Om talentshows.

Nogle gange, sent om fredagen når weekendbevidstløsheden begynder at sætte ind, zapper jeg rundt på kanalerne. Så det er altså ikke X-Faktor, jeg skriver om. Lad mig slå fast, at jeg udelukkende ser X-Faktor i de allermest indledende runder, hvor alle idioterne, alle håbløshederne, alle de tonedøve og alle paraderne over manglende selverkendelse stadig deltager. Det taler til min skadefryd og andre grimme ting i mig, som jeg så kan dyrke intensivt 4×1 time på årlig basis. Derefter finder jeg det totalt uinteressant.

Men med evigtunge og nu ny-balsamerede Simon Cowell i spidsen for endnu en gang blondiner og alibinegre (UPS!) kører der altså en slags internationale talentshows for os midnatszappere på flere kanaler. Og jeg skal da lige love for, at der er talent! Jeg mener, hvis de folk, der deltager i den slags shows, er amatører, så har verden overhovedet ikke brug for professionelle. Hvis amatører kan være så dygtige, altså uden at være professionelle, så er jeg målløs af beundring over, hvor store talenter nogle mennesker må være født med. Eller hvad de nu er.

F.eks. er jeg flere gange zappet ind i en tysk skolepige og hendes nærmest robotstyrede hunde. Jeg vil, slag på tasken, anskue hende til at være mellem 10 og 12, og kan, at dømme efter hendes professionalisme, konkludere, at hun må have startet sit hundecirkus omkring sit eget undfangelsestidspunkt. Ellers har hun da ikke kunne nå at blive så fejlfri og fantastisk. I alt fald er det helt udelukket, at den pige nogensinde har haft tid til at gå i skole. Eller i det hele taget lave andet end at træne hunde.

Og hun er netop indbegrebet af, hvad alle disse professionelle amatører har til fælles. De har satset deres liv, deres inderste sjæl, deres blod, sved og tårer på de 5 minutters berømmelse i disse stort anlagte talentshow. Netop der på scenen tiljubles de af alle, og kan man tilmed blive tiljublet af Simon Cowell, er der nok ikke andet i ens liv, der nogensinde kommer til at betyde lige så meget. Det bør enhver lige tage op med sig selv i første fase af fosterstadiet. For ellers er det nok for sent.

Talentshows er uhyre populære. Ikke blot blandt seerne, for faktisk tror jeg, det hører med til at vokse op i nutidens samfund altid at have en latent drøm at deltage i et sådant. At kunne noget, andre ikke kan, og at kunne det på professionelt niveau, selv om man er amatør. At få sine 15 minutes of fame. Det er nok de færreste forundt overhovedet at komme i betragtning, og med den standard, vi ser der sent om aftenen, bliver det i alt fald ikke nemmere at få adgang til det forjættede talentland.

Så jeg er lidt lettet over, at vi i min generation var på forment adgang til talentshowene. Sådan at forstå, at de ikke eksisterede. I alt fald ikke ude i provinsen. Det er meget muligt, vi trænede vores hunde lidt og sang til hårbørsten foran spejlet, men egentlige drømme om storhed på skærmen  havde vi nok et forholdsvist realistisk forhold til. Det må være svært at være en 10-årig med hund i dag. Hold da lige op, hvor man kan komme på nederen, når kræet ikke engang gider lystre, når man beder det sætte sig. Jeg mener, sammenlignet med hende vidundertæmmeren fra Tyskland, som kunne få en hund til at stå på hovedet fra sin vugge. Men i sidste ende havde vi nok et noget mere realistisk syn på vores egen fremtid og vores egne mulige talenter, for det må være svært at være barn og ung, når man konstant skal bombarderes med alle de mennesker, der er så vanvittigt talentfulde, at ens egen nullitet bliver noget mere markant og sviende. Og i øvrigt ville jeg da gerne lige se forældre til hundepigen. Noget siger mig, de er ret gode til at træne hunde…..

Men midt i al den glamour og vidunderamatørisme er der faktisk en deltager, som jeg også har zappet ind i flere gange. En britisk spasser ( hans ord, ikke mit!), som ikke kan tale, savler i spandevis, knapt kan gå og stå, altid er klædt i verdens mest forvaskede t-shirt, udtrykker sig gennem en talende computer–og er den morsomste stand-upper, jeg nogensinde har set! NOGENSINDE! I talentshowenes glamourverden er han indbegrebet af det uperfekte menneske, af den medfødte fejlslagenhed, af alt det, talentshows IKKE er. Og så står han der og overvælder såvel mig som alle andre med sin bidende selvironi og sorte, sorte humor. Se, DET er talent. Ufortyndet.

Så lad mig endelig zappe ind i mennesker som ham. Og udenom tyske teens med hunde. For hvis vi virkelig SKAL dyrke alle disse shows, så er det, efter min mening, det unikke, forstået som der, hvor det enkelte menneske overgår sig selv og sine medfødte ( eller mangel på) gaver, der skal i front. Jeg giver ikke en tøddel for et tysk forældrepar, der træner hunde om natten og deres datter der, hvis hun også træner hunde, nok vil gå ind i voksenlivet med ret manglende skolekundskaber.

Men alligevel zapper jeg da nok videre…

You may also like

Skriv et svar