter er meget, meget stor i Asien, og de derfor på ingen måde skulle ombord på et skib. Adskillige markeder er aflyst, adskillige attraktioner kræver mundbind, adskillige besynderlige råd florerer mellem menigmand, og frygten ligger latent og mærkbart overalt. Selvfølgelig er der også religiøse fanatikere, der ser Coronaen som selve opfyldelsen af de dommedagsprofetier, de længe har prædiket og dermed selve begrundelsen for, at de hele tiden har haft ret. Det varer sikkert ikke længe, før fundamentalistiske grupper tager selve ansvaret for den! Frygten vil sikkert også komme til at dominere herhjemme, hvis den får de rette vækstbetingelser. Det kræver bare, at vi får virussen tættere på.

Og så er der det helt nære, som går ud på, at Coronaen faktisk påvirker ens egen opførsel og gebærden. Man er hundeangst for at pudse næse, nyse eller hoste offentligt. Gør man det, vendes alle øjne mod en, mens man fornemmer en mærkbar afstandtagen eller næsten konkret flugt. Bare det at få noget galt i halsen, eller lide af en smule allergi, er vildt traumatisk. Det siges, at folk, der har en mindre og helt almindelig forkølelse, ikke tør gå udenfor i Asien. Det er slet ikke let at være kinesisk udseende og have en let sommerforkølelse. Det giver ingen venner på kontoen.

Noget helt andet er, at man som europæer desværre også får nogle af sine grimme fordomme bekræftet. Jo tak, jeg har været på kinesiske markeder, hvor alskens dyr lå hulter til bulter under forfærdelige forhold, der var så uudholdelige og også gav en god grobund for at tro, at der kunne opstå endda meget alvorlige, smitsomme modbydeligheder. Og hvor kød og andet til salg lå i adskillige graders varme i hele dage. Boligforholdene i f.eks. Hanoi er også af en art, der er nærmest uforståelig for os. Der bor 2 mennesker pr. kvadratmeter, og hvis det ikke er smittefarligt, så ved jeg ikke, hvad er. Vi spiste også på en, faktisk god og fin, restaurant, hvor den lille husmus bogstaveligt talt dansede på bordet. I nærheden af et af vores hoteller, lå adskilligt affald henslængt, og om aftenen skulle man sådan lige have et årvågent blik for ikke at træde på de piblende rotter. På sejlture på Mekongfloden så vi adskillige gange almindeligt husholdningsaffald blive kastet i floden. Altså den, hvor man også fanger de fisk, man/vi spiser, og som i Mellemøsten er graden af ophobning af affald langs veje, floder og på marker direkte proportionel med graden af fattigdom. Der er megen fattigdom. Fattigdom og affald. Og fattigdom og affald er Coronaens allerbedste venner. Det er lige præcis det, den trives på.

Med ganske få undtagelser har Coronaen kun dræbt mennesker, der i forvejen var svækkede. Det er dybt, dybt tragisk. Men det er faktisk også tragisk, at sygdommen har racisme og at den almindelige verden for hele kontinenter går i stå med i sit kølvand.

Som sædvanlig er det os, de rige europæere, der i første omgang går lidt ram forbi. Vi rammes kun på vores økonomi og vores pensioner. Selvfølgelig håber jeg da, at det hele får en snarlig ende. For alle. Ellers får vi en overgang en verden, hvor vi frygter hinanden, tager afstand fra hinanden, hengiver os til mystisk overtro, og hvor fanatisme får ualmindeligt gode vilkår. Må det ikke ske!

Continue Reading

Om gråhed. Og jetlag.

Det er koldt og mørkt og gråt derude. Ikke så meget som en halv million vietnamesere er stået tidligt op ude i min forhave og startet med at flytte ting ( vietnameserne flytter mange ting, rigtigt mange ting) på cykel eller scooter, og stilheden er til at tage og føle på. Ikke en eneste scootermotor eller cykelklokke, ikke engang en kaskade af bilhorn og ivrige gadesælgeres lovprisninger. Der er heller ingen, der laver mad på gadekøkken på hver ledig plads i min indkørsel. Det ville ellers have været rart i et hus, hvor alle maddepoter er gabende tomme, og man så inderligt savner alle hotellers omeletkok. For omelet om morgenen er godt og rart og bliver pludselig en meget synlig mangelvare, når man hverken har æg, andre ingredienser–eller altså en omeletkok.

