Når virus bliver hverdag.

Umærkbart, over den sidste måned, er der sket en forandring med mit forhold til virus. For bare to måneder siden frygtede jeg primært, den skulle ramme min computer.
I begyndelsen af min pludseligt opståede angst for–eller erkendelse af, at det skulle/kunne ramme mig–sådan omkring midt i marts–ændrede mit forhold til virus sig drastisk. Jeg blev bange, frygtsom, hudløs.
Det har så også forandret sig. For virus er blevet hverdag. I alt fald en del af min hverdag på den måde, at den ligger på lur derude. Hvor ved jeg ikke. Hvilket jo så nok burde være det mest angstfremkaldende. Men samtidig må jeg indrømme, at virus for mig bliver mere og mere surrealistisk. Mere imaginær, mere uvirkelig. Nok kan jeg hver dag læse tal på såvel smittede, indlagte som døde, men jeg kender altså ingen ( som i: overhovedet ingen), der har haft virussen. Jeg kender ikke engang nogen, der kender nogen, der har. Jeg kan læse om folk, jeg ikke kender, der har lidt og været meget syge, men samtidig har der i min kommune ikke været konstateret smittede de sidste 14 dage. Ikke så underligt, at mit forhold til virus er perifert. Nok er den der, men den er der ikke, for mig, mærkbart. Den er bare hverdag.
Samtidig er jeg blevet sådan lidt sløset med alt det, jeg var så obs på i begyndelsen. Der sad jeg klinet til skærmen, når de utallige pressemøder fandt sted og følte mig næsten i nær familie med Brostrøm. Enten ER der virkelig ikke ret mange pressemøder mere, eller også er jeg blevet lidt sløset ligeglad. Det er næsten lige før, jeg skal minde mig selv om, hvordan Brostrøm ser ud. Min umættelige appetit på nyheder er også for kraftigt aftagende. Engang var jeg på, når de daglige tal blev publiceret. Nu er jeg sådan lidt ligeglad, registrerende. Der skal godt nok mange nydøde på bordet, før virus går ud af sin hverdag her. Samme tendens kan jeg i øvrigt også tydeligt spore på avisernes overskrifter og clickbait. Der bliver færre og færre overskrifter, der handler om virus, og clickbaits hos formiddagsbladene er langsomt, men mærkbart, gået over til igen at handle om kendisser og sex. Samtidig hører jeg mindst de sidste 14 dage til de håbløst forfaldne omkring morgensang og andre lettere postulerede tiltag. Jeg går da ikke sådan rundt og synger mig selv op til daglig, og den eneste grund til fællessang er fælles virus som angstfremkalder. Jeg har for længst opgivet at synge den væk. Den er jo bare blevet hverdag.
Jeg kan også registrere, at ændringer i mine fysiske handlingsmåder og strategier er blevet indgroede hverdagsvaner–og ikke ting, jeg skal minde mig selv om. Jeg har ubevidste strategier omkring fysiske cirkelbevægelser til at afværge møder med fremmede, jeg spritter næsten uden at registrere det et hovedløst antal gange om dagen, og forleden, da jeg skulle putte noget kød i fryseposer og derfor havde fået lidt fedtede fingre, grovvaskede jeg ubevidst hænderne bagefter, for sådan vasker jeg nu engang hænder efterhånden. Jeg har på det nærmeste accepteret min isolation fra det meste af alt det, der er mit liv og tror ind imellem, at det er almindelig hverdag.
For virus er blevet hverdag. Den kan ligesom ikke ryste, ikke skræmme, ikke ændre så meget mere. Den ligger derude, på lur i al sin surrealisme, men jeg er ikke angst og hudløs mere. For virus er blevet hverdag. Noget, jeg må leve med. Det er lige før, jeg allermest frygter, den rammer min computer.

Continue Reading

En kolossal skamplet.

