Om udløbsdatoer.

Jeg er altså ikke hysterisk med sidste salgsdato, anvendes før og udløbsdatoer i al almindelighed. På madvarer, altså. (Her forbigåes andre former for forældelse i tavshed. Og solidaritet.) Jeg er ekspert i at give kunstigt åndedræt til alderspåvirkede grøntsager og er egentlig ligeglad med, om krydderierne burde være anvendt sidste år. For det meste synes jeg også først, at remouladen i grunden smagte lidt anløbent, når jeg pludselig kommer til at se datomærkningen og erkender, at den lige har haft fødselsdag. Et års.

Men jeg har alligevel en umådeholdent stor og svinagtig udsmidningsprocent på visse madvarer, synes jeg. De grupperer sig primært i kategorierne lettere eksotiske ingredienser og krydderier. Som nu syltede ingefær, bare for at nævne en af samvittighedsnagerne. De smager fantastisk og er vildt brugbare i nogle retter, som faktisk ikke bliver vellykkede uden dem. Men man kan altså ikke, når man er 2 mand i den daglige husholdning, putte syltede ingefær i snart sagt alt fra bagte rodfrugter til kylling. I alt fald ikke hver dag. Syltede ingefær er ikke sådan noget, man på daglig basis bruger op, som grøntsager, mælk og evt. smør.  Og i øvrigt så har jeg den uheldige vane, at jeg gerne halvvejs inde i processen omkring fortæring af hele glas syltede ingefær på mystisk vis totalt glemmer, at jeg har dem. Det husker jeg så gerne et halvt år efter. Efter sidste anvendelsesdato, forstås. Hvor man også gerne skal have en udvidet madfantasi for at forestille sig, hvad de egentlig har været engang. Som ingefær, så kapers. Som kapers, så tahin. Som tahin, så dilddressing. Især dilddressing. For Fanden da dilddressing! Og som dilddressing, så pesto. Og som pesto, så egentlig også sennep, ketchup og remoulade, men med hensyn til de tre kan jeg fuldstændigt forsikre alle om, at man sagtens kan spise det hele år efter sidste salgsdato. Ellers var jeg nok død.

Ligeså med krydderierne. Når jeg er ude at rejse til eksotiske, krydrede steder, går den lille krydderidjævel i mig og besætter mig til at investere i alt det, der netop lige der på stedet smager så vidunderligt af ferie og varme land.  Og karry. Jeg lider af den vrangforestilling, at jeg skal holde det meste af min by samt et par omkringliggende, mindre landbyer med karry. I virkeligheden bruger jeg ikke overvældende meget karry. Til gengæld smider jeg en del ud. Ikke bare fordi, det er blegnet, nusset og klumpet, men faktisk også fordi, karry med tiden ( og her taler vi år) totalt mister sin smag. For ikke at tale om farve. Gammel karry giver enhver ret et skær af almindelig lortebrunhed.

Nogle gange har jeg tænkt på, om der i kvarteret kunne være stemning for at have krydderier, syltede ingefær og alt det andet sådan på delebasis. Så jeg var karry-chef, og de andre så stod for deres respektive krydderier. Indkøb og lagerfasciliteter, altså. Så var der måske en rimelig chance for, at vi, ved fælles hjælp, fik brugt det hele, inden det hele blev til ubestemmelige, udsmidbare klumper. For noget siger mig, at jeg ikke er den eneste ejer af halve glas syltede ingefær og karry på randen af krydderisk udslettelse.

Og når jeg så lige tager et peep i mit køleskab, så står der jo også det halve glas chutney. Som minder mig om, at jeg også skal have en form for konklusion, en form for tagen alle disse madvareske udfordringer op til løsning. For hvem er det lige, der er i stand til at fortære disse mammutglas af chutney, inden samme chutney bliver så stiv, at man overhovedet ikke kan bide den over? Får konsistens som afdøde flødeboller? For hvis nu det var muligt at udstyre alle os, der altså ikke formår at omsætte hele glas syltede ingefær og familieudgaven af chutney ( der FINDES ikke små glas med chutney!) med meget mindre portioner, var vi så ikke nået langt? For min skyld må fødevarefabrikanterne hjertens gerne sætte kiloprisen i vejret, for samtidig bevirker de jo også, at mit madspild går kraftigt ned. Måske kan jeg endda få et miniglas med chutney, som det vil lykkes mig at komme igennem, inden jeg enten afgår ved døden i chutney, eller chutneyen selv går i forrådnelse. Det samme gælder krydderier. Kan vi ikke få nogle portioner, der er til at forholde sig til? Som indebærer, at vi ikke konstant skal gå rundt med nagende skyldfølelse, bare vi åbner et køkkenskab? Endelig må jeg selvfølgelig også selv gå i anskuelighedsundervisning omkring, HVOR meget karry 2 personer formodes at spise inden udløbsdato eller begyndende forbrunelse. Glæder mig til at stå på bazaren i Amman og forlange en teskefuld….

Nogle gange er jeg faktisk også ved at gå i den modsatte grøft. Hvis en spændende opskrift påbyder mig at bruge en ingrediens, som jeg allerede inden kokkereringen ved, at jeg for fremtiden kun vil anvende yderst sparsomt, så ER det altså lige før, jeg springer den over. Af frygt for konstant at blive konfronteret med dens tilstedeværelse i mit skab og min forfærdelige uformåenhed overfor at få den brugt. Her ville det også være oplagt med mindre portioner!

Sidst, men ikke mindst, så HAR jeg faktisk løsningen på Pesto-problemet! Vestjyske Delikatesser laver frysetørret pesto i små glas, som bare skal have tilsat vand og olie, og–voila–så har man den mest velsmagende pesto. Man kan helt selv beregne volumen til måltider, det kan holde sig meget længe, og der er flere varianter–og så smager det både godt og vanedannende.

You may also like

Skriv et svar