Det er i det hele taget meget gråt at komme tilbage til Danmark. Til et land med 5,5 millioner med umådelig god plads til sig selv og hinanden, efter ferie i et land hvor samme antal blot udgør en tredjedel af de største byer. Selvfølgelig er det indledningsvist fascinerende, at der altid er mennesker overalt (rigtigt mange mennesker overalt), men i grunden ligger der også en god afstressningsfaktor i simpelthen at kunne være sig selv. Det skal vi nok sætte pris på, at vi kan herhjemme. Det vil jeg fortælle mig selv, at jeg skal bruge dagen på at være glad ved.

Efter 12 timers søvn i bevidstløshed streg, er jeg ved at have forjaget jetlaggen. Den er altid værst mod øst, hvor man får stjålet sine timer, mens man mod vest får foræret timer til at indhente såvel søvn som sit eget liv. Og det værste ved at komme hjem er altid vasketøjet, der gennem feriedagene har fået en mere og mere dominerende plads i ens kuffert. Det er vildt rart at udpakke alle de ting, man har købt, (inklusiv de par stykker, hvor man akut undrer sig over, hvorfor man dog har lavet investeringen!), men der er sgu` ingen morskab i konfrontationen med adskillige par beskidte underbukser.

Og så er der altid den underlige følelse af, om det virkelig kan være sandt, at man igen skal til at gøre alle de dagligdags ting, som andre til dels har gjort for en et stykke tid. Ikke bare at vaske tøj, men også at købe ind og endda lave sin egen mad. Og huset, som har stået tomt, har på besynderlig vis støvet sig selv til uden ens indblanding, hvilket man overhovedet ikke orker at tage alvorligt.

Allermest er det dog et antiklimaks at vende hjem fra solen, fra lyset, fra varmen og fra de fjorten dages ligegyldighed overfor at tage dagliglivet seriøst. Her er gråt, meget gråt. Solen mangler.

Heldigvis er det så ikke vasketøj, jeg lige går ned på. Der er nok til at holde mig beskæftiget et par dage, og går jeg seriøst i vasketøj, kan jeg vel abstrahere for manglen på lokal omeletkok og selv støje så meget, at jeg kan lyde som i alt fald 2-3 vietnamesere. Uden scooter.

Continue Reading

Når man ikke helt har tjek på, hvad man egentlig har bestilt.

Sidst jeg var i Vietnam, var jeg 1 dag i Mekongdeltaet. Der er vidunderligt smukt, meget spændende og meget stort. Der bor 22 millioner, og området er kolossalt. Derfor syntes jeg, vi skulle have 2 dage dernede.

Intensiv søgning på nettet ledte mig til en tur, der godt nok var billig ( 1100 for 2, alt inklusiv), men bestemt ikke lød afskrækkende. Måske fik jeg ikke helt læst igennem, hvad det egentlig var, vi skulle, men jeg havde en ide om, at vi først skulle den obligatoriske runde til kokosnøddeplantagerne, spise elefantfisk og sejle rundt i enhver form for både i det enorme vandområde, hvorefter endages-turisterne tog hjem, og vi blev indlogeret på et lille hotel ved plantagerne med fritid indtil næste dag, når den dags dagshold skulle hjem.

Og sådan gik det da også. Et stykke vej. Om morgenen blev adskillige nationaliteter afhentet og fragtet rundt til alle seværdighederne i det nordligste Mekongdelta. Det var fint og spændende. Men da alle de andre udlændinge så skulle hjem, blev vi læsset over i en yderst faldefærdig bus sammen med 8-10 vietnamesere. Og en stum mand fra Ohio, men ham kommer vi lige tilbage til. Ingen af dem talte engelsk, men vi kunne sådan lidt gætte os til, at de nok var hjemme fra udlandet på besøg i det gamle land, hvorfra de nok engang var bådflygtet. Anyway, så bestod gruppen af en større familie og en amerikansk gift, vietnamesisk kvinde og hendes far. Det var hendes mand, der var stum. Tror vi, for vi hørte ham ikke indføre et eneste ord. Han betalte bare. Samme vietnamesiske kvinde var tilsyneladende også på triumftogt til hjemlandet for at fremvise sin 200 kilo tunge (stumme) Ohiobonde og missede ikke så meget som en eneste chance for at føre sig særdeles højrøstet frem. Hun ikke bare GIK prinsessegang, hun også nærmest svansede gennem enhver folkemængde med de 200 kilo stumme bonde på slæb. Når ingen så det, sendte hun ham himmelvendte blikke, rettede konstant på ham, og i øvrigt var det langt under hendes værdighed at sidde sammen med ham i bussen.Han svedte også lidt vel meget….