Vi var de eneste i hele verden, der var ved sygehuset i dag. Udover naturen, selvfølgelig, som hver eneste dag tilkæmper sig mere og mere af det, der engang var en travl arbejdsplads med næsten 1000 ansatte. Udover de indlagte.
Det gamle sygehus er kolossalt. Ikke nok med at det består af et enormt højhus, der er også adskillige udbygninger og tilbygninger, underjordiske gange og områder samt en hel, nyere afdeling, på størrelse med et velvoksent plejehjem, til psykiatrien. Det gamle sygehus er også kolossalt tomt. Sådan over grænsen til uhyggeligt tomt og forladt og direkte brugbart som kulisse i en skrækfilm. Jeg er sikker på, det klaprer meget derinde, at adskillige af de førhen indlagte går uforstyrret igen, og at mange hængsler tørster efter smørelse. Som en ustoppelig viruspandemi er naturen ved at vokse ind, gennem og over det sygehus, og der er ingen umiddelbar behandling. Vaccineres kan det vel ikke.
Det blev bygget i 1975 og var vanvittigt flot, moderne og strømlinet dengang. Mere eller mindre bygget på byens bedste byggegrund og med milevid udsigt over både by og dam, var det faktisk noget, man var stolte af. Det varede under 40 år. Så lukkede man. Jeg har ingen anelse om, hvor mange millioner man i den forbindelse lukkede ned. Kun at det siden har stået som en kolossal skamplet over forfejlet planlægning og mangel på kreativitet i forbindelse med at anvende et sådant mastodontbyggeri til noget som helst fornuftigt.
Det var her, jeg fødte alle mine børn, og hvor en del af familiens indkomst kom fra i mange år. Jeg husker det som et travlt, lidt myretueagtigt sted med evindelig summen, lange befærdede gange og et utal af elevatorer til transport op i skyerne til den udsigt, mange af patienterne nok slet ikke formåede at nyde. Det gjorde jeg selv, faktisk, med de nyfødte.
Gennem årene har der været et utal af iderige forslag til anvendelse af dinosauren. Alle, fra friplejehjem, over maritim efterskole til outlet og mange andre ting, er strandet på størrelse, for ingen kan eller tør begive sig ud ( eller ind) i et byggeri af den kolossalitet. Dets arkitektur og volumen er jo næsten af Stalinistisk tilsnit, og i vores lille provinsby har vi altså ikke lige 10.000 helte fra arbejderklassen, der med familier trænger til ny bolig. En overgang fungerede det som modtagelsescenter for flygtninge–det var de få måneder, man kunne se hele optog af syrere på vej til og fra byen–men selv med overvældende overskud af flygtninge vil der stadig være plads til overs.
Så i mine øjne ligner det, at der er opstået en stiltiende accept af at lade denne ronkedor gå til de evige naturmarker. Som om man kan lukke sine øjne for en så iøjnefaldende bygning, der kan ses fra overalt i byen! Det er som om, man bare venter på, at naturen får så frit spil, at man til sidst med god samvittighed kan påstå, at bygningerne er ureddelige. At de er faldet for naturens magt og må rives ned. Hvilket man i øvrigt lige så godt kunne have gjort helt tilbage i 2014, hvor enhver kunne se, at håbet om et salg var et luftkastel så højt som tårnet på varmecentralen derude. Det er blevet en skamplet, en skamstøtte over misligholdelse og dårlig planlægning. Og havde man været lidt mere forudseende der tilbage i 1975, burde man nok have sparet millionerne og ikke ødet dem totalt væk på under 40 år.
Det er en underlig fornemmelse at være de eneste i hele verden, der gæster dette megabyggeri. At gå rundt mellem gabende tomme huse og kigge opad mod uendelige sorte huller og ren byggemæssig ødemark. At se mange af de psykiatriske bygninger stå og se ud, som om de bare er forladt i farten, for der står stadig grønne planter på gangene, og de relativt dyre lamper hænger vemodigt endnu. Heldigvis er der tilsyneladende ingen, der har begået det næsten uundværlige hærværk–men man må sige, at naturen er rigtigt god til selv at komme efter det. Den gør sit bedste. Sit uforstyrret bedste.
Personligt er jeg dybt fascineret af gamle industriområder, gerne med lokalkolorit af rent forfald. Men dette er for meget. Måske fordi den bygning er så umanerligt stor, at forfaldet virker modløst og hærgende i stedet for malerisk og smukt. Den har aldrig været noget arkitektonisk vidunder, og den æstetiske værdi er ufindelig, og et sådant uforstyrret forfald er decideret uhyggeligt og skrækindjagende.
Udover det er området derude fabelagtigt smukt med bakker og flot natur lige ned til dammen, der også på dette sted har små, maleriske øer og en skingert skrigende, særdeles tæt bebygget mågekoloni. Der er (omend ret forfaldne og misligholdte) stier og faktisk et lille paradis for hundeluftere og andre gå-entusiaster.
Hvis man bare kunne abstrahere fra den grimme kolos i rent forfald. Som stod under 40 år i brugbar tilstand, men som nu mest af alt ligner en dårlig kulisse til en B-skrækfilm! Og en kolossal og milliondyr skamplet!

