Dagbog.

Fra mange sider–statsministeren, psykologer, museumsinspektører og måske også os selv–opfordres vi til at skrive dagbøger over vores liv under Coronakrisen. Her kommer min fra i går:

24. marts.

Vågner tidligt. Som sædvanligt, fordi jeg nok også går i seng ret tidligt som en følge af det ugelange jetlag, der gerne forfølger mig efter lange flyvninger. Og måske det chok over den forhastede tur hjem fra USA, der stadig sidder i mig. Hver morgen bliver jeg så glad, så taknemmelig i selve vågningsøjeblikket, fordi jeg er rask, frisk og symptomfri. Det har jeg aldrig prøvet før. I alt fald ikke så mærkbart. Det er en smuk morgen, og hver eneste morgen overvældes jeg af, at verden er så overvældende normal at kigge på. Stille, men urokkelig. Det siges endda, at bøgen er ved at springe ud.

Skriver lidt på min blog–gerne i nattøj, fordi blogskrivning er bedst i nattøj, og mens tankerne endnu ikke er forstyrrede af selve dagen og alt det, den bringer med sig. Jeg skal være færdig inden 9.05, fordi morgensangen på DR1 er blevet en slags ritual for mig. Det hjælper med at holde dagen sammen, giver en form for struktur. Må også indrømme, at jeg er lidt ukoncentreret og griber mig selv i at tjekke aviserne for nyheder ind imellem. Jeg starter altid med BT og Ekstrabladet, selv om jeg egentlig slet ikke kan lide de aviser, og som gammel lærer i medieundervisning lige nu ser dem som skoleeksempler på alle de forfærdeligheder, man kan udtrykke og manipulere med via sprog. Men de er så tilgængelige, så let læselige. Og vil man i dybden med specifikke ting, kan der jo bare svinges over på lødige aviser. Jeg har heldigvis et netabonnement på Kristeligt Dagblad, men den avis skal læses i fred og ikke i smugkiggeri, mens man faktisk laver noget andet.

Hele tiden kredser tankerne om datteren, der har en tid på Herlev, fordi hun nu er gået mange dage over sin termin. Det er fortvivlende og stressende ikke at kunne være i nærheden og at vide, at der vil gå lang tid, før det er tilrådeligt at se den lille fyr, som forhåbentlig snart kommer til verden. Det var ikke den måde, jeg forestillede mig at blive bedstemor på. Heller ikke den måde, hun selv gerne ville føde. En fødsel er i sig selv en belastende ting ( og glædelig!). Man behøver ikke angsten for at blive smittet på hospitalet og stressede sundhedspersoner oveni. Ved 10-tiden oplyser hun dog, at de er sendt hjem igen med piller, og heldigvis har jeg en kyndig i nærheden, som kan forklare mig, hvad det indebærer. F.eks. at der stadig kan gå lang tid, inden hun føder.

Dagen er lidt usædvanlig ved, at der bliver hentet morgenbrød midt på formiddagen. Fordi vi mangler rugbrød. Ikke af mig, for jeg går helst ikke i forretninger, inden min selvvalgte karantæne er ovre på søndag. I søndags var jeg dog i Netto, men det var en grim oplevelse. Der var alt for mange mennesker og alt for trangt. Jeg vil ikke handle mere i den Netto, før dette er ovre. Der er andre forretninger, der har meget mere plads og virker tryggere. Tænk, at den slags skal influere ens liv!

Inden middag ringes rundt til de, der lige skal have en opringning den dag. Først og fremmest min gamle mor, der er isoleret på sin stue på plejehjemmet og ikke ser andre mennesker end de, der rækker maden ind til hende. Hun er ved rimeligt mod og kan da også grine af, at det eneste, hun mangler, er rødvin. Hun har aldrig drukket noget særligt, men synes, det er rart at få lidt afslapning, og det er da en fabelagtig ide, når man er snart 91 og sidder helt alene. Vi har haft on and off planer om at køre de 2 timer derop, men må nok indse, at skal vi se hende, må vi liste os bag om plejehjemmet og danse lidt i god afstand fra hendes altandør. Hvis vi altså overhovedet kan komme ind på plejehjemmets areal. Og inden den fødsel bliver vi altså herhjemme. Især i kraft af et internet, der ikke rigtigt fungerer i sommerhuset, og at maven skal have en fornemmelse af mission complete, før det overhovedet giver mening at tage afsted. Der er jo også den med, at det faktisk er usolidarisk at rejse, bevæge sig fra landsdel til landsdel. Måske, hvis man nu tager alle sine fornødenheder med, kun bevæger sig ad de allermest mennesketomme stier langs strandkanten og generelt ellers bare bliver på sin egen grund?

Over middag går vi en lang tur. Hver dag. De fleste dage er det som om, det kun er os, der gør den slags. Vi møder ingen mennesker, kun et par biler. Vi har et katalog af ture, og i dag er det industrikvarteret, der står for tur. Hunden får et gevaldigt boost af gode lugte på schæferhundeklubbens tomme areal, og teknisk skole ligner noget, nogen har forladt for årtier siden. Der er ingen salg hos de utallige indvandrerbikse med brugte biler, og selv der, hvor der til daglig er lastbiler, der skændes om pladsen, er der helt tomt. Men buskene blomstrer, og køerne på marken er fuldstændigt uvidende om, at de ikke må stimle sammen og være mere end 10.

Imens vi er væk har en dame fra Århus hentet to stole, hun har købt af mig. Hun har betalt med mobilepay på forhånd og bedt mig stille stolene ud i indkørslen. Hun vil ikke mødes med mig og har en datter med, som vist har et eller andet med immunsystemet. Jeg er sikkert på, stolene kommer i 14 dages karantæne, når de er kommet til Århus.

