Om alt det, man ikke kan. Og må lære at leve uden.

Forleden slog jeg en minimal flis af en tand. Af den slags, der nok bare skal slibes lidt, men som min tunge alligevel er overmåde fascineret af. Hele tiden. Jeg er næsten helt skæv i ansigtet af at have tungen boende oppe i den tand. Men komme til tandlæge kan jeg jo ikke. Ikke nok med, at tandlægerne har lukket for småtingsafdelingen. Min tandlæge bor også på den anden side grænsen, og den er lukket. Jeg priser mig samtidig lykkelig over, at jeg blev klippet for et par uger siden. Min klipperate ligger ca. på 6-7 uger, hvorpå det hele bliver træls, en smule klistret, uklædeligt, falder ned i øjnene og mister enhver lighed med nogen kendt frisure. Undtagen Old English Sheepdog. Jeg har snart heller ikke mere kød i fryseren, for mit slagteri er lukket. Og selv om det var åbent, ville jeg nok ikke tage derud.

Sådan er der så meget. Mere og mere meget. Hver dag og hele tiden. Det vil udelukkende blive værre de næste uger. Hår vil vokse, dårligdomme skrige efter fysioterapeuter, tænder gå i gnidsel, fryserforsyninger svinde ind,  mangel på fodbehandlinger ( jeg kender mange, der nærmest opfatter den slags som en menneskeret) give ømme fødder + alt det, jeg slet ikke evner at forestille mig. Endnu. Hvad der hidtil har været en form for indiskutable borgerrettigheder er gået ud af stil, og ingen ved, hvornår de bliver benytbare igen. Den sundhedsperson, jeg deler min egen tilbagetrækning fra livet, og i alt fald 14 dages fuldstændig karantæne indtil næste søndag, med, mener i et kvalificeret gæt, at vi skal frem til engang i juni, før vi forhåbentlig kan begynde at normalisere nogle af vores undtagelsestilstande. Så indtil da kan man godt pakke sammen med sit brok, sine hårmængder, flisede tænder og alt det andet, der nok skal blive irritationsmomenter.

Og det skal man lige præcis, fordi det kan man godt! Det er jo, i grunden, peanuts. Ubetydeligheder. Det er ting, der kan leves med. Ulig Coronaen er det ting, man hverken bliver syg eller dør af. Bare en slags personlige irritationer, som i den store, verdensomspændende pandemi er totalt betydningsløse, totalt irrelevante. Faktisk bør man beskedent overveje helt at lade være med at omtale dem. For andre end sig selv og læsere af ens blog!

Det er bl.a. derfor, jeg ikke forstår mange danskeres opførsel i disse dage. Det er som om, netop deres små, personlige problemer og afsavn på egoistisk vis dyrkes på en måde, så de direkte bliver samfundsskadelige og farlige. Det er som om, der er et budskab, der ikke siver ind bag mig-kulturens fortæppe. Jeg bliver dybt forarget, når jeg ser, at utallige skider højt og flot på påbud om ikke at forsamle sig, at holde afstand og ikke indgå i fysiske, sociale kontakter med mennesker, de ikke bor sammen med. Ved de mennesker da slet ikke, at deres uansvarlige opførsel ikke blot skader dem selv ( så fristes man næsten til at sige, at det har de i så fald rigtigt godt af, men det er selvfølgelig dybt kynisk!), men endnu mere andre, som kan være i risikogrupper, syge og modtagelige for den bakterie, vi skal hjælpes ad med at skille os selv og andre fra? Faktisk var jeg forbløffet over rigspolitimandens saglige fremførsel af sin utilfredshed på TV. Jeg ville godt nok have skældt meget mere ud. MEGET! Samtidig sad jeg og tænkte på, hvad der mon sker, når de samme mennesker om få uger trænger til en klipning? En tandrensning? En fodterapeut? Hvor flokkes de så hen?

Jeg er udmærket klar over, at det i denne situation er en enorm fordel at bo i provinsen. Herude har de fleste af os haver og går vi en tur, er vi så få i områderne, at vi let kan passere hinanden på forsvarlig afstand. Vi behøver ikke alle flokkes ved 3 søer og et gammelt kaserneareal, men kan nøjes med at flokke os selv i ensomhed i vores rummelige haver. Jeg kan levende forestille mig, hvor ubetinget modbydeligt det må være at være spærret inde i en lejlighed uden altan—men må samtidig sige, at det dog selv i storbyerne er tilladt at bruge sin fantasi omkring at opsøge mindre befærdede udendørs arealer. Samt at undgå nærkontakt med andre.

Her i mit hus har vi droppet enhver form for fysisk, social kontakt med andre. Eneste berøringsflade er den ugentlige tur til supermarkedet på et tidspunkt, hvor vi formoder, der er relativt tomt. Vi tillader ikke besøg eller andre former for berøring, og skal der tales med andre mennesker i andet end cyberspace, skal det foregå udendørs med stor og behørig afstand. Der kan råbes over nabohække eller tværs over veje. Ikke andet. Hverken vi eller andre kan vide, om vi/de er inficerede, og det er direkte hensynsløst ikke at tage dette med i alle betragtninger omkring samvær. Det gør ondt ikke at kunne besøge gamle og ensomme, som man jo lige nu har al tid i hele verden til at være der fysisk for, men det kan komme til at gøre meget, meget mere ondt i længden, hvis man uforvarende kommer til at være smittespreder. Personligt gør det også uhyre ondt ikke fysisk at kunne se barnebarnet på 2 måneder samt ham, der skal fødes ind i denne kaotiske verden om ganske få dage samt at tænke på, at man på ingen måde aner, hvornår man overhovedet vil få lejlighed til at være sammen med dem igen. Men hellere DEN smerte–end den utilgivelighed der ligger i at have taget chancer, der senere viser sig at have været fatale. Isolering og afsondrethed er til at leve med, mens livsvarig dårlig samvittighed ikke er det!

Så tænder, hår, fødder og hvad der nu end måtte være er til at leve med. Til at acceptere. Til at forstå, at man må afgive sine krav på. Fordi der er så meget, der er så seriøst livsvigtigt væsentligere. Hvor ville jeg ønske, folk ville begynde at forstå og gøre, hvad der bliver sagt.

Forstå at der er så meget, man ikke kan. Men at man kan lære at leve uden.

 

You may also like

Skriv et svar