Continue Reading

Hvis….

HVIS dette nu havde været en helt almindelig sidste onsdag i april, så tror jeg nok, jeg var kørt til Flensburg. For at købe minimum to kilo nye, hvide asparges på markedet dernede. For hvide asparges er, i min optik, så uendeligt tyske. Dernede er hvide asparges ikke bare en spise, det er en årstid, en begivenhed, en festligholdelse af en fælles national gåen i asparges. Hvide. Her tæller de grønne ikke, hvilket vel er ganske forståeligt, for de er både mindre smagende og på ingen tid slatne. Mens de hvide altså både smager bedre og holder sig strunkne over længere perioder. Og så vil jeg æde mig en hvis pukkel til i nyindkøbte, hvide asparges og spise samtlige aspargeshoveder rå, mens jeg skræller. De smager som, eller bedre end, ærter, og der er jo alligevel ingen, der mangler dem.
Og så ville jeg da også slentre en tur på gågaden i det, der er min nærmeste storby, og hvor jeg ved lige præcis, hvilke forretninger der skal besøges, og hvilke der ikke er umagen værd. Samt proviantere ved grænsekioskerne, fordi lageret af alt det, jeg hidtil ikke har anet, der også var et udbud af i Danmark, er gået i nærtkommende nul. Ikke blot toiletpapiret og hundemaden, men drømmen om at have skabet fyldt med mængder af slik, søde forråd til umindelige tider, er da også tillokkende. I øvrigt havde vi 2 sodavand og 1 øl tilbage, da jeg sidste talte. Det kommer man ikke så langt med. Og at købe vikarslik og sodavand herhjemme er næsten–altså omvendt!–grænseoverskridende. Det skulle da lige være, fordi samvittigheden i disse tider byder en at gøre noget aktivt for bruttonationalproduktet.
Dette er så kun et HVIS. For sådan bliver det ikke. Jeg kan købe mine hvide asparges til overpris i Brugsen, kan jeg. Og vænne mig til at spare på toiletpapiret, sulte hunden og kun drikke Cola om søndagen, kan jeg. Ikke engang som et alternativ, jeg har valgt, men fordi det er sådan.
Jeg er nemlig ved at være krisetræt. Meget, meget krisetræt. Nu har jeg gået her og været eksemplarisk velopdragen udi enhver form for Coronarelateret smittesprednings-bekæmpelse og opført mig som en lydig undersåt i et totalitært regime i snart 2 måneder. Jeg har undgået de fleste andre mennesker, jeg har afstået fra enhver form for adspredende eller kulturelle oplevelser, og jeg har intet impulsivt kunnet foretage mig. Faktisk helt ned på køre-i-Netto-stadiet, hvor jeg nøje har planlagt min indkøbsseddel. Jeg har bildt mig selv ind, at en tur i skoven er fuldt ud lige så god som at komme til Skotland af ren og skær Coronasolidaritet ( nogle gange var det sgu` lige før, jeg selv troede på det), samt overbevist samme mig om, at det overhovedet ikke er nødvendigt at se og holde nyfødte