Om små potter og medierne.

Forleden fløj jeg fra Doha i Emiraterne til København. Det var en af disse monsterstore sardindåser til menneskelig transport, og blandt alle disse sædemuligheder var en dansk familie med 4 børn blevet strøet ud over et mindre areal. Ved at bytte med manden og jeg kunne de imidlertid komme til at sidde nogenlunde sammen–dog med 2 små charmerende, rødhårede drenge på 7-8 alene på rækken i forlængelse af vores.

De to havde en fest det meste af vejen. De fik afprøvet samtlige trykkemuligheder på den indbyggede skærm, flyttede nærmest ind på både gulv og gang, brugte lang tid på seriøs konversation omkring, hvad de skulle bestille hos stewardessen, samt hvordan man udtalte det på engelsk og var i det hele taget præcis så livskloge, som man nu er som 7-8-årig. Men da vi landede i København, drog den ene af dem et meget dybfølt suk, vendte sig mod den anden og sagde med julelys i øjnene og lidt forbavselse “Og så blev vi slet ikke skudt ned over Iran!”

Af gode grunde kan jeg jo ikke vide, om hans forventninger til flyveturen indebar en form for ufrivillig katapultering over Iran, eller om han hele vejen bare frygtede for det øjeblik, missilet ramte. Men jeg kan til gengæld udmærket vide, hvor han overhovedet har fået ideen fra. For små potter har også øjne, og samme små potter bevæger sig i et medielandskab, hvor man knapt behøver at kunne læse for hele tiden at blive bombarderet med verdens fortrædeligheder og, især, verdens utallige mængder af farer. Dødsfarer. Hvis vi ikke får missiler i hovedet, når vi overflyver Iran, så er vi da i alt fald i overhængende risiko for at få Corona. Overalt. Og det dør man af.

Jeg skal ikke forklejne, at der er tale om en alvorlig sygdom, der spreder sig hurtigt, og som man skal have respekt for og tage seriøst. Men jeg har i de seneste dage oplevet, at jeg personligt er blevet mere og mere indebrændt og aggressiv i forhold til den måde, medierne behandler den på og decideret anvender den til at forøge oplagstal, clicks og indtjening. Alt omkring Coronaen er i formiddagsaviserne gået i Breaking News med stor, sort skrift på gul baggrund (vi er opdraget til, at netop de farver signalerer farlighed! Eller udsalg!), og ingen ny overskrift udelader værdiladede tillægsord. Enhver kan vel se forskellen mellem ” Endnu en person smittet med Corona.” til “Endnu en person smittet med den frygtelige Corona.”, og mediernes lingo har faktisk indenfor de sidste uger ændret sig til ALTID at anvende negativt ladede tillægsord i forbindelse med sygdommen. Ekstra Bladet og BT kører endda såkaldte Corona-tråde, hvor læserne kan stille spørgsmål af enhver art ( og det må man da nok sige, de gør!), samt hvor enhver ny udvikling går i Breaking News. Selv f.eks. hvor mange der testes for smitten, allerede INDEN nogen af dem er testet positive.

Så hvis små potter er hundeangste for Coronaen, så er det yderst forståeligt. De er omringet af en syndflod af dårligdomme på skrift, lyd og billede, som konstant smækkes lige i hovedet på dem. Det er muligt, læseevnerne endnu ikke er store, men en kæmpeoverskrift med kolossale bogstaver i sort på gult, kræver nok ikke meget mere end 1. klasse. Selvfølgelig sidder de fleste børn ikke og læser de omtalte aviser, men det gør de voksne, som de til enhver tid kan kigge over skuldrene–meget af tiden. Og de voksne snakker også om, hvad de ser. Samtidig med, at rigtigt mange voksne faktisk ikke har andre informationer end mediernes fuldstændigt overskruede billede, som mestendels går ud på at skabe sensation. For sensation er selve mediernes grobund, indtjening og selvbestaltede eksistensberettigelse. Vi ledes til fejlagtigt at tro, at medierne (i alt fald mange af dem) står for objektiv videns- og nyhedsformidling. Det er bestemt ikke altid tilfældet. Og hvordan skal man dog som 7-årig kunne kende forskel på, om der virkelig er tale om en sensation eller ej, når rigtigt mange voksne heller ikke engang kan?

Episoden med den 7-årige, der heldigvis ikke blev skudt ned over Iran, fik mig til at tænke på, at vi i den Coronasituation, vi står i, i den grad skal være bevidste om at beskytte børnene. Ikke bare lade dem indgå i den frygt, vi måske selv føler, fordi medielandskabet har oppisket en stemning af forfærdelighed og nærmest uundgåelig dommedag. Til trods for Breaking News om den snarlige afslutning er det umådeligt væsentligt, at vi forsøger at forklare, hvad der sker, uden på nogen mulig måde selv at anvende gule overskrifter. Sagt med andre ord, så mener jeg faktisk, at man som forældre har pligt til at sætte sig ind i de faktiske omstændigheder, så det–ulig hvad vi ser i pressen–kan afdramatiseres, at 2-3 danskere er smittet. Og fortælle at, ulig ganske almindelig influenza, rammer Coronaen umådeligt sjældent børn. Det kan man f.eks. orientere sig om hos Sundhedsstyrelsen, som har en noget anden terminologi end formiddagspressen. Samt en væsentligt mere velbegrundet, saglig viden.

Som gammel dansklærer kan jeg jo udmærket se, hvilke såkaldte appelformer den mere kulørte del af pressen anvender for tiden. Det er i sig selv usmageligt, ligesom det er usmageligt at anvende en alvorlig sygdom til at skabe sensation og håbe på at forøge sit oplagstal. Men allermest usmageligt er det, at vi udsætter alle de små potter for en form for fake news, som de på ingen måde har kvalifikationer til selv at bearbejde og udlede den egentlige sandhedsværdi fra.

 

 

You may also like

Skriv et svar