Alle disse vietnamesiske ex- pats var tilsyneladende på en nostalgisk tur til det gamle land og havde som fælles hovedformål at spise sig gennem det, samt at opkøbe lagre med hjem. Aldrig har jeg før set turister købe så mange madvarer. Samt nå at spise så mange af dem undervejs. Det var dybt imponerende, hvad de mennesker fik fortæret. Undtagen Ohiobonden, for han blev ikke altid budt. Han betalte bare.

Men da alle de andre vestlige turister var kørt, blev vi slet ikke kørt til et hotel. Istedet kørte rumlebussen os på en 3 timer lang tur gennem deltaet, helt ned til byen Can Tho. Den havde jeg ikke lige set komme. Vietnameserne må have vidst det, for de havde da i alt fald mad nok med. Og her blev vi så, altså os to danskere, indlogeret på et hotel, der vel nærmest kan karakteriseres som 50-ernes Jernbanehotellet i den kommunistiske version. Her var meget højt til loftet, et relativt udgået farvevalg, møblement fra før førnævnte 50-ere af yderst Stalinistisk tilsnit, skidt i krogene, og kød, der bare var sejt og sikkert vildt solidarisk. Vi var de eneste ikke-vietnamesere, og de kunne lige så godt have puttet os i bur og fremvist os mod betaling. At dømme efter stirrefaktoren. Jeg ved ikke, hvor vietnameserne sov. Men jeg ved, at de umuligt kan være gået sultne i seng.

Da vietnamesere generelt har en anden dagsrytme end os ( de står forfærdeligt tidligt op og er også ret tidligt i seng) traskede vi allerede klokken syv næste morgen af til marked. Og så spiste vietnameserne igen. Der var ikke den ting på det helt fantastiske, flydende marked i Can Tho, de ikke skulle smage. Nogle gange gav prinsessen også sin Ohiotumling lidt. Men det var mest i smug. Jeg havde på forhånd læst om det flydende marked og ville vildt gerne se det, men det var da noget af en overraskelse, at den tur, jeg havde booket, rent faktisk gik dertil. Og vi så slangefarm, fabrikation af nudler ( vietnameserne provianterede til mellemstore provinsbyer), spiste tørrede frølår og slanger ( vietnameserne spiste MANGE) og cyklede den mest vidunderlige tur gennem landsbyer til et af verdens største træer på 300 kvadratmeter. Med guiden og prinsessen i front. Ohio svedte og trak ret tit. Han nød det vist ikke så meget, men prinsessen nød meget at cykle ham gennem landsbyerne.

Så mine 1100 kroner ( for to, altså) gav en hel del måltider, der ikke alle var seje som Jernbanehotellet, fantastiske oplevelser, vidende guide og altså en tur ned til et sted, jeg forfærdeligt gerne ville til, men ikke anede, jeg ville ende. Det gav også et strålende indblik i, hvad der er væsentligt at komme tilbage til for vietnamesiske ex-pats. Disse spiste sig bogstaveligt talt gennem den gamle kultur, mens Ohio så ud, som om han ikke fattede en hujende fis af det hele. Hvilket vel også var ligegyldigt, så længe han betalte.

Det var en spøjs oplevelse. Jeg tager den gerne igen!

Continue Reading

Endnu et væsentligt museum.

Min personlige liste over verdens væsentlige historiske museer talte indtil i dag kun 2. Der er Holocaustmuseet i Jerusalem, og der er museet omkring det armenske folkedrab i Yerevan. Nu er der så også museet for Vietnamkrigen i Saigon. Så er der 3.

Det er et modbydeligt, men væsentligt, museum. Det er også et uhyre gammeldags, støvet og moderne museumsdesign-frit et af slagsen, men budskabet, som det indeholder, er så eviggyldigt, at man sagtens kan se stort på at føle sig hensat til Østblokken før murens fald.

Museet dokumenterer Vietnamkrigen, mest gennem fotos og plancher. Der er selvfølgelig forklaringer til hvert billede, men egentlig er de ikke så væsentlige for forståelsen. Disse billeder taler for sig selv. De taler om en lidelse, større end noget der næsten er menneskeligt fatteligt. Selvfølgelig hænger de ikoniske fotos af Napalmpigen og bonden, der skal henrettes, her, men der er faktisk også en hel afdeling om Agent Orange og de forfærdeligheder, denne modbydelige sprøjtegift stadig påfører folket herude. Sådan at forstå, at man ser billeder af ofre, og det gør ondt. Meget ondt. I øvrigt sælger flere af samme ofre små kunstværker ved udgangen. Hvis nogen skulle have glemt, hvor ondt det stadig gør indeni.

