En god film.

Judy. I biograferne.

Nogle gange har man svært ved at forstå, at nogen eller noget har fået en Oscar. Det er ikke tilfældet her. I denne film leverer Renee Zellweger en præstation, der er så dybfølt, så fantastisk gennemspillet og så uendeligt rørende på samme tid. Den Oscar er mere end fortjent.

Judy er selvfølgelig Judy Garland, og filmen skriver sig da også ind i den nuværende trend omkring at portrættere fortidens ikoner og deres liv. Vi møder hende få måneder før hendes død (som 47-årig), hvor alting bare går ad helvede til: hun er hjemløs, dybt alkoholiseret og på benzoer, har ingen penge og må endda nærmest give sine børn fra sig. Så tilbydes hun en serie koncerter i London, som bliver filmens omdrejningspunkt.

Og det går jo ikke så godt. Der drikkes, pilles og glemmes sangtekster, hvis koryfæet overhovedet er i stand til at optræde. Ægtemand nummer Gud ved hvad kommer og går, og til sidst må Judy da også drage stærkt nedværdiget tilbage til staterne. Men–og dette er filmens store styrke–selv om vi har hørt hele historien før til bevidstløshed, så spilles Judy med en sødme, en inderlighed, en skrøbelighed og en stor indre styrke af Zellweger. Hun bliver til et rigtigt, levende menneske og ikke blot et Hollywoodkoryfæ. Især den pragtfulde scene, hvor hun passes op af to elskelige bøssebeundrere udenfor teatret og ender med at spille gamle sange og lave omeletter i deres lille lejlighed er fantastisk rørende og sød–uden nogensinde at blive patetisk.

Det var ikke let at være Judy Garland, og The Yellow Brick Road førte langtfra til den gode troldmand eller op over regnbuen. Det var, som vi selvfølgelig ved, fake det hele. Filmen forsøger også at give begrundelser for, hvordan det hele endte så ulykkeligt, og man forstår, at det har været relativt nemt at dø eller i alt fald få et miserabelt liv, af at have været barnestjerne i Hollywood.

Alt det, og meget mere mere, får Zellweger os til at forstå, når hun spiller røven ud af bukserne. Sikke en præstation!

You may also like

Skriv et svar