Når man ikke helt har tjek på, hvad man egentlig har bestilt.

Sidst jeg var i Vietnam, var jeg 1 dag i Mekongdeltaet. Der er vidunderligt smukt, meget spændende og meget stort. Der bor 22 millioner, og området er kolossalt. Derfor syntes jeg, vi skulle have 2 dage dernede.

Intensiv søgning på nettet ledte mig til en tur, der godt nok var billig ( 1100 for 2, alt inklusiv), men bestemt ikke lød afskrækkende. Måske fik jeg ikke helt læst igennem, hvad det egentlig var, vi skulle, men jeg havde en ide om, at vi først skulle den obligatoriske runde til kokosnøddeplantagerne, spise elefantfisk og sejle rundt i enhver form for både i det enorme vandområde, hvorefter endages-turisterne tog hjem, og vi blev indlogeret på et lille hotel ved plantagerne med fritid indtil næste dag, når den dags dagshold skulle hjem.

Og sådan gik det da også. Et stykke vej. Om morgenen blev adskillige nationaliteter afhentet og fragtet rundt til alle seværdighederne i det nordligste Mekongdelta. Det var fint og spændende. Men da alle de andre udlændinge så skulle hjem, blev vi læsset over i en yderst faldefærdig bus sammen med 8-10 vietnamesere. Og en stum mand fra Ohio, men ham kommer vi lige tilbage til. Ingen af dem talte engelsk, men vi kunne sådan lidt gætte os til, at de nok var hjemme fra udlandet på besøg i det gamle land, hvorfra de nok engang var bådflygtet. Anyway, så bestod gruppen af en større familie og en amerikansk gift, vietnamesisk kvinde og hendes far. Det var hendes mand, der var stum. Tror vi, for vi hørte ham ikke indføre et eneste ord. Han betalte bare. Samme vietnamesiske kvinde var tilsyneladende også på triumftogt til hjemlandet for at fremvise sin 200 kilo tunge (stumme) Ohiobonde og missede ikke så meget som en eneste chance for at føre sig særdeles højrøstet frem. Hun ikke bare GIK prinsessegang, hun også nærmest svansede gennem enhver folkemængde med de 200 kilo stumme bonde på slæb. Når ingen så det, sendte hun ham himmelvendte blikke, rettede konstant på ham, og i øvrigt var det langt under hendes værdighed at sidde sammen med ham i bussen.Han svedte også lidt vel meget….

Alle disse vietnamesiske ex- pats var tilsyneladende på en nostalgisk tur til det gamle land og havde som fælles hovedformål at spise sig gennem det, samt at opkøbe lagre med hjem. Aldrig har jeg før set turister købe så mange madvarer. Samt nå at spise så mange af dem undervejs. Det var dybt imponerende, hvad de mennesker fik fortæret. Undtagen Ohiobonden, for han blev ikke altid budt. Han betalte bare.

Men da alle de andre vestlige turister var kørt, blev vi slet ikke kørt til et hotel. Istedet kørte rumlebussen os på en 3 timer lang tur gennem deltaet, helt ned til byen Can Tho. Den havde jeg ikke lige set komme. Vietnameserne må have vidst det, for de havde da i alt fald mad nok med. Og her blev vi så, altså os to danskere, indlogeret på et hotel, der vel nærmest kan karakteriseres som 50-ernes Jernbanehotellet i den kommunistiske version. Her var meget højt til loftet, et relativt udgået farvevalg, møblement fra før førnævnte 50-ere af yderst Stalinistisk tilsnit, skidt i krogene, og kød, der bare var sejt og sikkert vildt solidarisk. Vi var de eneste ikke-vietnamesere, og de kunne lige så godt have puttet os i bur og fremvist os mod betaling. At dømme efter stirrefaktoren. Jeg ved ikke, hvor vietnameserne sov. Men jeg ved, at de umuligt kan være gået sultne i seng.

Da vietnamesere generelt har en anden dagsrytme end os ( de står forfærdeligt tidligt op og er også ret tidligt i seng) traskede vi allerede klokken syv næste morgen af til marked. Og så spiste vietnameserne igen. Der var ikke den ting på det helt fantastiske, flydende marked i Can Tho, de ikke skulle smage. Nogle gange gav prinsessen også sin Ohiotumling lidt. Men det var mest i smug. Jeg havde på forhånd læst om det flydende marked og ville vildt gerne se det, men det var da noget af en overraskelse, at den tur, jeg havde booket, rent faktisk gik dertil. Og vi så slangefarm, fabrikation af nudler ( vietnameserne provianterede til mellemstore provinsbyer), spiste tørrede frølår og slanger ( vietnameserne spiste MANGE) og cyklede den mest vidunderlige tur gennem landsbyer til et af verdens største træer på 300 kvadratmeter. Med guiden og prinsessen i front. Ohio svedte og trak ret tit. Han nød det vist ikke så meget, men prinsessen nød meget at cykle ham gennem landsbyerne.

Så mine 1100 kroner ( for to, altså) gav en hel del måltider, der ikke alle var seje som Jernbanehotellet, fantastiske oplevelser, vidende guide og altså en tur ned til et sted, jeg forfærdeligt gerne ville til, men ikke anede, jeg ville ende. Det gav også et strålende indblik i, hvad der er væsentligt at komme tilbage til for vietnamesiske ex-pats. Disse spiste sig bogstaveligt talt gennem den gamle kultur, mens Ohio så ud, som om han ikke fattede en hujende fis af det hele. Hvilket vel også var ligegyldigt, så længe han betalte.

Det var en spøjs oplevelse. Jeg tager den gerne igen!

You may also like

Skriv et svar