børnebørn, før de når konfirmationsalderen og til festen ( hvis vi da holder fester til den tid) måbende spørger, hvem den olding i hjørnet dog er. Jeg har i næsten to måneder opgivet det liv, der ellers er mit, og som jeg faktisk både er glad for og tilfreds med for at indordne mig under regler, jeg aldrig havde set komme. Jeg er totalt fejlcastet til begrænset liv og store kriser–så jeg er krisetræt. Noget så uendeligt, dybfølt krisetræt.
OK, jeg kan da stadig mobilisere en smule solidaritet i munden. Råbe sammen med de, der stadig er i stand til at gale op om, at vi skal stå sammen, holde afstand og spritte dagen lang. Jeg er bare så træt af at gøre det! Og spekulerer på, om jeg er den eneste i hele dette nedlukkede land, der bare er ved at sprænges indefra af nogle vira, der sikkert ikke er Covid-19, men som på mange måder er akkurat lige så farlige. Om jeg virkelig er den eneste, der er krisetræt. Rigtigt, grundigt, tilbundsgående krisetræt.
Selvfølgelig bliver jeg nødt til at skrive ( visse ting skal, grundet potentielle misforståelser, tages i ed!), at jeg ikke kunne drømme om at danse kinddans med naboen, hente baciller i Sverige, overkramme og måske ligefrem spytte på nyfødte børnebørn, gå mindre end i 2 meters bue omkring alle forbipasserende samt undlade at supplere lagrene med håndsprit. Men det betyder samtidig ikke, at jeg nyder det! Jeg er krisetræt af at være så kreativ omkring mit liv, at jeg hele tiden skal finde på andet at gøre end det, jeg i virkeligheden gerne vil. At leve med begrænsninger, hvor jeg skal bilde mig selv ind, at jeg hele tiden skal omdefinere mine præferencer. Gud gad jeg da ikke gå så meget som en eneste tur mere i skoven, hvis alternativet var at gå ned ad Princes Street i Edinburgh, og Gud gad jeg da ikke synge så meget som eneste linje mere af de Faberskautoriserede fællessange, hvis alternativet var at gå til live koncert. Gud gad jeg da ikke spritte mine hænder så meget som en eneste gang hver uge, hvis alternativet var, at ingen imaginære bakterier voldtog mig, hvis jeg lod være. Og Gud gad jeg da ikke sidde her og se mine børnebørn på Facetime i dårlig opløsning, hvis alternativet var at se, holde og storkramme dem i virkeligheden.
Så HVIS…. så tillader jeg mig i al ydmyghed at længes efter hvide, tyske asparges. Som symbol på så uendeligt meget andet. Jeg er øredøvende krisetræt med et indre, buldrende oprør, men jeg skal nok opføre mig ordentligt, være ydmyg, adlydende og solidarisk. For al min krisetræthed må jeg jo dyrke alene. På afstand.
Men gad vide, om jeg slet ikke kan finde nogen andre, der har det sådan? De behøver ikke engang at kunne lide hvide asparges. For det er meget mere end asparges, det her drejer sig om!

