Endnu en VIP- tur for de royale.

Det koster godt 400 danske kroner for to. Men så er der altså både cykel, guide og den bedste frokost, jeg nok nogensinde har fået, inkluderet i de 5 timers oplevelser, både royale, men også helt almindelige os-er kan få i Hoi An.

Hoi An er cykelterræn. Der er fladt som en vietnamesisk pandekage og bevæger man sig bare en lille smule ud af byen, består transportruterne af små biveje og mindre stier, der kun befolkes af scootere, cykler og dovne hunde, der tager helt uaffekterede solbade midt på kørebanen. Vi mødte to- tre biler på vores vej. For stisystemerne er slet ikke bygget til dem.

Når man, kyndigt guidet af en lokal, cykler rundt den slags steder, er det et helt andet Vietnam, man får at se. Det er det autentiske, det dagligt levede. Vi var gennem utallige små, særdeles levende landsbyer, over adskillige floder på knirkende, smalle metalbroer og endda sådan næsten på vej over en ældgammel bambusbro, indtil vi måtte konstatere, den nok ikke holdt til os. Over dæmninger på rismarker gik det også, og da vi kun var os to, var der tid til at stoppe ved alle interessante steder.

Så som et lokalt tempel for Lady Buddha, hende Buddhinen som gør den vietnamesiske version af Buddhismen så særligt spiselig for mig. Som den store, mistrøstige kirkegård for krigens ofre, hvor 19-årige i hobetal ligger med en amerikansk dødsstødskugle. Som den lokale bådfletter på over 80, der først fletter sine bambus, før han smører kolort og tjære på sin runde båd, så den ikke lækker. Og alle træskærerne, som eminent forvandler træ til flotte dyr og udgør en påtrængende fare for folk som mig, der ikke kan se et dyr i træ uden at måtte eje det. For slet ikke at tale om de evigt madrasflettende bedstemødre, der både fletter og fletter og passer en hoben af børnebørn samtidig. Det er sådan en skæbne, der gør, at jeg er lykkelig over ikke at være vietnameser. Jeg ville aldrig blive nogen god madrasfletter!

Men allermest giver de to hjul en fantastisk lejlighed til at se, hvordan livet i de små landsbyer leves i dagligdagen. Nok mødte vi andre turister ( i alt fald 3-4 stykker!), men det er nu engang fantastisk at have helt sin egen, private guide, som man kan slynge alle sine mange spørgsmål efter og få svar med det samme. Ydermere var det også rart, at vores cyklede mageligt. Der var fuld overensstemmelse mellem hans og mit tempo.

Og så var der lige den der frokost midt i køkkenhaven, ned til floden in the middle of nowhere, sådan et sted, hvor Robert de Niros kammeraters sad og vansmægtede i floden, før de skulle russisk rouletteres. Alt, hvad vi fik var hjemmedyrket eller hjemmefanget, og det var godt nok både dyrket og fanget superbt.

Hvis man er herude for første gang, vil jeg selvfølgelig stærkt anbefale, at man rejser med et rejsebureau og får dem til at ordne tingene i det fremmede. Men har man været her før og ved, hvad man vil og skal, er der faktisk, mig bekendt, ingen andre lande, der er så lette at rejse som individuel turist i. Her ligger jo praktisk taget et lokalt rejsebureau på hvert gadehjørne- og nogle stykker mellem hjørnerne- så vil man gerne på VIP- tur og være en smule royal med egen guide nogle timer, er der gode muligheder for det.

Også på cykel!

You may also like

Skriv et svar