Vi når lige hjem til dagens pressemøde. Jeg er blevet en hund efter pressemøder. Jeg sluger dem og føler, jeg går glip af noget, hvis jeg ikke er på. I begyndelsen nærede jeg ultimativ tillid til alle myndighedspersonerne og de fleste politikere, men det er for nedadgående. Jeg er begyndt at tvivle på vores sundhedsminister, mens Brostrøm stadig står som indbegrebet af saglighed og villen-os-det-godt. Det er vel også ham, der ved bedst. Men intet er så stålfast og urokkeligt, som det var, da det hele startede. Og det vil nok ikke vende sig i positiv retning.

I den forbindelse kommer jeg også til at tænke på, hvordan det egentlig forholder sig med de modeller, de forskellige lande arbejder efter. For–strengt taget–så kan de vel snævres ind til en dybt socialdarwinistisk med tryk på, at økonomierne skal overleve så godt som muligt og de svage må tabes– og en velfærdsstatsmodel, hvor man sætter det enkelte menneskeliv i centrum. Hvis man bare lader smitten få lov at husere, så dør de svageste, de uarbejdsdygtige og de, der koster penge, mens produktionen til en hvis grad bliver opretholdt, mens man, hvis man tager forholdsregler og indfører forbud, netop slækker på produktionen og holder så mange som muligt i live, så længe som muligt. Vel vidende, at det selvfølgelig også er et spørgsmål om vores sundhedssystems kapacitet, så er jeg stolt af, at vi her i landet bekender os til den humane model. Og forgræmmet over, at det i lande som USA og Storbritannien er den anden model, der indtil for et par dage siden har været den dominerende. Men selvfølgelig–i USA er det hele jo ovre til påske. Det siger præsidenten selv.

Så er det tid til at jeg må se mine serier. Jeg er nemlig ikke så god til at læse i disse tider. Kan faktisk ikke ret godt koncentere mig. Lige nu er jeg halvt igennem The English Game, som bare er noget så Downton-ish og rigtigt hyggelig på den der BBC-måde. Jeg aner ikke en hujende fis om fodbold, men jeg kan godt lide de personer, serien byder på, selv om jeg selvfølgelig mangler Maggie Smith. Hun er ikke med.

Til aften er der lasagne med coleslaw. Fordi det er vigtigt at spise ordentligt og at få en behagelig fornemmelse af at spise noget, der smager godt. Vi har snakket om at bestille take-away—primært for at holde de lokale forretninger i live–men det er ikke rigtigt blevet til noget. Endnu. Vi er jo heller ikke dedikerede take-away-folk til daglig, men måske er vi nødt til at være lidt mere opmærksomme på at støtte, hvor vi kan. I den forbindelse snakker vi, som som ofte før, om støtten til erhvervslivet, som indiskutabelt er god. De har bare lige glemt alle os freelancere. Vi er blevet efterladt på jeg-ved-ikke-hvis mark, og kommer de ikke på andre tanker, vil det kunstneriske miljø–og mange andre væsentlige miljøer–være udhviskede, når vi er ude på den anden side.

Så er det, jeg gør noget, jeg ikke har gjort i 3 uger. Jeg tjekker mine værdipapirer. Igennem de sidste 3 uger har jeg fået mig selv bildt ind, at min beholdning er gået i 0, at jeg er gået teknisk konkurs, og at den må jeg så bare sluge sammen med de forventede 90.000, jeg ikke tjener, fordi jeg er freelancer. Så jeg bliver så umådeligt glad, da jeg ser, at jeg har en aktie ( ud af utallige, for jeg investerer kun små beløb!), der er i overskud på 3,82 kroner. Resten er lort og tab så store, at selv jeg, der havde forventet en katastrofe, må hive lidt efter vejret. Det er så der, jeg snakker med mig selv om, at jeg stadig–til trods for at have været gennem lufthavne i epicentre for smitten, så som Orlando og London–er rask og frisk. Og selv om mine pensionsmidler nu næppe kan holde mig i live ret længe, så skal det da nok gå op igen. Det vigtigste er, at verden kommer gennem denne krise på det menneskelige område. At så få liv som muligt mistes. Resten er jo bare penge.

I vores familie har vi en gruppe på Messenger, så der skrives flittigt hver dag. Det er en god ( mellem andre, selvfølgelig) måde at forvisse hinanden om, at man har det godt. Her udveksler vi også gode tips om film og serier. Så efter aftenens telefonsamtaler med andre familiemedlemmer, ser vi den libanesiske film Kapernium ( Filmstriben), som er anbefalet af datteren, der dog ind imellem har en noget alternativ filmsmag. Denne gang rammes der dog plet hos os to gamle. Det er en virkelig fantastisk film. Rørende, sød, tankevækkende, væsentlig og en stor fornøjelse at se. Især børneskuespillerne er uimodståelige. Det er nok også derfor, den har vundet Guldpalmerne i Cannes.

Så er der såmænd ikke så meget mere den dag end at tage det sidste tjek på nyhedsstrømmen og falde i søvn til TV2 News. Lidt uvanligt, for det plejer at foregå til aftenens krimi på 1-eren, men den har vi set. Ligesom vi har set de fleste af de andre af de utallige genudsendelser, der er for tiden.

Og når man sådan ser på dagbogen over en Coronadag, så er det imponerende, hvor ufatteligt lidt produktivt, man har foretaget sig. Hvor koncentreret om næsten ingenting, ens liv har været. Hvor meget det hele egentlig påvirker.

Og sikkert vil blive ved med at gøre det i lang, lang tid endnu…..

PS. Det kunne være sjovt at se andre dagbøger. Bare opload her på siden!

 

 

You may also like

Skriv et svar