Om hvor syge vi egentlig er. I al almindelighed.

Jeg skriver det udelukkende, fordi det er lidt tankevækkende.

Jeg har en mand, der for tiden kører mange lægevagter og ligeledes passer telefon for at visitere patienter til samme. Af den gode, gammeldags slags altså. De Coronafrie, hvor det er mellemørebetændelser, maveonder, kroniske sygdomme og geriatriske problemer, ( for bare at nævne nogle få, der kan give en pejling om, hvor vi er henne!) der til dagligt dominerer. Alle, der tilnærmelsesvist er i nærheden af Corona, skal gennem andre kanaler.

Og jeg har ganske klart i min erindring disse, især weekenddage, hvor han styrter det sydlige Jylland rundt og har et utal af besøg fra grænsen til Koldingegnen. Hvor en lægevagt er travl, meget travl. Hvor mange er syge, og mange ringer.

Sådan en vagt løber fra 16 til 23. Normalt er han hjemme igen omkring midnat, for der skal ryddes op til natten. Sådan er det ikke mere. For det første er han noget langsom omkring overhovedet at komme afsted, og de sidste 2 aftener har klokken næppe været mere end 22, før det bal var ovre. Slukket og lukket.

Der er nemlig ikke mange syge. Antallet af det, man med lidt godt vilje kunne kalde almindelige, forventede sygdomstilfælde blandt den danske befolkning, er svundet ind, gået i sig selv og blevet til et minimum af det absolut allermest nødvendige og strengt behandlingskrævende. Nu er det jo nok ikke, fordi Coronaen har afskaffet de fleste andre sygdomme, behandlet dem, om man vil. Eller fordi alle med almindelige sygdomme har fået Corona oveni, så de skal gennem andre kanaler. Så noget andet må jo tilsyneladende være tilfældet.

Jeg tillader mig at tolke det, som at Coronaen har givet os andre perspektiver på vores helbred og vores kriterier for at være syge. Altså med andre ord en uventet, men dog også på sin vis positiv holdningsændring blandt befolkningen. En omsiggribende forståelse af, at den situation, vi lige nu er i, er så alvorlig, at man vist godt kan tøjle barnets snotnæse selv. Vente på, at myldrebæen går over samt huske på, at forkølelser, der behandles, tager 8 dage, mens de ubehandlede varer 1 uge. Det er som om, der er kommet en bevidsthed om, at småtingsafdelingen må vige, så de, der virkelig mangler hjælp og er behandlingskrævende, til enhver tid skal stå forrest. Der er opstået en form for tilbageholdenhed i forhold til ens egne, måske knapt så akutte, symptomer. Det, der førhen absolut ikke kunne vente bare en time, gives nu en chance for helt at gå i sig selv igen!

Hvis min tolkning er korrekt, så viser den med al tydelighed, at der ikke ( for nu at bruge en gammel cliche) er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Hvis epidemien kan afholde en masse mennesker fra ar bruge ressourcer, der kunne være anvendt mere fornuftigt, så er det jo bare ekstremt positivt. På samme tid afspejler netop denne tendens vel også, at vi forstår at vise en form for samfundssind, at stå sammen og tage det yderste hensyn til de, der lige nu er de svageste. Nemlig de, der ulykkeligvis har fået Coronaen. At consensus er blevet, at hvis noget ikke er meget nødvendigt, så lader man kræfterne blive brugt på de ting, der er.

Det er da oplagt at lege lidt med, om dette kunne blive et varigt resultat af den krise, vi befinder os i. I givet fald, så ville en sådan holdningsændring jo være uhyre besparende for hele vores sundhedssystem. Tænk på, hvilke økonomiske midler, der derved kunne frigives. F.eks. til de kronisk, alvorligt syge.

Jeg skrev det altså udelukkende, fordi det er lidt tankevækkende……

You may also like

Skriv et svar