Tidlig morgen. Stilhed. Og tanker.

Det er ikke stilheden før stormen. Det er bare almindelig stilhed. Før ikke ret meget.

Der er ingen biler på vejen, med folk på vej til arbejde. Ingen tidlige skolebørn, for når man bor langs hovedtransportruten for de allerfleste skolebørn i kvarteret, plejer vrimlen allerede at starte omkring 7-tiden. Og larmen og latteren. Der er heller ingen fly på himlen, som ellers i dag er så relativt skyfri, at man under normale forhold sagtens kunne spotte en hel del striber i horisonten En enkelt bybus er kørt forbi, og så vidt jeg kunne se, var den noget nær mennesketom. Bortset fra chaufføren.

Der er heller ikke oprullede gardiner og tegn på liv hos naboerne, som da ellers gerne er ret tidligt oppe. Nabobørnene sover, tror jeg. Hvilket man vel næppe kan fortænke dem i.

Det er i det hele taget en helt anden verden. En verden af stilhed og ro, af en udefra pålagt dvaletilstand. Det er muligt, vi alle lider under en indre uro, men sådan en tidlig morgen er udelukkende præget af en stor, ydre ro.

Så er det, at jeg tænker på, om vi i sidste ende kan lære noget af denne krise. Om vi måske, på en eller anden måde, når til nye erkendelser af, hvad der i virkeligheden er vigtigt. Lærer at prioritere på en anden måde. Selvfølgelig er det en uopfyldelig utopi, at samfundshjulene for evigt kan gå i stå, og vi allesammen hensætter os selv i denne form for dvale. Men måske vil vi, hen ad vejen, lære at prioritere anderledes. Erkende, at det, vi troede var yderst nødvendigt, måske slet ikke er så væsentligt. At verden såmænd nok går uden. Men også, at ting, vi indtil nu har taget for givet, og som med Coronaen er taget fra os, er så væsentlige, at vi får et helt andet syn på dem.

Det er jo f.eks. et ubestrideligt faktum, at Coronaen har en fabelagtig positiv indvirkning på klimakrisen, at der sker meget mindre fatale ødelæggelser på naturen, og at der simpelthen bliver færre mennesker, der dør af forurening. Måske bliver det også et faktum, at erhvervslivet erkender, at lufttransport af mennesker bliver mindre relevant, fordi man får lært, at der er andre måder at mødes og holde multinationale firmaer produktive. Det er også muligt, at forældre og børn, som for tiden er i tvunget selskab med hinanden, finder ud af, at netop dette selskab og disse tider sammen, skal opprioriteres. Måske vil vi se, at børnefamilier går ind i en helt, helt anden form for hverdag med andre præferencer. Det er også muligt, at vi pensionister indser, at vi ikke nødvendigvis behøver bevæge os verden rundt for at finde, eller i alt fald lede efter, paradis. At de oplevelser, vi søger efter, også kan findes lige for næsen af os. Jeg er også sikker på, at vi alle, nærmest allerede nu, har mærket længsel efter alle dem, vi ikke fysisk kan se. Hvis hverdag, vi ikke kan dele. Det være sig venner, familie, børn og børnebørn. Jeg kunne forestille mig, at vi indser, hvor meget de betyder for os, og at vi derfor vil opprioritere hinanden og hinandens selskab på måder, vi hidtil ikke har gjort. Indtil nu har vi jo bare vidst, at hinanden var der, og at muligheden for at ses var fuldt legal. Sådan er det ikke mere. Længslen vil givetvis give os helt andre forhold til hinanden og lære os at påskønne hinanden på en helt anden måde.

Det er stadigvæk rimelig tidlig morgen. Der er gået noget vejarbejde i gang et sted i nærheden. Men der er ingen mennesker på gaden, og skoletrækket, som nu ville være på sit højeste, er fuldstændigt aflyst. Bortset fra vejarbejdet er der helt stille.

Sådan vil det nok blive ved. Hele dagen. Og i denne sammenhæng og under disse vilkår er stilheden god. Måske endda lærerig?

You may also like

Skriv et svar