Til museets absolutte ros skal siges, at man har valgt også at medtage billeder af de amerikanske soldaters lidelser, og det, synes jeg, umiddelbart giver såvel objektivitet og en form for tilgivelse. Til trods for, at den massakre i My Lai, som vi nok alle husker i vores generation, skildres på en yderst brutal måde. Men hvis nogen har set den gamle dokumentar om massakren, ved de vel også, at der ingen tvivl var om, hvem der var synderne. I øvrigt—sådan lidt af sporet— ligger landsbyen i nærheden af Hoi An og er man på de kanter, er det muligt at komme på guidede endagsture dertil.

Det er ikke fordi, jeg specifikt elsker at svælge i historisk død og lidelse. Faktisk bliver jeg meget påvirket af den slags museer. Det er i stedet fordi, det er så væsentligt, at vi ikke glemmer. Aldrig glemmer, at det virkelig er sket. At mennesket kan behandle sine medmennesker på en så ussel måde, udelukkende fordi alle parter tilsyneladende i en krig har enten Gud eller en bestemt styreform på deres side.

Jeg tror på, den slags museer har en præventiv virkning, fordi de minder os om det, vi aldrig må glemme. At al gruen forhåbentlig kan dæmme op for, at det sker igen. OG, i dette museums tilfælde, vise os, at selv om vietnameserne var udsat for fortvivlende behandling, så har de tilgivet. Selvfølgelig var der fejl på alle sider i den krig, som i alle krige, men, helt ærligt, så synes jeg, det er stort, kæmpestort, at livet hernede går videre, fremad og leves uden at nogen på nogen måde dyrker sig selv som ofre.

(Jeg har flere billeder fra museet. Nogle af dem er ret modbydelige. Og vigtige! Sig til, hvis de har interesse.)

 

Continue Reading

Endnu en VIP- tur for de royale.

Det koster godt 400 danske kroner for to. Men så er der altså både cykel, guide og den bedste frokost, jeg nok nogensinde har fået, inkluderet i de 5 timers oplevelser, både royale, men også helt almindelige os-er kan få i Hoi An.

Hoi An er cykelterræn. Der er fladt som en vietnamesisk pandekage og bevæger man sig bare en lille smule ud af byen, består transportruterne af små biveje og mindre stier, der kun befolkes af scootere, cykler og dovne hunde, der tager helt uaffekterede solbade midt på kørebanen. Vi mødte to- tre biler på vores vej. For stisystemerne er slet ikke bygget til dem.

Når man, kyndigt guidet af en lokal, cykler rundt den slags steder, er det et helt andet Vietnam, man får at se. Det er det autentiske, det dagligt levede. Vi var gennem utallige små, særdeles levende landsbyer, over adskillige floder på knirkende, smalle metalbroer og endda sådan næsten på vej over en ældgammel bambusbro, indtil vi måtte konstatere, den nok ikke holdt til os. Over dæmninger på rismarker gik det også, og da vi kun var os to, var der tid til at stoppe ved alle interessante steder.

Så som et lokalt tempel for Lady Buddha, hende Buddhinen som gør den vietnamesiske version af Buddhismen så særligt spiselig for mig. Som den store, mistrøstige kirkegård for krigens ofre, hvor 19-årige i hobetal ligger med en amerikansk dødsstødskugle. Som den lokale bådfletter på over 80, der først fletter sine bambus, før han smører kolort og tjære på sin runde båd, så den ikke lækker. Og alle træskærerne, som eminent forvandler træ til flotte dyr og udgør en påtrængende fare for folk som mig, der ikke kan se et dyr i træ uden at måtte eje det. For slet ikke at tale om de evigt madrasflettende bedstemødre, der både fletter og fletter og passer en hoben af børnebørn samtidig. Det er sådan en skæbne, der gør, at jeg er lykkelig over ikke at være vietnameser. Jeg ville aldrig blive nogen god madrasfletter!

Men allermest giver de to hjul en fantastisk lejlighed til at se, hvordan livet i de små landsbyer leves i dagligdagen. Nok mødte vi andre turister ( i alt fald 3-4 stykker!), men det er nu engang fantastisk at have helt sin egen, private guide, som man kan slynge alle sine mange spørgsmål efter og få svar med det samme. Ydermere var det også rart, at vores cyklede mageligt. Der var fuld overensstemmelse mellem hans og mit tempo.