Continue Reading

En anderledes verden.

Unorthodox. Netflix.
Her er en lille miniserie, som sagtens–og med fordel–kan puttes ind mellem alt det andet Coronakiggeri.
Tilmed er den et blik ind i en verden, som for de fleste er fuldstændigt fremmed og mærkeligt fascinerende i al sin anderledeshed. Den foregår i Williamsburg, New York og Berlin, men hovedparten af personerne kunne lige så vel have været fra det ydre rum.
Vi følger Esty, teenagebrud fra det yderst lukkede ultraortodokse, jødiske samfund i Brooklyn, der vælger at bryde ud fra (og med) sit samfunds normer ved at flygte til Berlin, hvor hendes, også frafaldne, lesbiske mor nu bor. Ikke, at de to af den grund nærmer sig hinanden synderligt, men Berlin kommer til at stå som den ultimative kontrast til alt, hvad Esty hidtil har oplevet, tror på og er opdraget til.
Serien er opbygget, så nutidsplanet nok er Berlin, men der er hele tiden flashbacks til Etsys tidligere liv. Genialt er guidelinen her ( så man ved hvor og hvornår man er) Etsys hår ( eller mangel på samme), hvor den før-ægteskabelige tid skildres ved det flotte, bølgende, lange hår, tvangsægteskabet ved den uklædelige paryk og den begyndende frihed ved den kronragede frisure, som både er eftervirkningen af livet hos de ultraortodokse samt symbolet på den nyvundne frihed og skabelse af en ny identitet.
Selve skildringen af det lukkede, jødiske samfund er–heldigvis!–solidarisk og sine steder ligefrem morsom. Og det forjættede Berlin portrætteres da –heldigvis!–heller ikke som verdens smørhul for frafaldne ortodokse, om end der selvfølgelig ligger en sarkastisk, historisk kommentar i, at det netop er Berlin, Etsy søger til. Også Etsys forsmåede mand, der rejser til Berlin ( med lagkagehat i hatteæske, for det bliver jo Sabbat!) for at lokalisere den undslupne og bringe hende hjem på bedre tanker, er skildret med kærlighed og forståelse, så selv om han er et uvidende skvat, er han da en rar fyr. Ulig gangsterfætteren, bevæbnet med noget så sekulært som en mobiltelefon, der rejser med–hvadenten det nu er for at finde Etsy eller dyrke sex, spil og druk, som alt andet jo er noget nemmere flere tusind kilometer fra dydens hotspot i Williamsburg.
Serien er ind imellem en smule ujævn og postulerende, og flere steder har man sine tvivl om, om tilfældigheder virkelig er så udbredte i et enkelt menneskes liv. Etsys nye venner i Berlin er også lidt til den utroværdige side–men det er jo film og godt fjernsyn! Så kan vi godt hakke lidt hår og klippe et par bedetæpper.
Det er alt sammen underholdende, Coronafrit og fascinerende. Så se den!

Continue Reading

Bøgeskov i april–brug den!

Lige nu, indenfor de seneste par dage–er bøgen sprunget troværdigt ud. Der er lysegrønt derude. Meget lysegrønt.
Sådan en helt jomfrueligt lysegrøn bøgeskov holder kun godt en uges tid, så det er NU, den skal beses, betraves og beundres.
Fat manden, hunden, veninden–eller bare tag fat om dig selv og kom derud. Det er helt fantastisk!
–Og det er den bedste, totalt gratis kur mod Coronakuller. Og sikkert også en hel masse andet!

Continue Reading

Om den ubeskrivelige glæde ved at se et andet menneske.

I den forløbne uge har jeg haft gæster to gange. Og været inviteret på middag en gang. Det er næsten helt overvældende. Og det er næsten mere, end man sådan lige kan rumme.

Selvfølgelig har vi, indhyllet i den obligatoriske spritparfume, siddet udenfor, med behørig afstand mellem de involverede. Vi har aldrig på noget tidspunkt været over 4, og vi har for-sprittet, mellem-sprittet og efter-sprittet, holdt vores respektive allerginys ( det er pollentid!) under armhulerne og i det hele taget gået i cirkler omkring hinanden. Og maden. Vi har leget “giftig jord” overfor tæt familie og venner og endnu engang bevist, at vi danskere er i topklasse, hvad angår mellemdistanceråb.

Når så alle disse forbehold er taget i ed, og man på ingen måde skal udskammes som de, der tager til Sverige for at få en tur i byen og et par fremmede bakterier, så er det jo faktisk sådan, at man pludseligt oplever og erkender den menneskeudsult, man har været udsat for de sidste næsten 2 måneder. Hvis der findes hudsult, så findes der–næsten så meget desto mere–sult efter andre mennesker. No man ( or woman!) is an island, og jeg skal da lige love for, at disse måneder har givet citatet ny aktualitet. Man bliver jo sær, eneboeragtig, underlig og med stadig større hast selvsvingende af at gå her og aldrig få impulser fra andre. Altså rent fysisk tilstedeværende andre. Det er fint, vi har facetime, apps og andre måder at se hinanden på, men det er på ingen måde det samme som at sidde overfor ( 2 meter overfor!) et andet, virkeligt menneske, der ikke befinder sig inde i en skærm. Og som ikke går i dårligt skærmbillede eller manglende forbindelse, mens man gør det.

