Om Coronavirus.

Alle, der ejer så meget som en eneste aktie, har oplevet en massiv påvirkning af økonomien pga. Coronavirus. Og her taler jeg ikke bare om private eller bankmæssige investeringer. Vi har nok alle pensionsordninger, der står i investeringer. Dem har vi, hver især, tabt rigtigt meget på. Lad være at tjekke, hvis morgenchokket skal undgåes. Det kan sagtens nåes i morgen, for det bliver højst sandssynligt ikke bedre lige i dag–eller i denne uge. Eller de næste måneder. For ikke at sige, at det ikke bliver bedre, før der er styr på sygdommen. Hvis.

Det er så den ene del af denne møgsygdom. Den økonomiske. Men samtidig den, der er ved at sætte dele af verden i stå økonomisk, og som på sigt vil ramme især kineserne umådeligt hårdt med konkurser, arbejdsløshed, sikkert sult og al den modbydelighed, den slags trækker med sig. Vi mærker også allerede dønningerne, og de skal nok blive til magtfulde bølger.

Men i grunden er det jo kun overfladen. For nedenunder ligger der faktisk lidelser, der er meget større end at tabe nogle penge på aktier og pensioner. Asien, som jeg lige har været i, er i choktilstand og rådvilde i forhold til, hvordan i alverden de dog skal gebærde sig. Tillige er det et kontinent, hvor uoplystheden og overtroen, især i krisetider, har fremragende vækstvilkår. Derude tror folk på, at den bedste beskyttelse mod alt uvæsen, er et mundbind. Så det har alle på, og man kan endda købe mundbind i design, der passer til ens øvrige påklædning eller f.eks. signalerer store modehuse som Burberry (tern) og Gucci. Vi prøvede flere gange at påpege, at mundbind virker på den måde, at de beskytter andre mod en selv—ikke en selv mod andre. Det lykkedes ikke. Derfor anses europæere uden mundbind som arrogante koloniherrer eller i værste fald uhyre potentielle smittespredere.

I det hele taget er Coronaen en lige højre mod antiracismen. Folk er blevet hunderædde for alt, hvad der smager af kineser, og da de fleste europæere ser asiater som en stor masse af fuldstændigt identiske folkeslag, så udvides denne angst selvfølgelig til samtlige mennesker med asiatisk udseende. Hvor de så end kommer fra. (Faktisk kan man godt kende forskel: f.eks. er japanere og koreanere meget grovere i ansigtstræk, har stridere, ukrøllet hår og er tættere bygget, mens vietnamesere er små og spinkle og burmesere højere, slankere og som regel meget, meget kønnere efter europæisk standard, bare for at nævne nogle få forskelle). Avisen The Guardian rapporterer om adskillige tilfælde af racisme på europæisk jord, og selv i Asien tages der mærkbart afstand fra alt, der smager af Kina. Jeg oplevede da også mig selv ubevidst rykke lidt væk fra mennesker med udpræget kinesisk udseende… Jeg vil vædde på, at vi allerede nu også begynder at tage bestik af, om mennesker i nærheden måske kunne være italienere!

Og så er der alle aflysningerne af det helt almindelige liv. Vi hørte mange historier derude. Blandt andet den om store rejsegrupper, der havde booket 2-dages kryds i Halongbugten. Da de nåede dertil, valgte halvdelen af grupperne på egen regning at booke sig ind på hoteller på fastlandet, fordi den forfærdelige historie om de strandede viruskrydstogter er meget, meget stor i Asien, og de derfor på ingen måde skulle ombord på et skib. Adskillige markeder er aflyst, adskillige attraktioner kræver mundbind, adskillige besynderlige råd florerer mellem menigmand, og frygten ligger latent og mærkbart overalt. Selvfølgelig er der også religiøse fanatikere, der ser Coronaen som selve opfyldelsen af de dommedagsprofetier, de længe har prædiket og dermed selve begrundelsen for, at de hele tiden har haft ret. Det varer sikkert ikke længe, før fundamentalistiske grupper tager selve ansvaret for den! Frygten vil sikkert også komme til at dominere herhjemme, hvis den får de rette vækstbetingelser. Det kræver bare, at vi får virussen tættere på.

Og så er der det helt nære, som går ud på, at Coronaen faktisk påvirker ens egen opførsel og gebærden. Man er hundeangst for at pudse næse, nyse eller hoste offentligt. Gør man det, vendes alle øjne mod en, mens man fornemmer en mærkbar afstandtagen eller næsten konkret flugt. Bare det at få noget galt i halsen, eller lide af en smule allergi, er vildt traumatisk. Det siges, at folk, der har en mindre og helt almindelig forkølelse, ikke tør gå udenfor i Asien. Det er slet ikke let at være kinesisk udseende og have en let sommerforkølelse. Det giver ingen venner på kontoen.

Noget helt andet er, at man som europæer desværre også får nogle af sine grimme fordomme bekræftet. Jo tak, jeg har været på kinesiske markeder, hvor alskens dyr lå hulter til bulter under forfærdelige forhold, der var så uudholdelige og også gav en god grobund for at tro, at der kunne opstå endda meget alvorlige, smitsomme modbydeligheder. Og hvor kød og andet til salg lå i adskillige graders varme i hele dage. Boligforholdene i f.eks. Hanoi er også af en art, der er nærmest uforståelig for os. Der bor 2 mennesker pr. kvadratmeter, og hvis det ikke er smittefarligt, så ved jeg ikke, hvad er. Vi spiste også på en, faktisk god og fin, restaurant, hvor den lille husmus bogstaveligt talt dansede på bordet. I nærheden af et af vores hoteller, lå adskilligt affald henslængt, og om aftenen skulle man sådan lige have et årvågent blik for ikke at træde på de piblende rotter. På sejlture på Mekongfloden så vi adskillige gange almindeligt husholdningsaffald blive kastet i floden. Altså den, hvor man også fanger de fisk, man/vi spiser, og som i Mellemøsten er graden af ophobning af affald langs veje, floder og på marker direkte proportionel med graden af fattigdom. Der er megen fattigdom. Fattigdom og affald. Og fattigdom og affald er Coronaens allerbedste venner. Det er lige præcis det, den trives på.

Med ganske få undtagelser har Coronaen kun dræbt mennesker, der i forvejen var svækkede. Det er dybt, dybt tragisk. Men det er faktisk også tragisk, at sygdommen har racisme og at den almindelige verden for hele kontinenter går i stå med i sit kølvand.

Som sædvanlig er det os, de rige europæere, der i første omgang går lidt ram forbi. Vi rammes kun på vores økonomi og vores pensioner. Selvfølgelig håber jeg da, at det hele får en snarlig ende. For alle. Ellers får vi en overgang en verden, hvor vi frygter hinanden, tager afstand fra hinanden, hengiver os til mystisk overtro, og hvor fanatisme får ualmindeligt gode vilkår. Må det ikke ske!

You may also like

Skriv et svar