En livsbekræftende oplevelse. Og en på fordommene!

I banken. Forleden.

Når man, for en gangs skyld, skal sætter penge IND, og ikke bare trække dem ud, er man nødt til at gå til den automat, der står inde i banken. Derinde var der lang, lang kø. Heldigvis med kødeltagelse af et par naboer, som jeg lige kunne vende vejsituationen med i ventetiden.

Ved automaten stod en nydelig ældre dame, uden rollator og særdeles pæn og velklædt. Hun havde tilsyneladende problemer. Vendte sig om og fortalte, at automaten havde spist hendes kort. Spurgte selvfølgelig, hvad man så gjorde? Og alle vi tilskuere kiggede først på hende, alders- og demensmålte hende i ½ sekund, hvorefter vi nærmest i munden på hinanden venligt foreslog, at hun da lige skulle kigge i sin pung, for kortet var da nok der. Det ville damen ikke. For det HAVDE hun gjort. Vi mente nu nok, hun burde gøre det igen.  Det var lige præcis der, vores fordomme talte! Automaten havde spist hendes kort, BASTA, og noget skulle gøres NU. Hvorefter jeg, indrømmet, lidt undskyldende kontaktede en bankmedarbejder ( der er stadig 1 dernede!) og bad hende kigge på problemet.

Samme medarbejder bortførte så damen over til kassen, og vi andre åndede mærkbart og lettede op, for nu kunne vi komme videre i vores ualmindeligt travle liv og få ordnet vores pengesager uden forsinkelse fra demenssiden. Da jeg stod bagerst i køen, og dermed også i umiddelbar nærhed af kassen, overhørte jeg bankmedarbejderen spørge om damens personnummer. Samt hendes svar. Som var xx.xx.27.xx.xx. Det var så der, min nabo og jeg vekslede blikke! Altså samtidig med, at bankmedarbejderen kunne konstatere, at damens kort ganske rigtigt var blevet slugt at automaten. Hvorefter min nabo og jeg slog blikkene ned. Skamfulde. Meget skamfulde.

For her stod vi altså med en 93-årig, der var i banken for at hæve penge i automaten. Alene, godt gående og fuldstændig frisk i hjernen. Automaten havde, af uvisse grunde, slugt hendes kort, men det tog hun sådan set bare som en udfordring. Godt gået, siger jeg bare! Det uhyggelige var meget mere vi andres reaktioner. For vi stod der og luftede alle vores fordomme i fælles, opgivende blikke og tænkte præcis det samme. Nemlig at 93-årige slet, slet ikke bør gå alene i banken, for det kan de, pr. definition, overhovedet ikke finde ud af. Hvis de overhovedet kan finde ud af at gå ud! Denne beundringsværdige dame kunne faktisk sagtens finde ud af det hele, var i fuld kontrol af situationen OG, hvad der næsten er det vigtigste!, så heldigvis ikke vi andres fuldstændigt uundskyldelige, uhyrlige blikke. For vi burde skamme os! Sådan at lade samtlige vores fordomme løbe af med os derinde i banken!

–I øvrigt så jeg senere damen nede på torvet, hvor hun var ude at købe fisk. Jeg ved ikke, om hun lagde mærke til, at jeg smilede til hende. Et smil af undskyld og uhyggelig selvransagelse af fordomme. Men også et smil af anerkendelse og dyb beundring!

You may also like

Skriv et svar