Det værste er næsten, at man i isolationen går og dyrker sit eget verdensbillede, sin egen måde at opfatte enhver tildragelse og situation på. Der er jo ingen til sådan for alvor at sige en imod eller give et andet perspektiv. Efter ikke så mange dage er man faktisk rørende enig med sig selv om, at man ser det hele på den korrekte måde. Isolation er også en ualmindeligt godt for at dvæle en smule mere end egentlig nødvendigt i den slags selvmedlidenhed, der direkte er affødt at den nuværende situation. At man ikke kan se sin familie, at man har mistet sit job og ikke får løn, at ens økonomi hænger i noget, der ligner laser af ren virus og alle de andre fortrædeligheder. Lige netop der er det en fantastisk gave at snakke med andre end sig selv og de med-isolerede, for ikke sjældent har de faktisk et andet perspektiv, der egentlig også kan være akkurat lige så rigtigt–og somme tider endda mere optimistisk–end ens eget.

Hvis Coronaen er influenza på speed, så er det at se andre mennesker eksistentiel medicin på Lykkepiller. Det er som at få et skud af selve livet og glæden ved at være til. Som at blive et helt menneske igen, for i ugevis har man udelukkende defineret sig selv, og den går ikke. Der mangler selve samspillet med omverdenen, der er fuldtud lige så essentielt i ens identitet.

Så jeg vil–og nu får jeg nok samtlige styrelser og måske endda statsministeren på nakken ( eller hvor de nu sidder!)–kraftigt tilråde, som en form for prævention mod særhed og eneboerkuller–anbefale at invitere gæster. KUN udenfor, KUN med de obligatoriske 2 meters human afstand, KUN med flaskevis af spritparfume, KUN med mellemdistanceråbning og KUN i relativt kort tid ( hvad det så er, kan man jo selv definere). Det vil–og her garanterer jeg–være en strålende hjælp til at gøre en til det sociale menneske, man sikkert var engang, Hvis man da ellers kan huske det! Det er en glimrende kur mod Coronakuller, tiltagende selvmedlidenhed og begyndende forvrænget verdensbillede, og det giver bare sådan et dejligt spark af normalitet, glæde og overlevelse.

 

Continue Reading

Om at være guide uden nogen at guide.

Det er svært at være guide i disse tider. For ikke at sige umuligt. Det er i andre tider fantastisk at være guide. Verdens bedste arbejde. Det siges, at det, mest pga. lønnen, er en form for kald, men dertil kommer også, at landevejene, det store udland og lysten til at formidle går en så eftertrykkeligt i blodet. Vi kalder det “ to be on the Road”, og ingen er på nogen veje lige for tiden. Det pirker til utålmodigheden.
Så var det, jeg tænkte på, at man vel kunne investere i et sæt audioguides. Altså sådan nogle som mange lokalguider bruger, især i det store udland. Hvor jeg skulle finde pengene, da jeg jo er uden arbejde på sikkert flere års sigt, må blive op til personlig fantasifuldhed. Men det burde kunne lade sig gøre at guide op til 10, med behørig afstand og ankommet via egen mobilitet, det være sig privatbil eller andet, gennem interessante områder af Danmark. Her tænker jeg både på spændende byer, anderledes, flotte eller udfordrende bydele, skønne naturområder og meget, meget andet. Der er i alt fald adskillige steder både i Jylland og i hovedstaden, hvor jeg føler mig fuldt kvalificeret til at guide. Ellers kan man læse op. Ingen skal jo gå klinede op ad hinanden, alle kan følge eget tempo, og har de bare høretelefonerne korrekt monteret, får de jo samtidig masser af informationer.
Altså en form for turisme, hvor vi er sammen om seværdighederne, på afstand. Og hvor folk får dækket deres behov for at komme ud og mærke lidt fremmed vingesus, mens jeg kommer on the Road, selv om den så kun er meget lokal.
Nu skal jeg bare lige have fundet pengene. Lidt vanskeligt, når man ingen tjener..,. Men ideen må da for F…. kunne bære. Eller hvad?

Continue Reading

Om Nordsøruten.

