Med Erling Jepsen på lyvetogt.

Erling Jepsen er det nærmeste, vi sønderjyder kommer på en nutidig hjemstavnsforfatter. Godt nok dyrker og priser han ikke vores egnsbestemte fortræffeligheder som en anden Johs. V. eller Aakjær, men midt i den sorte humor kan man dog godt spore en stolthed, trods alt, over at have rødder i grænselandet. Selv om vi nogle gange har svært ved helt at genkende det land, som også er vores, og som vi, ulig ham, lever i til daglig.

Når omrejsende forfattere gæster de lokale biblioteker, tropper en sværm af kvinder over 60 op. Enkelte tager deres mænd med, men generelt er der i alt fald ingen mænd, der går til den slags alene. Så (mandlige) forfattere er, med andre ord, uhyre omsværmede af post-menstruelle kvinder. Statistisk set læser kvinder langt mere skønlitteratur end mænd. Så lad os bare bruge det som forklaringsmodel. Uden at komme ind på, hvad det mon så er, mænd interesserer sig for og går til.

Jepsen var aldrig blevet forfatter, hvis han ikke havde haft en barndom. Det har han nu klart bevist gennem et utal af barndomserindringer. Her i sit 63. år er han så ca. nået til 2.g, så man må da inderligt håbe, han overhovedet når at blive færdig. Når folk skriver barndomserindringer, undres jeg altid over, hvor fænomenale de er til at huske. Hvor mange cykelture, blå himle, citronfromager, første forelskelser og slåskampe, de er i stand til at printe ud i skriftlig 3-D. Med detaljer. Så meget kan jeg da ikke huske fra min egen barndom. Langtfra. Men egentlig er min konklusion vel også, at netop forfattere har en meget mere veludviklet fantasi end jeg. Og at mestedelen i virkeligheden er noget, de har fundet på, fordi der er en stor sandsynlighed for, at de nok har oplevet det. Det, og så at det er litterært spændende i sig selv. Fiktionen har den fortrinlige mulighed, at sandheden udelukkende er vejledende. Hvilket de nok, trods alt, er ret lettede over ude i Gram.

Jepsen er en mesterlig mundtlig fortæller i Niels Hausgaard-stilen. Han causerer om dette og hint—og selvfølgelig mest om sin barndom. Vi havde ham nogle år, her i byen, fordi han gik på gymnasiet. Indtil han blev smidt ud, forstås. At blive smidt ud af gymnasiet er sådan noget, der litterært kan forvandles til en begivenhed, en milepæl, noget at skrive om. Men det trækker lokale kvinder af huse, at han har huseret lige præcis her, og det er da vidunderligt morsomt, at han også kender nogen, vi selv kender. Så bliver vi næsten selv medlemmer af det Jepsenske univers, og er vi det ikke, kan fantasien vel bare skrive os ind i det.

Personligt læser jeg glad og gerne Jepsen. Og klukker af sort latter undervejs. Mens jeg også forskrækkes over de mørke, underliggende toner. Farligheden derude i Gram. Han rammer mig, pakket ind i en form for lokalkolorit, som er helt på hans egen regning. Det kan dog, for nogle, kan jeg forstå, være lidt vanskeligt at skelne mellem fiktion og fakta, som Jepsen med stor fornøjelse blander. Med andre ord må man som lokal erkende, at fiktion har sine regler og derfor ikke nødvendigvis skal være sand og virkelighedstro. Det er tilladt at tage på lyvetogt. Så da sessionen var ovre dernede, spurgte en dame, som hele aftenen havde siddet ved vores bord, om vi kom fra gymnasiet. For hun ville da forfærdeligt gerne vide, om det virkelig var sandt, at dansklæreren blev skudt i røven? Det er netop sådan noget, der til fulde beviser, at Jepsen går sine egne veje. For hvad enten han går rundt på sin farm ved foden af Gram Bakke eller på HaKa, så går han primært rundt i sin egen fantasis lyvetogter.

Og det gør han fabelagtigt godt! Gå endelig ind og hør ham, hvis han kommer forbi. Han er den underfundigste, luneste eksil-sønderjyde, jeg kender!

You may also like

Skriv et svar