En grufuld film.

Apocalypse Now. Final cut. Viaplay.

Vi så den vel alle, da vi var unge. I 1979. Men måske SÅ vi den ikke, sådan rigtigt. For de 40 år, der er gået siden, har modnet os og givet os en helt anden kapacitet for at forstå og analysere de billeder, filmen er skabt af. Filmen er nok, i sig selv, ikke blevet grusommere, men måske har livet lært os at forstå grusomheder på en meget mere intensiv måde.

Apocalypse Now er den ultimative Vietnamfilm. Og ja, det hjælper at have Vietnam siddende present i sit baghoved, når man sætter sig for at se den 2,5 timers odysse ind i den ondskab, dehumanisering, galskab og mareridt, der var Vietnamkrigen. Filmen er bygget op omkring den traumatiserede Oberst Willards, der sendes på en quest, hvor han som en anden Frodo skal finde mørkets hjerte i form af Kurtz og tilintetgøre det. Han skal, bogstaveligt talt, rejse ind i den dybeste jungle, som ikke bare naturmæssigt bliver tættere og tættere, men som også menneskeligt er en rejse ind i selve ondskabens og galskabens væsen. Således er filmen, akkurat som nærmest enhver moderne fantasy fortælling, bygget op omkring et antal episoder “på vejen”, hvor vores hovedperson ulig fantasyhelte ikke skal vise sit mod og sin styrke, men istedet være vidne til en konstant eskalerende galskab.

Det er rejsen ind i selve The Heart of Darkness, i galskabens væsen, i dystopiens inderste kammer. Fordi det er fortælling om, hvad krig gør ved mennesker. Hvordan krig dehumaniserer os og fremmedgør os overfor alt, hvad der er ordentlig, anstændigt, elskeligt og solidarisk menneskeligt.

Og mens vi rejser med flodbåden op ad Vietnams Styx, står billedsiden bare som uendeligt smuk. Så smuk, at det næsten gør ondt, og samtidig visende naturens skønhed som kontrast til menneskets grusomhed. Det er de billeder, fra den film om verdens menneskelige undergang, der dominerer vores generations billedside af Vietnam. Det er sådan, Vietnam ser ud i vores fotoalbums over landet, når det er “rigtigt”. Og selve scenen med den idylliske landsby med den vidundersmukke jungle, der bombes om morgenen ( fordi “I love the smell of napalm in the morning.”), så alt, mennesker og jungle, brænder, er lige præcis billedet på den krig, hvor alt smukt blev destrueret. Hvadenten det var natur eller mennesker.

Det er en grusom film. Men det er også en nødvendig film. Ingen er selvfølgelig på noget tidspunkt i tvivl om Coppolas holdning til krigen. Og den skildrer han så godt, at alle disse billeder af menneskelig fornedrelse i underskønne omgivelser, bogstaveligt talt brænder sig som napalm om morgenen direkte ind på en blivende plads på nethinden.

NU forstår jeg filmen. Helt anderledes end dengang i 1979, hvor mit ungdommelige jeg nok var imod krigen, men hvor jeg ikke havde livserfaring nok til at fortære og forstå, hvad jeg så. Hvis man har været i Vietnam fornylig eller bare engang, så se den. Og genkend. Og har man ikke det, så er det en vanvittigt vigtig og vildt fascinerende film at se alligevel. Selv om den er fra 1979.

You may also like

Skriv et svar