Hvis man vil, kan man gå rundt om det meste af Jylland. Det er der sikkert mange, der allerede har gjort. I etaper. Og også på ruter, der hedder noget andet end lige Nordsøruten, men fælles for dem alle er, at de er kystnære og går gennem vidunderlige landskaber.
Da jeg, med hensyn til vandreruter, er en smule langsom og bagefter, har jeg først for nylig for alvor opdaget dette fremragende tilbud om at komme ud i naturen, få motion og frisk luft og føre sig selv gennem fantastiske områder af det danske landskab. Der skulle nok- hånden på hjertet- en Coronakrise med indbygget udlandsembargo og forøget mangel på andre tilbud til, før jeg sådan gik i vandremode.
Men nu er det sådan, at samme rute praktisk talt går forbi min sommerhusdør, så jeg kan springe på i begge retninger og bevæge mig præcis så langt, som jeg gider. Og det gider jeg! Jeg kommer jo ud i områder, som jeg knapt vidste eksisterede, og jeg opdager, at mit eget nærområde er fyldt med imponerende natur, der bare kræver et par gode ben eller en relativt terrængående cykel.
Ruterne er dog først og fremmest vandreruter, solidt afmærket af små piktogrammer, så man skal gøre sig kraftigt umage for at afvige sporet. At bevæbne sig med en cykel er mange steder ikke tilrådeligt, men er man villig til at trække, bære og nærmest slæbe gennem græstuer, siv og op ad knoldede bakker, så er det da en mulighed. Selv om det i sidste ende nok var mere kløgtigt at lade cyklen blive hjemme.
Jeg kan kun på det kraftigste anbefale ruten mellem Øster Hurup og Als, som går langs fantastisk strand,over flotte enge, op på ældgamle strandbakker, gennem en del siv og andet buskads og kan ende ved den gamle havmole, hvor man virkelig får et indblik i, hvor stor betydning de gamle kystkirker har haft såvel som religiøse mødesteder som som pejlemærker for søens folk.
Og så er der jo endelig den med madpakkerne, som er genopstået som Coronaafledt ide. Molen i Als er et rigtigt godt madpakkested med permanent opstillet bænk, hvor man kan sidde og puste ud efter al den cykelbæring. Eller bare nyde en tiltrængt pause.
Så som præventiv foranstaltning mod seriøs Coronarøv og mangel på vanlige udbud, så er Nordsøruten ( eller hvad den nu hedder lokalt) et rigtigt godt tilbud. Og de flere mennesker i Jylland har nok en i relativ nærhed. Prøv den!

Continue Reading

Om skridttælling. Og kilometertælling.

Jeg er absolut sidste led i den telefoniske fødekæde her i familien. Kun en gang i mit trekvartlange liv har jeg investeret i en ny telefon, og det var ingen succes. Heldigvis tabte jeg den sidste sommer på asfalten, og så arvede jeg en brugt. Igen. For mig er en telefon et ringeapparat, et verbalt kommunikationsmiddel, og jeg nægter at ofre en øre på fancy dingenoter, der ikke kan en hujende fis mere end min ipad. Nærmere mindre.

Dette for at forklare, at jeg altså arvede mandens, så han kunne spilde sine egne penge på en tåbelig megadyr dims. Samtidig er vi så begge i disse Coronatider blevet lidt opsatte på, så vidt muligt, at afværge de mest overstrømmende tilløb til Coronarøv, Coronalår og Coronamaver. Så vi går. Og går. Tilligemed at vi lader dimserne tælle skridt og kilometer, for der ligger en personlig fortjeneste, lidt billige endorfiner for belønningscentret, i at opnå, og helst overskride, dagens mål. For mig er det 8000 skridt, og den klarer jeg som en vårhøne på strækmarch. Hver dag.

Der er så bare det ved det, at mit telefoniske arvestykke virkelig giver mig fremgang i livet. Det er nemlig indstillet på mandens skridtlængde. Og det bliver IKKE omstillet til mine babyskridt, for kan man få billige point i tilværelsen, så skal man Gudhjælpemig da høste dem. Hver gang han går 8 skridt, bruger jeg 10,5 på samme distance. Se, det bliver jo til noget..

Altså, når vi sådan går den samme tur sammen, så viser det sig, at han ved hjemkomst i gennemsnit har gået lidt under 1 kilometer mindre, end jeg har overskridtet. Og det selv om jeg ikke erindrer at have vendt om adskillige gange og gået tilbage, taget små skridt på stedet eller hoppet ekstra meget. Det forholder sig simpelthen bare sådan, at når vi sammen har vandret ind til byen, så jeg jeg været over Veddum rent afstandsmæssigt, mens han er gået den lige vej. Til trods for, at  jeg da  nok lige syntes, han var ved min side!

