Jeg–en potentiel nordkoreaner?

Jeg tror, jeg på begynderstadiet er ved at forstå folk, der lever i totalitære regimer. Jeg er nemlig så småt ved at se tegn hos mig selv, der tyder på, at det ville jeg også sagtens kunne gøre. Måske ville jeg endda, med lidt øvelse og nogen tid, kunne blive helt god til det. Jeg er i alt fald blevet rimelig ferm til at tilpasse mig, og for hver dag der går, bliver jeg tydeligvis bedre. Jeg er også blevet meget, meget dårligere til at stille kritiske spørgsmål. Det er så også en forudsætning for, at jeg bliver et pragteksemplar udi totalitær ind- og tilpasning.

Som George Orwell påpegede så eftertrykkeligt i Animal Farm, så er den allermest basale forudsætning for at få mennesker til modstandsløst at indrette sig, at der findes en fælles fjende. Helst en usynlig fjende. Usynlige fjender er som hovedregel bedre end synlige, for man ved ligesom aldrig hvor man har dem, og de lurer skånselsløst overalt. Det er så her, det er så essentielt, at nogen går ud og tager lederskab. Overbeviser en befolkning om, at de konsekvent arbejder for fjendens afskaffelse eller passivisering–selvfølgelig til alles og især fællesskabets bedste. Hovedpræmissen er, at samme befolkning skal overbevises om, at hvis den bare følger visse udstukne regler, så vil såvel lederen som hele samfundet være med til at forsvare den fælles fremtid mod fjenden. Og hvis fjendens ultimative mål er død og undergang, såvel personligt som samfundsmæssigt, så er det da soleklart, at man kæmper med klør og negle på netop den anviste måde.

Sådan en fjende kan have mange navne og har da også gennem historien heddet både andre religioner, andre ideologier, andre, navngivne mennesker–og som nu også en frygtet sygdom. Jeg er personligt blevet så ganske, forfærdeligt autoritær af at gå i krig mod Coronaen. Det er næsten ligegyldigt, hvad statsministeren og/ eller andre embedspersoner, som jeg anser som kvalificerede eksperter på virusområdet, siger og befaler–så gør jeg det. Jeg er fuldt fortrolig med, at hvis jeg og samfundet skal bekæmpe denne forfærdelige, usynlige fjende, så skal vi høre efter og gøre, hvad der bliver sagt. Når mennesker bliver rådvilde og bange, slutter de op. Så forsvinder en stor del af egenviljen, som i stedet bliver til en form for higen efter retningslinjer. Afstukne veje.

Jeg er f.eks. for tiden meget i tvivl om, om jeg kan tage i sommerhus i påsken. Grunden til min tvivl er helt konkret, at alle udmeldinger fra autoriteterne har været uldne og hen i retning af, at det må jeg selv finde ud af. Jeg har ikke lyst til selv at finde ud af. Eller rettere: Jeg tør ikke selv finde ud af! Jeg vil have at vide, klart og forståeligt, om jeg må tage afsted eller ej. Jeg vil have en godkendelse ( eller et afslag) fra de autoriteter, der styrer mit liv. De må da kunne forstå, at de sidder med det i deres hænder.

Ligeledes kan jeg mærke på mig selv, at jeg på såvel på egne som autoriteternes vegne øver selvbestaltet justits overfor de, der ikke retter ind. Jeg kan blive helt hys på mennesker, der ikke holder afstand til mig, og jeg forarges ganske betydeligt, når jeg hører om idioter, der ikke overholder forsamlingsforbud. Jeg mærker en indre drift til at skælde dem huden fuld, selvfølgelig på samfundets vegne. Og til lige præcis at fortælle dem, at det har vi jo fået at vide, at vi skal, og hvis de bryder lovene, så er de med til at ødelægge vores samfundsstruktur og eksponere os alle til den der usynlige fjende.

Gennem hele mit liv har enhver form for autoriteter udelukkende opfordret mig til at være kontrær, at gå imod. Jeg er barn af 60-ernes oprør mod alle autoriteter, var ung i samfundsomstyrtende tider og er opdraget til at stille kritiske spørgsmål omkring enhver form for ensretning og fælles tankegange. Indoktrinering, kaldte vi det dengang. Og alligevel sidder jeg så her, fuldstændigt handlingslammet og måbende sikker på, at jeg såvel skal ensrettes som gøre præcis, hvad der bliver mig befalet. Jeg er overgået fra kritisk afstandtagen til en slags jublende tilkendegivelse af, at regeringen og myndighederne har ret, og at jeg skal hjælpe dem med at udøve netop denne ret.

Det er meget underligt at konstatere. Allermest underligt er det dog, at jeg må erkende, at selv kontrære mig er et yderst let offer for lige præcis det, jeg altid har kæmpet imod. Umærkeligt er jeg blevet Nordkoreaner i min tankegang og mine handlinger. Det er sgu` lige før, jeg føler mig det pålagt ( og retfærdiggjort) at melde genstridige forsamlingslystne medmennesker til Stasi eller KGB.

På nuværende tidspunkt er jeg sikker på, jeg gør det rigtige. At dette er vejen frem–og ud. Men jeg kan altså ikke lade være med at tænke på, hvor fortvivlende let de mekanismer, der også gør sig gældende i totalitære samfund, kan ramme mig. Det kræver bare en eneste fjende, som mit samfund skal stå sammen om at bekæmpe, før jeg er klar til at give afkald på de allermest basale frihedsrettigheder.

Misforstå mig ikke: Jeg tror, mine autoriteter har ret. Det er slet ikke det, det drejer sig om. Meget, meget mere den ultimative forskrækkelse over, hvor let det er gået med at få kontrære, egensindige mig til fuldstændigt at makke ret. Ligesom alle de andre……

 

 

You may also like

Skriv et svar