Om Coronadage.

Det er som om, dagene er ved at finde deres egen rytme. Er begyndt at ligne hinanden. Som om den ellers meget væsentlige skelnen mellem hverdage, weekender og måske endda ferie- og helligdage er suspenderet, så hver eneste dage har fået en umiskendelig lighed med den forrige. Der er begyndt at optræde et mønster. Et mønster af bittesmå dagligdagsheder. Måske den slags genkendeligheder, som også er nødvendige for at overleve.

Rammen om det meste er, at der skal gåes en lang tur midt på dagen. Helst en time eller mere. Med den geografiske begrænsning på 4 retninger, kræver det ind imellem lidt opfindsomhed, men samtidig lære man da sit nærområde at kende. Ud i hjørnerne. Og faktisk er det en stor gave, at det netop er lige nu, man er i den situation, for der kan hver eneste dag iagttages nye tiltag fra naturens side. Det springer ud fra dag til dag, bliver grønnere, gulere og andet-farvere. Det er som om, naturen har bestemt sig for at modbevise, at dagligdagen, som vi kender den, er i krise. For det er naturen ikke. Den skider højt og flot på anderledeshed og gør, præcis som den altid har gjort.

Der bliver set meget TV. Nyhedsopdateringer virker som magneter i denne tid, og i alt fald jeg er ved at blive lidt for afhængig af hele tiden at være up to date med udviklingen. Der ville i virkeligheden nok ikke ske så meget ved at misse et par tal fra Sundhedsstyrelsen, men samtidig føler jeg, at hvis jeg ikke følger med, vil udviklingen rende fra mig. Falde mig i ryggen. Det, jeg selvfølgelig er bange for at misse, er forbedringer. Gode, nedadgående tal for smittede, syge, indlagte og døde. Den grundlæggende forklaring er, at jeg, som alle andre, klamrer mig til håbet om håb. Hvis der er et lille lys i mørket, grumsetheden og ulykken, så vil jeg vide det. For min egen sjælefreds skyld.

Jeg har erkendt, at mine læsevaner er ude i en omlægning. Jeg har decideret svært ved at koncentrere mig om andet end aviser og præsentationer af facts. Skønlitteraturen har svære kår. Det er som om, jeg ikke rigtigt kan nå ind til den. Eller at den ikke kan nå ind til mig. Derfor har jeg givet mig selv carte blanche til at få fiktionen ind på billeder. Hen ad eftermiddagen må jeg gerne se serier og film. Og det gør jeg så, i vid udstrækning. Mine abonnenter på diverse streamingtjenester, som ellers nogle gange er vinduesudsmidning, er kommet til deres ret i overvældende grad. Lige nu manøvrerer jeg faktisk rundt i ikke mindre end 3 gode serier, af vidt forskellig kaliber, og forskellen til min ucoronerede dagligdag er, at jeg har ophævet enhver form for restriktioner overfor mig selv. Jeg binger løs. Hvis den selvvalgte karantæne ender med at vare til hen i juni, vil jeg, med lidt let hovedregning, være fuldstændigt opdateret på de fleste serier, der kommer mig ved. Og sikkert også nogen, der ikke gør. Hovedsagen er, at jeg totalt har suspenderet mine forbehold overfor mig selv og blankt indrømmet, at i disse tider må jeg gå amok. Vel vidende, at jeg, når amoktilladelsen render ud, er så forstoppet af billeder, at det slet ikke bliver nødvendigt med en kold tyrker for at holde op. Allerede nu kan jeg jo godt mærke, at 2-4 afsnit om dagen sådan lige er i overkanten af, hvad jeg egentlig gider.

Det er også vigtigt at holde skidtet fra dørene. Med al den tid kunne man jo tilnærmelsesvis gennemgå forårsrengøring fra kælder til ikke-eksisterende kvist hver dag, men helt så gennemgribende går det jo ikke. Det er vel, de fleste steder, blevet sådan, at hvis man bare kan overholde sit eget overlevelses- og standardniveau, så er det såmænd godt nok. Der kommer jo ikke nogen. Ingen gæster og fremmede, der dog kræver at vist mål af rengjorthed og fravær af rod og opsamlede skrotbunker. Der er ingen, der skal se, hvordan vi bor. Ingen, vi skal vise os frem, som vi gerne vil se, til. Hvilket ikke betyder, at man tilladeligt kan gro til i skidt, men toptunede udstillinger af pæne hjem har ligesom svære vilkår.

I sidste uge, kunne jeg forstå, gik mange i gang med projekter, der ellers havde ligget i årevis og ventet på god tid og forhøjet dårlig samvittighed. Den tog ikke mig. Jeg ved med mig selv, at jeg simpelthen ikke har overskud til at begive mig ud i husforbedringer, omlægning af havearealer eller dybdegående oprydninger. Det er ikke nu, stresstærkslen skal udfordres med den slags. Eller med projekter, der bliver halvt færdige og står og griner ad ens dårlige samvittighed. Jeg siger til mig selv, at det ikke er en velkommen, uventet ferie, jeg har fået. Men en ufrivillig pause i mit liv, hvis årsager er så alvorlige, at jeg basalt bare skal respektere, at livet er gået på stand by. Men det er selvfølgelig en individuel vurdering..

Endelig–og dette er vigtigt samt uhyre vigtigt hele tiden både at være taknemmelig og ydmyg overfor–så er jeg og mine nærmeste ikke direkte berørte af sygdommen. 7-9-13, bank under bordet, Nemesis bliv væk og alle de andre besværgelser, som man uvægerligt er nødt til at tage i ed, fordi man hele tiden frygter sin egen arrogance, held eller manglende respekt. For konstant sidder tanken om at blive ramt, personligt eller gennem pårørende, venner og bekendte jo i baghovedet. Man skal tage sit liv forbandet seriøst, mens det går godt. Dyrke de små opmuntringer, forsøge at give det indhold, men samtidig være bevidst om, at nogle kæmper og har det rigtigt svært.

Håber, alle derude er ved godt mod, raske og har fået en form for struktur på deres udaglige dagligdag. Vi skal nok komme igennem!

You may also like

Skriv et svar