Som om, det er løgn!

Jeg har seriøst overvejet, om jeg skal oprette en ny kategori. Men jeg har bestemt mig for, at det skal jeg ikke. Så længe, jeg kan abstrahere fra Coronaen på en eller anden måde, i alt fald i små, afmålte doser, så skal jeg det. Omvendt er der jo ikke den mindste tvivl om, at samtlige indlæg det næste stykke tid enten vil handle om Corona–eller i alt fald være berørt af det. Det er den skygge, der ligger over alle vores liv, hvad enten vi er syge eller ej. Den skygge, vi hverken kan eller må fortrænge. Men vi må godt forsøge at leve med den på en måde, så det ikke bliver angsten for at vi selv og dem, vi elsker, bliver syge, der rent faktisk GØR os syge.

I går oprettede jeg en gruppe for de, der gerne ville give, dele og få gode råd til, hvordan man kan afstresse og af-angstificere (mit ord!) sig selv og finde en form for ro i dette kaos. Jeg må da nok sige, det er blevet en succes. Det er jeg glad for! Og I, der er medlemmer–bliv ved med at være så aktive, givende og positive!

Men det, der slår mig, er, at verden på Coronasiden er blevet en anden, mens verden på synssiden er helt sig selv. Se nu bare min have her til morgen. Træer og buske er ved at gå i blomst, solen skinner på den måde, som kun martssol kan skinne, og alt ånder fred og nærmest idyl. Det er som om, lige netop min have er fuldstændigt uberørt af, at “verden er blevet kaotisk påny”–for nu at citere Tom Kristensen, der om nogen vidste, hvad kaos var. Og som i øvrigt tolkede det som noget positivt, noget innovativt, noget der gav verden nye muligheder. Uden at det lige skal diskuteres.

Det er som om, naturen, omgivelserne slet ikke har fattet, at verden er i krise. Det er alt sammen bare sig selv, styret af helt, helt andre regler end de, der drejer sig om prognoser for smittede og spredning af bakterier. Faktisk af gammelkendte regler, der gentager sig selv med usvigelig sikkerhed år efter år. Det gør mig, på en underlig måde, så dejligt tryg. At der dog er noget, der er ved det gamle. At noget er bestandigt. At noget, om man så kan sige, er ganske og aldeles upåvirkeligt. Det er muligt, verden er i krise, men mit mirabelletræ blomstrer!

Så det er fuldstændigt rigtigt, som nogen skriver i den nye gruppe. Nemlig at der er ufattelige kræfter at hente i naturen. I første omgang bestandighed. Forsikringen om, at noget er præcis, som det altid har været. Fuldstændigt og aldeles upåvirket. En slags forsikring om, at selv om pandemien er her, så er naturen ret ligeglad. Den står over enhver form for menneskelige forfærdeligheder. Dernæst skønhed. Helt konkret er sådan et mirabelletræ i blomst da ualmindeligt smukt. Akkurat som alt det andet, der pibler frem for tiden. Det kan man godt få styrke og glæde af. Simpelthen bare ved at bruge sine sanser og glo, indsnuse og dvæle. Og også tro. Altså den tro på, at det hele nok skal gå, for det gør det i naturen. Som på forunderlig vis kommer til at være symbolet på, at der trods alt er bestandighed og evne til at komme videre.

Det er som om, det er løgn, at dette træ overhovedet orker at blomstre i disse tider. Næsten sådan lidt blasfemisk. Men på samme tid så vidunderligt velgørende. Jeg vil så nødigt henfalde til rørstrømske clicheer, men sådan et træ, der næsten er løgn, er sådan lidt både tro, håb og kærlighed.

–Og det kan man faktisk mentalt komme ret langt med!

You may also like

Skriv et svar