Om strømpebukser og leggings.

Og så var det, at jeg skulle have udvalgt de leggings, der får lov til at komme med til Vietnam. Der var bare sket det ubehagelige, at en eller anden havde fået blandet strømpebukser og leggings inde i mit skab. Det er der tit nogen, der gør. Altså roder i mine skabe.

(Info for mænd: Det er egentlig ret enkelt: Strømpebukser har fødder. Det har legging ikke! Derudover er leggings noget, kvinder vokser til, når de er omkring overgangsalderen, får åreknuder og blegfisede ben og bilder sig selv ind, at det kan man så ikke se, hvis de tager leggings på. Leggings er maskering af bare ben. Strømpebukser bruger de, når det er for koldt til bare ben. De har en varmemæssig funktion. Det har leggings sjældent.)

Som man kan se, er det en yderst imponerende samling, jeg har. Selv jeg blev imponeret. Jeg vidste faktisk ikke, jeg kunne ben-beklæde det meste af en mellemstor provinsby på kvindebenssiden. Selv om de selvfølgelig ikke alle sammen fik fødder forneden. Det har også taget årevis at skabe et sådant udvalg. Og farvevariation. Uden at ville prale tror jeg næppe, der er ret mange kvinder i kongeriget, der kan hamle op med mig. Jeg er i alt fald mindst den ukronede strømpedronning af det sydlige Jylland. Og øerne.

Jeg må erkende, at jeg lider af en lidt panisk angst for at gå ned på benbeklædning. Eller–det MÅ jeg jo gøre. Men det har altså også noget at gøre med, at genbrugsbutikkerne flasher ubrugte leggings og strømpebukser i multibensvis til ingen penge. Og så er det, jeg lige tænker, at man jo aldrig ved, hvornår man står og skal bruge sådan nogle. Samt at liiiige den farvenuance har jeg vist ikke. Og at jeg er idiot, hvis jeg ikke springer på sådan et gedigent tilbud. Derefter kaster jeg dem ind til alle artsfællerne i skabet– og se nu, hvad alle de supertilbud er blevet til.

Med ondt helt ind i sjælen har jeg kasseret 4 par. De 2 var fra 80-erne, og de sidste havde farver, som selv jeg har et noget anstrengt forhold til. Jeg har også lagt nogle anløbne eksemplarer til side, for tynde buksestrømper smider man ikke ud. Dem gemmer man til at gemme nødder i. Nødderne er nemlig helt ligeglade med, at de er løbet.

Fordelen er så, at jeg kan finde leggings ( Vietnam er leggingmateriale vejrmæssigt) i enhver farve, til enhver kjole og til enhver klimaudfordring. Jeg kunne, uden større udfordring, også forsyne samtlige stuepiger på samtlige hoteller med et par eller to, men de vil nu nok hellere have drikkepenge-penge, for selv derude er leggings næppe hård valuta. Omvendt–hvis de var, var jeg meget, meget velhavende.

Nu er jeg selvfølgelig nok den eneste kvinde i hele verden, der har en yderst imponerende samling af ben-beklædning. Så hvis strømpehungrende læsere ligesom står og mangler, så sig endelig til. Jeg har, som billedet tydeligt viser, nok. Og jeg har, hvad billedet så nærmest prøver at modbevise, stadig kun 2 ben.

Sidst, men ikke mindst, så prøver jeg lige nu ivrigt at finde ud af, hvornår det nu lige er, jeg går i kjole? Altså, udover ferier og varme sommerdage?

Hvor man i grunden vel overhovedet ikke behøver leggings rent varmemæssigt…… Men aldrig om jeg flasher åreknuderne og blegfisene andre steder end på stranden…..

You may also like

Skriv et svar