Om Buddha og Agent Orange.

Når man kører fra Hanoi til Halong Bay, en tur på 3-4 timer hver vej, bliver der altid stoppet for tis, drikkevarer og almindelig shopping ca. halvvejs. Samme sted, hver gang, for der er kun det ene. Offentlige toiletter langs ruten er en mangelvare og de, der er, er af uzbetisk standard.

Så derfor har man opført et kolossalt visitors’ centre, hvor alle busser holder ind. Selvfølgelig primært for at score turisternes penge ( to gange), men centret er også et af mange, spredt rundt omkring i landet, hvor man beskæftiger de utallige handicappede ofre for Agent Orange.

Agent Orange er en sprøjtegift, hvis egentlige formål var at dræbe vegetationen i de områder, hvor Viet Cong guerillaerne holdt til og gemte sig i junglen under den grusomme krig. Men Agent Orange kunne mere end dræbe flora og fauna. Den krøb ind i de lokale og resulterede i utallige kræftdødsfald blandt de, der var i umiddelbar kontakt. Og den kan forplante sig, nedarves om man vil. Har ens forfædre været blandt de udsatte, risikerer man selv at have arvet de beskadigede gener og få stærkt handicappede børn. Den kan springe generationer over, og ingen ved, hvornår den slipper sit tag i den vietnamesiske befolkning. Det kan kun tiden vise. På sin allermest ubarmhjertige måde.

Derfor har Vietnam stadig en meget stor gruppe mennesker i alle aldre, der er ofre for Agent Orange. Som regel mangler de eller har dysfunktionelle lemmer, og de hårdest belastede fødes hjerneskadede, med meget store hoveder og en ubrugelig krop. Den sidstnævnte gruppe har kun korte liv, men resten tilbydes arbejde i en del af disse centre, hvor de oftest laver kunsthåndværk, så som broderi, syning, vævning og stenhuggeri.

Adskillige velhavende amerikanere, heriblandt The Clintons, har bidraget med økonomiske midler til centrene. Men overhovedet ikke i en målestok, der svarer til skadernes omfang og de lidelser, samme amerikanere har påført dette folk. Lidelser, der rammer gennem generationer og ikke på nogen mulig måde synes at ophøre. I bedste fald kan man vel kalde disse støtteprojekter økonomisk syndsforladelse. I bedste, altså.

Udenfor centret midtvejs mellem Halong og Hanoi står så denne Buddha, som man kan købe, selv om jeg slet ikke kan gennemskue, hvordan i alverden man skulle kunne få ham med hjem. Udhugget af handicappede skulptører, der på tredje generation står model til amerikansk sprøjtegift fra en krig, der nok sluttede i 1975, men stadig slår ihjel.

Jeg synes, han på en måde er indbegrebet af det vietnamesiske folk. For selv om lidelserne er store, så smiles der til verden. Venlighed er en dyd, taknemmelighed også. Og amerikanerne fik dem jo hverken dengang eller nu. Verden er, pr. definition, god, omend den nogle gange udsætter den enkelte for svære prøvelser. Så Buddha smiler. Samtidig med, at han har det allermest dyrebare i livet kravlende på sig. Sine børnebørn. Selve symbolet på både slægtens overlevelse, og at der er nogen, der på sigt vil tage sig af en.

Tænk at stå der med sin ene vanskabte arm eller på sit ene haltende ben og udhugge en Buddha, der er så glad. Så fortrøstningsfuld og så harmonisk. Det er Fandeme stort. Synes jeg. Det er, på alle måder, et udtryk for, at selv om Agent Orange stadig dræber og lemlæster på over halvtredsindstyvende år, så smiler Buddha. Til verden, og til vietnameserne.

 

You may also like

Skriv et svar