Endnu et væsentligt museum.

Min personlige liste over verdens væsentlige historiske museer talte indtil i dag kun 2. Der er Holocaustmuseet i Jerusalem, og der er museet omkring det armenske folkedrab i Yerevan. Nu er der så også museet for Vietnamkrigen i Saigon. Så er der 3.

Det er et modbydeligt, men væsentligt, museum. Det er også et uhyre gammeldags, støvet og moderne museumsdesign-frit et af slagsen, men budskabet, som det indeholder, er så eviggyldigt, at man sagtens kan se stort på at føle sig hensat til Østblokken før murens fald.

Museet dokumenterer Vietnamkrigen, mest gennem fotos og plancher. Der er selvfølgelig forklaringer til hvert billede, men egentlig er de ikke så væsentlige for forståelsen. Disse billeder taler for sig selv. De taler om en lidelse, større end noget der næsten er menneskeligt fatteligt. Selvfølgelig hænger de ikoniske fotos af Napalmpigen og bonden, der skal henrettes, her, men der er faktisk også en hel afdeling om Agent Orange og de forfærdeligheder, denne modbydelige sprøjtegift stadig påfører folket herude. Sådan at forstå, at man ser billeder af ofre, og det gør ondt. Meget ondt. I øvrigt sælger flere af samme ofre små kunstværker ved udgangen. Hvis nogen skulle have glemt, hvor ondt det stadig gør indeni.

Til museets absolutte ros skal siges, at man har valgt også at medtage billeder af de amerikanske soldaters lidelser, og det, synes jeg, umiddelbart giver såvel objektivitet og en form for tilgivelse. Til trods for, at den massakre i My Lai, som vi nok alle husker i vores generation, skildres på en yderst brutal måde. Men hvis nogen har set den gamle dokumentar om massakren, ved de vel også, at der ingen tvivl var om, hvem der var synderne. I øvrigt—sådan lidt af sporet— ligger landsbyen i nærheden af Hoi An og er man på de kanter, er det muligt at komme på guidede endagsture dertil.

Det er ikke fordi, jeg specifikt elsker at svælge i historisk død og lidelse. Faktisk bliver jeg meget påvirket af den slags museer. Det er i stedet fordi, det er så væsentligt, at vi ikke glemmer. Aldrig glemmer, at det virkelig er sket. At mennesket kan behandle sine medmennesker på en så ussel måde, udelukkende fordi alle parter tilsyneladende i en krig har enten Gud eller en bestemt styreform på deres side.

Jeg tror på, den slags museer har en præventiv virkning, fordi de minder os om det, vi aldrig må glemme. At al gruen forhåbentlig kan dæmme op for, at det sker igen. OG, i dette museums tilfælde, vise os, at selv om vietnameserne var udsat for fortvivlende behandling, så har de tilgivet. Selvfølgelig var der fejl på alle sider i den krig, som i alle krige, men, helt ærligt, så synes jeg, det er stort, kæmpestort, at livet hernede går videre, fremad og leves uden at nogen på nogen måde dyrker sig selv som ofre.

(Jeg har flere billeder fra museet. Nogle af dem er ret modbydelige. Og vigtige! Sig til, hvis de har interesse.)

 

You may also like

Skriv et svar