Nu er der så det, at jeg svælger i mine billige point. Jeg ville jo kunne gå til Skagen og få belønning for en retur til Paris, og det er jeg ualmindeligt god til lidt højrøstet at konstatere.Til hans lige så almindelige fortørnelse. Han er meget opsat på at få mine data korrekt indlæst på arvestykket. Det er jeg ikke. Det er sådan en diskussion, vi dyrker lidt her i vores Coronaisolation, men aldrig om han får mig og mine kilometer! Jeg vil bade i, vandre i og grovnyde mine mange billige kilometer, således at jeg, når alt dette forhåbentlig er overstået, kan prale af at have gået til Nordpolen, mens han strandede i Midtsverige!

 

Continue Reading

Om donationer.

Storbritannien er for tiden ved nærmest at gå i svimlende selvsving over den 98-årige krigsveteran Tom Moore, som, ved at vandre i sin have, iført rollator, samler penge ind til NHS, som er det britiske, statslige sundhedssystem. Indtil nu har Moore samlet næsten 30 millioner ( og her taler vi pund!) ind, så offerviljen er tilsyneladende uendelig i disse Coronatider. Det er imponerende, det er rørende, og det er frem for alt en Fandens god historie i medierne. Moore er dagens geriatriske helt, der, helt fortjent, hyldes næsten verden over.

Herhjemme jubler vi også, når de store fonde går ind og giver til Coronerede velgørende formål, mens alle donationer til sundhedspersonale og hospitaler, det være sig blomster eller konkrete pengebeløb, da sandelig også ses som små mirakler i en smittefarlig tid. Det er som om, offerviljens størrelse er direkte proportionel med krisens.

Og det er alt sammen meget godt, fint og ædelt. MEN -og her kommer det sure opstød så ( for man skal altid læse, analysere og fordøje det, der kommer efter MEN med langt større seriøsitet end det, der står FØR), er det, i et såkaldt velfærdssystem med et betragteligt skattetryk til det formål at betale for fælles sundhed og andre fælles  goder ønskeligt, at en betragtelig andel af omkostningerne skal betales af private donationer og private fonde? Skal vores sundhedssystem financieres to (2) gange af os? Først via skatten, og dernæst via vores filantropi? Er det ikke staten, der har ansvaret for vores sundhedssystem? Eller er det nu pludselig blevet os selv, der oven i købet skal juble over os selv, fordi vi betaler dobbelt? For mig at se er det noget af en meget farlig glidebanetur, vi er på vej ud på.

Ydermere er det da ingen hemmelighed, at samtlige private og firmamæssige fonde er underlagt betydelige skattefradrag. Penge, som i første omgang rent skatteteknisk unddrages skattevæsnet og dermed samfundet, som jeg tillader mig at tolke som alle vi andre. Hvis det var mine private vilkår, ville jeg godt nok også tage chancen for at prinsesse mig af at være voldsomt gavmild. Det ville ydermere være relativt billigt!

Misforstå mig endelig ikke, men ER det ikke velfærdsstatens pligt at drive et velfungerende sundhedssystem på de skattekroner, vi allerede en gang har erlagt? Uden private donationer? Selvfølgelig er jeg dybt imponeret af Mr. Moores velsponserede havevandring, og jeg synes da også, det er rart, at private fonde spytter i kassen.

Men det burde IKKE være nødvendigt. OG er vi ikke samtidig på vej et sted hen, hvor velfærdsstaten gradvist overlader sine allermest påtrængende pligter til private og borgere, som faktisk allerede HAR betalt. For slet ikke at tale om konsekvenserne ved en sådan skjult privatisering, der i yderste led kan ende i et sundhedssystem, der financieres af instanser udenfor staten selv. Det er vel skrækscenariet!

Men spadser du da bare videre, Moore. Og stop måske lige ved tulipanerne og gennemtænk de ultimative konsekvenser.

 

Continue Reading