Og så var der lige den der frokost midt i køkkenhaven, ned til floden in the middle of nowhere, sådan et sted, hvor Robert de Niros kammeraters sad og vansmægtede i floden, før de skulle russisk rouletteres. Alt, hvad vi fik var hjemmedyrket eller hjemmefanget, og det var godt nok både dyrket og fanget superbt.

Hvis man er herude for første gang, vil jeg selvfølgelig stærkt anbefale, at man rejser med et rejsebureau og får dem til at ordne tingene i det fremmede. Men har man været her før og ved, hvad man vil og skal, er der faktisk, mig bekendt, ingen andre lande, der er så lette at rejse som individuel turist i. Her ligger jo praktisk taget et lokalt rejsebureau på hvert gadehjørne- og nogle stykker mellem hjørnerne- så vil man gerne på VIP- tur og være en smule royal med egen guide nogle timer, er der gode muligheder for det.

Også på cykel!

Continue Reading

Om marmor og sultne sælgere.

Det lyder skrækkeligt arrogant at skrive, at det, for mig, er en dejlig begivenhed at komme til et sted, jeg ikke har været før, fordi det ikke sker så tit. Som undskyldning skal dog påpeges, at selve kerneydelsen i mit arbejde netop er at rejse til de samme steder igen og igen. Og så igen. Sidste sommer var jeg så mange gange i Edinburgh, at jeg simpelthen var ved at blive kvalt i skotske tern og sækkepiber, selv om jeg for evigt elsker den by.

Anyway, i dag var jeg ved og på Marble Mountain. Bjerget af det fineste marmor ligger ved Danang, som Vietnamfarere nok kender som midtlandets hovedstad og største badeby. Her bryder man marmor og har altså et helt marmorbjerg — altså så længe, man ikke bryder alting i Buddhaer og overdimensionerede gravmæler. Der er vidunderligt smukt oppe på bjerget med pagoder, templer og overvældende huler, og det anvendes tydeligvis til fred, ro og rekreation. God oplevelse.

Men under bjerget ligger så en halvstor landsby, som udelukkende lever af marmor. Er gået i marmor. I overkill marmor. Der er praktisk taget ikke det, man ikke kan få i marmoreret udgave, og alle 50 forretninger sælger præcis det samme. De påstår, samtlige Buddhaer og Buddhiner er hjemmehuggede, men jeg lader ikke tvivlen komme dem til gode, for i så fald står det godt nok slemt til med den kunstneriske frihed og det personlige udtryk. Og helt ærligt: Det er meget muligt, Buddha på 2×2 meter og et halvt ton er sød, charmerende, god, smilende og sund for harmonien, men hvordan i alverden får man ham lige klemt ned i et flysæde?

Det er nu ikke hovedproblemet, som sådan. Meget mere, som billedet tydeligt viser, at det ikke ligefrem vrimler med købere. Coronaen har taget en stor del af turismen, så vietnameserne er sultne. Meget sultne. Efter turister. Ikke blot kan man nærmest få smidt hele familien Buddha efter sig til special Price for you, men at gå ind i en af marmorforretningerne indebærer også at blive nærmest kvindsopdækket af en emsig sælger, der som hovedformål har at få en til at købe. Det er som at rende rundt med en hundehvalp, der har bidt sig fast og er totalt umulig at ryste af. Og bliver vi lige i hundemetaforerne, så længes man bare efter selv at ryste sig som en våd hund og dermed skille sig af med iglen, der sidder i opvaskevandet. Det er lige præcis det, der overdøver enhver form for medlidenhed og købetrang og gør i alt fald mig så kontrær, at jeg på stedet bestemmer mig for absolut intet at købe. Fanden tage klæbeiglen!

Lidt af det samme gør sig gældende her i Hoian, hvor turistsulten også præger de mange handlende. Der er kamp om os, og der trækkes noget mere i ærmer end vanligt. Til gengæld kan der pruttes, og i min optik skal det selvfølgelig udnyttes. Skal de trække mig hen til noget, jeg selvfølgelig på forhånd godt vidste, jeg ville købe, så bliver ærmetræk også inkluderet i mit bud på en god pris. Selv om Buddha i enhver udgave, selv under et ton, aldrig vil få plads på min prioriteringsliste.

Så der er meget, meget smukt oppe på Marmorbjerget, og det var forfriskende at se et dejligt sted for første gang. Men fri mig for selvklæbende sælgere, der både er sultne og har en vedhængskraft som Gaffatape.

 

Continue Reading