På VIPtur i Hue.

Indrømmet! Jeg hører til dem, der sagtens kan bruge timer på at gå rundt til alle de lokale turagenter for at være helt sikker på, at jeg har fundet den absolut bedste pris. Ikke nødvendigvis den billigste, men den med den største valuta for mine egne penge.

Det gad jeg ikke i går. Det regnede. Jeg nåede kun to af utallige, før det blev alt for vådt og surt. Så vi blev enige om at tage imod hotellets dyre, men også dejlige, tilbud. Og således endte vi to udgiftsskyheder med at komme på VIPtur i Hue.

For det første havde vi privat guide. En(altså 1) guide til 2 personer. Det var et sandt himmerige for Spørge-Jørgine her, der i den grad uforstyrret kunne skyde fra hoften med spørgsmål og få alt personligt besvaret. Hue er jo ikke blot Vietnams tidligere hovedstad, det er også en gammel kejserby med en enorm “ Forbudt by” og med adskillige royale gravmæler udenfor byen. I øvrigt hævdede vores lille, lokale guide med en vietnamesisk ræv bag øret, “ at der forresten også var en kopi af Hues forbudte by ovre i Beijing”.

Privat bil, hotellets store SUV, blev det også til. Med fremragende privatchauffør, der sådan kunne mase sig ind lige foran alle indgange og droppe herskabet i den i øvrigt kontinuerlige regn. Samt afhente dem sammesteds.Der var forresten også lædersæder! Og en evig lukken døre op og i samt sammenfoldning af uhyrlige mængder regntøj og paraplyer.

Foran mange indgange var der ret lange køer af busselskaber. Dem sprang vi over og kom ind ad vietnameserindgangene, hvor ingen måtte vente. Ligeledes kørte vi da bare tilbage til hotellet til frokost, hvor chauffør og guide pænt ventede, mens vi indtog en særdeles lækker og omfattende frokost på tagetagen. Og da vi på hjemvejen bad om at blive kørt forbi en bank, stod den lille guidemand og foretog alle de store forhandlinger. Og de var store! Manden måtte skrive under seks( 6) gange, før den omfattende sum af 250 Euro havde passeret gennem tre bankansatte, et stort udvalg diskussioner og bogføring via blyant og lineal. Det er åbenbart en alvorlig sag, der kræver lokal assistance at veksle så formidabelt et beløb. Godt, vi havde vores guide!

Alt i alt var det en rigtig god oplevelse og virkelig valuta for pengene at gå i VIP for en dag. Det bliver nok ikke sidste gang, selv om det selvfølgelig gør lidt ondt i udgiftssjælen. Det VAR også lige før, jeg begyndte at dyrke dronningevinket, men man skal være ydmyg. Skal man. Selv med privatchauffør og egen guide!

You may also like

Skriv et svar