Om jul hele året.

Vietnameserne elsker bling-bling. Jo mere det blinger i højst opsigtsvækkende farver, desto bedre. Herovre er gul ikke bare gul. Det er skriggul. Orange er heller ikke bare orange. Alle appelsiner kan godt gå hjem og lægge sig, for de er farvemæssigt uden en eneste chance. Blegfiser.

Så vietnameserne, som fortrinsvis er buddhister og katolikker, elsker julepynt. Ikke den skandinaviske, afdæmpede og kulturelle af slagsen. Her gåes all in på amerikansk overkill. Jo mere blinkende, farvestrålende, stort, overdådigt og ( lad mig nu bare sige det!) smagløst, desto meget, meget bedre. Sne og rensdyr, som i bedste fald i levende live er en permanent mangelvare i landet, er i vildt høj kurs, og guirlander i fake gran med kulørte lamper er et kæmpehit.

Selv nu. Den 15 februar. Hvor vi nordboere stadig får begyndende brækfornemmelser ved blot at tænke på, at det nok bliver jul igen engang. Men her er man altså så betaget og imponeret af stadsen, at man i ramme alvor lader den hænge, fordi det ser så pænt ud og pynter så nysseligt.

Omkring 8% af vietnameserne holder jul. Resten aner ikke, hvad det handler om, for Buddha blev ikke sådan født til gaveregn og grantræer, og mig bekendt vrimler det ikke ligefrem med nisser og julemænd i den buddhistiske tro. Alligevel er de tilsyneladende dødmisunderlige på den amerikaniserede udgave af Jesus’ fødsel. De nøjes ikke med december til dyrkelse. Her tages hele året i brug.

Billedet er fra et af de små krydstogtskibe, der i hundredevis sejler rundt på Halong Bay. Ved forespørgsel forlød det, at Ingen havde aktuelle planer for nedtagning af julepynt der på båden. Så man skal absolut ikke tro, det er for at lefle for vesterlændinge, at vietnameserne vælter sig i amerikansk julepynt.

Det er udelukkende fordi, de synes, det er rigtigt flot!

You may also like

Skriv et svar