Det er altså ikke bare for sjov.

Lige nu befinder vi os ca. 1400 km. fra Wuhan, Kina. Et sted, som nærmest ingen havde hørt om for en måned siden, men som nu næsten kun kan nævnes med sygdomsfrygtende bævren. Indtil da troede jeg også, Corona var en øl. Det gør jeg så ikke mere.

Af hele Vietnams befolkning på næsten 100 millioner er 15 døde. Og frygten herovre er til at tage og føle på. Det bliver taget alvorligt, det her. På de fleste store, offentlige steder er mundbind påbudt. Man kommer ikke ind og tager sin 1 minuts lange tur rundt om Uncle Hos ( Ho Chi Minh) højst afsjælede krop uden mundbind. De festlige weekendaftner med dans, musik og gøgl langs den store sø i Hanoi er suspenderede indtil videre, og det store aftenmarked er helt lukket. Bare som eksempler.

Nu har mundbind jo aldrig været noget fremmed for asiater, der i mine øjne nærmest har brugt dem hysterisk. Selvfølgelig også, skal det da nævnes, fordi trafikken er vildt forurenende, og scooterkørsel giver en halve tons  CO2 og benzinos på bare få kilometer. Jeg ville måske også bruge mundbind, hvis jeg skulle køre i den luft. Eller mangel på.

Men lige nu forholder det sig sådan, at mundbind er udsolgt i Hanoi og omegn. De sidste gik for 10 amerikanske dollars stykket, og nogen er gået grinende i banken. De fleste asiater, og især de, der arbejder i tæt daglig kontakt med andre, bærer dem, mens det blandt udenlandske turister tages noget mere afslappet. Personligt har vi tre med, og dem passer vi så godt på, for suppleres kan de vel ikke.

Turistindustrien lider også. Det siges, at 50% turister er blevet væk, men samtidig er der jo ingen der ved, om netop de 50% var kinesere. De kan nemlig ikke komme ind i Vietnam. Grænserne er lukket. Til gengæld tager europæere og amerikanere situationen med ophøjet ro og manglende mundbind. Måske har vi stadig en god portion gamle koloniherrer i vores DNA og tror, at den slags kun rammer de indfødte?

Anyway, så er jeg ufatteligt lettet over, at jeg i sin tid ikke besluttede mig for at blive kirurg eller andet mundbindskrævende, rent arbejdsmæssigt. Det er som at klaske en regnfrakke for næsen og har man briller, går kondensvandet kun den vej. Ens tale bliver en gurglede mumlen, ørerne får hængesår, og ens livskvalitet daler tilsvarende. Så jeg tager chancen og lever mundbindsfrit. Lad mig bare håbe, Nemesis for mundbindsafdelingen ikke finder mig og Coronerer mig. Heldigvis rejser jeg med kyndig viden om smitsomt sygdomme ved min side, og så længe han ikke er bekymret, er jeg det altså heller ikke. Det er ikke arrogance. Det er nok mere matematik.

Og skulle nogen ligge inde med halvstore lagre af mundbind, så er her et trængende marked. Hvorefter jeg gerne vil afslutte med at ønske for de stakkels mennesker i Wuhan, at virussen snart går i nedgang, så deres verden kan blive normal igen. Det meste af Asien er også influeret af sygdommen, og de trænger også til normalitet. Og liv uden mundbind!…

You may also like

Skriv et svar